Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

I sidste uge fik jeg mulighed for at følge med i Konstantskrift.dk. En online platform, der tilbyder gratis og ikke mindst alternativ form for litteratur, der hele tiden udvikler sig og ændrer sig i takt med forfatterne, der deltager, og emnerne, der bliver taget op. 

Kort fortalt er Konstantskrift.dk en kurateret blog, hvor forfattere får mulighed for at skrive live i et vis antal timer; i dette tilfælde 13 timer. Bloggen er kurateret af Cecilie Lolk Hjort, der som udgangspunkt kun angiver den pågældende skrifts emne og samle forfatterne. Det hænder dog at hun også til tider selv deltager som aktiv forfatter.  

Når skiftens tema er bestemt og forfattere er samlet, får forfatterne frit slag, og så bliver Konstantskrift.dk ellers forvandlet til en summende mark, hvor litterære samtaler bevæger sig på kryds og tværs mellem forfatternes kreative ord. 

Selv præsenterer Konstantskrift sig som: 

” Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.”

Nogle af emnerne, der er blevet vendt i løbet at Konstantskrift.dks levetid, har været alt fra ”weekend”, ”natur” og ”jordforbindelser” til ”primus motor” eller ”blade”. Det vil sige, at man som læser (og deltagende forfatter) kan man komme ud for lidt af hvert. Hvilket er helt igennem fantastisk, men også udfordrende, fordi litteraturen her pludselig bliver til en samtale som man skal følge med i. På en måde bringer Konstantskrift.dk mig tilbage til internettets tidlige dage og den offentlig chat på ”Ofirchatten” hvor det skrevne ord for alvor kom live og blev foranderligt. Her på Konstantskrift.dk er samtalen dog meget mere kreativ og inspirerende, og giver en læseoplevelse som man ellers ikke møder i det klassiske litterære læserum.  


Storkonstantskrift tirsdag d. 14.03.23
Jeg deltog som læser hos Konstantskrift tirsdag d. 14.03.23, hvor i alt ni forfattere var med, deraf titlen ”Storkonstantskrift”. 

Da dette var det første ”storkonstantskrift” var der ikke angivet noget emne, hvilket gav forfatterne helt frie hænder til at skrive løs og lade sig inspirere af hinandens ord og påfund. De blev dog opfordret til at lægge billeder af deres udsigt op i løbet af dagen, S mens de var aktive på Konstantskrift.dk. 

Selv begyndte jeg at følge aktivt med omkring seneftermiddag, og allerede der var der langt ned til første tekst. Jeg var dog inde og tjekke www.konstantskrift.dk løbende igennem hele dagen for at se hvordan denne litterære samtale gik.

Den første forfatter begynder i tekst således: 
”Jeg læste i går, at en skorpion kan smide sin hale, hvis den bliver angrebet og på den måde redde sit liv. Jeg læste også, at dens hale ikke er en rigtig hale. At den er en del af dens fordøjelsessystem, og uden dens hale kan skorpionen ikke komme af med sit lort. Den må derfor leve med forstoppelse resten af sit liv.”

Og så er vi ligesom i gang. Selvfølgelig kommer skorpionen til at gå igen, igennem hele 13 timer. Den dukker op i alle mulige i former, størrelser og afskygninger. Vi møder en der er på størrelse med en labrador og en, der var Henrik Ibsens kæledyr. Vi møder også fænomener, natur, udsigter og en hest, der bliver nævnt flere gange. Ligesom de forskellige forfattere byder ind med forskellige skrivestile, genre- og former. Alt dette udvikler og afvikler sig igennem alle 13 timer, hvilket skaber et koncept, der ikke ligner meget andre koncepter jeg har oplevet før. 

Jeg kan godt lide Konstantskrift.dk. Der er sådan en følelse af 1970’er ånden hele vejen igennem; både i form af den kollektive kreativitet, men også det eksperimenterende ord. Det skaber sådan et særligt fællesskab, når flere forfattere mødes om et ord og arbejder sammen omkring det. 

Selvfølgelig kan der være svingende kvalitet i de enkelte tekster, når man som forfatter skal kunne produceret ”konstant” i 13 timer. Men med Konstantskrift.dk bliver litteraturen levende, og man får lov til at følge med i den rå skriveproces, hvilket jeg synes er helt vildt befriende i en nutid, hvor alt skal være perfekt poleret. 

