Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Hvid, norsk mand” er en digtsamling, der er skrevet af den norsk-koreanske forfatter Brynjulf Jung Tjørn. Tjørn er adopteret fra Korea og i hans digtsamling skelnes der ikke mellem forfatter og fortæller.

I grove træk kan ”Hvid, norsk mand” deles op i tre hovedemner, hvoraf den største del af bogen handler om denne frustration, desperation og ikke mindst sorg, der vækkes i en, når man ikke kender sit ophav, eller følelsen af fremmedgørelse, der opstår, når man ikke kan genkende sit eget ansigt i sine forældres. 
Bogens anden tema er den systematiske racisme og diskrimination, der opstår, når man adskiller sig, f.eks. når man er lav, har smalle øjne og strittende sort hår i en lille by i Norge, hvor alle andre er høje og blonde med blå øjne. Til sidst bevæger bogen sig over i en slags angst og funderen over, hvilken identitet Tjørns børn, børnebørn og oldebørn vil have, når de nu har en (for)fader, der ikke er hvid, norsk mand.
På den måde er der flere emner i denne bog, der lægger op til debat. Hvilket giver bogen kvalitet. 

Igennem hele bogen er vi inde i forfatterens hoved og følelsesliv. Vi møder de forskellige minder, oplevelser, tanker og følelser, der har været og er i forfatteren.  Vi bevæger os fra følelsen af fremmedgørelse, utilstrækkelighed og i den sidste del endda dyb eksistentiel angst, da forfatteren får børn og skal prøve at forstå hvad hans børn så er – ifølge ham selv ”hybridbørn”. Jeg ville dog ønske at han så hybridbørn som noget positivt.

Når jeg læser ”Hvid, norsk mand” sidder jeg lidt splittet tilbage. 

På den ene side synes jeg, at emnet som Tjønn arbejder med er vanvittig vigtigt. Man kan sige at fremmedgørelse og racisme ikke er noget nyt emne, der behandles i litteraturen, men fremmedgørelse og racisme mod adopterede mennesker er ikke behandlet så ofte i litteraturen, i hvert fald mig bekendt. Ligesom de generelle problematikker ved adoption heller ikke er behandlet før. 

Som udefrastående er det min opfattelse, at der har været konsensus om, at adoptivbørn blev set som ”etniske”. Ligesom der var en stiltiende aftale om, at adopterede børn skulle være glade for, at de slap for ”det forfærdelige liv” i deres oprindelsesland og skulle være taknemmelige mod deres adoptivforældre, der tog dem ud af slummen.

Her synes jeg, at Tjønn tager fat i noget, der har ulmet under overfladen de sidste år; At børn ikke nødvendigvis er glade for deres adopterede liv, at deres forældre ikke nødvendigvis har været disse helte, der har givet dem en ny chance, og ikke mindst, at de ønsker sig noget andet og drømmer endda om liv, der kunne have været (i et land, hvor de ikke er mindretal). Og netop derfor er denne bog vigtigt for alle at læse.

På den anden side sidder jeg dog også tilbage med en følelse af, at denne digtsamling er en klagesang. Jeg føler lidt, at den klagesang bliver for ensporet, og kommer til at mangle dybde, lag og andre perspektiver. Når den så også bliver så personlig, grænsende til privat, mister jeg mere eller mindre hele min begejstring. Jeg synes netop, at en bog, der lægger op til debat ikke kan tillade sig at være så ensporet og så personlig som denne er. 

Når det så er sagt, så skriver Tjønn rigtigt fint. Han har en del humor med og der er flere stærke digte i ”Hvid, norsk mand”, der sætter sig fast. Som f.eks.

”jeg får besøg af migrapolis/ nrk.s flerkulturelle magasin /jeg fortæller at jeg aldrig trivedes/ med at bo på en gård/at jeg havde ti tommelfingre og høfeber/ at jeg ikke kunne lide at se døde dyr/ at jeg ikke kunne lide lugten af stald/ at det ikke var så let/at være adopteret/bagefter får jeg en besked fra en slægtning/hun skriver at jeg skal være taknemmelig/ for at være kommet til noget/ at hvis jeg ikke var blevet adopteret/ så havde jeg måske boet på gaden i sydkorea/og levet af at tigge/”

Det er lige netop udsagn som dette, der gør, at adopterede børn bliver nødt til , har behov for, bør at gøre oprør og netop derfor er denne bog vigtigt og burde læses. 

Problemet for mig er dog, at den ikke få mig til at føle særlig meget. Den vækker ikke min vrede eller harme. Den lægger ikke op til, at jeg rejser mig og råber op til kamp.  Jeg sidder mere tilbage med en følelse af, at jeg har læst en personlig elegi, uden nuancer og derfor kan jeg kun give bogen .

“Akkurat som sælerne” er Valdemar Kjæruffs første solodigtsamling og den bringer en del god potentiale med sig. 

Digtsamlingen tager fat i et altid aktuelt emne; individet i samfundet, og krydrer det med en god portion økokritik, som vinder mere og mere indpas i dansk litteratur de seneste år. Især er der fokus på den dissonantiske økologi, hvor mennesket og naturen er en uundgåelig del af hinanden. Hos Kjærulff er der bare ikke nogen harmonisk natur at vende tilbage til. Det viser sig i flere digte og sekvenser igennem hele bogen, og man må give Kjærulff, at han holder sig stramt til de to emner.  
Bl.a. bogens første digt er værd at fremhæve:

Den svenske modernisme/ hænger sammen med den russiske/ det er mågerne ligeglade med/ de hænger dovent i luften/ og venter på skraldemændene/ der kryber ud i kvarteret ved daggry/

(s. 11)

Jeg er helt vild med dette digt, men det er også det eneste, der virkelig slår benene væk under mig. 
Dette digt viser netop på en meget fin og elegant måde,  hvordan vi alle sammen er i en form for symbiose.
Problemet opstår nok mest, når denne symbiose bliver destruktiv som den er blevet for vores generation. Vi ved egentlig ikke hvad pokker vi skal stille op med det hele. For:

langt borte kan man høre myggene/ synge/ over ligene/ langt borte sættes en uheldig person/ til at spise glasskår/ langt borte er ikke her/ her er jeg/ her er mit udgangspunkt/ her er min elendighed/

(S. 57)

Hele digtsamlingen emmer af en form for ligegyldighed og fortæller-jeg’et indfinder sig i dette ligegyldige bybillede som alle andre også gør. På den måde skaber digtsamlingen et meget fint billede at vores samfund og individet i det både i form og i tematik.

Hvor er her mondent, man kan næsten se Islands Brygge en sommervarm lørdag for sig i disse linjer: 

Vi ligger i parken og griller/ koteletter glaseret i frosthonning/ hvide smil og pæne tatoveringer/ er strøget hen over græsplænen

(s. 51)

Generelt synes jeg, at Kjærulff har fat i en masse fine billeder og emner i denne digtsamling, men det er som om han ikke helt tør give den helt gas. Det hele bliver lidt for hyggeligt, og der er ikke nok, der bliver sat på spidsen. Han stikker ikke, og stormen han varsler, viser sig ikke at være den orkan vi frygter, men en omgang dansk aprilvejr.

Metaforerne er lidt vage, og man har nu hørt så mange gange om solen igennem historien, at det bliver lidt en død metafor, i hvert fald for mig. Hvis man nu tog solen og gjorde den til en dødsstjerne, der griller os mennesker i parken som de koteletter vi er, så ville jeg stoppe lidt hårdere op og tænke “ok”. Ligesom jeg gør i det første digt, hvor mågerne er blevet en del af bybilledet og skraldemændene er blevet til noget, der kravler ud ved morgengry. Her smelter kultur og natur sammen i den eneste natur vores generation kender til. Måger, der æder skrald.

Og her står jeg så, akkurat som sælerne, venter på, at denne digtsamling griber mig, men det er som om ordene bliver hængende i luften og giver mig ikke den mavepuster jeg har brug for.

Jeg synes dog stadig, at Valdemar Kjærulff har et potentiale og det ses i visse af de ordkonstellationer han skaber igennem hele digtsamlingen:

Måske har jeg taget min sidste beslutning der/har substans/ måske er solen i morgen et løg/ der skal vogte sig for/ hyænerne på savanen/

(s. 24)

Træernes rygrade rasler i eftermiddagen/ Smagen af i går hænger fast/ i munden på mig/

(s.37)

Billeder som disse gør, at jeg tror på, at Valdemar Kjærluff sagtens kan meget mere, langt bedre og kun er begyndt sin rejse i lyrikken, og derfor får ”Akkurat som Sælerne”  fine bolsjer herfra.  

Jeg levede med den bog ved min side igennem 6-7-8 klasse. Den var min amulet og almanak, og jeg genlæste den om og om igen: Måske fordi jeg var skolen særling, måske fordi den bog gav mig nogle svar og en eller anden slags trøst, virkeligheden bare ikke kunne give mig. Og selvfølgelig, fordi bogen kunne fortælle mig, om ham den søde, jeg godt kunne lide, også var forelsket i mig. 


Jeg ville have købt den af skolebiblioteket ved endt folkeskole, ingen tvivl, for den bog var alt min sutteklud og min bedste ven, hvis det ikke var for den flok tøser, der igennem folkeskolen, levede for at forpeste mit liv og fandt mange kreative måder til det. 

Sagen er, at den bog pludselig forsvandt en dag fra min taske, mens jeg var til gymnastik.
Jeg gennemgik alt, men bogen var væk. 
Bogen var min bibel, koran, og alt i mellem, så jeg ville næppe have smidt den væk. 

Jeg konfronterede disse plageånder, som jeg vidste havde taget bogen; stod de fast på, at de ikke kendte til den og at de slet ikke troede på magi. Jeg måtte give op og betale bøden på de 230 kr., hvilket var mange penge for en 14-årig i 1998.
Det værste var, at jeg savnede den bog igennem mine senere teenager år. Jeg ledte efter bogen igennem årene på nettet, loppemarkeder og antikvariater, men uden held. Problemet var, at jeg ikke kunne huske navnet på forfatteren eller titlen på bogen. Jeg kunne huske hvordan forsidens ud, men det hjalp lige lidt. 

15 år… 15 år søgte jeg efter denne bog, til sidste uge, hvor jeg fik hjælp af nogle søde mennesker, der genkendte min beskrivelse som bogen: “Spådom og Magi – Hvad vil fremtiden bringe?” af Alvin Schwartz, udgivet i 1992 på Gyldendal. (Ja, der var en gang, hvor Gyldendal kastede sig ud i de noget mere skøre projekter).



OG nu sidder jeg og bladrer i den længe savnede bog, og selvfølgelig er den ikke ligeså fantastisk som jeg huskede den, men følelsen af at have den mellem mine hænder er ubeskrivelig. Der er som om jeg har fået åbnet et lille vindue tilbage til mit 14-årige jeg og alle de følelser jeg indeholdt dengang.
Hvilket er en sjældent gave. 


Hvilke bøger har gjort stort indtryk på dig som barn eller ung? 

Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.

Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).

I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.

Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.

Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.

Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.

Forfatter: Maren Uthaug

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 304

Forlag: Lindhardt&Ringhof

Maren Uthaug er kendt som kvinden på Politikens bagside, der tegner små sketchens om hverdagens strabadser, hvor man på en komisk måde kan genkende sig selv. Og så er Maren Uthaug kvinden, der overrasker med sine romaner om og om igen.

Jeg har brugt flere dage på at skrive og omskrive udredningen af Uthaugs episke familiefortælling “Hvor der er Fugle”. Og der er god grund til, at jeg ikke kan finde ordene. Den stritter nemlig i så mange retninger og vækker så mange niveauer af foragt, oprørte følelser og wooow’er, at jeg nok skulle bruge 15 sider på at få det hele ned. Og hvordan skal jeg gøre det uden at afsløre for meget?

Romanen er lige dele skønne naturobservationer og lige dele drama, ja nærmest sæbeoperaesk drama, hvor mord, incest, bedrag og hór går så fint hånd i hånd i det lille lukkede landsbysamfund i begyndelsen af det 20. århundrede.

Ved det Norske Ørland i landsbyen Uthaug følger vi den unge Johans vej til at blive fyrtårnsvogter. Et ægteskabet er nødvendigt til dette job, da man af bitter erfaring har lært, at et arbejde i ensomhed i fyrtårnet ikke fører noget godt med sig.

For at skåne sin gigtplagede enkemor, gifter Johan sig med præstedatteren Marie som en nødløsning, i stedet for sin store kærlighed, den vilde og lidenskabelige Hannah.

Johan og Marie får da sig også skabt en tilværelse i fyrtårnet, med deres to børn, Darling, der er besat af mænd og Valdemar, der tror han er en ko. Men Johan magter ikke tilværelsen, foragter sin kone og børn og føler at Gud straffer ham og det er i øvrigt også bare de andres skyld det hele. Han sidder bitter tilbage i sit tårn og drømmer om et liv, der kunne have været, mens han onanerer til indre billeder af Hannah.

Johans lange og bitre vej til bogens begyndelse er tung, også a læse, men der er små hints, der vækker læserens nysgerrighed og får en til at læse bogen videre og tak for det!

Bogen får nemlig en hel anden dybde og perspektiv, da Darling overtager fortællingen. Det samme gælder når Marie overtager fortællerrollen. Historien får en ny drejning og de sidste brikker falder på plads.

Bogens morale klør jeg mig stadig i nakken over.
Og mere kan jeg ikke sige om handlingen, hvis jeg ikke skal spoile noget.

Den barske natur og omskiftelige vejr, landsbyen og fyrtårnet er scenen for fortællingen og denne afspejler da også karakterernes moral, liv og indre følelsesliv.

Maren beskriver fantastisk smukt Ørlandets natur og man kan næsten lugte tangen og føle vinden på sine kinder. Karaktererne er levende og runde og skræmmende menneskelige på godt og ondt.

Jeg elsker dog, at Karen som de alle har et eller andet forhold til, evigt forbliver en fastfrosset og nærmest flad karakter af moderlig godhed. På den måde føler man som læser en eller anden form for håb, men mærker også denne stilstand alle disse mennesker er i. De lærer bare aldrig af deres fejl.

Bogens komposition er opdelt i forskellige kapitler, hvor læseren er delvist blændet, da denne er i øjenhøjde med karaktererne, fortælleren er delvist altvidende, men driller læseren og gemmer på en masse hemmeligheder. På den måde får man kun indblik i den ene persons virkelighed og viden, hvilket gør at man som læser kommer til at opdigte små historier om de små krummer Uthaug strør’ ud som hints.

Som sagt så er bogen groft delt op i tre dele, hvor man får perspektivet fra hver af de hovedkarakter. Dermed kan man også sige at det engelske udtryk “in the eye of the beholder” passer fantastisk godt ind her og beskriver essencen af fortællingen.

Læseren lærer dem nemlig at kende fra alle led og kanter ved at man ser dem ud fra de forskellige karakterers perspektiv og man indser at her er ingen skurke og helte. Her er alle lige meget selviske og fortabte.

Med denne bog synes jeg at Maren Uthaug skriver sig ind i en stribe nordiske “Nordic Noir” forfattere, der ynder at beskrive det groteske og det morbide, der går helt tilbage til Ibsen, hvor skeletterne lurer i skabet (fysisk og metafysisk); En klassisk fortælling, der er bragt frem til det 21. århundrede, hvor det groteske og skeletterne bliver serveret for én råt for usødet.
Jeg vil absolut anbefale bogen. Dog vil jeg mene at den ikke er for de sarte sjælen, da flere af scenerne er ret voldsomme. Jeg fik den i hånden af en veninde, der kaldte den for “en gyser”. Jeg synes mere den er en væmmelig menneskeskildring, der viser hvad hemmeligheder og skam kan føre med sig.

For eksemplet Collings måde at beskrive Mount København på som verdens ottende vidunder, eller at New York Times en gang har kåret Hundige Strand som verdens smukkeste, får tårerne og smil frem hos mig, for hvem har ikke hørt nogen sige fraser som “jaja, det kan være vejret er smukt i Thailand, men jeg foretrækker det danske vejr, der har vi årstider”… for alt i Danmark er meget bedre. 
Til sidst vil jeg kun på det varmeste anbefale “Mount København” for den er et lille vidunder i sig selv.