Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

I ”Havets Storsind” møder vi to par, Rikke, der er miljøforkæmper, veganer og arbejder i miljøstyrelsen. Hendes kæreste, it-nørden Martin, der skriver ph.d om algoritmer og har opgivet drømmen om en verden med open-source vidensdeling. Vi møder også Jonas som teoretisk set er forfatter, men i det skjule tjener penge på at daytrade til inspirationen rammer, og hans kæreste Line, der arbejder i kultursektoren og lider af mindreværdskomplekser. Ok, faktisk lider alle fire venner af mindreværdskomplekser på hver sin måde og det er netop det som hele fortællingen tager udgangspunkt i. Alle fire venner er nemlig trætte af hverdagens trummerum og drømmer om at give slip på det hele og bestemmer sig for at tage på en jordomsejling. Målet er det sydlige Stillehavet og Polynesien.

Sammen tager de fire venner skridtet ud, de køber en båd og sejler ud for at søge lykken på de syv verdenshave. Problemet er at Rikke, Martin, Jonas og Line er amatørsejlere og allerede da de skal købe båden går det galt, for alle ved jo at man ikke skal købe både af en tysk brugtbilssælger ved navnet Heinz, selvom han byder på kaffe og pilsner. Og man skal i hvert fald heller ikke omdøbe båden. Resten af turen er fyldt med lige så mange (mis)adventures, (knuste) drømme og forestillinger. For bountydrømmen er en ting, men virkeligheden er en anden. Som de fire venner sejler fra havn til havn, bliver skibet tungere og tungere lastet med sidespring, småskænderier og genbrugsaffald. Sydhavsøerne er slet ikke som på reklamerne og det bliver ikke bedre, da vennerne kommer på den russiske mafias radar.

”Havets Storsind” er en satirisk samtidsroman, en moderne Odysse der skriver sig smukt ind i menneskets tanker og problematikker anno 2020’erne. Den arbejder med emner som privilegieblindhed og selvbedrag, aktivisme og eskapisme, karma, tømmermænd, sociale medier og værdier, der ændrer sig efter behov. Med andre ord: med denne bog skaber Philip Tafdrup en roman, der er humoristisk, men stadig kalder til tankevirksomhed; En eventyrfortælling, der aldrig holder op med at give af sig selv. Alt fra falde-på-hale-komik til dybe menneskelige oplevelser med natur og ikke mindst et portræt af den klode som vi langsomt kvæler. 

Der er ingen tvivl om at Tafdrup har ramt pletten med denne roman. Jeg har flere gange grinet højlydt offentlige steder, mens jeg læste denne bog, ligesom at jeg har fældet en tåre over den måde vi behandler vores klode på. Om end jeg synes, at der bliver kørt lige hårdt nok på særligt Rikke.

”Så snart de er i land kommer de indfødte løbende med alt muligt skrammel, de vil sælge. Nej hun må holde op med at tænke det ord. Øboerne dlldf alofinianerne! De er i Alofi, det det er dét, de må hedde. Det er vigtigt at respektere. Alofianerne råber ”Bula! Bula!”. Jonas tænker, at det må være en joke, men Rikke har læst i en guidebog, at det betyder velkommen.” 

Jeg synes det er imponerende, at Philip Tafdrup kunne sætte sig ned og forestille sig hele denne fortælling, for den er på samme tid kompleks og let. Karaktererne fremstår, om end lettere arketypiske, stadig helt lyslevende for læseren, og man lærer dem virkeligt godt at kende undervejs. Vennerne er vidt forskellige med forskellige moralske kompasser og det giver selvfølgelig gnidninger undervejs, men det gør dem også dejligt realistiske og menneskelige. De er fyldte med fejl, dårlige vaner og tanker der har strejfet de fleste af os. Man hader dem, man elsker dem, man forbander dem langt væk men man kommer virkelig til at savne dem, når historien er færdig.

