Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Der er noget særligt urovækkende ved fortællinger, hvor det mest uforudsigelige i livet bliver gjort målbart og overskueligt og sat i system. Ikke kun fordi det skaber et dystopisk univers, men fordi det prikker til en meget genkendelig menneskelig drift: ønsket om at skabe orden i det, vi i virkeligheden ikke kan styre. I “Den smukkeste afsked” skriver Alen Mešković et alternativt Danmark anno 2041 frem, hvor døden ikke længere kommer som ubuden gæst, men som en oplysning, man lever sit liv efter fra begyndelsen til den dag alt ender. Og pludselig bliver det mest uforudsigelige i vores liv til et tal. En oplysning. Et faktum.

I romanen møder vi Kim og hans kone Rebekka. Selvom der er 21 år mellem deres dødsdage, vælger de hinanden til og skaber et godt liv med to børn og hus i Valby. De drømmer ovenikøbet om noget endnu større, endnu mere velordnet: Et hus nord for København, i en bedre sektor. Med andre ord en endnu tydeligere udgave af det vellykkede liv. Som afskedskonsulent er Kim samtidig en del af en branche i et samfund, hvor alle kender tidspunktet for deres egen død, og hvor hele samfundsstrukturen er bygget op omkring netop den viden. Men dér, hvor systemet lover ro og forudsigelighed, begynder sprækkerne at vise sig i Kims liv og verdensbillede. For helt uplanlagt bliver Rebekka gravid med tvillinger blot 12 år før sin egen død.

Romanens styrke ligger dog ikke kun i dens præmis, men i dens blik for, hvad et sådant samfund gør ved det enkelte menneske. For Mešković er mindre optaget af systemet som idé end af de revner, der opstår, når et menneske har bygget sit liv på en forestilling om sikkerhed, og den forestilling begynder at slå sprækker. Det er i denne bevægelse, romanen bliver mere end en dystopi, og i stedet bliver en fortælling om eksistentialisme, usikkerhed, tab og erkendelse.

Det er nemlig her, romanen for alvor bliver vedkommende.

For man kan selvfølgelig godt læse ”Den smukkeste afsked” som en fremtidsfortælling, men jeg synes egentlig ikke, det er som sci-fi, at den står stærkest. Det er ikke det teknologiske eller spekulative, der bærer romanen. Det er nemlig mennesket. Eksistentielle, familiære og samfundsmæssige spændinger flettes sammen, så romanen hele tiden bevæger sig mellem det nære mikrounivers og det større systemiske makrounivers.

Romanen bæres af en kølig og trykkende stemning, hvor orden og forudsigelighed hele tiden står i spænd med noget langt mere uroligt og menneskeligt. Der hviler en slags orwellsk dysterhed over romanen. Ikke i den forstand, at Mešković skriver kopi af en klassisk dystopi, men fordi bogen undersøger, hvad der sker, når et samfund gør orden til højeste dyd og uforudsigelighed til en trussel. Når smerte ikke længere er noget, man må leve sig igennem, men noget man forsøger at neutralisere administrativt. Og som altid, når systemerne bliver for tætte, begynder noget menneskeligt at gøre modstand. Følelserne vil ikke makke ret. Sorgen nægter at opføre sig rationelt. Kærligheden lader sig ikke registrere, planlægge eller tæmme. Og måske heller ikke døden.

Samtidig er der også noget sært dragende og let forskudt over det univers, Mešković bygger op. Noget næsten syret. Noget, der får mig til at tænke på den særlige litterære tradition, i næsten Svend Åge Madsensk-forstand, hvor virkeligheden lige skubbes en anelse ud af led, så den både virker genkendelig og fremmed på samme tid. Jeg holder meget af den måde, romanen bruger København og de kendte omgivelser som resonansbund for noget andet, noget mere usikkert og mere ildevarslende. Den der oplevelse af at læse sig rundt i noget, man næsten kender, men ikke helt, skaber et stærkt narrativt begær, der fører mig med. Man vil nemlig hele tiden videre. Ikke bare for at finde ud af hvad der sker, men for at forstå hvilken verden man egentlig befinder sig i.