Til slut vil jeg sige, at Konstantskrift.dk kan være et frisk litterært pust i hverdagen. Da man enten kan dykke ned i det i 13 hele timer, eller man kan vælge at tjekke ind med jævne mellemrum. Teksterne får i øvrigt lov til at stå på www.konstantskrift.dk efterfølgende, og på den måde får de en form for evigt liv, der giver læseren mulighed for at genlæse hele sessioner, eller blot enkelte digte, lige når det passer ind. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I sin nye roman leger Camilla Hjørnholm Olsen med autofiktion, hvor man som læser aldrig helt ved om det er forfatteren selv eller blot fortælleren, der er i fokus, i min optik giver det bogen et ekstra fint niveau, og gør både hovedpersonen, men også fortællingen mere levende.

”Miss KØBENHAVN” er nemlig opdelt i to dele: En fortælling om Kamma, der ankommer fra Herning til København, for at studere litteratur på KUA. Derudover består den af små indslag fra forfatteren selv.

Kort fortalt handler fiktionsdelen om Kamma der gerne vil være voksen og hvile i sig selv. Hun vil også gerne stoppe med at ryge hash, for København skal være det nye kapitel i hendes liv. Det kan dog være svært, når man lander på et podie, hvor alt handler om at være den smukkeste, klogeste, mest interessante og attraktive. Og før Kamma overhovedet er kommet ind på sin uddannelse begynder en periode, hvor hverdagen flyder sammen i ”en gråbrun nuance” af hash og aktivering fra jobcentret.

Efter halvandet år som turist på lavindkomst bliver Kamma optaget på dansk på universitetet. Men her passer Kamma heller ikke helt ind. I stedet bliver hun, som altid, den smukke og populære piges, kluntede veninde.

Underviserne på uni er stort set alle mænd, og interesserer sig kun for mandlige forfattere. Det gør livet som en ung kvinde med forfatterdrømme svært, især når man ikke har lært at sige fra og indtage sin plads i rummet.


Den anden del af bogen er korte, løbende, indslag fra forfatteren som Camilla Hjørnholm Olsen kalder ” Log #1- #6. I disse små logs bryder forfatteren fiktionsmuren og indbyder læseren ind i sine egne tanker om bogen, skriveprocessen, Tine Høeg og generel usikkerhed som kun en perfektionist kan have om sig selv.

I løbet af læsningen morede det mig, at Camilla Hjørnholm Olsen blev ved med at sammenligne sig med Tine Høeg og Kamma med Asta* for jeg blev bare ved med at tænke, at jeg til en hver tid hellere ville være venner med Kamma end Asta.


Anyways, i denne fortælling bliver der dog skrevet en smuk historie, der på en underspillet måde tager fat i de vigtige emner som sexisme og manglende ligestilling, der var en almindelig del af hverdagen for mange kvinder i 90’erne og 00’erne. Både de større problemer, hvor man som kvinde bliver antastet på gaden og politiet victim-blamer kvinden. Men også de mindre ting som f.eks. at underviseren nægte at undervise i kvindelitteratur, da det ikke har litterær kvalitet.

For mig er ”Miss København” et fint stilbillede i 90’ernes akademiske københavnerliv.

Den rammer noget særligt i mig, måske fordi jeg i 1996 kun var 12 år gammel og lige præcis den tand for ung til at kunne virkelig opleve dette mærkværdige årti. Måske fordi Kamma netop var den type ung kvinde jeg så op til som barn; Typen med band-T-shirt og Doc Martens. Men også fordi jeg selv, ligesom Kamma, små 10 år efter skulle lytte til lignende mandelige undervisere på KUA, der nægtede at undervise i andre kvindelige forfattere, end Karens Blixen og stoppede sin litteraturhistorieske undervisning engang i 80’erne… og nårh jo, fordi de til en vejledning prøvede at tage på mig og jeg efterfølgende følte, at det var min skyld.

Måske er det netop derfor at Miss København er så levende for mig og rammer noget dybt i mig – fordi jeg selv var en ung ambitiøs kvinde i en tid, hvor man som kvinde stadig skulle kæmpe for at få ordet og for at blive taget alvorligt.


