Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

I sidste uge fik jeg mulighed for at følge med i Konstantskrift.dk. En online platform, der tilbyder gratis og ikke mindst alternativ form for litteratur, der hele tiden udvikler sig og ændrer sig i takt med forfatterne, der deltager, og emnerne, der bliver taget op. 

Kort fortalt er Konstantskrift.dk en kurateret blog, hvor forfattere får mulighed for at skrive live i et vis antal timer; i dette tilfælde 13 timer. Bloggen er kurateret af Cecilie Lolk Hjort, der som udgangspunkt kun angiver den pågældende skrifts emne og samle forfatterne. Det hænder dog at hun også til tider selv deltager som aktiv forfatter.  

Når skiftens tema er bestemt og forfattere er samlet, får forfatterne frit slag, og så bliver Konstantskrift.dk ellers forvandlet til en summende mark, hvor litterære samtaler bevæger sig på kryds og tværs mellem forfatternes kreative ord. 

Selv præsenterer Konstantskrift sig som: 

” Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.”

Nogle af emnerne, der er blevet vendt i løbet at Konstantskrift.dks levetid, har været alt fra ”weekend”, ”natur” og ”jordforbindelser” til ”primus motor” eller ”blade”. Det vil sige, at man som læser (og deltagende forfatter) kan man komme ud for lidt af hvert. Hvilket er helt igennem fantastisk, men også udfordrende, fordi litteraturen her pludselig bliver til en samtale som man skal følge med i. På en måde bringer Konstantskrift.dk mig tilbage til internettets tidlige dage og den offentlig chat på ”Ofirchatten” hvor det skrevne ord for alvor kom live og blev foranderligt. Her på Konstantskrift.dk er samtalen dog meget mere kreativ og inspirerende, og giver en læseoplevelse som man ellers ikke møder i det klassiske litterære læserum.  


Storkonstantskrift tirsdag d. 14.03.23
Jeg deltog som læser hos Konstantskrift tirsdag d. 14.03.23, hvor i alt ni forfattere var med, deraf titlen ”Storkonstantskrift”. 

Da dette var det første ”storkonstantskrift” var der ikke angivet noget emne, hvilket gav forfatterne helt frie hænder til at skrive løs og lade sig inspirere af hinandens ord og påfund. De blev dog opfordret til at lægge billeder af deres udsigt op i løbet af dagen, S mens de var aktive på Konstantskrift.dk. 

Selv begyndte jeg at følge aktivt med omkring seneftermiddag, og allerede der var der langt ned til første tekst. Jeg var dog inde og tjekke www.konstantskrift.dk løbende igennem hele dagen for at se hvordan denne litterære samtale gik.

Den første forfatter begynder i tekst således: 
”Jeg læste i går, at en skorpion kan smide sin hale, hvis den bliver angrebet og på den måde redde sit liv. Jeg læste også, at dens hale ikke er en rigtig hale. At den er en del af dens fordøjelsessystem, og uden dens hale kan skorpionen ikke komme af med sit lort. Den må derfor leve med forstoppelse resten af sit liv.”

Og så er vi ligesom i gang. Selvfølgelig kommer skorpionen til at gå igen, igennem hele 13 timer. Den dukker op i alle mulige i former, størrelser og afskygninger. Vi møder en der er på størrelse med en labrador og en, der var Henrik Ibsens kæledyr. Vi møder også fænomener, natur, udsigter og en hest, der bliver nævnt flere gange. Ligesom de forskellige forfattere byder ind med forskellige skrivestile, genre- og former. Alt dette udvikler og afvikler sig igennem alle 13 timer, hvilket skaber et koncept, der ikke ligner meget andre koncepter jeg har oplevet før. 

Jeg kan godt lide Konstantskrift.dk. Der er sådan en følelse af 1970’er ånden hele vejen igennem; både i form af den kollektive kreativitet, men også det eksperimenterende ord. Det skaber sådan et særligt fællesskab, når flere forfattere mødes om et ord og arbejder sammen omkring det. 