Desuden er det helt forfriskende at fortællere er alvidende og delvist heterodiegetisk, så man som læser både får lov til at opleve karakterernes ydre og indre tankevirksomhed. Det er skønt som fortælleren bevæger sig fra alle vinkler og selvom fortælleren ved, hvad der kommer til at ske, så afslører han ikke noget. På den måde maler Tafdrup også et smukt billede af den dobbeltmoral, der lever i selv de bedste af os, trods vores bedste forsøg på at være etiske og moralsk korrekte mennesker, der sorterer alt det vi kan.  Kun små hints bliver placeret hist og her, der i sidste ende binder en fin sløjfe på hele fortællingen og rejsen.

Selvom jeg synes, at den første del af bogen er en smule langsommelig, så gør de sidste 220 sider absolut op for de første 70 sider. Så bliv endelig ved med at læse! Belønningen er lige omme på den næste side. Det er nemlig den første del, der er grobunden for hele fortællingen og motivationen bliver netop skabt i de første 70 sider. 

Tafdrup skriver detaljeret, men hver detalje er på sin plads, og der er en mening med galskaben. Derfor elsker jeg denne bog.

I bund og grund er ”Havets Storsind” en helt fantastisk roman. Jeg har siden jeg læste den færdig fanget mig selv i at ønske, at der lige var en historie eller to mere, der kunne klemmes ud af denne bog, hvilket må betyde, at missionen er lykkedes for Philip Tafdrup, og han har skrevet en bog, der er læseværdig. Derfor synes jeg også at ”Havets Storsind” fortjener  med på vejen og en kæmpe anbefaling. Læs den! Du vil ikke fortryde det. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

I sidste uge fik jeg mulighed for at følge med i Konstantskrift.dk. En online platform, der tilbyder gratis og ikke mindst alternativ form for litteratur, der hele tiden udvikler sig og ændrer sig i takt med forfatterne, der deltager, og emnerne, der bliver taget op. 

Kort fortalt er Konstantskrift.dk en kurateret blog, hvor forfattere får mulighed for at skrive live i et vis antal timer; i dette tilfælde 13 timer. Bloggen er kurateret af Cecilie Lolk Hjort, der som udgangspunkt kun angiver den pågældende skrifts emne og samle forfatterne. Det hænder dog at hun også til tider selv deltager som aktiv forfatter.  

Når skiftens tema er bestemt og forfattere er samlet, får forfatterne frit slag, og så bliver Konstantskrift.dk ellers forvandlet til en summende mark, hvor litterære samtaler bevæger sig på kryds og tværs mellem forfatternes kreative ord. 

Selv præsenterer Konstantskrift sig som: 

” Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.”

Nogle af emnerne, der er blevet vendt i løbet at Konstantskrift.dks levetid, har været alt fra ”weekend”, ”natur” og ”jordforbindelser” til ”primus motor” eller ”blade”. Det vil sige, at man som læser (og deltagende forfatter) kan man komme ud for lidt af hvert. Hvilket er helt igennem fantastisk, men også udfordrende, fordi litteraturen her pludselig bliver til en samtale som man skal følge med i. På en måde bringer Konstantskrift.dk mig tilbage til internettets tidlige dage og den offentlig chat på ”Ofirchatten” hvor det skrevne ord for alvor kom live og blev foranderligt. Her på Konstantskrift.dk er samtalen dog meget mere kreativ og inspirerende, og giver en læseoplevelse som man ellers ikke møder i det klassiske litterære læserum.  


Storkonstantskrift tirsdag d. 14.03.23
Jeg deltog som læser hos Konstantskrift tirsdag d. 14.03.23, hvor i alt ni forfattere var med, deraf titlen ”Storkonstantskrift”. 

Da dette var det første ”storkonstantskrift” var der ikke angivet noget emne, hvilket gav forfatterne helt frie hænder til at skrive løs og lade sig inspirere af hinandens ord og påfund. De blev dog opfordret til at lægge billeder af deres udsigt op i løbet af dagen, S mens de var aktive på Konstantskrift.dk. 