For mig har ”Miss København” en duft af 90’erne over sig; For mig er det duften af de ruskindsbukser min mor købte til mig i Daells Varehus, og en tør københavnersommer fyldt med kultur. For i 1996, hvor bogens hovedperson, Kamma, ankommer til København, var byen Europæisk Kulturhovedsted. Og måske er det fordi jeg er ved at være halvgammel og halvnostalgisk, men bøger der foregår i 90’erne rører noget i mig, til trods for at 90’erne ikke var kun ruskindsbukser og lange sommerdage på Strøget.

Alt i alt er ”Miss KØBENHAVN” velskrevet og dejlig let og hurtig at komme igennem. Det er en fin fortælling og et vigtigt minde om en tid som vi helst skal væk fra i dag. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      


Bogen udkommer 24.02.2022

*Hovedpersonen i Tine Høegs ”Tour de Chambre” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg læser egentlig ikke så mange ungdomsromaner, men jeg er begyndt mere på det i takt med, at jeg med jævne mellemrum skal finde værker til mine elever. 

I vinter fik jeg tilsendt ”Ravnekløer”, skrevet af Anette Wilhjelm Jahn som jeg læste på min bryllupsrejse til Vietnam. Og sikke jeg fik slugt den bog. 

I bogen møder vi 14-årige Alba, hvis liv bliver vendt om på hovedet, da hun kommer hjem fra sin livs bedste ferie i Italien. Hendes far har mødt en ny kvinde og forlader familien for at følge kærligheden. 

Synderen er Merete, en ilter, rødhåret og noget dramatisk kvinde, der gør Albas far åh så lykkelig, og det må Alba da kunne forstå, ik? På den anden side er der Albas mor, der er opløst af sorg og dykker længere og længere ned i mørket. Og for at gøre det hele mere dramatisk er der på den tredje side Albas bedste veninde, Rosa, som pludselig er forelsket i Albas barndomsven, Tobias. Midt i alt det her har vi Alba, der på den ene side savner sin far helt afsindigt meget, og på den anden side ikke helt kan finde ud af Merete. For Merte er ret sjov og de to har også gode stunder sammen. Merte tager Alba med på Strøget og shoppeture og til tider er de næsten som veninder. Alligevel er der noget off med Merte. Men hvordan pokker finder man hoved og hale i det, når man er en 14-årig pige, og den eneste man rigtig kan læne sig op af og søge trøst hos er ens hund? 

”Ravleklør” er dramatisk. Meget endda. Nærmest fra start til slut. Vi begynder også midt i et flashback, hvor Merte og Alba sidder i Mertes bil og Merete har mistet besindelsen: Hun truer med selvmord, hvis Albas far forlader hende. 

Igennem hele bogen er der fart over feltet, og når man tænker, at der ikke kan gå mere galt, så skruer Wilhjelm Jahn lige et notch op. Faktisk fandt jeg mig selv siddende i en hængestol på stranden og tude fordi det er helt vildt sørgeligt og selv nu, men jeg tænker tilbage er jeg ved at tude (se note for spoiler*).

Generelt havde jeg dog svært ved at slippe bogen, fordi jeg virkelig havde et behov for at vide, hvad der skulle ske på næste side. 

På den måde er bogen en rigtigt godt ungdomsbasker, da den arbejder rigtigt meget med narrativt begær og på den måde fører sin læser med sig videre i fortællingen. 

Karaktererne er gode og troværdige. Merete er den perfekte evntyrstedmor. Hun opfører sig nærmest som en heks. Hun prøver at manipulere alle omkring sig til at elske sig, og alt er overdrevent ved hende. Hun har store voldsomme røde krøller, går i kun røde gule og orange farver, bruger kun rød læbestift, hun er plastikkirurg og samler på masker, hun er omskiftelig og så er hun grænseløs i sin manipulation. Bl.a. prøver hun at overtale Alba og Abas far om at Alba skal kald hende mor (GYS! Alt kryber på mig igen). Hun er faktisk en helt perfekt arketype. 

