Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget . Tusind tak for det.

” I STØD FINDER JEG LÆ” er en digtsamling, der beskæftiger sig med flere dimensioner. Der er lag på lag, der gemmer sig i vulgariteten, og det kræver flere genlæsninger, at få det hele med, hvilket i min optik gør en god bog, og giver noget til lyrikken som i den moderne poetry slam-tid har det med at forsvinde i den enkle fortælling.  

Det er nemt at fortabe sig i kønsdele og sexakter, når man læser ”I STØD FINDER JEG LÆ”, for det er der virkelig meget af, især i første halvdel af bogen. Men når du vokser op i en machokultur, hvor du for alt i verden ikke må vise dine følelser, så kan du kun finde læ i de stød du uddeler. Når du er 15 år, og både du og resten af blokkens drenge bliver gråhårede på en sommer, fordi krigen erstatter EM i fodbold, så er det svært at finde læ i andet, end de stød du kan uddele. 

Og hvordan kan man overhoed forstå og fordøje alt dette som en dansk læser? En læser, der ikke kender til den dåse orme, der gemmer i sig i en, efter at have oplevet krig?  
Det kan man nok heller ikke. Det er også derfor utrolig nemt, at misforstå denne digtsamling som en slags macho-misogyni, hvis man ikke ser bag den nødvendige facade. 

Heldigvis kan Elvir noget med ord og billeder, der gør, at man kan se. Det kræver dog, at man ikke kun læser digtsamlingen sansende, men også med hjernen og med et tilbageblik på det, der skete i Bosnien-Hercegovina, Elvir Maleskics hjemland, tilbage i 90’erne. 

Der sker noget med et menneske, når man overlever krig og brutalitet, og det er netop den brutalitet som fortælleren i digtsamlingen skriver ud og prøver at forløse. 

Brutaliteten som Maleskic beskriver i den første del af bogen kan virke meningsløs og unødvendigt, men det hele falder på plads, mens man læser bogen, for den seksuelle brutalitet er nødvendig, for at fortælleren i denne bog kan holde livet og verden ud. For hvordan skal man klare at komme videre fra de nyudsprungne bjerge, som Maleskic beskriver i bogen?  Det kan man kun ved at forløse sig selv, på godt og ondt. 

Da Elvir Maleskic rate ud til mig med forespørgsel om jeg ville læse og anmelde hans debutbog ” I STØD FINDER JEG LÆ”, kunne jeg ikke andet end sige ”JA TAK!”. En ting er at det altid er interessant at læse poesi, men det der især er spændende for mig, er at læse poesi af en bosnier, og så endda mand. Som en, der selv er flygtet fra Bosnien og i dag bor i Danmark, er det interessant for mig at undersøge, hvordan andre af mine landsmænd/kvinder bruger poesien og det danske sprog. Så at få lov til at læse denne fine digtsamling gav mig en særlig glæde. 


Måske er jeg bias, når jeg anmelder denne bog, fordi jeg selv har følelserne med, når jeg læser om krigen i Bosnien-Hercegovina, men sproget og poesien kan man ikke tage fra Elvir Maleskic og derfor skal ”I STØD FINDER JEG LÆ” også have  flotte og store  bolcher.      

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Emeritus. Tusind tak for det.

”Rejsens farver” er en lyrisk eksplosion, der trykker en helt flad, mens man læser den. Det er en digtsamling, der bevæger sig drømmende igennem tilværelsen og skildrer et “jeg” der vil lave hele verden om, så den kan tilpasse sig denne. Måske, for intet er 100% giver her.
Igennem hele digtsamlingen er der et transparent mælkehvidt skær mellem digtene og læseren. Og jeg får en følelse af et klunkehjem, der lugter af potpourri mens små støvkorn rejser sig i eftermiddagssolens skær. 
På den måde er Poul Lynggaard Damgaard fantastisk til at skabe en stemning af noget, der er nærmere elver-agtigt, snarere end surrealistisk med disse digte. 

Jeg bliver meget fascineret, men også frustreret igennem min læsning, da jeg hele tiden føler at digtene er lige udenfor min rækkevidde. 

Jeg fascineres over sammensætningen af ordene og billederne i hans digte. Som f.eks. i digtet ”Blottet i Modtagelse” hvor der bliver leget med læserens perception af hvad der vil komme efter det næste ord. 

