Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget . Tusind tak for det.

” I STØD FINDER JEG LÆ” er en digtsamling, der beskæftiger sig med flere dimensioner. Der er lag på lag, der gemmer sig i vulgariteten, og det kræver flere genlæsninger, at få det hele med, hvilket i min optik gør en god bog, og giver noget til lyrikken som i den moderne poetry slam-tid har det med at forsvinde i den enkle fortælling.  

Det er nemt at fortabe sig i kønsdele og sexakter, når man læser ”I STØD FINDER JEG LÆ”, for det er der virkelig meget af, især i første halvdel af bogen. Men når du vokser op i en machokultur, hvor du for alt i verden ikke må vise dine følelser, så kan du kun finde læ i de stød du uddeler. Når du er 15 år, og både du og resten af blokkens drenge bliver gråhårede på en sommer, fordi krigen erstatter EM i fodbold, så er det svært at finde læ i andet, end de stød du kan uddele. 

Og hvordan kan man overhoed forstå og fordøje alt dette som en dansk læser? En læser, der ikke kender til den dåse orme, der gemmer i sig i en, efter at have oplevet krig?  
Det kan man nok heller ikke. Det er også derfor utrolig nemt, at misforstå denne digtsamling som en slags macho-misogyni, hvis man ikke ser bag den nødvendige facade. 

Heldigvis kan Elvir noget med ord og billeder, der gør, at man kan se. Det kræver dog, at man ikke kun læser digtsamlingen sansende, men også med hjernen og med et tilbageblik på det, der skete i Bosnien-Hercegovina, Elvir Maleskics hjemland, tilbage i 90’erne. 

Der sker noget med et menneske, når man overlever krig og brutalitet, og det er netop den brutalitet som fortælleren i digtsamlingen skriver ud og prøver at forløse. 

Brutaliteten som Maleskic beskriver i den første del af bogen kan virke meningsløs og unødvendigt, men det hele falder på plads, mens man læser bogen, for den seksuelle brutalitet er nødvendig, for at fortælleren i denne bog kan holde livet og verden ud. For hvordan skal man klare at komme videre fra de nyudsprungne bjerge, som Maleskic beskriver i bogen?  Det kan man kun ved at forløse sig selv, på godt og ondt. 

Da Elvir Maleskic rate ud til mig med forespørgsel om jeg ville læse og anmelde hans debutbog ” I STØD FINDER JEG LÆ”, kunne jeg ikke andet end sige ”JA TAK!”. En ting er at det altid er interessant at læse poesi, men det der især er spændende for mig, er at læse poesi af en bosnier, og så endda mand. Som en, der selv er flygtet fra Bosnien og i dag bor i Danmark, er det interessant for mig at undersøge, hvordan andre af mine landsmænd/kvinder bruger poesien og det danske sprog. Så at få lov til at læse denne fine digtsamling gav mig en særlig glæde. 


Måske er jeg bias, når jeg anmelder denne bog, fordi jeg selv har følelserne med, når jeg læser om krigen i Bosnien-Hercegovina, men sproget og poesien kan man ikke tage fra Elvir Maleskic og derfor skal ”I STØD FINDER JEG LÆ” også have  flotte og store  bolcher.