Selvfølgelig kan der være svingende kvalitet i de enkelte tekster, når man som forfatter skal kunne produceret ”konstant” i 13 timer. Men med Konstantskrift.dk bliver litteraturen levende, og man får lov til at følge med i den rå skriveproces, hvilket jeg synes er helt vildt befriende i en nutid, hvor alt skal være perfekt poleret. 

Til slut vil jeg sige, at Konstantskrift.dk kan være et frisk litterært pust i hverdagen. Da man enten kan dykke ned i det i 13 hele timer, eller man kan vælge at tjekke ind med jævne mellemrum. Teksterne får i øvrigt lov til at stå på www.konstantskrift.dk efterfølgende, og på den måde får de en form for evigt liv, der giver læseren mulighed for at genlæse hele sessioner, eller blot enkelte digte, lige når det passer ind. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I sin nye roman leger Camilla Hjørnholm Olsen med autofiktion, hvor man som læser aldrig helt ved om det er forfatteren selv eller blot fortælleren, der er i fokus, i min optik giver det bogen et ekstra fint niveau, og gør både hovedpersonen, men også fortællingen mere levende.

”Miss KØBENHAVN” er nemlig opdelt i to dele: En fortælling om Kamma, der ankommer fra Herning til København, for at studere litteratur på KUA. Derudover består den af små indslag fra forfatteren selv.

Kort fortalt handler fiktionsdelen om Kamma der gerne vil være voksen og hvile i sig selv. Hun vil også gerne stoppe med at ryge hash, for København skal være det nye kapitel i hendes liv. Det kan dog være svært, når man lander på et podie, hvor alt handler om at være den smukkeste, klogeste, mest interessante og attraktive. Og før Kamma overhovedet er kommet ind på sin uddannelse begynder en periode, hvor hverdagen flyder sammen i ”en gråbrun nuance” af hash og aktivering fra jobcentret.

Efter halvandet år som turist på lavindkomst bliver Kamma optaget på dansk på universitetet. Men her passer Kamma heller ikke helt ind. I stedet bliver hun, som altid, den smukke og populære piges, kluntede veninde.

Underviserne på uni er stort set alle mænd, og interesserer sig kun for mandlige forfattere. Det gør livet som en ung kvinde med forfatterdrømme svært, især når man ikke har lært at sige fra og indtage sin plads i rummet.


Den anden del af bogen er korte, løbende, indslag fra forfatteren som Camilla Hjørnholm Olsen kalder ” Log #1- #6. I disse små logs bryder forfatteren fiktionsmuren og indbyder læseren ind i sine egne tanker om bogen, skriveprocessen, Tine Høeg og generel usikkerhed som kun en perfektionist kan have om sig selv.

I løbet af læsningen morede det mig, at Camilla Hjørnholm Olsen blev ved med at sammenligne sig med Tine Høeg og Kamma med Asta* for jeg blev bare ved med at tænke, at jeg til en hver tid hellere ville være venner med Kamma end Asta.


Anyways, i denne fortælling bliver der dog skrevet en smuk historie, der på en underspillet måde tager fat i de vigtige emner som sexisme og manglende ligestilling, der var en almindelig del af hverdagen for mange kvinder i 90’erne og 00’erne. Både de større problemer, hvor man som kvinde bliver antastet på gaden og politiet victim-blamer kvinden. Men også de mindre ting som f.eks. at underviseren nægte at undervise i kvindelitteratur, da det ikke har litterær kvalitet.

For mig er ”Miss København” et fint stilbillede i 90’ernes akademiske københavnerliv.

Den rammer noget særligt i mig, måske fordi jeg i 1996 kun var 12 år gammel og lige præcis den tand for ung til at kunne virkelig opleve dette mærkværdige årti. Måske fordi Kamma netop var den type ung kvinde jeg så op til som barn; Typen med band-T-shirt og Doc Martens. Men også fordi jeg selv, ligesom Kamma, små 10 år efter skulle lytte til lignende mandelige undervisere på KUA, der nægtede at undervise i andre kvindelige forfattere, end Karens Blixen og stoppede sin litteraturhistorieske undervisning engang i 80’erne… og nårh jo, fordi de til en vejledning prøvede at tage på mig og jeg efterfølgende følte, at det var min skyld.