Det, der især klæder romanen er, at den hele tiden lader de store spørgsmål få menneskelige konsekvenser. Mešković nøjes ikke med at opstille et samfundskritisk scenarie, men viser, hvordan forestillinger om orden, tryghed og kontrol sætter sig i kærligheden, familielivet og den måde, mennesker forstår sig selv på. Derfor bliver “Den smukkeste afsked” ikke bare en fortælling om et tænkt fremtidssamfund, men også en roman om, hvad der sker, når vores forestillinger om det gode og velordnede liv begynder at falde fra hinanden.

Alen Mešković skriver sig ind i et felt, hvor grundlæggende menneskelige spørgsmål møder et tydeligt samfundskritisk spor. Han fletter ideologi, eksistentialisme med reel uro og verdensproblematikker. Det gør han med en skarphed og overbevisning, der får romanen til at fremstå både gennemtænkt og sanset. Der er tyngde bag dens spørgsmål, og romanen bliver heldigvis mere end blot en god idé.

Det klæder romanen, at Mešković ikke nøjes med at opstille en interessant præmis. Han insisterer også på at lade den få konsekvenser. Ikke kun samfundsmæssigt, men menneskeligt. Hvad sker der med et ægteskab, når troen på det fælles system begynder at vakle? Hvad sker der med et menneskes identitet, når det opdager, at den orden, det har bygget sit liv op omkring, ikke længere holder? Og hvad gør vi egentlig, når det verdensbillede, vi læner os op ad, begynder at slå revner?

 Det er spørgsmål som disse, der løber under hele romanen, og som gør, at ”Den smukkeste afsked”  bliver mere end en velfungerende dystopi. Den bliver en roman om desillusion og om den smerte, der opstår, når virkeligheden ikke længere passer ind i det system, man havde forestillet sig. Men den handler også om modstand og om at mennesket ikke kan reduceres til funktion og forudsigelighed. Eller i hvert fald nogen af os.

Sprogligt er romanen desuden en fornøjelse. Mešković skriver flydende og med en sikker rytme, der gør, at man glider gennem romanen, selv når den beskæftiger sig med tunge spørgsmål. Der er både fremdrift og præcision i sproget, og han har blik for at dosere drama, politik, konspirationer og intime brudflader, så læseoplevelsen hele tiden holdes i bevægelse. Man mærker personerne. Man mærker deres uro. Og man mærker den stille katastrofe, der kan opstår, når troen på systemet falmer.

”Den smukkeste afsked” er en overbevisende roman, fordi den ikke nøjes med at opstille en interessant dystopisk præmis, men insisterer på at undersøge, hvad den gør ved mennesket. Det er netop i spændet mellem system og følelse, orden og sammenbrud, at romanen står stærkest. Alen Mešković skriver med både skarphed og fortællelyst, og resultatet er en bog, der ikke blot er tankevækkende, men også oprigtigt medrivende. Det er en roman, der bliver ved med at rumstere, fordi den rammer noget genkendeligt i vores egen trang til at skabe orden i det, der i bund og grund ikke lader sig kontrollere.

Og det gør den. Og det er også derfor, den får fem   store og flotte bolcher herfra. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Drivkraft er en digtsamling opdelt i fem dele og en outro, der på hver sin måde kredser om livet. Det er en bog om familie, kærlighed, hverdag, tvivl og vilje. Den følger et jeg, der hele tiden forsøger at forstå, hvad der driver ham fremad, og hvad der holder ham tilbage.

Der er noget sart i Tafdrups sprog, som jeg virkelig godt kan lide, særligt fordi det er en mands ord.. For mig hænger det sammen med, at samlingen også læses som et opgør med det, han kommer fra. At være søn af en af Danmarks største digtere, lillebror til en forfatter og søn af en litteraturprofessor er ikke bare en baggrund. Det er en arv, som både giver retning og pres.