Selv begyndte jeg at følge aktivt med omkring seneftermiddag, og allerede der var der langt ned til første tekst. Jeg var dog inde og tjekke www.konstantskrift.dk løbende igennem hele dagen for at se hvordan denne litterære samtale gik.

Den første forfatter begynder i tekst således: 
”Jeg læste i går, at en skorpion kan smide sin hale, hvis den bliver angrebet og på den måde redde sit liv. Jeg læste også, at dens hale ikke er en rigtig hale. At den er en del af dens fordøjelsessystem, og uden dens hale kan skorpionen ikke komme af med sit lort. Den må derfor leve med forstoppelse resten af sit liv.”

Og så er vi ligesom i gang. Selvfølgelig kommer skorpionen til at gå igen, igennem hele 13 timer. Den dukker op i alle mulige i former, størrelser og afskygninger. Vi møder en der er på størrelse med en labrador og en, der var Henrik Ibsens kæledyr. Vi møder også fænomener, natur, udsigter og en hest, der bliver nævnt flere gange. Ligesom de forskellige forfattere byder ind med forskellige skrivestile, genre- og former. Alt dette udvikler og afvikler sig igennem alle 13 timer, hvilket skaber et koncept, der ikke ligner meget andre koncepter jeg har oplevet før. 

Jeg kan godt lide Konstantskrift.dk. Der er sådan en følelse af 1970’er ånden hele vejen igennem; både i form af den kollektive kreativitet, men også det eksperimenterende ord. Det skaber sådan et særligt fællesskab, når flere forfattere mødes om et ord og arbejder sammen omkring det. 

Selvfølgelig kan der være svingende kvalitet i de enkelte tekster, når man som forfatter skal kunne produceret ”konstant” i 13 timer. Men med Konstantskrift.dk bliver litteraturen levende, og man får lov til at følge med i den rå skriveproces, hvilket jeg synes er helt vildt befriende i en nutid, hvor alt skal være perfekt poleret. 

Til slut vil jeg sige, at Konstantskrift.dk kan være et frisk litterært pust i hverdagen. Da man enten kan dykke ned i det i 13 hele timer, eller man kan vælge at tjekke ind med jævne mellemrum. Teksterne får i øvrigt lov til at stå på www.konstantskrift.dk efterfølgende, og på den måde får de en form for evigt liv, der giver læseren mulighed for at genlæse hele sessioner, eller blot enkelte digte, lige når det passer ind. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I sin nye roman leger Camilla Hjørnholm Olsen med autofiktion, hvor man som læser aldrig helt ved om det er forfatteren selv eller blot fortælleren, der er i fokus, i min optik giver det bogen et ekstra fint niveau, og gør både hovedpersonen, men også fortællingen mere levende.

”Miss KØBENHAVN” er nemlig opdelt i to dele: En fortælling om Kamma, der ankommer fra Herning til København, for at studere litteratur på KUA. Derudover består den af små indslag fra forfatteren selv.

Kort fortalt handler fiktionsdelen om Kamma der gerne vil være voksen og hvile i sig selv. Hun vil også gerne stoppe med at ryge hash, for København skal være det nye kapitel i hendes liv. Det kan dog være svært, når man lander på et podie, hvor alt handler om at være den smukkeste, klogeste, mest interessante og attraktive. Og før Kamma overhovedet er kommet ind på sin uddannelse begynder en periode, hvor hverdagen flyder sammen i ”en gråbrun nuance” af hash og aktivering fra jobcentret.

Efter halvandet år som turist på lavindkomst bliver Kamma optaget på dansk på universitetet. Men her passer Kamma heller ikke helt ind. I stedet bliver hun, som altid, den smukke og populære piges, kluntede veninde.

Underviserne på uni er stort set alle mænd, og interesserer sig kun for mandlige forfattere. Det gør livet som en ung kvinde med forfatterdrømme svært, især når man ikke har lært at sige fra og indtage sin plads i rummet.


