Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg har haft ”Nine Eyes” med til Meteora i Grækenland i dag.

“Nine Eyes” indleder med at fortælle, at ni lande samarbejder om at holde øje med deres borgere. Heriblandt Danmark og USA. Og i denne novellesamling er det netop almindelige borgere, der må slås med ”Storebror”, der holder øje med dem, ”for deres eget bedste”. 

I ”Nine Eyes” møder vi bl.a. en kvinde, der bliver arresteret på vej til ferie i USA, fordi ”hun er på en liste”. Vi møder en folkeskoleelev, der ”får besøg” af politiet, fordi han som muslim søger på ISIS propaganda, mens han skriver samfundsfagsopgave om terrorisme. Vi møder også en kontanthjælpsmodtager, der møder en rigid jobcenterkonsulent, en fraskilt mor, der får besøg af en kommunemedarbejder, fordi hun glemmer sin datters tandlægetid to gange. Og sidst, men ikke mindst møder vi en fyr, der bliver skudt på vej til en jobsamtale og årsagen bliver udregnet uden menneskelig indblanding. 
Pyh aldrig har jeg skrevet så meget i citationstegn.

Novellerne i ”Nine Eyes” er i bund og grund underholdende og sproget er også ganske fint. De er lige til og kan sagtens gå an som hurtiglæsning. Eller nem underholdning.

Men desværre trækker flere af novellerne ud i langdrag med ligegyldige og langsommelige optrin, der skal føre til klimas, halvdårlige dialoger og beskrivende sekvenser. Som f.eks. i novellen ”Det altseende øje”, hvor flere sider bliver brugt på at forklare, at det ikke er Johan selv, der ville i byen, men at han bliver lokket af sin fætter. På den måde kunne man have skåret en del af hver novelle af og stadig have en skarp fortælling. For de mange ligegyldige detaljer gør ikke meget godt for fortællingerne. Derudover virker flere af plotsene urealistiske, og dette gør at troværdigheden falmer. Sidst men ikke mindst er flere af novellerne er delt op i mange og meget skarpe afsnit. Dette ødelægger mit læseflow og gør, at jeg i sidste ende mister interessen for historien. 

Generelt bliver jeg hverken bevæget eller chokeret mens jeg læser ”Nine Eyes”, da persongalleriet er tyndt, overfladisk og ikke særlig godt udhvilet. Jeg synes ikke novellegenren er opfyldt fyldestgørende, der er ikke nogen dybere fortælling og hverken novellerne eller karaktererne indgyder til, at man forestiller sig mere i de enkelte fortællinger, så de kan leve videre. 

Noveller er ret åbenlyse og overfladiske og tenderer til det banale og konspiratoriske. Men på den anden side, så er ”Nine Eyes” hurtigt læst og er en fin bog til en afslappende dag på stranden og derfor kan den godt få tre små .

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Hvid, norsk mand” er en digtsamling, der er skrevet af den norsk-koreanske forfatter Brynjulf Jung Tjørn. Tjørn er adopteret fra Korea og i hans digtsamling skelnes der ikke mellem forfatter og fortæller.

I grove træk kan ”Hvid, norsk mand” deles op i tre hovedemner, hvoraf den største del af bogen handler om denne frustration, desperation og ikke mindst sorg, der vækkes i en, når man ikke kender sit ophav, eller følelsen af fremmedgørelse, der opstår, når man ikke kan genkende sit eget ansigt i sine forældres. 
Bogens anden tema er den systematiske racisme og diskrimination, der opstår, når man adskiller sig, f.eks. når man er lav, har smalle øjne og strittende sort hår i en lille by i Norge, hvor alle andre er høje og blonde med blå øjne. Til sidst bevæger bogen sig over i en slags angst og funderen over, hvilken identitet Tjørns børn, børnebørn og oldebørn vil have, når de nu har en (for)fader, der ikke er hvid, norsk mand.
På den måde er der flere emner i denne bog, der lægger op til debat. Hvilket giver bogen kvalitet. 

Igennem hele bogen er vi inde i forfatterens hoved og følelsesliv. Vi møder de forskellige minder, oplevelser, tanker og følelser, der har været og er i forfatteren.  Vi bevæger os fra følelsen af fremmedgørelse, utilstrækkelighed og i den sidste del endda dyb eksistentiel angst, da forfatteren får børn og skal prøve at forstå hvad hans børn så er – ifølge ham selv ”hybridbørn”. Jeg ville dog ønske at han så hybridbørn som noget positivt.

Når jeg læser ”Hvid, norsk mand” sidder jeg lidt splittet tilbage. 

På den ene side synes jeg, at emnet som Tjønn arbejder med er vanvittig vigtigt. Man kan sige at fremmedgørelse og racisme ikke er noget nyt emne, der behandles i litteraturen, men fremmedgørelse og racisme mod adopterede mennesker er ikke behandlet så ofte i litteraturen, i hvert fald mig bekendt. Ligesom de generelle problematikker ved adoption heller ikke er behandlet før. 

Som udefrastående er det min opfattelse, at der har været konsensus om, at adoptivbørn blev set som ”etniske”. Ligesom der var en stiltiende aftale om, at adopterede børn skulle være glade for, at de slap for ”det forfærdelige liv” i deres oprindelsesland og skulle være taknemmelige mod deres adoptivforældre, der tog dem ud af slummen.

Her synes jeg, at Tjønn tager fat i noget, der har ulmet under overfladen de sidste år; At børn ikke nødvendigvis er glade for deres adopterede liv, at deres forældre ikke nødvendigvis har været disse helte, der har givet dem en ny chance, og ikke mindst, at de ønsker sig noget andet og drømmer endda om liv, der kunne have været (i et land, hvor de ikke er mindretal). Og netop derfor er denne bog vigtigt for alle at læse.

På den anden side sidder jeg dog også tilbage med en følelse af, at denne digtsamling er en klagesang. Jeg føler lidt, at den klagesang bliver for ensporet, og kommer til at mangle dybde, lag og andre perspektiver. Når den så også bliver så personlig, grænsende til privat, mister jeg mere eller mindre hele min begejstring. Jeg synes netop, at en bog, der lægger op til debat ikke kan tillade sig at være så ensporet og så personlig som denne er. 

Når det så er sagt, så skriver Tjønn rigtigt fint. Han har en del humor med og der er flere stærke digte i ”Hvid, norsk mand”, der sætter sig fast. Som f.eks.

”jeg får besøg af migrapolis/ nrk.s flerkulturelle magasin /jeg fortæller at jeg aldrig trivedes/ med at bo på en gård/at jeg havde ti tommelfingre og høfeber/ at jeg ikke kunne lide at se døde dyr/ at jeg ikke kunne lide lugten af stald/ at det ikke var så let/at være adopteret/bagefter får jeg en besked fra en slægtning/hun skriver at jeg skal være taknemmelig/ for at være kommet til noget/ at hvis jeg ikke var blevet adopteret/ så havde jeg måske boet på gaden i sydkorea/og levet af at tigge/”

Det er lige netop udsagn som dette, der gør, at adopterede børn bliver nødt til , har behov for, bør at gøre oprør og netop derfor er denne bog vigtigt og burde læses. 

Problemet for mig er dog, at den ikke få mig til at føle særlig meget. Den vækker ikke min vrede eller harme. Den lægger ikke op til, at jeg rejser mig og råber op til kamp.  Jeg sidder mere tilbage med en følelse af, at jeg har læst en personlig elegi, uden nuancer og derfor kan jeg kun give bogen .

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

I ”Havets Storsind” møder vi to par, Rikke, der er miljøforkæmper, veganer og arbejder i miljøstyrelsen. Hendes kæreste, it-nørden Martin, der skriver ph.d om algoritmer og har opgivet drømmen om en verden med open-source vidensdeling. Vi møder også Jonas som teoretisk set er forfatter, men i det skjule tjener penge på at daytrade til inspirationen rammer, og hans kæreste Line, der arbejder i kultursektoren og lider af mindreværdskomplekser. Ok, faktisk lider alle fire venner af mindreværdskomplekser på hver sin måde og det er netop det som hele fortællingen tager udgangspunkt i. Alle fire venner er nemlig trætte af hverdagens trummerum og drømmer om at give slip på det hele og bestemmer sig for at tage på en jordomsejling. Målet er det sydlige Stillehavet og Polynesien.

Sammen tager de fire venner skridtet ud, de køber en båd og sejler ud for at søge lykken på de syv verdenshave. Problemet er at Rikke, Martin, Jonas og Line er amatørsejlere og allerede da de skal købe båden går det galt, for alle ved jo at man ikke skal købe både af en tysk brugtbilssælger ved navnet Heinz, selvom han byder på kaffe og pilsner. Og man skal i hvert fald heller ikke omdøbe båden. Resten af turen er fyldt med lige så mange (mis)adventures, (knuste) drømme og forestillinger. For bountydrømmen er en ting, men virkeligheden er en anden. Som de fire venner sejler fra havn til havn, bliver skibet tungere og tungere lastet med sidespring, småskænderier og genbrugsaffald. Sydhavsøerne er slet ikke som på reklamerne og det bliver ikke bedre, da vennerne kommer på den russiske mafias radar.

