Titel: “DE USKYLDIGE” – Indhenter V 
Forfatter: Morten Buschmann
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 331
Målgruppe: Læsere med interesse for krimi-genren og generelt læseren med forkærlighed for thriller og spænding. Samt læsere der ønsker viden om EF’s hemmelige verden.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatter Morten Buschmann Tusind tak for det.

”De uskyldige” er femte del af serien om indhenterne, som er, så vidt jeg kunne forstå, en slags spioner for Forsvarets Efterretningstjeneste. Dem er der mange af, også i Morten Busschmanns krimiromanserie. 

I essencen handler femte del af serien om Lukas Fisker som er indhenter. Men den handler også om Finn Svendsen, Gitte, Anne-Sofie og Josefine, og alle de andre karakterer, der på godt og ondt presser sig ind i fortællingen. 

Kort fortalt bliver der i December 2016 fundet to lig i en villa på Frederiksberg. Efterforsker Finn Svendsen bliver sat på sagen og får hjælp af sin kollega Gitte Frederiksen. Finn Svendsen mener, at denne sag trækker tråde tilbage til en anden sag fra 2005, og sammen går han og Gitte i gang med at opklare sagen. 

Det kunne være et sådan et fint krimiplot, der er spændende og lige til. Hvor vi har to hovedpersoner og en forbrydelse. Desværre er det ikke tilfældet med denne bog. Jo bevares nogen i bogen finder ud af hvem morderen er. Men igennem hele bogen vikler personer og handlinger sig ind og ud af hinanden og på kryds og tværs af hele serien, at man som læser står tilbage totalt forvirret med en masse løsthængende tråde, der aldrig får en sløjfe på. 

Da jeg blev spurgt om jeg ville anmelde denne bog, fik jeg at vide, at den sagtens kunne læses selvstændigt. Hvilket jeg til dels gerne vil gøre mig enig i, men jeg synes stadig, at der er en masse huller i fortællingen, til trods for de 331 meget tætskrevne sider. 

Der er mange plots, der fletter sig ind i denne fortælling, og gør historien rodet. Ligesom at mange karakterer popper op, og gør, at jeg i hvert fald mister tråden. 

Mens jeg læste denne bog havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at der er en masse karakterer, som jeg møder undervejs, som jeg ikke rigtig får introduceret og de får mest af alt lov til at hænge lidt i luften som en slagt fyld. Tag f.eks. den journaliststuderende Mikala Høyerup, som bliver nævn i begyndelsen af bogen og aldrig rigtig kommer i fokus igen, det samme med hendes redaktør. Hvorfor skulle der bruges 6 sider på disse to mennesker? Er det fordi de har en større rolle i en af de andre værker, eller er de bare fyld? Hvis det er det første, så er det ikke muligt at læse bogen selvstændigt. 

Denne type karakterer er der mange af i bogen. Det gør at fortællingen bliver uoverskuelig og langtrukken. Hvis du dog mister overblikket helt, så har Buschmann lavet en to sider (Ja! To sider!!) lang liste med bogens karakterer – lige bortset fra dem som han af en eller anden årssagt har valgt ikke at nævne. 

Generelt synes jeg at karaktererne er arketypiske og irriterende. Kvinderne er enten kolde isdronninger eller billige sexkillinger. Mændene er perverse grise eller stærke machomænd, og forholdene er overfladiske, uden at udvikle sig reelt. 

Når jeg læser ”De Uskyldige” få jeg en vibe af, at Morten Buschman har skrevet disse bøger med henblik på, at de skal laves om til en tv-serie. Ikke som bøger, der skal læses.
Det kan bl.a. ses på sproget, der tit er mere tell end show, eller hvor forfatteren vælger, til min store irritation, at skrotte de personlige pronomener helt. som f.eks. på side 175.

”På en ryddet plads omgivet af en håndfuld fakler, meterhøjt græs og akacietræer, sidder konsulen i en instruktørstol. Stirrer på flammer med en drink i venstre hånd  og en jagtriffel lænet op ad højre armlæn. Hører skridt på stien. En mand i lys sommerjakke, korte bukser og vandrestøvler stopper op foran bålet.” 

Det her er tydeligt en scene, til de visuelle medier, der bliver sat. Hvem er konsulen? Hvorfor er vi pludselig på noget der ligner savanen? No one knows. 

Til gengæld er dette kapitel et af de mest interessante i bogen. Her brillerer Morten Buchmann. Han har styr på sine facts, og det er fascinerende at læse og lære mere om en verden jeg ikke har meget kendskab til. Der er interessante anskuelser og analyser af de politiske strømninger på verdens plan, og hvorfor verden ser ud som den gør. 

Jeg kan dog ikke lade være med at blive irriteret, når jeg læser bøger som ”De Uskyldige”. Som litterat kender jeg nemlig ikke noget værre end bøger, der bliver skrevet med henblik på at blive lavet om til visuelle medier på et tidspunkt. Ikke at jeg har noget i mod, at medier arbejder på tværs af hinanden, men at skrive en roman, hvor man går så meget på kompromis med det skrevne ord, gør at jeg mister læselysten.

Hvilket også skete i det her tilfælde. 

Sandt er det at jeg ikke er den store krimilæser, om end jeg har læst en håndfuld igennem årene. De gode af dem har jeg oftest slugt på et døgns tid. Det kan ikke siges om ”De Uskyldige”. Jeg skulle tvinge mig selv til at læse denne bog fra tiende til sidste side. Det er også derfor at jeg desværre bliver nødt til at give den kun  🍬



Morten Buchmann
Morten Buchmann – De Uskyldige – Indhenter V

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.