Den anden del af bogen er korte, løbende, indslag fra forfatteren som Camilla Hjørnholm Olsen kalder ” Log #1- #6. I disse små logs bryder forfatteren fiktionsmuren og indbyder læseren ind i sine egne tanker om bogen, skriveprocessen, Tine Høeg og generel usikkerhed som kun en perfektionist kan have om sig selv.

I løbet af læsningen morede det mig, at Camilla Hjørnholm Olsen blev ved med at sammenligne sig med Tine Høeg og Kamma med Asta* for jeg blev bare ved med at tænke, at jeg til en hver tid hellere ville være venner med Kamma end Asta.


Anyways, i denne fortælling bliver der dog skrevet en smuk historie, der på en underspillet måde tager fat i de vigtige emner som sexisme og manglende ligestilling, der var en almindelig del af hverdagen for mange kvinder i 90’erne og 00’erne. Både de større problemer, hvor man som kvinde bliver antastet på gaden og politiet victim-blamer kvinden. Men også de mindre ting som f.eks. at underviseren nægte at undervise i kvindelitteratur, da det ikke har litterær kvalitet.

For mig er ”Miss København” et fint stilbillede i 90’ernes akademiske københavnerliv.

Den rammer noget særligt i mig, måske fordi jeg i 1996 kun var 12 år gammel og lige præcis den tand for ung til at kunne virkelig opleve dette mærkværdige årti. Måske fordi Kamma netop var den type ung kvinde jeg så op til som barn; Typen med band-T-shirt og Doc Martens. Men også fordi jeg selv, ligesom Kamma, små 10 år efter skulle lytte til lignende mandelige undervisere på KUA, der nægtede at undervise i andre kvindelige forfattere, end Karens Blixen og stoppede sin litteraturhistorieske undervisning engang i 80’erne… og nårh jo, fordi de til en vejledning prøvede at tage på mig og jeg efterfølgende følte, at det var min skyld.

Måske er det netop derfor at Miss København er så levende for mig og rammer noget dybt i mig – fordi jeg selv var en ung ambitiøs kvinde i en tid, hvor man som kvinde stadig skulle kæmpe for at få ordet og for at blive taget alvorligt.


For mig har ”Miss København” en duft af 90’erne over sig; For mig er det duften af de ruskindsbukser min mor købte til mig i Daells Varehus, og en tør københavnersommer fyldt med kultur. For i 1996, hvor bogens hovedperson, Kamma, ankommer til København, var byen Europæisk Kulturhovedsted. Og måske er det fordi jeg er ved at være halvgammel og halvnostalgisk, men bøger der foregår i 90’erne rører noget i mig, til trods for at 90’erne ikke var kun ruskindsbukser og lange sommerdage på Strøget.

Alt i alt er ”Miss KØBENHAVN” velskrevet og dejlig let og hurtig at komme igennem. Det er en fin fortælling og et vigtigt minde om en tid som vi helst skal væk fra i dag. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      


Bogen udkommer 24.02.2022

*Hovedpersonen i Tine Høegs ”Tour de Chambre” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg læser egentlig ikke så mange ungdomsromaner, men jeg er begyndt mere på det i takt med, at jeg med jævne mellemrum skal finde værker til mine elever. 

I vinter fik jeg tilsendt ”Ravnekløer”, skrevet af Anette Wilhjelm Jahn som jeg læste på min bryllupsrejse til Vietnam. Og sikke jeg fik slugt den bog. 

I bogen møder vi 14-årige Alba, hvis liv bliver vendt om på hovedet, da hun kommer hjem fra sin livs bedste ferie i Italien. Hendes far har mødt en ny kvinde og forlader familien for at følge kærligheden. 