Det er tydeligt, at fortælleren gerne vil træde ud af den kasse, han er født ind i, og samtidig ved han godt, at han på mange måder ender tæt på den igen. Den spænding er en af bogens stærkeste drivkræfter, og den gør digtene vedkommende.

Digtene er letlæselige, men ikke lette i indhold. De fortæller små historier om et menneske på jagt efter kærlighed, samhørighed og anerkendelse. Som læser kan man identificere sig med de tanker, der bliver sat ord på i stroferne, fordi de føles genkendelige uden at blive flade. Det er ærligt, men ikke selvmedlidende.

Noget af det, jeg bedst kan lide ved Drivkraft, er blødheden i teksten. Selvom emnerne kan være hårde, har digtene et flow, der gør, at man glider gennem dem. Det føles som at svømme med strømmen i en vild flod. Det er en af de bøger, hvor man lige tager et digt mere, og pludselig er man langt længere, end man troede.

Den danske tekst følges af en engelsk version, og jeg endte faktisk med at læse videre, selvom aftalen med forlaget var kun at forholde mig til den danske version. På den måde er det er lidt som at besøge den samme restaurant på to forskellige årstider. Man får det samme, men oplevelsen ændrer sig, og man bliver nysgerrig på nuancerne.

Samlingen brydes af enkelte prosastykker og digte, der er mere prosaiske end lyriske. Jeg synes, det fungerer godt, fordi det giver en anden form for indsigt i jegfortællerens meninger, frustrationer og refleksioner, samtidig med at den æstetiske nydelse i de lyriske passager stadig er der.

Mit eneste forbehold er, at stemmen indimellem skifter lidt for meget. Der skiftes nemlig mellem jeg, du og man, og det kan føles en anelse uroligt. Overordnet oplever jeg dog, at det stadig hænger sammen, og at skiftene også afspejler den indre bevægelse i et menneske, digtene beskriver.

Jeg savner til tider lidt mere stram struktur i tematikken. Der kan forekomme noget frem og tilbage i motiverne, som om bogen ikke helt vil eller kan vælge én vej. Omvendt kan det også retfærdiggøres, hvis man læser digtene som en form for stream of consciousness. For sådan bevæger tanker sig jo. Fra emne til emne og tilbage igen.

Så spørgsmålet er egentlig måske bare, om det geniale og det gale netop smelter sammen her. Men det må være op til læseren at bedømme.

Det samlede indtryk

Drivkraft handler om at vælge sine drømme og målsætninger til. Tafdrup skriver om, hvad han kommer af, og om hvordan hverdagen med børn, karriere og parforhold kan få ham til at tvivle på sig selv, livet, identiteten m.m.. Samtidig insisterer bogen også på modet til at gribe chancen og blive ved med at finde det, der kan drive én fremad.

Jeg synes, Drivkraft er en vedkommende samling, særligt fordi den er skrevet af en mand i et generationskryds. En mand, der er vokset op med bestemte forventninger til, hvordan man skal være, og som undervejs forsøger at vokse med sin maskulinitet og blive et heltstøbt menneske.

Drivkraft  giver på den måde et godt indblik i et menneskes udvikling og de fleste mennesker kan se sig selv i de forskellige dele af bogen. Det er relevant, smukt og vigtigt. Og derfor får Drivkraft  også  fem bolcher med på vejen herfra. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Bogen “forholdsvis hverdagsagtig” er lige præcis det titlen antyder, og det på den bedst tænkelige måde. Den beskriver hverdagens små udfordringer på en minimalistisk og humoristisk måde, og disse bliver (høhø) understreget af de streger, forfatteren også tegner. Man kan nærmest høre en lille kuglepen sukke lidt opgivende i baggrunden efter hver side.

Bogen er udgivet under pseudonymet En Blå Streg, og hvis man ikke har fået nok af finurlige ord og små tegninger, kan man finde mere på Instagram: @enblaastreg.

Hvad for en sneg..streg?
Her er en opsamling af hverdagens absurditeter og dilemmaer sat op stramt, men stadig æstetiske. Sådan nogle situationer, hvor man både griner og bliver en smule træt i sjælen på samme tid.