Måske er det netop derfor at Miss København er så levende for mig og rammer noget dybt i mig – fordi jeg selv var en ung ambitiøs kvinde i en tid, hvor man som kvinde stadig skulle kæmpe for at få ordet og for at blive taget alvorligt.


For mig har ”Miss København” en duft af 90’erne over sig; For mig er det duften af de ruskindsbukser min mor købte til mig i Daells Varehus, og en tør københavnersommer fyldt med kultur. For i 1996, hvor bogens hovedperson, Kamma, ankommer til København, var byen Europæisk Kulturhovedsted. Og måske er det fordi jeg er ved at være halvgammel og halvnostalgisk, men bøger der foregår i 90’erne rører noget i mig, til trods for at 90’erne ikke var kun ruskindsbukser og lange sommerdage på Strøget.

Alt i alt er ”Miss KØBENHAVN” velskrevet og dejlig let og hurtig at komme igennem. Det er en fin fortælling og et vigtigt minde om en tid som vi helst skal væk fra i dag. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      


Bogen udkommer 24.02.2022

*Hovedpersonen i Tine Høegs ”Tour de Chambre” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Charlot Roslevs tredje digtsamling ”Jeg har dig” er kort sagt en skildring af moderskab igennem et år: Fra barnet fødes, bevæger vi os med jeg-fortælleren igennem månederne, og følger en moders kærlighed, desperation og angst, der selv for den bedste, kan opstå i en ny og sårbar hverdag. 

Derudover er ”Jeg har dig” også en fortælling om psykisk sygdom og misbrug, og hvordan disse hele tiden lurer bag en facade, der let kan krakelerer, når man konstant bliver udsat for pres fra alle sider, og især fra sig selv. Det at være mor kan være svært for den bedste, for slet ikke at tale om den perfekte østerbromor. 

Man kan let tænke ”Åh nej ikke endnu en moderskabsdigtsamling. Har vi ikke fået nok af dem?” Men Roslevs digte kan noget andet end de andre moderskabsdigte. Der er nemlig noget skønt og dejligt tabunedbrydende over en mor fra Østerbro, der ikke er perfekt. Her står hun nemlig udenfor rækkerne af Marathon-løbende mødre og betragter dem fra en nærmest bitter distance. 

Her en mor, der tæller dage siden hun sidst tømte en vodkaflaske. En moder, der skamfuldt længes, men ikke desto mindre længes, efter en ungdom fyldt med misbrug på Vesterbro. En moder, der hader, fortvivler og tilgiver. En moder, der i bund og grund er udenfor et eller andet fælleskab. 

Jeg er narkoman/en narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman og spædbarnsmor/med posttraumatisk stresssyndrom/der ikke kan sove/jeg er narkoman/det står skrevet i min urolige pande/her er ellers så pænt på Østerbro/det findes lige på den anden side/af mine fedtede vinduer/et liv/dét liv/hvor rododendronen blomstrer/og kvinderne er kønne imens de løber marathon/oh børnenes tøj så bæredygtigt at det kan ædes/ oh hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned/midt på Østerbrogade/ oh begyndte at græde ud over dem alle sammen” (s. 54-55)

Man kunne jo spørge sig selv, hvor mange mødre, der rent faktisk står bag deres fedtede ruder og betragter de andre (perfekte) mennesker på gaden, uden at ane at de døjer med noget. Det jeg især synes er smukt ved denne digtsamling er, at det ikke kun kan eller skal læses af en forældre. Vi kan alle forholde os til den der følelse af ”at være udenfor fælleskabet, hvor alle de andre er perfekte og man selv står tilbage med en følelse af håbløshed. 

Jeg synes generelt, at Charlot Roslev skriver dejligt uperfekt og råt. Jeg elsker, at man som læser møder en masse skarpe kanter, og at intet er pakket ind. Her står alt råt for usødet. Hvilket jeg også møder i denne bog. Jeg savner dog en bedre overgang fra det mørke og dystre i bogens begyndelse  til bogens slutning. I min optik ville det have gjort bogen mere fuldendt. Et enkel eller to tilføjelser kunne have gjort underværker.