Synderen er Merete, en ilter, rødhåret og noget dramatisk kvinde, der gør Albas far åh så lykkelig, og det må Alba da kunne forstå, ik? På den anden side er der Albas mor, der er opløst af sorg og dykker længere og længere ned i mørket. Og for at gøre det hele mere dramatisk er der på den tredje side Albas bedste veninde, Rosa, som pludselig er forelsket i Albas barndomsven, Tobias. Midt i alt det her har vi Alba, der på den ene side savner sin far helt afsindigt meget, og på den anden side ikke helt kan finde ud af Merete. For Merte er ret sjov og de to har også gode stunder sammen. Merte tager Alba med på Strøget og shoppeture og til tider er de næsten som veninder. Alligevel er der noget off med Merte. Men hvordan pokker finder man hoved og hale i det, når man er en 14-årig pige, og den eneste man rigtig kan læne sig op af og søge trøst hos er ens hund? 

”Ravleklør” er dramatisk. Meget endda. Nærmest fra start til slut. Vi begynder også midt i et flashback, hvor Merte og Alba sidder i Mertes bil og Merete har mistet besindelsen: Hun truer med selvmord, hvis Albas far forlader hende. 

Igennem hele bogen er der fart over feltet, og når man tænker, at der ikke kan gå mere galt, så skruer Wilhjelm Jahn lige et notch op. Faktisk fandt jeg mig selv siddende i en hængestol på stranden og tude fordi det er helt vildt sørgeligt og selv nu, men jeg tænker tilbage er jeg ved at tude (se note for spoiler*).

Generelt havde jeg dog svært ved at slippe bogen, fordi jeg virkelig havde et behov for at vide, hvad der skulle ske på næste side. 

På den måde er bogen en rigtigt godt ungdomsbasker, da den arbejder rigtigt meget med narrativt begær og på den måde fører sin læser med sig videre i fortællingen. 

Karaktererne er gode og troværdige. Merete er den perfekte evntyrstedmor. Hun opfører sig nærmest som en heks. Hun prøver at manipulere alle omkring sig til at elske sig, og alt er overdrevent ved hende. Hun har store voldsomme røde krøller, går i kun røde gule og orange farver, bruger kun rød læbestift, hun er plastikkirurg og samler på masker, hun er omskiftelig og så er hun grænseløs i sin manipulation. Bl.a. prøver hun at overtale Alba og Abas far om at Alba skal kald hende mor (GYS! Alt kryber på mig igen). Hun er faktisk en helt perfekt arketype. 

Til gengæld de her forældre… åh hvor har jeg lyst til at ryste dem og skælde dem ud og sætte dem over knæet og smække dem til de tager sig sammen. Nøj hvor er de egoistiske, og hvor har de hovedet meget oppe i røven på sig selv. De ser intet andet end sig selv. De overser Alba fuldstændigt og går kun op i hvad de selv har brug for. 

Det er dog helt perfekt for fortællingen, for alt er selvfølgelig beskrevet fra Albas perspektiv og for en 14-årig føles alt langt værre og voldsomme, end det måske gør for mennesker, der er ældre. Det er også derfor personerne virker troværdige, trods de noget groteske karaktertræk. 

Det eneste sted jeg måske stå lidt af er, at det hele bliver lidt for fluffy-amerikansk til tider. Der er lidt for meget søgen om filmpotentiale. Men det er nok fordi jeg læser den som voksen. Jeg tror for unge mennesker er bogen perfekt, fordi den netop taler til deres tempo og verdensbillede. Venskaber bliver romantiseret og skolen er et dejligt sted med en masse fællesskab, så jeg kan ovrleve ”High-School Musical vibe”.  

Jeg kan dog ligeså godt sige det som det er: Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Og den er velegnet til både unge, der er ved at går igennem deres forældres skilsmisse, men måske ligeså meget til deres forældre. For det er så nemt at forsvinde i sin egen sorg, at man kommer til at glemme at man stadig skal være forældre. 

Det er også derfor jeg kan, uden at blinke, give denne ungdomsbog  fine bolcher.