Bogen er læst på cirka fem minutter og består af illustrationer og små visdomsord om hverdagen og alt det, der lige kan ramme os.

Du ved, som når:
man craver cookies, men køber det sunde alternativ, fordi man vil være et voksent menneske og så ender det “voksne valg” med at rådne bagerst i køleskabet, som en passiv-aggressiv agurk.

eller man har travlt (måske fordi man er lidt ADHD, og løber ud ad døren i sidste øjeblik, fordi man lige skulle og lige skulle og lige…) og så rammer man selvfølgelig hvert eneste lyskryds, fordi nogen kører 46 km/t i en 50-zone og tydeligvis har al tid i verden. Inklusiv din.

Bogens tone er humoristisk og lettere sarkastisk hele vejen igennem. Man kan næsten mærke den der hverdagsopgivenhed, som fortællerstemmen bærer rundt på. Ikke sådan “livet er meningsløst”, mere sådan “hvorfor er der altid en sok, der forsvinder, og hvorfor er det altid min”.

Visdomsbog eller lokumsbog eller potato/potato
Jeg har flere gange spurgt mig selv og bogen efter endt læsning: ”Hvordan fanden anmelder jeg dig, uden at du bliver fornærmet over, at jeg kalder dig en lokumsbog?”

Og jeg har stadig ikke fundet det perfekte svar. Så nu siger jeg det bare højt til både forfatter og forlag, i dybeste respekt og kærlige tone:

Det er ment pænt, når jeg kalder den en lokumsbog.

For det er ikke en lokumsbog, som i “lige til at lukke op og skide i”. Tværtimod. Det er en lokumsbog som i: Den står perfekt på toilethylden, og alle kan få glæde af den igen og igen, mens de sidder på tønden og lige skal have bekræftet, at de ikke er alene om at være et menneske.

Bogen er ikke prætentiøs. Den prøver ikke at være dyb kunst eller stor poesi. Og det behøver hverdagen altså heller ikke altid være. Nogle gange har vi bare brug for noget letfordøjeligt, som føles som et lille nik fra én, der også har stået med en “sund snack”, der døde langsomt og alene i køleskabet.

Jeg kan godt lide, at bogen hviler i sig selv og ikke forsøger at være noget, den ikke er. Den bliver ikke bedømt som stor litterært værk, men for det den er, fortjener den at få   bolcher herfra.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Og så kom regnen” er en samtidsroman, som bedst kan beskrives som magisk socialrealisme. Den blander drama, konflikter, kærlighed og misforståelser med magi, relationer og religion, og oveni ligger der en solid portion filosofi, surrealisme og humor. Det er sådan en bog, der både vil være alvorlig og humoristisk på samme tid, og på en eller anden måde slipper den afsted med det.


Thomas og co. 
I bogen møder vi Thomas, som er ateist og tømrer, og hans kone Sara, der er jobcentermedarbejder og troende. Disse to er hovedrammen om fortællingen. Vi møder også Saras småbysforældre, der ikke ligefrem er kendt for deres åbne arme, en småkriminel stofmisbruger, en opportunistisk mogul, en keramiklærer ved navnet Jydde med dobbelt d, og buschaufføren Gibril, som insisterer på at blive Thomas’ ven. Der er desuden også Thomas’ mor og søster i Jylland, og en flok stjålne dyr fra Knuthenborg Safaripark. Kort sagt er der i bogen et persongalleri, der på fineste vis fletter sig ind og ud, af hinandens liv, og især ind og ud af Thomas’ liv, på godt og ondt, og ender med at væve et farverigt tæppe, til trods for at det er evigt efterår dernede på Loland i bogen.

Thomas og Sara elsker egentlig hinanden højt. De har drømme og fælles ønsker, men de bliver ved med at ramme forbi hinanden. Jo længere tid der går, jo sværere bliver det at finde tilbage til samme frekvens, og stille og roligt begynder de at leve mere parallelt end sammen. Kløften vokser, og man kan næsten mærke, hvordan hverdagen gør dem fremmede for hinanden.