“Jeg råber et andet land/ ind mod en fremmedes/ bopæl men det er ikke/ der hun bor./ Dufte får mig til at glide/i regn/ For enden af vejen/ på kanten af skoven møder/ jeg alt jeg forlod./ ET digt du kan læse på bagsiden/ af en sten/ nær overfladen/ på en planet du selv/ vælger./”

Damgaard fortsætter med at besjæle i denne digtsamling, hvilket han gør rigtig godt, men det kan også blive lidt for meget af det gode, hvilket han kommer til at gøre her. I digtsamlingen er det som om hele besjælingen mister sin fine balance og kommer til at kvæle både digtene og læseren undervejs, fordi det bare bliver ved. Men der er smukke fraser undervejs, som næsten tager pusten fra en, på den gode måde. 

”Jeg slå mig på mit ydre/ og støtter mig til et hus./ I et vindue/ ugenkendeligt/ med det næste/ er bevægeligheden/ en utilnærmelig farve./” 

Når jeg læser ”rejsens farver” kommer jeg hele tiden til at tænke på de store russiske poeter, der er så tunge og støvede, at man næsten kan lugte den kvælende tyngde af alle ordene. Dette minder mig om en varm sommerdag lige før regnen rammer, hvor støvet har rejst sig og hvert lille støvkorn er synligt i luften. Det er også derfor jeg står lidt af på denne digtsamling. Ikke fordi det er dårligt skrevet, men fordi det bare er en lyrisk eksplosion og, jeg vil vove at sige en ”ordgasme”, der bliver lidt for meget. 

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til at læse denne digtsamling færdig. Og jeg lagde den fra mig flere gange, fordi jeg ikke kunne se en ende på den. 130 siders lyrik er for meget af det gode, især når den er så tung som Poul Lynggaard Damgaards er. Jeg må indrømme, at jeg undervejs har savnet en redaktør, der kunne slå nogle darlings ihjel. For 130 siders med så tunge digte bliver bare for meget. Hvis man havde gjort bogen 1/3 kortere, så tror jeg, at den ville have været mere skarp og on point. 
Med denne længde, drukner digtene i hinanden og mister deres fokus, hvilket er virkelig synd, da jeg synes at der er gode og smukke perler imellem. 

Som samlingen er nu, mister jeg fokus og skal læse digtene om og om igen, for at få en mening. For mig bliver dette et irritationsmoment, da jeg foretrækker at læse digte om, fordi jeg selv vælger at svælge i dem, og ikke fordi jeg mister fokus. 

En anden anke jeg har er opsætningen af digtene. Jeg er sikker på, at der er en dybere mening bag tegnsætningen i ”rejsens farver”, men jeg kan ikke se den. Tvært i mod føler jeg at tegnsætningen tilfældige steder i versene og strofer der bliver delt op unaturlige steder forstyrrer mit læse-flow og får digtene til at være stakkerede, hvilket gør, at jeg mister læselysten. 

Jeg har rigtig svært ved at vurdere denne bog. Da jeg rent lyrisk kan se, hvilke kvaliteter og hvilken tyngde den indeholder. Hvis jeg skal følge min egen bolsjevurdering, burde den få 1 bolsje, da jeg synes den var nærmest umulig at komme igennem men det synes jeg ikke den fortjener. Rent fagligt og objektivt ville den få 5 gode bolsjer, så hvis jeg skal give den noget, så må det blive et sted der imellem, og jeg give den  .   


                                                                                                                                

Sandt er det, man skal ikke skue en bog på omslaget. Denne bogs både omslag og titel lokkede, men det var ikke guld, der gemte sig bag den forgyldte facade.
Og hvor er jeg ked af, jeg ikke kan lide denne bog, for jeg har virkelig glæder mig til at få et indblik i den mystiske og mytiske marquis Marcel de Sade.

Selve titlen er også tiltalene og lokkende. Den lover jo at man få et glimt bag masken. Desværre er denne bog en fuser uden lige.

Marquis Marcel de Sade går under mange navne. Hans rigtige navn er dog Jørgen Vase Larsen, som han fik da han blev født i 1934. Marcel de Sade kom dog langt senere til og både titlen og navnet er tilkøbt for at kunne pleje denne selviscenesættende ego som Jørgen Vase Larsen var ved at opbygge fra en meget ung alder.