*Albas hund bliver kørt over af naboen, og de bliver nødt til aflive den. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” er Jacob Grønlykkes nyeste roman, der handler om Peter, der får efterladt sin fars sidste manuskript i sin varetægt. Peter er nemlig søn af den spanske lyriker Anton Garcia Castillo, som altid har drømt om at skrive det store prosaværk, men aldrig lykkedes med det. I sit livs efterår begynder han på manuskriptet og en måned efter forfatterens død, får sønnen manuskriptet udleveret med instruktioner til at gøre med det, hvad han vil. Peter kan ikke helt forholde sig denne byrde hans far har pålagt ham uden videre instruktioner, så han begiver sig på en rejse igennem 70’ernes Europa for at finde sig selv og muligvis den far som han aldrig fik et særligt tæt bånd til. 

Jeg slugte denne bog og jeg kan ikke forstå, at den ikke har fået mere omtale, end den har, for her er en dejligt og behagelig bog, der tager sin læser i hånden og fører dem igennem Europa og det vanvid Peter oplever i løbet af sin rejse. 

Samtidig synes jeg, at bogen er virkelig fascinerende skrevet, for man ved aldrig helt hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. Ligesom man heller ikke ved hvad der er fornuft og hvad der er vanvid. Jeg har googlet Anton Garcia Castillo og jeg kan ikke finde noget på den forfatter. Måske er det mine evner som detektiv, der er mangelfuld, men mens jeg læste bogen, var jeg overbevist om at der her var tale om en slags eksofiktion. Dermed må jeg tage hatten af for Jacob Grønlykke, han formår at skrive fiktion, der virkelig leger med læseren. Det er også derfor jeg får Kafkask vibe, når jeg læser bogen. Ikke blot fordi Peter tager til Zürich for at begrave sin fars manuskript sammen med Kafkas efterladte manuskripter. Men fordi hans indre univers ekspanderer så voldsomt meget. F.eks. sidder Peter på en cafe, hvor han af to gæster får fortalt, at tjeneren er morder. Peter overvejer at efterlade manuskriptet til tjeneren og herfra udfoldes en hel livshistorie, hvor tjeneren begynder at oversætte manuskriptet og bruger hele sit liv på det. Eller senere i bogen, hvor Peter overvejer at smide manuskriptet overbord og skaber en fortælling om en hel kult der opstår omkring hans fars manuskript som de prøver at sammenfatte til et hele. 

Peter har en særlig måde at føre læseren igennem hele bogen og Europa og selvom han forholder sig til verden, mennesker og sin rolle som manuskriptets varetager på en lemfældig og overfladisk måde, så er det svært ikke at holde af ham. Selvom Peter virker overfladisk ved førstehåndsindtryk, så er der en dyb fantasi og fortællestemme i ham, når man graver dybere ind i hans indre. 
Det er fascinerende at opleve, hvordan manuskriptet bliver større og større og til sidst nærmest overtager hele Peters væsen. Selve kuverten bliver større og større i takt med at vi bevæger os igennem Europa, til sidst har det fået ham ud i vanviddets overdrev. 

På den måde viser Grønlykke en stærk litterær stemme, der kan strække sig i forskellige retninger. Ligesom han formår at skrive en bog, hvor objektet bliver så stort, at det nærmest overtager hovedpersonen plads som hovedperson. 

Hvis jeg skal nævne noget, der trækker bogens ned, er det at den aldrig når noget klimas. Den får mig aldrig helt op at ringe. Det er mere en slags diffus drømmerejse man oplever sammen med Peter. Her er ikke store følelsesudbrud, hvilket gør bogen behagelig at læse, men man når aldrig op til et punkt, hvor man frygter for manuskriptet eller for Peters ve og vel. Jeg får næsten lyst til at sammenligne den med en vestjysk fisker, der tager det hele med en slags ophøjet ro. 

Men alt i alt så har Jacob Grønlykke med ”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” skrevet en bog, der bevæger sig dybt og bred, og gør det på en elegant måde, hvor man som læser føler sig draget til at vende den næste side. Her er en intelligent bog, der på en gemytlig måde undersøger mennesket sind, og hvad vores arv kan gøre ved os som mennesker. En bog som jeg simpelthen ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed fra offentligheden og anmeldere. Det er en velskrevet og velkomponeret bog der herfra får  store bolcher.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det. 

