Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Vi væskende brødre” er Maleškić’s anden bog og digtsamling, som består af otte langdigte, der fletter sig ind i hinanden og skaber en helhed; en fortælling om to liv. 
Ligesom i hans debutsamling ”I stød finder jeg læ”, så er krigen i Bosnien-Hercegovina bagtæppet, men i modsætning til hans første bog, er krigen Sydøst for Alperne ikke i fokus. Den er nok nærmere en årsag til at vi befinder os hvor vi gør, og til at denne bog netop kan blive til. For ligesom i hans debut, tager Maleškić udangspunkt i sin egen historie, når han skriver ”Vi Væskende Brødre”.

Her er det forholdet til lillebroren der fylder, og det er intet under at forholdet fylder så meget, for her er tale om en kærlighed der bygger på dårlig samvittighed og måske endda en slags frivillig tvang, fordi bogens jeg-person skal fra en tidlig alder tager sig af sin svært udviklingshæmmede bror – efter forældrenes ønske – for selvfølgelig tager man sig af sine nærmeste. 

Hvad mere er, så er ”Vi Væskende Brødre” også en undersøgelse af selvet og forholdet til en bror man aldrig har haft mulighed for at opbygge et forhold til.  I bogen prøver Maleškić at besvare spørgsmål som: Hvad gør man, når man som barn eller ungt menneske skal agere værge? Hvad gør man, når man skal oversætte kommunens afgørelse med nattens tømmermænd stadig bankende i baghovedet? Hvad gør man, når man forelsker sig og gerne vil skabe sin egen familie, men hele tiden skal forholde sig til en familie der ønsker mere af en, end man har lyst til at give, fordi man er 20 og bare gerne vil være ung? Og hvad gør dét ved et menneske? 

I Maleškić’s tilfælde vælger han at flygte (igen), om ikke for evigt så for en stund. Men måske er denne distance netop nødvendig for at kunne vende tilbage til sit første udgangspunkt og bevæge sig i en ny retning, hvor man selv vælger (og har overskud til) at påtage sig et ansvar i stedet at få det påduttet. 
Her er der vigtige eksistentielle spørgsmål, der bliver stillet og besvaret på en pinagtig måde som jeg synes er vigtige, og dermed kan alle få glæde af fortællingen. 

Alt dette italesætter Maleškić på den fineste og mest poetiske måde i denne bog, for Maleškić kan virkelig noget med ord og billeder. Han skriver fjerlet og skarpt som en kniv på samme tid. Kontrasterne overrasker og man ved aldrig hvad det næste vers vil bringe med sig. 
Han chokerer læseren og er ikke bange for at bruge groteske billeder, der får læseren til at krympe sig undervejs, hvilket jeg virkelig godt kan lide. 

”jeg kan ikke fordrage når du savler/ om det er juleaften eller børnefødselsdag/ går du bare i gang/ lukker store klatter ud på dit bukseben/ og smører det ud med tommelfingeren/ som var det leverpostej /dit bukseben rugbrød/ når vi holder fødselsdag sidder jeg med hænderne i lommerne/ så jeg kan kradse lårene røde/ så huden stritter og flager/ til jeg tænker på noget andet/ som godt må bide sig fast/ til næste fødselsdag grillaften juleaften / hvor vi igen kan sidde/ vi væskende brødre/ du med dit spyt/jeg med mit blod/” 

Man kunne godt fristes til at synes at ”Vi Væskende Brødre” trækkes lidt i langdrag, og kan have en tendens til at lægge sig lidt for tæt op af Maleškić’s første bog. Men når man skriver om livets pinagtigheder, så er det langtrukkent og pinefuldt. Livet er nemlig ikke en Tivolitur, hvor tiden flyver alt for hurtigt og så er man hjemme i sin varme seng. Livet er langt og fyldt med dilemmaer, foragt og situationer, der gør ondt. Og netop i dette brillierer Maleškić: At vise hvor pinagtigt det kan føles at skulle agere voksen, når man selv er et stort barn. Eller aldrig at kunne udveksle ord med det menneske, der burde være tættest på en. 

”hallo/ HALLO/ jeg har brug for at du siger noget/ og hvordan føles det så at gå gennem livet / uden en eneste ven/ uden en eneste samtale/ ud over den du ved/ der starter og slutter med/ SKAL JEG LAVE KAFFE/ vi er trætte du og jeg/ to små slidte bobler/ to væskende slidsår/ mellem is og klippe/ mellem mor og far/”

Kort sagt så er ”Vi Væskende Brødre” af Elvir Maleškić en bog, der godt kan anbefales, men den kræver en genlæsning eller to før den rigtig åbner sig for læseren, hvilket godt kan skræmme visse læsere væk, men den er det værd og derfor får den også. 

Petrichor er den duft man kan lugte i sensommeren, når regnen efter en lang hed dag rammer varm asfalt. Vi kender den alle, og den repræsenterer noget særligt for hver er os. For mig er det mine somre hos mine bedsteforældre i Montenegro. Duften der stiger op og et billede af min mormor i sin blomstrede kjole, der kalder mig ind til frokost og rosensaft. For andre kan det være noget helt andet.
Dino Copelj kalder sin bog “Duften af Petrichor”, hvilket er en smuk og poetisk titel, der vækker en masse inde i mig og giver mig lyst til at læse bogen.