Konkluderende kan jeg sige, for dem som kender og elsker Roslevs bøger, så kan man roligt læse med. Her er både blod, lort, desperation, grimhed, angst og alt andet som man kender fra hendes tidligere samlinger.

”Jeg er en kropsvæskemaskine/sekreterne flyder ud af mig/blod/fæces/barselsudflåd/mælk/råmælken er fed og gullig” (s. 13)

Roslev selv er bare blevet ældre, og det kan mærkes på en god måde i denne bog. Det er som om der bliver trukket en lettere og en smule rundere pensel over papiret, i modsætning til de tidligere digtsamlinger. Men det klæder både bogen og Roslev selv. 

Når alt kommer til alt, så kan ”Jeg har dig” være noget for de fleste mennesker. Den er skrevet sådan at man både kan få noget ud af den om man er forældre eller ej, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Charlot Roslevs rå og hudløse billeder gør mig altid dejligt ilde til mode og derfor skal ”Jeg har dig” have   store bolcher og en absolut anbefaling med på vejen. 


Bogen er i øvrigt illustreret af Klaus Albrectsen, hvis naive streg akkompagnerer digtene og stemningsskiftene på fineste vis.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.

Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende. 

Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk. 
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. 

Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.  

Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget. 

Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op. 

Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til. 

Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury. 

“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser 

Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.

Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.” 
(s. 46). 

Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen

Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen. 

Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde. 

Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
 

”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)

”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).

Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar. 
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde. 

Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end     velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har ladet mig fortælle, at det at blive mor er en kæmpe omvæltning i livet. At blive mor under en pandemi må være trippel-op hårdt. Og det er netop hvad der sker for fortælleren i Irmelin Prehns lyriske samling af moderdigte ”mor spiser rav”. 

I denne digtsamling møder vi en fortæller, der bliver mor for første gang under Coronaens første bølger. 
Vi møder en fortæller, der har tabt sit jeg, idet barnet ankommer, og er blevet forvandlet til en ”mor” – et  moderdyr, der ikke engang kan få lov til at nyde det gode ved oplevelsen. Tvært imod er fortælleren fanget mellem fire vægge som en løvinde i et for lille bur. Vi får indblik i alt det, der sker med en kvinde, når hun overgiver sit jeg, for at kunne blive det man i samfundet stadig ser som det ypperste for en kvinde; nemlig mor. Og alligevel kæmper et ”jeg” sig op til overfladen. Det popper op undervejs. Dette jeg er fortællerens eget jeg, der prøver at kæmpe sig tilbage i fortælleren, hvilket i min optik gør denne digtsamling mere interessant, da man her har en fortæller, der bliver nægtet den totale nedsmeltning i moderrollen. 

Hvad jeg dog studser over, er denne fortællers behov for at vinde sit jeg tilbage igennem de mænd, der har betydet noget i fortællerens liv. Disse ex’ere bliver nævnt løbende igennem bogen, og kun her (ud over førse digt) bevæger fortælleren sig fra 3. person ental “mor” til 1. person entel “jeg”. Dette viser netop, at der stadig findes et jeg under dyngen af mor. Således er det også jeg’et, der åbner bogen op – lige inden barnet og pandemiet kommer.

” jeg er knap nok, jeg er næsten ikke
jeg er banrnevognsskubbende krop
jeg er løftende arme
jeg er gylp i håret
jeg er vuggende favn
jeg er dæmpet sangstemme
jeg er vaskekluden
Jeg er bleskifteren med lort på ærmet”

Det interessante er dog, at jeg’et kun er til i kraft af de mænd, der er noget i fortællerens liv. På den måde er her tale om en bog, der skriver sig ind i en klassiske male-gaze fortælling, hvilket er interessant, da det at bliver mor er et meget kvindeligt univers.

I ”mor spiser rav”  er “”mor åben og direkte, hun skjuler ikke noget. Hun inviterer læseren til at mærke sin fortvivlelse og kroppens forandring. Hun suger os med ind i ensomheden, angsten, længslen og håbet. Noget vi alle oplever i hverdagen, men som må føles endnu mere intenst i en hormonfyldt krop, og i et hermetisk nedlukket samfund, som det var under pandemien. 