Så sker der det, der ændrer alt. En nat modtager Thomas en besked i sin e Boks. Den er fra Gud. Gud har tænkt sig at sende regnen igen for at rense verden, og derfor har han udvalgt Thomas til at bygge en ark. Og det er her, det virkelig bliver interessant, for her starter Thomas’ helt konkrete og helt absurde dilemma.

For hvordan fanden bygger man en ark. Hvilket træ er sådan en lavet af. Hvordan skal man få plads til 8 millioner arter? Skal fugle og insekter med, eller klarer de den selv, hvis det hele bliver til vand?


Arken som symbol
Det smarte er, at arken ikke kun er et plot. Den bliver også en slags motor for en indre og ydre rejse, hvor Thomas skal forstå og acceptere sig selv, sin sorg, Sara og den tilværelse og det fællesskab, han er en del af, også når han helst bare ville være i fred i sit eget monotone liv, der består af film han tilbringer dage og nætter med at kigge på.

Bogen handler derfor ikke kun om tro. Den handler mindst lige så meget om relationer, om at mennesker går fejl af hinanden, og om den mærkelige måde vi kan blive trukket sammen på, ikke nødvendigvis af Gud, men nok nærmere af tilfældigheder. Og hvis man er bare nogenlunde åben over for kærlighed og mennesker, så kan der faktisk godt komme noget godt ud af det til sidst.


Tålmodighed er en dyd
”Og så kom regnen” er en langsom bog. Den tager sin tid, og vævningerne spindes gradvist sammen til det, der nærmest føles som en kollektiv fortælling. Men på sin vis lever Gjervig også sin pointe ud i fuldt flor, for tålmodighed er en dyd, og alt godt skal nok komme til den, der venter.Og det gode kommer netop i denne bog.

Sproget er levende, fantasifuldt og ikke mindst humoristisk. Gjervig har en fin måde at føre læseren gennem fortællingen og holde fast, selv når narrativet er lidt langsom og grener sig ud i lidt for mange sidespor. Men på den anden side, det har Bibelen også, og jeg køber gerne tanken om, at man bliver belønnet for at læse med hele vejen. Det bliver man i hvert fald her.

Noget af det, der særligt tiltaler mig, er den underspillede idé om, at det ikke nødvendigvis er religionen, der får mennesker til at mødes, men alt det uforudsigelige. Og så elsker jeg, at det er på Lolland, at Gud vælger en ateist til at bygge en ark, der skal redde menneskeheden. Det er både helt skørt og helt genialt.

Alt i alt er det en roman med stor fortælleglæde, humoristiske billeder og en varm, skæv kant. Den er relevant, i øjenhøjde og tankevækkende, også når den leger med det absurde.

Og helt ærligt, vi kan nok alle lære noget af bogen. Ikke nødvendigvis om tro, men om relationer, og måske også om at dobbelttjekke de beskeder man får i e Boks.

Derfor får ”Og så kom regnen” fire fine bolcher af mig. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg har haft ”Nine Eyes” med til Meteora i Grækenland i dag.

“Nine Eyes” indleder med at fortælle, at ni lande samarbejder om at holde øje med deres borgere. Heriblandt Danmark og USA. Og i denne novellesamling er det netop almindelige borgere, der må slås med ”Storebror”, der holder øje med dem, ”for deres eget bedste”. 

I ”Nine Eyes” møder vi bl.a. en kvinde, der bliver arresteret på vej til ferie i USA, fordi ”hun er på en liste”. Vi møder en folkeskoleelev, der ”får besøg” af politiet, fordi han som muslim søger på ISIS propaganda, mens han skriver samfundsfagsopgave om terrorisme. Vi møder også en kontanthjælpsmodtager, der møder en rigid jobcenterkonsulent, en fraskilt mor, der får besøg af en kommunemedarbejder, fordi hun glemmer sin datters tandlægetid to gange. Og sidst, men ikke mindst møder vi en fyr, der bliver skudt på vej til en jobsamtale og årsagen bliver udregnet uden menneskelig indblanding. 
Pyh aldrig har jeg skrevet så meget i citationstegn.