Til gengæld de her forældre… åh hvor har jeg lyst til at ryste dem og skælde dem ud og sætte dem over knæet og smække dem til de tager sig sammen. Nøj hvor er de egoistiske, og hvor har de hovedet meget oppe i røven på sig selv. De ser intet andet end sig selv. De overser Alba fuldstændigt og går kun op i hvad de selv har brug for. 

Det er dog helt perfekt for fortællingen, for alt er selvfølgelig beskrevet fra Albas perspektiv og for en 14-årig føles alt langt værre og voldsomme, end det måske gør for mennesker, der er ældre. Det er også derfor personerne virker troværdige, trods de noget groteske karaktertræk. 

Det eneste sted jeg måske stå lidt af er, at det hele bliver lidt for fluffy-amerikansk til tider. Der er lidt for meget søgen om filmpotentiale. Men det er nok fordi jeg læser den som voksen. Jeg tror for unge mennesker er bogen perfekt, fordi den netop taler til deres tempo og verdensbillede. Venskaber bliver romantiseret og skolen er et dejligt sted med en masse fællesskab, så jeg kan ovrleve ”High-School Musical vibe”.  

Jeg kan dog ligeså godt sige det som det er: Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Og den er velegnet til både unge, der er ved at går igennem deres forældres skilsmisse, men måske ligeså meget til deres forældre. For det er så nemt at forsvinde i sin egen sorg, at man kommer til at glemme at man stadig skal være forældre. 

Det er også derfor jeg kan, uden at blinke, give denne ungdomsbog  fine bolcher.

*Albas hund bliver kørt over af naboen, og de bliver nødt til aflive den. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Charlot Roslevs tredje digtsamling ”Jeg har dig” er kort sagt en skildring af moderskab igennem et år: Fra barnet fødes, bevæger vi os med jeg-fortælleren igennem månederne, og følger en moders kærlighed, desperation og angst, der selv for den bedste, kan opstå i en ny og sårbar hverdag. 

Derudover er ”Jeg har dig” også en fortælling om psykisk sygdom og misbrug, og hvordan disse hele tiden lurer bag en facade, der let kan krakelerer, når man konstant bliver udsat for pres fra alle sider, og især fra sig selv. Det at være mor kan være svært for den bedste, for slet ikke at tale om den perfekte østerbromor. 

Man kan let tænke ”Åh nej ikke endnu en moderskabsdigtsamling. Har vi ikke fået nok af dem?” Men Roslevs digte kan noget andet end de andre moderskabsdigte. Der er nemlig noget skønt og dejligt tabunedbrydende over en mor fra Østerbro, der ikke er perfekt. Her står hun nemlig udenfor rækkerne af Marathon-løbende mødre og betragter dem fra en nærmest bitter distance. 

Her en mor, der tæller dage siden hun sidst tømte en vodkaflaske. En moder, der skamfuldt længes, men ikke desto mindre længes, efter en ungdom fyldt med misbrug på Vesterbro. En moder, der hader, fortvivler og tilgiver. En moder, der i bund og grund er udenfor et eller andet fælleskab. 

Jeg er narkoman/en narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman og spædbarnsmor/med posttraumatisk stresssyndrom/der ikke kan sove/jeg er narkoman/det står skrevet i min urolige pande/her er ellers så pænt på Østerbro/det findes lige på den anden side/af mine fedtede vinduer/et liv/dét liv/hvor rododendronen blomstrer/og kvinderne er kønne imens de løber marathon/oh børnenes tøj så bæredygtigt at det kan ædes/ oh hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned/midt på Østerbrogade/ oh begyndte at græde ud over dem alle sammen” (s. 54-55)

Man kunne jo spørge sig selv, hvor mange mødre, der rent faktisk står bag deres fedtede ruder og betragter de andre (perfekte) mennesker på gaden, uden at ane at de døjer med noget. Det jeg især synes er smukt ved denne digtsamling er, at det ikke kun kan eller skal læses af en forældre. Vi kan alle forholde os til den der følelse af ”at være udenfor fælleskabet, hvor alle de andre er perfekte og man selv står tilbage med en følelse af håbløshed. 