Fortællingen kredser om bosnieren Smajo, hans venner og naboer: Balsam-Mogens, Boller-i-Karry-Finn og Amnesty-Bjarne, samt enkelte andre, der har mindre eller større betydning for disse mænd. Her er tale om en skøn samling galgenhumoristiske røverhistorier, der minder mig lidt om de historier jeg selv får fortalt af mine lokale vagabonder. Blide væsner med høje stemmer, dybe historier og skæbner, der ikke bliver hørt, fordi de snakker for højt på solbeskinnede gadehjørner og generer de fine byboere. Det er i hvert fald hvad man får serveret i den første tredjedel af bogen.

Dino indfanger disse sælsomme sjæle på en humoristisk og melankolsk måde. Han viser mennesker som vi i hverdagen overser. Han gør det kort, humoristisk og med lette penselstrøg, der får karaktererne til at stå tydeligt frem.

Der hvor Dino Copelj virkelig brillerer er de små humoristiske skitser fra hverdagens absurditet, der viser at der ikke er meget forskel på Smajo og de andre danskere. Når alt kommer til alt, og når dagens gode gerninger skal fordøjes, så er det i sidste ende lige meget, om det er en god gammeldags dansk håndbajer, eller et lille glas Sljivovica, den gode bosniske hjemmebrændt, der står på bordet. De tre naboer forstår hinanden.

Og denne lille fortælling portrætterer det helt igennem vidunderligt … i den første tredjedel af bogen. Jeg kan ikke understrege dette nok. For derefter sker der noget. Og det er ikke noget godt.
Det er som om luften går af ballonen. Eller måske ikke engang det. Der sker et skift, hvor det for læserens synes, at Copelj nu har fået den ide, at han skal udgives, og så skal det bare gå hurtigt.
For mig virker det som om Copelj prøver for meget. Det bliver for søgt og jeg mister forbindelsen til historien og karaktererne, som jeg ellers så godt kunne lide. Pludselig skal der være et eller andet budskab. Og budskab er godt, men det skal være en naturlig del af historien. Hvis man tager historien som “Amen, CV og konkursramte virkeligheder” eller fortællingen “Digt om Jobsamtalen”. Med al respekt, men et digt skal virkelig være skarpt, hvis det skal være en del af en historie. Her synes det blot påklistret.
Misforstå mig ikke. Der er stadig skønne perler imellem. Som f.eks historien om Smajos ven Edin. Eller Smajos guldkorn som følgende.

Man skulle i hvert fald ikke hade dem eller være ond ved “racisterne”, men forsøge at blive fuld sammen med dem og lade sljivovica, den stærke bosniske brændevin, ordne sagerne. Sljivovica og god mad blandet sammen med det bosniske humør ville kunne udrydde racisme på fem år.

Problemet er, at de sidste to tredjedele virker forhastet, kluntet og rodet. Alt for mange nye karakterer bliver introduceret på må og få, selv en “skribent Dino” kommer ind i billedet, som en sljivovica-fuld Smajo skændes med. Hvilket jeg, med al respekt, synes er usmageligt og en smule selvfedt. For mig synes det at denne karakterer dropper ind fra højre, for at kunne fylde bogen op. Og for at nogle digte, som egentlig ikke passer i historien, lige skal presses ind.
De skæve, skøre karakterer fra fortællingen er også næsten helt væk i den anden halvdel af bogen. Til de pludselig dukker lidt sporadisk op igen hen mod slutningen.
Historien går fra at være en komisk fortælling om almindelige “danske” borgers hverdag i en bydel i Aarhus, der på bedste underspillede måde viser integrationens succes. Til en lidt søgt hyldest til Danmark, og en blandet fortælling om, hvor hårdt det er at være flygtning og hvor fantastisk integrerede Smajos børn (og ham skribenten Dino) er.

Og så var der jo den der duft af petrichor. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvilken forbindelse titlen har til resten af bogen og hvad duften af petrichor repræsenterer for Copeljs karakterer. Jo, bevares, hvis jeg anstrenger mig, så kan jeg nok komme frem til, noget med sammenhold, nostalgi, lykke osv. Det bliver bare ikke malet for mig. Det bliver forsøgt beskrevet i novellen af samme navn, men det kommer ikke frem. Poesien og nostalgien bliver pakket ind i et kluntet forsøg på en kærlighedshistorie mellem Samjos søn Amel og Balsam-Mogens’ datter Sophie. Historien hopper frem og tilbage i tid, man ved ikke hvem fortælleren egentlig er og det hele munder ud i et mislykkedes forsøg på en erotisk fortælling om første gang de to mødte, der mest af alt får mig til at krumme tær.

Jeg bliver frustreret, og egentlig ked af det på Dinos Copeljs vegne, for dybest set kan han godt skrive, og skriver også hæderligt. Problemet opstår, når det skal gå for hurtigt og man skal udgives for enhver pris. Jeg ville ønske der var en redaktør og korrekturlæser, der havde været mere efter ham, for der er for mange småfejl, der generer min læseflow. Resultatet bliver et rodet og halvfærdigt produkt, der ikke kan give mere end 2 bolcher i min bog.
Ideen er god. Men en god ide er kun god, hvis den bliver tænkt til ende og udført derefter.