Novellerne i ”Nine Eyes” er i bund og grund underholdende og sproget er også ganske fint. De er lige til og kan sagtens gå an som hurtiglæsning. Eller nem underholdning.

Men desværre trækker flere af novellerne ud i langdrag med ligegyldige og langsommelige optrin, der skal føre til klimas, halvdårlige dialoger og beskrivende sekvenser. Som f.eks. i novellen ”Det altseende øje”, hvor flere sider bliver brugt på at forklare, at det ikke er Johan selv, der ville i byen, men at han bliver lokket af sin fætter. På den måde kunne man have skåret en del af hver novelle af og stadig have en skarp fortælling. For de mange ligegyldige detaljer gør ikke meget godt for fortællingerne. Derudover virker flere af plotsene urealistiske, og dette gør at troværdigheden falmer. Sidst men ikke mindst er flere af novellerne er delt op i mange og meget skarpe afsnit. Dette ødelægger mit læseflow og gør, at jeg i sidste ende mister interessen for historien. 

Generelt bliver jeg hverken bevæget eller chokeret mens jeg læser ”Nine Eyes”, da persongalleriet er tyndt, overfladisk og ikke særlig godt udhvilet. Jeg synes ikke novellegenren er opfyldt fyldestgørende, der er ikke nogen dybere fortælling og hverken novellerne eller karaktererne indgyder til, at man forestiller sig mere i de enkelte fortællinger, så de kan leve videre. 

Noveller er ret åbenlyse og overfladiske og tenderer til det banale og konspiratoriske. Men på den anden side, så er ”Nine Eyes” hurtigt læst og er en fin bog til en afslappende dag på stranden og derfor kan den godt få tre små .

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Hvid, norsk mand” er en digtsamling, der er skrevet af den norsk-koreanske forfatter Brynjulf Jung Tjørn. Tjørn er adopteret fra Korea og i hans digtsamling skelnes der ikke mellem forfatter og fortæller.

I grove træk kan ”Hvid, norsk mand” deles op i tre hovedemner, hvoraf den største del af bogen handler om denne frustration, desperation og ikke mindst sorg, der vækkes i en, når man ikke kender sit ophav, eller følelsen af fremmedgørelse, der opstår, når man ikke kan genkende sit eget ansigt i sine forældres. 
Bogens anden tema er den systematiske racisme og diskrimination, der opstår, når man adskiller sig, f.eks. når man er lav, har smalle øjne og strittende sort hår i en lille by i Norge, hvor alle andre er høje og blonde med blå øjne. Til sidst bevæger bogen sig over i en slags angst og funderen over, hvilken identitet Tjørns børn, børnebørn og oldebørn vil have, når de nu har en (for)fader, der ikke er hvid, norsk mand.
På den måde er der flere emner i denne bog, der lægger op til debat. Hvilket giver bogen kvalitet. 

Igennem hele bogen er vi inde i forfatterens hoved og følelsesliv. Vi møder de forskellige minder, oplevelser, tanker og følelser, der har været og er i forfatteren.  Vi bevæger os fra følelsen af fremmedgørelse, utilstrækkelighed og i den sidste del endda dyb eksistentiel angst, da forfatteren får børn og skal prøve at forstå hvad hans børn så er – ifølge ham selv ”hybridbørn”. Jeg ville dog ønske at han så hybridbørn som noget positivt.

Når jeg læser ”Hvid, norsk mand” sidder jeg lidt splittet tilbage. 

På den ene side synes jeg, at emnet som Tjønn arbejder med er vanvittig vigtigt. Man kan sige at fremmedgørelse og racisme ikke er noget nyt emne, der behandles i litteraturen, men fremmedgørelse og racisme mod adopterede mennesker er ikke behandlet så ofte i litteraturen, i hvert fald mig bekendt. Ligesom de generelle problematikker ved adoption heller ikke er behandlet før. 