Irmelin Prehn skriver uprætentiøst, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Alligevel har hendes digte flere lag. Både morfologisk, men også tematisk. 

Hun tager fat i moderrollen fra et andet perspektiv og gør den ikke poetisk. Tvært i mod er ”mor” hos Prehn en maskine, der arbejder for barnet.  En mor der skal elske sin søn tilpas meget, for hvis hun elsker ham for lidt eller for meget, så går det helt sikkert galt. 

Med ”mor spiser rav” skriver Irmelin Prehn sig ind i to retninger, der er ret fremherskende i denne tid i dansk litteratur. 

Først og fremmest hele moderdigtningens spor, hvor moderen, snarere end mennesket, har hovedrollen. Men hun skriver sig også ind i pandemiens spor. Hvor den der angst svøber sig om læseren og samfundet, når man læser litteraturen. 

Jeg synes modersporet er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke om pandemi-sporet kommer lidt sent, for pandemien er pludseligt forsvundet siden midten af januar og fylder ikke så meget hos den almene læser. Og dog vækker det et minde i mig om det der forår i 2020, hvor jeg gik så mange ture ud i naturen, som jeg aldrig har gjort før i mit liv. Det er også vigtigt at holde fast i den der følelse af afmagt vi alle gik rundt med de sidste to år. For den var en realitet for blot 2 måneder siden. 


Jeg synes at ”mor spiser rav” kan et eller andet. Sproget rører mig og billederne har dybde. Selvom moderdigtning ikke er den type genre jeg foretrækker, så synes jeg, at Irmelin Prehn beskriver følelser så levende, at mennesket virkelig træder frem for læseren. 

Det er også derfor jeg synes at ”mor spiser rav” skal have    velfortjente bolcher. 

Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.

Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).

I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.

Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.

Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.

Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.

Poesi og andre former for trods er en novellesamling bestående af 16 fortællinger, der alle portrætterer eller rettere sagt, enkelte scener fra enkelte menneskers liv. Der er ikke som sådan nogen form for forbindelse mellem karaktererne, historierne i mellem, omend det kan synes at Djørup tager udgangspunkt i sig selv i visse af historierne.

Bogen repræsenterer både højere og lavere samfundslag og iblandt dem møder man både en morderisk forretningskvinde, en langdistancelastbilchauffør, der har for mange drømme han ikke kan indfrien, en kvinde der gifter sig af trods og selveste Adda Djørups “yngre jeg”, der bliver skuffet i poesiens navn. Denne historie giver en god forklaringen på, at pågældende bog er prosa, i stedet for det vante poesi, fra hendes side.

For mig er netop denne novelle den, der rammer sømmet på hovedet for hvorfor jeg ikke er så tosset med denne bog. Djørups yngre jeg skriver et digt til Clair Connoly efter at have mødt hende, hvorpå Connoly svarer noget så flabet, at hun ikke kan lide digtet, fordi der er for mange ord.

Det er her jeg får svaret på hvorfor jeg i bund og grund ikke kunne blive færdig med denne bog. Jo bevares jeg blev færdig, men det tog for evigt. Til trods for at bogen er så kort og novellerne ganske simple, så kunne jeg ikke komme videre i den. Svaret ligger nemlig i dette svulmende ordoverforbrug. Hvis hendes digte er svulmende, så er hendes noveller ordnanistiske.

Novellerne er ganske interessante. Der er nogen sjove ideer og hver novelle byder på en lille overraskelse, men jeg synes at selve historien drukner i ordene.

Jeg er en ganske ferm læser, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev ved med at snuble over sætningerne i denne bog. Om det er et bevidst valg fra forfatterens side ved jeg ikke helt. Det virker mere som om det er lidt for søgt forsøg på at vise hvor mange ord forfatteren selv kan præstere. Niveauet af nivellerende er også noget svindende, da nogle noveller er tight og lækkert og klart fremført, mens andre bare drukner i sig selv.

Alt i alt er det en bog hvor jeg lander et eller andet sted i midten af skalaen. Den er ikke dårlig som sådan, men heller ikke noget at råbe hurra for

Derfor herfra.