Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg fik tilsendt ”Vild med Vincent” for lang tid siden. Jeg slugte den i et go og så slugte jeg den igen, og så måtte jeg holde en lang pause, før jeg kunne sætte mig til tasterne og finde ordene til at anmelde dette lille vidunderværk. 

For godt nok er ”Vild med Vincent” en lille bog på knap 80 sider, men indeni gemmer sig et stort litterært værk, der beskriver et forhold mellem to mænd, der hele tiden bevæger sig på grænsen mellem kærlighed og besættelse. Og så er den en fantastisk og brutal indgangsbille til en tid og en verden, der ikke mere er.

”Vild med Vincent” er en iscenesat selvbiografisk fortælling, hvor forfatteren og fotografen Hervé Guiberg fortæller om sin forelskelse i den unge Vincent, der er dødelig syg. Det bliver aldrig nævnt som sådan, men alt tyder på, at Vincent lider af aids. Fortællingen bevæger sig nemlig igennem det parisiske kunst- og kulturmiljø i 80’erne og strækker sig over flere år. 

Bogen begynder med slutningen og på den måde bliver den en slags retrospektiv fortælling, der bevæger sig mod klokken: Fra det uundgåelig og mod lykken. Og måske er denne retrospektive tilgang netop nødvendig for, at jeg som læser kan magte at læse denne historie til slut. For i 80’ernes homomiljø er der mange ulykkelige slutninger. I en tid, hvor aids er på sit højeste og mennesker over hele Europa dør som fluer på grund af denne nye ukendte sygdom, så er det dybt demotiverende at læse om relationer og deres slutninger. Alligevel er aids nærmest ikke til stede. For det der er altoverskyggende, er forholdet mellem disse to mænd.

Bogen begynder også med at Vincents død. Han springer ud af vinduet fra 3. sal. Han dør ikke med det samme, men dør tre dage efter af sine kvæstelser, fordi han nægter at tage på hospital. Herfra begynder fortælleren at granske sit forhold til Vincent. Men ikke kun det, han gransker også sit forhold til sig selv, til forelskelse, seksualitet, ydmygelse, dominans og forvivelse . Fortælleren er hele tiden i dialog med sig selv, og af flere omgange er han i tvivl om han elsker Vincent eller ej. Måske fordi denne hele tiden tirrer ham og leger med ham. Måske fordi Vincent ikke har noget til overs for livet mere, og selv prøver at undersøge, hvor langt han kan få fortælleren til at gå.  

Der er hele tiden en magtbalance, der forskubber sig mellem de to mænd. Ved første øjekast synes det, at det er fortælleren, der har overhånd, fordi han på mange måder virker mere dominerende, også qua sin alder og status, men flere gange er det Vincent, der leget med fortælleren og efterlader ham sølet ind i sin egen forelskelse og besættelse. 

Der er en slags diffus tåge over hele denne fortælling. Og selvom jeg har læst den flere gange, så er det som om min hjerne ikke ønsker at huske den. For i bund og grund handler bogen ikke om så meget, når man lige kaster et første blik på den. Hovedpersonen udpensler sin forelskelse i Vincent for læseren side op og side ned. Historien er skrevet i en dagsbogsform, så jeg får lov til at komme rigtigt tæt på fortællerens tanker. Men det er en utroværdig fortæller, der hele tiden leget med læseren, og ikke mindst gør læseren usikker på, hvad det er egentlig der foregår. Denne form for fortæller er altid spændende at arbejde med, for det kræver snilde at kunne skrive så læseren hele tiden tror på fortælleren, uden helt at opdage at denne bliver taget ved næsen. 

Alt dette gør bogen til mere end blot triviel (homo)erotik. Der er nemlig noget særligt fint ved bøger, der tør undersøge menneskets inderste følelser og tanker, selv når de er grimme og udstiller os, når vi er længst nede. 

Vild med Vincent er en lille bog, men den er fyldt med så mange nuancer, hvilket gør den exceptionel for mig på mange måder. Med denne bog får man ikke kun lov til at træde ind i et menneskes inderste, man får også lov til at træde ind i en anden tid, i et lukket miljø, hvilket er virkeligt forfriskende for mig som en kvindelig læser.

Der er ingen tvivl om, at dette er en bog, der fortjener store roser, og hvis man kan læse sig igennem de mange homoerotiske (og til tider groteske) scener, så får man en perle, der kan bliver ved med at give; Både sprogligt, tematisk og fortælleteknisk, Det er også derfor, at ”Vild med Vincent” får  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, da det er et smukt og modigt stykke skønlitteratur.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg er endelig kommet igennem Kristian Leths anden bog i den nye trilogi han pønser på i disse år: “En tid med mirakler” og jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal begynde med denne bog, for det tog mig så lang tid at komme igennem den, at jeg mistede lyst til at fortsætte så mange gange. 

Jeg er dog kommet igennem den og det er jeg glad for nu. For Kristian Leth har et fantastisk sprog, som fængsler mig hver gang, det kræver bare tid at fordybe sig i sproget gedigen nørklen med hvert lille symbol, billede og fortælling. Jeg har også i denne bog søgt dybere mening, for jeg ved at Leth altid gemmer på dybere lag i sine tekster. Jeg synes bare ikke jeg kunne komme ind til det. Måske kræver det bare at man er en midaldrende mand i en livskrise, for at kunne nå ind til det?

”En tid med mirakler” bliver beskrevet som “et essay i dagbogsform”, hvor fortælleren funderer over livets store og små mirakler, eller blot hændelser og tanker. Intet misser fortællerens øje: Alt fra guderne til kærlighed, fødsel og død. Samtidig bliver der namedroppet den ene store (mandlige) forfatter efter den anden, der også i løbet af historien har funderet over samme emner. 

Det virker lidt på mig som om Leth prøver at skrive sig ind i rækken af dem, men for mig bliver det ikke et succesfuldt skriv. Tvært i mod får det form af lidt for private forfatternoter, der skulle udgives fordi… jah… Her er tale om Kristian Leth.

Jeg når dog at blive fanget af bogen af flere omgange, men det er som om den aldrig rammer mig helt. I modsætning til “En vej ud af tågen” der både har fat i vigtige emner, og bruger et smukt og poetisk sprog til at bringe dem frem, så de virkelig kan mærkes dybt i solarpleksus, så når “En tid med mirakler” mig aldrig helt der. Det bliver hele tiden en lidt flad følelse at læse bogen. Og jeg får aldrig helt fundet ud af, hvad forfatteren egentlig vil med denne bog. Det virker også lidt på mig som om han heller ikke selv ved det. Det gives der i hvert fald flere gange udtryk for i bogen.

Igen lad mig understrege, Leth er en magiker, når det kommer til sprog, han har en fantastisk evne til at vride sproget i de retninger han ønsker sin læser i. Hans viden om mytologi, okkultisme og guddommelighed er fantastisk dyb og bred, men han får det bare ikke udfoldet i denne bog som han f.eks. får gjort i andre af sine værker. Det er derfor jeg får denne feel af ufærdige notater, hvilket kunne være et interessant eksperiment, men det bliver det ikke for mig. 

Måske er det i virkeligheden fordi bogen vil for meget på for lidt plads. Den vil skrive om verden og mirakler og alt det i mellem, men det kan man ikke bare gøre på 130 sider. I stedet ender den med at mangle fokus, og bliver en fortælling, der ender med at føles som en klagesang fra en midaldrende mand, der ikke helt stoler på sit værd som kunstner. 

Bogen bliver for personlig og jeg føler, de gange fortælleren nævner, at han er usikker på hvad denne bog er, så er det faktisk Kristian Leth selv, der bryder igennem og søger bekræftelse hos læseren om, at han er god nok som kunstner. Bogen krymper sig ind i sig selv til den bliver en hård kugle, der kun kan finde ud af at pille i sin egen navle. I stedet for at åbne sig op. Hvilket er ærgerligt for så dygtig en kunstner som Leth er. 

Jeg elsker dog Leths måde at arbejde med sproget og at han fordyber sig i mytologi, hvilket gør, at jeg kan snige ”En tid med mirakler” op på små  hvilket næsten gør ondt på mig, fordi jeg normalvis elsker Kristian Leths ord.




 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” er Cecilie Lolk Hjorts nyeste bog på stammen af efterhånden en fin håndfuld bøger, der arbejder med lyrik og kortprosa. Denne bog adskiller sig dog fra stort set alle bøger jeg har læst før, da den ikke tager udgangspunkt i forfatteren selv, eller et opdigtet jeg: Denne bog tager udgangspunkt i virkelige mennesker som Lolk Hjort har brugt fire år på at holde samtaler med, for at kunne skabe et værk. Værket tager fat i de emner, der er svære at tale frit om, fra outsiderens synspunkt. 

I denne samling, der er opdelt i fem dele, møder vi en autist (AUTISTDIGT), en der tilhører en minoritet (MINORITETSDIGT), en mand (MANDEDIGT), en der har haft en dårlig barndom (UOPDRAGENT DIGT) og en der går til terapi (TERAPIDIGT). 

Her får de alle lov til at tale frit fra leveren om de tanker de ikke tør at sige højt i vores samfund og sociale medier (hvor meget af vores liv foregår), hvor det er så let at kritisere andre, uden at tænke på, hvad disse tanker bunder i. 
F.eks. i digtet ”MANDEDIGT (hvor sætter man prisskiltet fast på en solopgang)” 

”· ja det er sandt at der er flest mænd i toppen af samfundet · 
· men der er også flest mænd i bunden ·
· manden er ikke det heldige køn men det ekstreme ·
· overrepræsenteret i de bedste og de værste statistikker ·”  

Forestil at være mand og skrive dette udsagn på de sociale medier, eller sige det til juleforkosten. Forestil dig shitstormen, der ville ramme dig. 

Eller, at møde dette fra ”AUTISTDIGT” (det dobbelte empatiproblem)” om og om igen i sin hverdag. At skulle lære sit svære sind at kende, samtidig med at møde fraser som:

”· autisme ligner ikke autisme for dig · 
· det ligner artens evolution kørt i en grøft · […]
[…] · du ligner ikke en autist, du ligner et røvhul ·
· du ligner ikke en autist, du ligner en der kender reglerne og nægter at følge dem ·” 

Bogen er fyldt med alt det, der er tabu og på den måde er bogen vigtigt for alle at læse. Desuden synes jeg at de forskellige stemmer, som virkelig kan høres i de forskellige digte giver bogen en dybere dimension. For som læser får man virkelig lov til at komme tæt på helt almindelige menneskers tanker. Og her møder man både deres og sin egen, angst, glæde og fordomme. 

Men hvis du tror, at du i denne bog møder et letlæst og hurtigt spist lyrisk hybridværk, fordi den er tæt på mennesket, som så mange hybridværker er for tiden, så tager du grueligt fejl. 

Cecilie Lolk Hjort har med denne bog formået at skabe noget, der er så sprogligt kompakt, at det næsten ikke er til at overskue. Hver gang man møder en sekvens, hvor det er letlæst, bliver man bremset i hastigheden og bliver nødt til at genlæse sekvensen langsommere, for at få detaljerne med. Her er ikke en bog man skøjter over, tværtimod bliver man nødt til at give sig god tid at dykke ned i hver lille linje. Men man bliver også belønnet for sit slidsomme arbejde, for denne bog er et vigtigt stykke samfundskritiks litteratur, der graver sig dybt i én. 

Samtidig vidner det også om Lolk Hjorts skrivekundskaber. For det kræver virkelig, at man mestrer skrivehåndværket, at kunne skrive så kompakt og samtidig holde fast i læseren, hvilket hun gør hele vejen igennem. 

Det er en sælsom bog, som jeg i hvert fald ikke har stødt på magen til før nu. 

Hvis jeg skulle pege på noget, så er jeg lidt uforstående over for dette næsten pjece-agtige omslag og valg af papir, der ikke lever op til bogens indhold. Men måske er tanken bag dette netop, at det skal føles som om man sidder med en “lille tryksag med information om et bestemt emne, ofte af saglig karakter” når man sidder med Cecilie Lolk Hjorts nyeste digtsamling.

Til slut vil jeg blot dele dette citat fra bogen sidste digt, før jeg deler bolcher ud, fordi det er så sigende for vores samfund i dag. 

”· det private er kun politisk for de udsatte ·
· når dine største problemer er kærestesorg og forsinkede busser kan du tale frit om din hverdag uden at ødelægge den gode stemning ·
· men hver gang jeg åbner munden for at dele min uge inviterer nogen til debataften om hvad der skal gøres ved mig ·
· hvorfor er alle mine oplevelser standpunkter at argumentere imod imens dine kun fører til hyggesnak eller kunst · 
· hvis jeg kunne vælge ét privilegium i fødselsdagsgave ville det være retten til følelser jeg ikke skal forsvare ·
· og i julegave vil jeg fortælle min uredigerede livshistorie uden at blive fyret ·
· fra mit job ·
· mine venner ·
· min familie ·”

Jeg husker tilbage i 2009, da en CEO fra Coop ”sprang ud” som kvinde. Der var ramaskrig. Jeg husker en ven, som var medarbejder hos Kirsten Mols. Han kunne ikke acceptere, at hans chef pludselig var ”transvestit”, hvordan han ikke havde mere respekt for ham, og alt det han ”udsatte” sine medarbejdere for. Vi er ikke venner mere. For mennesker skal have lov til at være mennesker. Og hvis man lytter efter, så vil man opdage at for enden af den hånd, der rækker ud, så er der et menneske.

Cecilie Lolk Hjort har med sin bog ”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” taget et stærkt skridt, og skabt et talerør udover de sociale medier, for alle os outsidere og derfor fortjener bogen  fine bolcher. 

Bogen udkom i torsdag, så den er klar til at blive købt.