Som udefrastående er det min opfattelse, at der har været konsensus om, at adoptivbørn blev set som ”etniske”. Ligesom der var en stiltiende aftale om, at adopterede børn skulle være glade for, at de slap for ”det forfærdelige liv” i deres oprindelsesland og skulle være taknemmelige mod deres adoptivforældre, der tog dem ud af slummen.

Her synes jeg, at Tjønn tager fat i noget, der har ulmet under overfladen de sidste år; At børn ikke nødvendigvis er glade for deres adopterede liv, at deres forældre ikke nødvendigvis har været disse helte, der har givet dem en ny chance, og ikke mindst, at de ønsker sig noget andet og drømmer endda om liv, der kunne have været (i et land, hvor de ikke er mindretal). Og netop derfor er denne bog vigtigt for alle at læse.

På den anden side sidder jeg dog også tilbage med en følelse af, at denne digtsamling er en klagesang. Jeg føler lidt, at den klagesang bliver for ensporet, og kommer til at mangle dybde, lag og andre perspektiver. Når den så også bliver så personlig, grænsende til privat, mister jeg mere eller mindre hele min begejstring. Jeg synes netop, at en bog, der lægger op til debat ikke kan tillade sig at være så ensporet og så personlig som denne er. 

Når det så er sagt, så skriver Tjønn rigtigt fint. Han har en del humor med og der er flere stærke digte i ”Hvid, norsk mand”, der sætter sig fast. Som f.eks.

”jeg får besøg af migrapolis/ nrk.s flerkulturelle magasin /jeg fortæller at jeg aldrig trivedes/ med at bo på en gård/at jeg havde ti tommelfingre og høfeber/ at jeg ikke kunne lide at se døde dyr/ at jeg ikke kunne lide lugten af stald/ at det ikke var så let/at være adopteret/bagefter får jeg en besked fra en slægtning/hun skriver at jeg skal være taknemmelig/ for at være kommet til noget/ at hvis jeg ikke var blevet adopteret/ så havde jeg måske boet på gaden i sydkorea/og levet af at tigge/”

Det er lige netop udsagn som dette, der gør, at adopterede børn bliver nødt til , har behov for, bør at gøre oprør og netop derfor er denne bog vigtigt og burde læses. 

Problemet for mig er dog, at den ikke få mig til at føle særlig meget. Den vækker ikke min vrede eller harme. Den lægger ikke op til, at jeg rejser mig og råber op til kamp.  Jeg sidder mere tilbage med en følelse af, at jeg har læst en personlig elegi, uden nuancer og derfor kan jeg kun give bogen .

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

I ”Havets Storsind” møder vi to par, Rikke, der er miljøforkæmper, veganer og arbejder i miljøstyrelsen. Hendes kæreste, it-nørden Martin, der skriver ph.d om algoritmer og har opgivet drømmen om en verden med open-source vidensdeling. Vi møder også Jonas som teoretisk set er forfatter, men i det skjule tjener penge på at daytrade til inspirationen rammer, og hans kæreste Line, der arbejder i kultursektoren og lider af mindreværdskomplekser. Ok, faktisk lider alle fire venner af mindreværdskomplekser på hver sin måde og det er netop det som hele fortællingen tager udgangspunkt i. Alle fire venner er nemlig trætte af hverdagens trummerum og drømmer om at give slip på det hele og bestemmer sig for at tage på en jordomsejling. Målet er det sydlige Stillehavet og Polynesien.

Sammen tager de fire venner skridtet ud, de køber en båd og sejler ud for at søge lykken på de syv verdenshave. Problemet er at Rikke, Martin, Jonas og Line er amatørsejlere og allerede da de skal købe båden går det galt, for alle ved jo at man ikke skal købe både af en tysk brugtbilssælger ved navnet Heinz, selvom han byder på kaffe og pilsner. Og man skal i hvert fald heller ikke omdøbe båden. Resten af turen er fyldt med lige så mange (mis)adventures, (knuste) drømme og forestillinger. For bountydrømmen er en ting, men virkeligheden er en anden. Som de fire venner sejler fra havn til havn, bliver skibet tungere og tungere lastet med sidespring, småskænderier og genbrugsaffald. Sydhavsøerne er slet ikke som på reklamerne og det bliver ikke bedre, da vennerne kommer på den russiske mafias radar.

”Havets Storsind” er en satirisk samtidsroman, en moderne Odysse der skriver sig smukt ind i menneskets tanker og problematikker anno 2020’erne. Den arbejder med emner som privilegieblindhed og selvbedrag, aktivisme og eskapisme, karma, tømmermænd, sociale medier og værdier, der ændrer sig efter behov. Med andre ord: med denne bog skaber Philip Tafdrup en roman, der er humoristisk, men stadig kalder til tankevirksomhed; En eventyrfortælling, der aldrig holder op med at give af sig selv. Alt fra falde-på-hale-komik til dybe menneskelige oplevelser med natur og ikke mindst et portræt af den klode som vi langsomt kvæler. 

Der er ingen tvivl om at Tafdrup har ramt pletten med denne roman. Jeg har flere gange grinet højlydt offentlige steder, mens jeg læste denne bog, ligesom at jeg har fældet en tåre over den måde vi behandler vores klode på. Om end jeg synes, at der bliver kørt lige hårdt nok på særligt Rikke.

”Så snart de er i land kommer de indfødte løbende med alt muligt skrammel, de vil sælge. Nej hun må holde op med at tænke det ord. Øboerne dlldf alofinianerne! De er i Alofi, det det er dét, de må hedde. Det er vigtigt at respektere. Alofianerne råber ”Bula! Bula!”. Jonas tænker, at det må være en joke, men Rikke har læst i en guidebog, at det betyder velkommen.” 

Jeg synes det er imponerende, at Philip Tafdrup kunne sætte sig ned og forestille sig hele denne fortælling, for den er på samme tid kompleks og let. Karaktererne fremstår, om end lettere arketypiske, stadig helt lyslevende for læseren, og man lærer dem virkeligt godt at kende undervejs. Vennerne er vidt forskellige med forskellige moralske kompasser og det giver selvfølgelig gnidninger undervejs, men det gør dem også dejligt realistiske og menneskelige. De er fyldte med fejl, dårlige vaner og tanker der har strejfet de fleste af os. Man hader dem, man elsker dem, man forbander dem langt væk men man kommer virkelig til at savne dem, når historien er færdig.

Desuden er det helt forfriskende at fortællere er alvidende og delvist heterodiegetisk, så man som læser både får lov til at opleve karakterernes ydre og indre tankevirksomhed. Det er skønt som fortælleren bevæger sig fra alle vinkler og selvom fortælleren ved, hvad der kommer til at ske, så afslører han ikke noget. På den måde maler Tafdrup også et smukt billede af den dobbeltmoral, der lever i selv de bedste af os, trods vores bedste forsøg på at være etiske og moralsk korrekte mennesker, der sorterer alt det vi kan.  Kun små hints bliver placeret hist og her, der i sidste ende binder en fin sløjfe på hele fortællingen og rejsen.

Selvom jeg synes, at den første del af bogen er en smule langsommelig, så gør de sidste 220 sider absolut op for de første 70 sider. Så bliv endelig ved med at læse! Belønningen er lige omme på den næste side. Det er nemlig den første del, der er grobunden for hele fortællingen og motivationen bliver netop skabt i de første 70 sider. 

Tafdrup skriver detaljeret, men hver detalje er på sin plads, og der er en mening med galskaben. Derfor elsker jeg denne bog.

I bund og grund er ”Havets Storsind” en helt fantastisk roman. Jeg har siden jeg læste den færdig fanget mig selv i at ønske, at der lige var en historie eller to mere, der kunne klemmes ud af denne bog, hvilket må betyde, at missionen er lykkedes for Philip Tafdrup, og han har skrevet en bog, der er læseværdig. Derfor synes jeg også at ”Havets Storsind” fortjener  med på vejen og en kæmpe anbefaling. Læs den! Du vil ikke fortryde det.