”Havets Storsind” er en satirisk samtidsroman, en moderne Odysse der skriver sig smukt ind i menneskets tanker og problematikker anno 2020’erne. Den arbejder med emner som privilegieblindhed og selvbedrag, aktivisme og eskapisme, karma, tømmermænd, sociale medier og værdier, der ændrer sig efter behov. Med andre ord: med denne bog skaber Philip Tafdrup en roman, der er humoristisk, men stadig kalder til tankevirksomhed; En eventyrfortælling, der aldrig holder op med at give af sig selv. Alt fra falde-på-hale-komik til dybe menneskelige oplevelser med natur og ikke mindst et portræt af den klode som vi langsomt kvæler. 

Der er ingen tvivl om at Tafdrup har ramt pletten med denne roman. Jeg har flere gange grinet højlydt offentlige steder, mens jeg læste denne bog, ligesom at jeg har fældet en tåre over den måde vi behandler vores klode på. Om end jeg synes, at der bliver kørt lige hårdt nok på særligt Rikke.

”Så snart de er i land kommer de indfødte løbende med alt muligt skrammel, de vil sælge. Nej hun må holde op med at tænke det ord. Øboerne dlldf alofinianerne! De er i Alofi, det det er dét, de må hedde. Det er vigtigt at respektere. Alofianerne råber ”Bula! Bula!”. Jonas tænker, at det må være en joke, men Rikke har læst i en guidebog, at det betyder velkommen.” 

Jeg synes det er imponerende, at Philip Tafdrup kunne sætte sig ned og forestille sig hele denne fortælling, for den er på samme tid kompleks og let. Karaktererne fremstår, om end lettere arketypiske, stadig helt lyslevende for læseren, og man lærer dem virkeligt godt at kende undervejs. Vennerne er vidt forskellige med forskellige moralske kompasser og det giver selvfølgelig gnidninger undervejs, men det gør dem også dejligt realistiske og menneskelige. De er fyldte med fejl, dårlige vaner og tanker der har strejfet de fleste af os. Man hader dem, man elsker dem, man forbander dem langt væk men man kommer virkelig til at savne dem, når historien er færdig.

Desuden er det helt forfriskende at fortællere er alvidende og delvist heterodiegetisk, så man som læser både får lov til at opleve karakterernes ydre og indre tankevirksomhed. Det er skønt som fortælleren bevæger sig fra alle vinkler og selvom fortælleren ved, hvad der kommer til at ske, så afslører han ikke noget. På den måde maler Tafdrup også et smukt billede af den dobbeltmoral, der lever i selv de bedste af os, trods vores bedste forsøg på at være etiske og moralsk korrekte mennesker, der sorterer alt det vi kan.  Kun små hints bliver placeret hist og her, der i sidste ende binder en fin sløjfe på hele fortællingen og rejsen.

Selvom jeg synes, at den første del af bogen er en smule langsommelig, så gør de sidste 220 sider absolut op for de første 70 sider. Så bliv endelig ved med at læse! Belønningen er lige omme på den næste side. Det er nemlig den første del, der er grobunden for hele fortællingen og motivationen bliver netop skabt i de første 70 sider. 

Tafdrup skriver detaljeret, men hver detalje er på sin plads, og der er en mening med galskaben. Derfor elsker jeg denne bog.

I bund og grund er ”Havets Storsind” en helt fantastisk roman. Jeg har siden jeg læste den færdig fanget mig selv i at ønske, at der lige var en historie eller to mere, der kunne klemmes ud af denne bog, hvilket må betyde, at missionen er lykkedes for Philip Tafdrup, og han har skrevet en bog, der er læseværdig. Derfor synes jeg også at ”Havets Storsind” fortjener  med på vejen og en kæmpe anbefaling. Læs den! Du vil ikke fortryde det. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg fik tilsendt ”Vild med Vincent” for lang tid siden. Jeg slugte den i et go og så slugte jeg den igen, og så måtte jeg holde en lang pause, før jeg kunne sætte mig til tasterne og finde ordene til at anmelde dette lille vidunderværk. 

For godt nok er ”Vild med Vincent” en lille bog på knap 80 sider, men indeni gemmer sig et stort litterært værk, der beskriver et forhold mellem to mænd, der hele tiden bevæger sig på grænsen mellem kærlighed og besættelse. Og så er den en fantastisk og brutal indgangsbille til en tid og en verden, der ikke mere er.

”Vild med Vincent” er en iscenesat selvbiografisk fortælling, hvor forfatteren og fotografen Hervé Guiberg fortæller om sin forelskelse i den unge Vincent, der er dødelig syg. Det bliver aldrig nævnt som sådan, men alt tyder på, at Vincent lider af aids. Fortællingen bevæger sig nemlig igennem det parisiske kunst- og kulturmiljø i 80’erne og strækker sig over flere år. 

Bogen begynder med slutningen og på den måde bliver den en slags retrospektiv fortælling, der bevæger sig mod klokken: Fra det uundgåelig og mod lykken. Og måske er denne retrospektive tilgang netop nødvendig for, at jeg som læser kan magte at læse denne historie til slut. For i 80’ernes homomiljø er der mange ulykkelige slutninger. I en tid, hvor aids er på sit højeste og mennesker over hele Europa dør som fluer på grund af denne nye ukendte sygdom, så er det dybt demotiverende at læse om relationer og deres slutninger. Alligevel er aids nærmest ikke til stede. For det der er altoverskyggende, er forholdet mellem disse to mænd.

Bogen begynder også med at Vincents død. Han springer ud af vinduet fra 3. sal. Han dør ikke med det samme, men dør tre dage efter af sine kvæstelser, fordi han nægter at tage på hospital. Herfra begynder fortælleren at granske sit forhold til Vincent. Men ikke kun det, han gransker også sit forhold til sig selv, til forelskelse, seksualitet, ydmygelse, dominans og forvivelse . Fortælleren er hele tiden i dialog med sig selv, og af flere omgange er han i tvivl om han elsker Vincent eller ej. Måske fordi denne hele tiden tirrer ham og leger med ham. Måske fordi Vincent ikke har noget til overs for livet mere, og selv prøver at undersøge, hvor langt han kan få fortælleren til at gå.  

Der er hele tiden en magtbalance, der forskubber sig mellem de to mænd. Ved første øjekast synes det, at det er fortælleren, der har overhånd, fordi han på mange måder virker mere dominerende, også qua sin alder og status, men flere gange er det Vincent, der leget med fortælleren og efterlader ham sølet ind i sin egen forelskelse og besættelse. 

Der er en slags diffus tåge over hele denne fortælling. Og selvom jeg har læst den flere gange, så er det som om min hjerne ikke ønsker at huske den. For i bund og grund handler bogen ikke om så meget, når man lige kaster et første blik på den. Hovedpersonen udpensler sin forelskelse i Vincent for læseren side op og side ned. Historien er skrevet i en dagsbogsform, så jeg får lov til at komme rigtigt tæt på fortællerens tanker. Men det er en utroværdig fortæller, der hele tiden leget med læseren, og ikke mindst gør læseren usikker på, hvad det er egentlig der foregår. Denne form for fortæller er altid spændende at arbejde med, for det kræver snilde at kunne skrive så læseren hele tiden tror på fortælleren, uden helt at opdage at denne bliver taget ved næsen. 

Alt dette gør bogen til mere end blot triviel (homo)erotik. Der er nemlig noget særligt fint ved bøger, der tør undersøge menneskets inderste følelser og tanker, selv når de er grimme og udstiller os, når vi er længst nede. 

Vild med Vincent er en lille bog, men den er fyldt med så mange nuancer, hvilket gør den exceptionel for mig på mange måder. Med denne bog får man ikke kun lov til at træde ind i et menneskes inderste, man får også lov til at træde ind i en anden tid, i et lukket miljø, hvilket er virkeligt forfriskende for mig som en kvindelig læser.

Der er ingen tvivl om, at dette er en bog, der fortjener store roser, og hvis man kan læse sig igennem de mange homoerotiske (og til tider groteske) scener, så får man en perle, der kan bliver ved med at give; Både sprogligt, tematisk og fortælleteknisk, Det er også derfor, at ”Vild med Vincent” får  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, da det er et smukt og modigt stykke skønlitteratur.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”i går var jeg fuld
af vin menneskeheden 
og en smule angst”

”Hundrede slag i tiden” er debut af Martin Ryum og som titlen antyder, så finder jeg i dette lille skatkammer 100 fine haikudigte, der adskiller sig fra alt andet haiku jeg har læst til dato. 

Jeg kan ikke sige, jeg har læst meget haiku, men jeg har krydset veje med dem. Jeg kan heller ikke sige, at jeg er stor haiku-fan. Men her fandt jeg altså noget, der virkelig tiltalte mig. For hvor er det dog forfriskende at støde ind i en digtsamling, der tør være modig og tage emner op som er samfundsrelevante og pakke dem ind i noget så flyvsk som haiku. Wow!

Igennem digtsamlingen møder jeg en fortælling, der kredser om emner fra kærlighed til miljøkriser, covid-19 og ej at forglemme queerness, og alligevel formår Ryum at flette naturelementer ind i digtene på en fin måde. Digtene er toprelevante, samfundskritiske og indeholder punches, der virkelig kan få det til at eksplodere inde i en. 
Et eksempel kunne være:

”naturen muterer 
derfor er den tænker jeg 
os overlegen” 

Eller: 

“lad solen brænde 
frygten for et tabt forår 
frygten for at dø”

Av siger jeg bare. Her er foråret 2021 et punch, et slag lige i ansigtet.  

Selvfølgelig er der digte, der rammer mig stærkere end andre, men generelt synes jeg, at Ruym har en fin skrivestil, der forår at fange og fastholde mig. Flere af digtene har stærke puncher, der hægter sig fast på mig, og jeg får en lyst til at vende tilbage til enkelte af dem, for at genlæse dem.

Jeg synes at ”Hundrede slag i tiden” gennemtænkt, men også relevant. Intet er overladt til tilfældighederne, og det synes jeg er så fedt. De gør, at jeg kan grave mig ind i digtsamlingen og finde mange lag (som ikke nødvendigvis er in your face). Martin Ruym kan noget med ord, meninger og billeder. Noget bliver serveret og andet får man selv lov tik at grave frem. Og federe endnu kommer det til at referere endnu mere til læserens egen oplevelse af den tid, der er her og nu. Det gør læseoplevelsen nærværende og håndgribelig. Alt dette danner grobund for en fremragende bog. 

Derfor får den også  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, for det er svært ikke at kunne føle dette helt ind i hjertekulen. 
Så enkelt kan det nemlig sige: 

”inde i længslen 
ligger sorgerne på lur
små bobler popper” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Tropetanker” er digterisk debut af Henrik Bodholdt. Et dejligt lyrisk og poetisk værk, der bevæger sig igennem en fortællers indre og ydre univers som næsten igennem en drøm. Digtene er meget levende beskrevet, selvom der næsten er et slags magisk slør over hele bogen.

Hele vejen igennem ved jeg som læser ikke om handlingen er minder eller tankespind, og jeg væves ind i bogen af det voluminøse billedsprog, der dog til tider bliver så voldsomt romantisk, at jeg næsten kommer til at kløjes i det. Alligevel kan jeg meget godt lide denne slørede fornemmelse mellem virkelighed og drøm, trods voldsomheden i ordene.

Bogen bevæger sig igennem smukke naturbeskrivelser og vi præsenteres for et væld af kvinder, der på den ene eller den anden måde har påvirket fortælleren. Det hele bliver dog lidt for meget. For de fylder meget, kvinderne. Ligesom erotikken. Faktisk så meget, at jeg får det lidt dårligt, fordi jeg ikke kan ryste denne imperialistiske hvid-mand-skal-besidde-eksotiske-kvinder-fra-troperne-vibe af mig, når jeg læser bogen. Hvilket er ærgerligt, for flere af digtene smukke i sig selv. 

Samtidig savner jeg en rød tråd i bogen, og kan ikke helt finde ud af, hvad Bodholdt gerne vil med denne bog. Selvfølgelig ligger det i titlen, at det er forfatterens tanker omkring de ting, der sker omkring ham, der er det bærende element. Men jeg synes ikke helt det kan retfærdiggøre det markante skift, der sker midt i det hele, hvor vi bevæger os fra et erotisk univers, til et univers, hvor en søn pludselig er i centrum. Det forvirrer mig, og ødelægger mit læseflow og den narrative slutlyst, så jeg ender med at stå lidt nå-agtigt tilbage, når bogen er færdig.

I korte træk, så gør bogen det den skal. Den kredser om fortællerens, eller nærmere forfatterens inderste tanker. 

”Tropetanker” bliver bare lidt for indadskuende og for navnepillende for min smag. Jeg savner noget, der kan relatere sig til samfundet og nutiden, i stedet for at læse om forfatteren selv. Sagt på en anden måde, så savner jeg noget, jeg som kvindelig læser kan relatere til og holde fast i. Det er også derfor jeg heller ikke kan give bogen mere end  bolcher.