”Sultne Hjerter” er Malou Stålmanns debut. Det er en hybridbog, hvor man bevæger sig mellem prosaisk nutid og en lyrisk datid, udover enkelte tilbageblik, der kommer op ind imellem, hvor man lærer hovedpersonen Marie-Louise at kende på godt og ondt. 

Marie-Louise er 17 år og har forladt Fyn og sit barndomshjem. Nu bor hun i København og klarer sig selv, mens hun går i gymnasiet. Hendes bedste veninde Frida er på mange måder hendes forbillede på en, der har en fuldkommen familie. De to piger tilbringer så meget tid sammen, at der næsten vokser et familienært mellem dem, som det kun kan, når man er teenager. 

Dette bånd er det vigtigste ståsted for Marie-Louise; hun har forladt Fyn, fordi hendes familie gør hende ulykkelig. Alt bliver dog vendt på hoved, da Marie-Louises storebror dør, og hun efter hans begravelsen finder sin gamle dagbog fra dengang hun var 12 og livet så noget anderledes ud. 

Stille og roligt åbner posen med ormene sig op, mens man følger Marie-Louise i nutiden og i fortiden. Og langsomt finder man ud af, hvad det er for en ustabil opvækst hun har med sig, som hun nu ihærdigt prøver at sige fra overfor. 

Og det et netop ecsensen af denne bog!

”Sultne Hjerter” tager nemlig tunge emner op, som man i 2022 stadig har svært at tale om. Emner der stadig er et tabu, selv i et vidende og oplyst samfund som Danmark. 

Malou Stålmann tager fat i mistrivsel, psykisk og fysisk vold, alkoholmisbrug og psykiske lidelser, og hvordan disse kan gøre et menneske syg. Hvordan de kan komme udefra og forplante sig i et barns inderste kerne. F.eks. fortæller Marie-Louise på et tidspunkt, at hendes anoreksi ikke kommer udefra, men at den opstår og ligesom vokser inde fra hende, men mod slutningen finder man faktisk ud af, hvad der kan være en af de største faktorer til Marie-Louises voldsomme sygdom. 

Jeg kan ikke sige, at bogen er en page-turner, men der er en stille og underspillet langsomlighed igennem hele fortællingen, der skriver sig under huden på en, og man bliver ét med bogen på en måde. Lidt ligesom det fedt, der møver sig ind på Marie-Louises krop, på side 58, så glider bogen ind under huden og vokser sig stor.

Malou Stålmann har en særlig evne til at beskrive volden på en underspillet måde, så man, ligesom Marie-Louise selv, bliver i tvivl om det rent faktisk er vold eller ej. Men det er vold og det er den værste af slagsen, for den er så forfinet, at det gør ondt at læse. 

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre med det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?” 

Kontrasten hos Marie-Louises far som værende yndlingsvoksne på SFO’en, der altid har overskud til børnene, og denne hændelse viser netop den forfinede vold som så mange af os kan overse i hverdagen. Eller når han fuld begynder at kalde sin kone lunder ”Baete du er en luder, er du”. Man kan næsten mærke ham hvisle det igennem tænderne, når man læser det. Det er også derfor denne bog er vigtigt læsning for yngre mennesker: Så de kan se, at de ikke er alene om det her! At der er andre derude, og at nogen gange, så kan de nærmeste være de værste for en.

Generelt er ”Sultne Hjerter” et virkelig stærkt portræt af en tilsyneladende helt almindelig familie, der under al den pæredanske provinsielle glans med jule- og påskepynt og leverpostejmadder, parcelhus og have, desværre er bunddysfunktionel.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så ville jeg ønske, at bogen havde gennemgået et par redigeringer mere. Der er enkelte steder, hvor jeg som læser føler, at kohærensen ikke helt hænger sammen. Der var nogle overgange fra Marie-Louise og til hendes forældre, der kommer lidt malplaceret. Jeg kan godt se ideen i at dykke ned i forældrenes hverdag, men rent redaktionelt virker det noget rodet. 