Marcel de Sade er også kendt for mange (u)gerninger, alt fra smykkesmugler -og sælger i 50’erne til en dom for økonomisk bedrag i 60’erne, og ikke mindst som en af københavns natteliv jetsettere i 80’erne, til noget så almindeligt som far, ægtemand, elsker og en mand, der bestrider et helt almindeligt arbejde som plejeassistent på et alderdomshjem.
Med andre ord et ægte mennesker med mange facetter. Desværre skinner disser facetter ikke igenne i denne bog. Fortællingen er flad og uden nogen form for afrunding.

For mig har han altid været en spændende myte som jeg mindes at have hørt om pærifert: “Der findes denne falske Markis, der bor et sted på Frederiksberg Allé. Lige i din baghave”. Denne mand, der frekventerer natklubben Madam Arthur og omgiver sig med avantgardistiske mennesker.
Så, selvfølgelig gav det mening at je skulle læse om ham.

Omend visse historier om Marquisen virker noget utroværdige; så som, at hans balletkarrierer brister samme dag som han får kontrakt i Monte Carlo, så er mit største problem i denne bog selve forfatteren Pernille Frydensbjerg.

Jeg synes ikke hun forholder sig hverken spørgende, kritisk eller objektivt til sit emne. Hun godtager alt hvad der bliver sagt, uden at stille nogen form for spørgsmål til det. Det gør hende overfladisk og lidt dum-gås-agtig i sin fremståen, samt får Marquisen til at virke endnu mere utroværdig end han i forvejeren er. At hun så ogå prøver at bruge påtagede vendinger som “det får min hjerte til at bløde”, efterlader mig lidt med en følelse af at jeg læser en bog skrevet af nogen, der prøver at være noget som de ikke er.

Derudover er boget ret dårligt redigeret og komponeret. Der er ikke koherens mellem de forskellige billeder og tekster og visse afsnit hænger overhoved ikke sammen. Som f.eks side 45, hvor Marquisen går i chok over at se børn i Indien få hugget lemmer af, for bedre at kunne tigge.

” Han fik efterfølgende et nervøst sammenbrud og lå i tre uger i kahyt på skibet, hvor han var nødt til at indtage stærk sovemedicin og beroligende midler. Denne gruopvækkende oplevelse står tydeligt printet i Marcels sind og er noget, han har meget svært ved at tale om. At jordomrejsen blev afbrudt var logik. Desværre er det sandt og noget, der stadig foregår. Det er så grusomt, at det ikke er til at bære. På rejsen mødte Marcel også Tuaregfolket i Afrika, som bærer tilnavnet “Det blå folk” da de altid bærer blå/indigofarvede beklædninger”. Tilsyneladende var denne oplevelse så gruopvækkende, at han gik i chok, men ikke meget mere end lige at kunne nævne Tauregfolket fra Afrika.

Dette eksempel er blot et af mange, der kommer igennem bogen.

Henvisningerne mellem billeder og sider passer heller ikke overens, hvilket indikerer sløset redaktionelt arbejde, og så går det ud over min forstand, hvorfor forfatteren skal bruge fire sider på at takke mennesker, som ikke nødvendigvis har noget med selve bogprojektet at gøre. Jeg troede at bogen skulle forestille Marquis Marcel de Sades memoire.

Overordnet minder bogen mig mest om en folkeskolestil. Den springer i tid og pronomener, og jeg har sådan en nagende følelse af, at forfatteren forfærdelig gerne vil være i fokus i bogen og dermed ikke helt kan holde skrivestilen ren.

Selvom titlen lover glimt bag masken, så synes jeg at disse glimt bliver til et overfladisk portræt som man snildt selv kan samle sammen ved at google sig frem. Det gør, at man aldrig rigtig kommer tæt på Marquisen eller om bag masken, hvilket gør bogen i mine øjne mest af alt til spild af tid.

Hvis man endelig gerne vil vide mere om Marcel Marquis de Sade, så kan man ligeså godt klikke ind på DR’s Bonanza og se dokumentaren om ham fra 2004.

Mod enden af denne bog står man som læser tilbage med en følelse af manglende tilfredstillelse. Mange temaer bliver taget op, men i sidste ende er det ikke noget man taler om, da det tilsyneladende er uopdragent at tale om… ja stort set alle emner. Jeg tillader mig blot at spørge: Hvad er pointen i at skrive en memoir, hvis man ikke løfter sløret for sandheden eller detaljerne?