Jeg synes generelt, at Charlot Roslev skriver dejligt uperfekt og råt. Jeg elsker, at man som læser møder en masse skarpe kanter, og at intet er pakket ind. Her står alt råt for usødet. Hvilket jeg også møder i denne bog. Jeg savner dog en bedre overgang fra det mørke og dystre i bogens begyndelse  til bogens slutning. I min optik ville det have gjort bogen mere fuldendt. Et enkel eller to tilføjelser kunne have gjort underværker.

Konkluderende kan jeg sige, for dem som kender og elsker Roslevs bøger, så kan man roligt læse med. Her er både blod, lort, desperation, grimhed, angst og alt andet som man kender fra hendes tidligere samlinger.

”Jeg er en kropsvæskemaskine/sekreterne flyder ud af mig/blod/fæces/barselsudflåd/mælk/råmælken er fed og gullig” (s. 13)

Roslev selv er bare blevet ældre, og det kan mærkes på en god måde i denne bog. Det er som om der bliver trukket en lettere og en smule rundere pensel over papiret, i modsætning til de tidligere digtsamlinger. Men det klæder både bogen og Roslev selv. 

Når alt kommer til alt, så kan ”Jeg har dig” være noget for de fleste mennesker. Den er skrevet sådan at man både kan få noget ud af den om man er forældre eller ej, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Charlot Roslevs rå og hudløse billeder gør mig altid dejligt ilde til mode og derfor skal ”Jeg har dig” have   store bolcher og en absolut anbefaling med på vejen. 


Bogen er i øvrigt illustreret af Klaus Albrectsen, hvis naive streg akkompagnerer digtene og stemningsskiftene på fineste vis.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Som Hilde Danser” handler om en ung kvinde, der forsøger at finde rodfæste i sig selv ved at knytte bånd til mænd, der ikke kan rumme hende. Bogen handler om en ung kvinde, der står splittet mellem det normative og det fantastiske, og ikke mindst så handler den om en ung kvinde, der skal finde sin egen vej i livet. 
Her møder vi Hilde. Hilde, som bruger aftener på at sidde i sin ekskærestes hønsehus og drømme om den familie de skulle have haft sammen. 
Vi møder Hilde, der voksede op med en fraværende og alkoholiseret far.
Vi møder Hilde, der danser i natten med lyskæder i håret til musik, kun hun selv kan høre.
Og ikke mindst, så møder vi Hilde, der digter en historie, når virkeligheden bliver for smattet. For Hilde er et barn af en tid, hvor børn skulle skabe deres egen fortælling, for at lukke det grimme og brune ud. 

Her er tale om en fortælling, hvor svigt er altoverdøvende, ja altoverdøvende – den runger i Hilde og læseren. Og Hilde må bryde mange mønstre, for at kunne finde ind til en vej, der kan føre hende væk fra alt det grimme og det brune. 

”Som Hilde Danser” er Anja Nielsens debutroman, hvilket godt kan skinne en smulle igenne, til tider i sproget. Men når det er sagt, så har fortællingen så mange lag og er så smukt poetisk komponeret, at man hurtigt glemmer de få, små skønhedsfejl. 
Sproget er glidende, det bevæger sig i strømmen som en dans; Nogle gange stakkeret, andre gange er det som en flok fugle, der flyver om hinanden. Hvilket viser Hildes sindsstemning ganske godt.

I begyndelsen af bogen kunne man mistænke Anja Nielsen for at skabe en stemme, der har en slags romantiseret melankoli over for mennesker i forfald, men hurtigt finder man ud af, at Anja Nielsens fortællerstemme ikke har meget romantik til overs her. 
Tvært imod bliver forfaldet beskidt og ildelugtende, det er fortvivlet og søger for, at man farer vild i det. Og alligevel er der sol efter regn hos Hilde, ligesom hos de fleste, almindelige mennesker. Netop derfor er denne fortælling lige tilpas og bliver aldrig for meget, til trods for Hildes til tider noget barnlige og flyvske person. 
Tværtimod har denne romantiserede melankoli tendens til at skabe et poetisk univers, som rent sprogligt tiltaler mig. 
Anja Nielsen har et stærkt billedsprog, og flere gange under min læsning var jeg både nødt til at tørre en tåre væk, men også understrege sætninger, som gik lige ind i marven på mig, og bliver inde i mig.

Som f.eks.:

S. 14 ” ligemeget hvor stor en kærlighed end er, så bliver den aldrig større end den uro, under hvis skygge hendes hjerte bor.”

S. 19 ”Johns liv udviklede sig til et klistret spind af flugt, skam og had, hvor han selv sad fanget i midten.”

S. 48 ”Det er længe siden nu, at der har været vind i Hildes hår og regn på hendes øjenlåg.”

”Som Hilde Danser” er en hjertevarm fortælling, der rammer alle de rigtige steder. Og selvom jeg godt kan blive irriteret på Hilde, fordi visse ting er lidt for gode til at være sande, så kan man godt relatere til hende. For til trods hendes flyvskhed, grimme dans og fantastiske påfund, så har vi alle en del af hende i os selv. Hvilket gør Hilde menneskelig og dermed også til et godt bekendtskab. 

Bogen er kort og i øvrigt hurtigt læst, hvis man ønsker kun at komme igennem den som en slags sommerlæsning. Men den egner sig også til genlæsninger og som en slags opslagsværk over poetiske billeder, hvilket giver bogen større litterær kvalitet.

Det er også derfor at Anja Nielsens roman ”Som Hilde Danser” får      og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker noveller, så da jeg fik tilbudt disse to til anmeldelse, takkede jeg meget hurtigt ja. At begge hæfter har omslag med glimmer i, gør kun at jeg bliver forvandlet til et barn og sidder med hæfterne i timevis og beundrer omslaget. 

Anyways… Her er tale om to ud af fire noveller af Camilla Hjørnholm Olsen. 

”Luciabruden” er nummer et ud af fire noveller, og omhandler en pædagog ved navnet Gro, hvis vigtigste mission på arbejdspladsen (og måske også i livet) er at årets Luciaoptog forløber perfekt. Desværre kan alt kollapse på øjeblikke, på grunden en enkel beboer: Puk. 
Her møder vi et lette neurotisk menneske, der på visse måder ser sig lidt som en retfærdighedsgudine, der igennem et Luciaoptog kan genoprette orden i den uret, hun selv blev udsat for som barn, da hun blev forbigået som luciabrud. 

”Fuglekongen” derimod handler om en mand, der får dagene til at gå med at fodre fugle, siden bestyrelsen forbød ham at fodre katte i gårdmiljøet. Her møder vi et menneske, der tager os på en rejse i et indre univers. Vi møder et menneske, der for de fleste ville virke som en sindssyg, men i virkeligheden har dette menneske en mission i livet, og gør alt for at fuldføre denne mission. 

Her er egentlig tale om to selvstændige noveller, der gerne skulle blive til fire selvstændige noveller på sigt. Og hvor jeg dog glæder mig til de sidste to også kommer ud, for jeg vil have flere historier om disse mennesker. 
Selvom de to noveller, er vidt forskellige, så har det de til fælles, at de giver os mulighed for at møde det inderste hos forskellige mennesker. 

For begge noveller gælder det, at de er korte og skåret ind til benet. De er lette og hurtigt læste og sproget tilpasser sig dejligt organisk til den enkelt hovedperson. 
Fortælleren er i øvrigt også personbunden, så man får virkelig lov til at komme tæt på hovedpersonerne og ind i deres kerne. Det gør selvfølgelig, at fortælleren og selve læseoplevelsen er vildt forskellig i de to noveller, men jeg kan virkelig godt lide netop dette, da det er med til at vække mine følelser under læsningen, og gør at jeg lærer personen godt at kende, på meget kort tid. På den måde fatter man hurtigt både sympati og foragt for de forskellige personer i novellen. 

Det kan være ret udfordrende at anmelde enkelte noveller, som er udenfor en samling, hvorfor jeg også vælger at udelade bolcher i denne omgang, men jeg synes at disse to absolut fortjener at blive nævnt og få en anbefaling med på vejen. 

ovell

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.

Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende. 

Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk. 
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. 

Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.  

Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget. 

Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op. 

Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til. 

Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury. 

“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser 

Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.

Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.” 
(s. 46). 

Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen

Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen. 

Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde. 

Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
 

”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)

”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).

Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar. 
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde. 

Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end     velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.

Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).

I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.

Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.

Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.

Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.