Desuden savnede jeg, at man kommer tættere ind på Marie-Louise. Jeg har hele tiden en følelse af, at der er et slør mellem mig som læser og hovedpersonen. Men måske er dette netop meningen, hvilket i så fald giver bogen endnu mere dybde. 

Alt i alt kan jeg sige, at dette er en stærk og rigtig god debut. Den tager fat i flere temaer som er vigtige og samfundsrelevante. Vi møder et menneske oppefra og ned, der tager kampen og ser sig selv og sine dæmoner i øjnene.

Jeg stod og dvælede mellem 3 og 4 bolcher, men ender med at give bogen , fordi det er en bog, der er vigtigt at læse, især for unge læsere, der selv døjer med psykisk sårbarhed og svære familiemønstre. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker noveller, så da jeg fik tilbudt disse to til anmeldelse, takkede jeg meget hurtigt ja. At begge hæfter har omslag med glimmer i, gør kun at jeg bliver forvandlet til et barn og sidder med hæfterne i timevis og beundrer omslaget. 

Anyways… Her er tale om to ud af fire noveller af Camilla Hjørnholm Olsen. 

”Luciabruden” er nummer et ud af fire noveller, og omhandler en pædagog ved navnet Gro, hvis vigtigste mission på arbejdspladsen (og måske også i livet) er at årets Luciaoptog forløber perfekt. Desværre kan alt kollapse på øjeblikke, på grunden en enkel beboer: Puk. 
Her møder vi et lette neurotisk menneske, der på visse måder ser sig lidt som en retfærdighedsgudine, der igennem et Luciaoptog kan genoprette orden i den uret, hun selv blev udsat for som barn, da hun blev forbigået som luciabrud. 

”Fuglekongen” derimod handler om en mand, der får dagene til at gå med at fodre fugle, siden bestyrelsen forbød ham at fodre katte i gårdmiljøet. Her møder vi et menneske, der tager os på en rejse i et indre univers. Vi møder et menneske, der for de fleste ville virke som en sindssyg, men i virkeligheden har dette menneske en mission i livet, og gør alt for at fuldføre denne mission. 

Her er egentlig tale om to selvstændige noveller, der gerne skulle blive til fire selvstændige noveller på sigt. Og hvor jeg dog glæder mig til de sidste to også kommer ud, for jeg vil have flere historier om disse mennesker. 
Selvom de to noveller, er vidt forskellige, så har det de til fælles, at de giver os mulighed for at møde det inderste hos forskellige mennesker. 

For begge noveller gælder det, at de er korte og skåret ind til benet. De er lette og hurtigt læste og sproget tilpasser sig dejligt organisk til den enkelt hovedperson. 
Fortælleren er i øvrigt også personbunden, så man får virkelig lov til at komme tæt på hovedpersonerne og ind i deres kerne. Det gør selvfølgelig, at fortælleren og selve læseoplevelsen er vildt forskellig i de to noveller, men jeg kan virkelig godt lide netop dette, da det er med til at vække mine følelser under læsningen, og gør at jeg lærer personen godt at kende, på meget kort tid. På den måde fatter man hurtigt både sympati og foragt for de forskellige personer i novellen. 

Det kan være ret udfordrende at anmelde enkelte noveller, som er udenfor en samling, hvorfor jeg også vælger at udelade bolcher i denne omgang, men jeg synes at disse to absolut fortjener at blive nævnt og få en anbefaling med på vejen. 

ovell

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.

Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende. 

Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk. 
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. 

Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.  

Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget. 

Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op. 

Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til. 

Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury. 

“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser 

Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.

Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.” 
(s. 46). 

Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen

Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen. 

Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde. 

Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
 

”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)

”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).

Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar. 
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde. 

Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end     velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen.