Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” er Cecilie Lolk Hjorts nyeste bog på stammen af efterhånden en fin håndfuld bøger, der arbejder med lyrik og kortprosa. Denne bog adskiller sig dog fra stort set alle bøger jeg har læst før, da den ikke tager udgangspunkt i forfatteren selv, eller et opdigtet jeg: Denne bog tager udgangspunkt i virkelige mennesker som Lolk Hjort har brugt fire år på at holde samtaler med, for at kunne skabe et værk. Værket tager fat i de emner, der er svære at tale frit om, fra outsiderens synspunkt. 

I denne samling, der er opdelt i fem dele, møder vi en autist (AUTISTDIGT), en der tilhører en minoritet (MINORITETSDIGT), en mand (MANDEDIGT), en der har haft en dårlig barndom (UOPDRAGENT DIGT) og en der går til terapi (TERAPIDIGT). 

Her får de alle lov til at tale frit fra leveren om de tanker de ikke tør at sige højt i vores samfund og sociale medier (hvor meget af vores liv foregår), hvor det er så let at kritisere andre, uden at tænke på, hvad disse tanker bunder i. 
F.eks. i digtet ”MANDEDIGT (hvor sætter man prisskiltet fast på en solopgang)” 

”· ja det er sandt at der er flest mænd i toppen af samfundet · 
· men der er også flest mænd i bunden ·
· manden er ikke det heldige køn men det ekstreme ·
· overrepræsenteret i de bedste og de værste statistikker ·”  

Forestil at være mand og skrive dette udsagn på de sociale medier, eller sige det til juleforkosten. Forestil dig shitstormen, der ville ramme dig. 

Eller, at møde dette fra ”AUTISTDIGT” (det dobbelte empatiproblem)” om og om igen i sin hverdag. At skulle lære sit svære sind at kende, samtidig med at møde fraser som:

”· autisme ligner ikke autisme for dig · 
· det ligner artens evolution kørt i en grøft · […]
[…] · du ligner ikke en autist, du ligner et røvhul ·
· du ligner ikke en autist, du ligner en der kender reglerne og nægter at følge dem ·” 

Bogen er fyldt med alt det, der er tabu og på den måde er bogen vigtigt for alle at læse. Desuden synes jeg at de forskellige stemmer, som virkelig kan høres i de forskellige digte giver bogen en dybere dimension. For som læser får man virkelig lov til at komme tæt på helt almindelige menneskers tanker. Og her møder man både deres og sin egen, angst, glæde og fordomme. 

Men hvis du tror, at du i denne bog møder et letlæst og hurtigt spist lyrisk hybridværk, fordi den er tæt på mennesket, som så mange hybridværker er for tiden, så tager du grueligt fejl. 

Cecilie Lolk Hjort har med denne bog formået at skabe noget, der er så sprogligt kompakt, at det næsten ikke er til at overskue. Hver gang man møder en sekvens, hvor det er letlæst, bliver man bremset i hastigheden og bliver nødt til at genlæse sekvensen langsommere, for at få detaljerne med. Her er ikke en bog man skøjter over, tværtimod bliver man nødt til at give sig god tid at dykke ned i hver lille linje. Men man bliver også belønnet for sit slidsomme arbejde, for denne bog er et vigtigt stykke samfundskritiks litteratur, der graver sig dybt i én. 

Samtidig vidner det også om Lolk Hjorts skrivekundskaber. For det kræver virkelig, at man mestrer skrivehåndværket, at kunne skrive så kompakt og samtidig holde fast i læseren, hvilket hun gør hele vejen igennem. 

Det er en sælsom bog, som jeg i hvert fald ikke har stødt på magen til før nu. 

Hvis jeg skulle pege på noget, så er jeg lidt uforstående over for dette næsten pjece-agtige omslag og valg af papir, der ikke lever op til bogens indhold. Men måske er tanken bag dette netop, at det skal føles som om man sidder med en “lille tryksag med information om et bestemt emne, ofte af saglig karakter” når man sidder med Cecilie Lolk Hjorts nyeste digtsamling.

Til slut vil jeg blot dele dette citat fra bogen sidste digt, før jeg deler bolcher ud, fordi det er så sigende for vores samfund i dag. 

”· det private er kun politisk for de udsatte ·
· når dine største problemer er kærestesorg og forsinkede busser kan du tale frit om din hverdag uden at ødelægge den gode stemning ·
· men hver gang jeg åbner munden for at dele min uge inviterer nogen til debataften om hvad der skal gøres ved mig ·
· hvorfor er alle mine oplevelser standpunkter at argumentere imod imens dine kun fører til hyggesnak eller kunst · 
· hvis jeg kunne vælge ét privilegium i fødselsdagsgave ville det være retten til følelser jeg ikke skal forsvare ·
· og i julegave vil jeg fortælle min uredigerede livshistorie uden at blive fyret ·
· fra mit job ·
· mine venner ·
· min familie ·”

Jeg husker tilbage i 2009, da en CEO fra Coop ”sprang ud” som kvinde. Der var ramaskrig. Jeg husker en ven, som var medarbejder hos Kirsten Mols. Han kunne ikke acceptere, at hans chef pludselig var ”transvestit”, hvordan han ikke havde mere respekt for ham, og alt det han ”udsatte” sine medarbejdere for. Vi er ikke venner mere. For mennesker skal have lov til at være mennesker. Og hvis man lytter efter, så vil man opdage at for enden af den hånd, der rækker ud, så er der et menneske.

Cecilie Lolk Hjort har med sin bog ”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” taget et stærkt skridt, og skabt et talerør udover de sociale medier, for alle os outsidere og derfor fortjener bogen  fine bolcher. 

Bogen udkom i torsdag, så den er klar til at blive købt.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Kronstork. Tusind tak for det.

”Crush” af Richard Siken udkom i USA allerede i 2004 og jeg forstår faktisk ikke, hvordan der kunne gå 17 år, før nogen oversatte den til dansk. Heldigvis påtog Kronstork og Cecilie Lolk Hjort sig opgaven, og jeg er utrolig taknemmelig for at ”Knald” endelig har set dagens lys på dansk jord. 

Jeg mindes navnet Richard Siken fra mine dage på kønsstudier på KU, men jeg mindes ikke at have læst hele ”Crush” dengang, hvilket jeg er ret glad for i dag, da jeg på den måde får fornøjelsen af at læse den danske udgave, uden at kunne komme til at sammenlign med den originale udgave.
 

Richard Siken er ikke særlig kendt i den danske poesiverden, hvilket er en skam, men til gengæld er han kult på de engelsksprogede poesiscener og på de sociale medier, hvor hans citater både er blevet brugt som memes og som blurps. Det er intet under, at han også er elsket og ofte citeret i LGBT+-kredse, da hans måde at beskrive homoerotik både kryber ind i det klassiske billede, qua generationen han tilhører, men samtidig gør op med myterne, eller rettere fordommene ved homoseksuel kærlighed. 

”Knald” som bogen hedder på dansk er inspireret af Sikens kærestes død i 1991, og er da også både bevæget og bevægende, drømmende og ekstremt in-your-face-nærværende. Denne blanding af manisk aggression og søgen efter et eller andet, noget som helst, gør at man som læser hele tiden bliver revet med i forskellige retninger og ved ikke helt, hvad der kommer til at ske i næste digt. 

Digtsamlingen er opdelt i tre dele, der alle fortæller en indre og ydre rejse, som hovedpersonen går igennem, på jagt efter denne indre ro, eller nærmere accept af sig selv, omgivelserne og tabet. 

Den første del fortæller ikke tydeligt, hvad digtsamlingen gerne vil sige. Der bliver derimod skabt en masse bevægelse, og som læser ved man ikke, hvem hovedpersonen er eller ønsker at være. 

Det er nemt for mig at forstå, hvorfor denne bog kan blive kult i et land som USA. At en homoseksuel mand fortæller om kærlighed er modigt og vovet, provokerende, alt det som amerikanere godt kan lide. For en dansk læser er det nok noget andet, der driver værket. For en dansk læser tror jeg det er længslen efter kærlighed, der gør digtene nære og genkendelige. Der gør dem sørgmodige og til at føle på. Og naturligvis kontrasten mellem selvdestruktionen og søgen efter sindsro, der rykker ved følelserne. 

Jeg synes at Cecilie Lolk Hjort virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at indfange denne søgen, der bedst manifesterer sig som en insisterende sørgmodighed igennem hele digtsamlingen. 
 
”I nat, ved motorvejen, spiser en mand frugttærte med en jagtkniv/ og snitter en gengivelse af sin elskers ansigt i motelvæggen. Jeg kan lide ham/ og jeg vil være ligesom ham, med hænder der ikke længere er en eftertanke.//”

Og selv i grusomme digte som ”Støvleteori” (s. 26-27) formår hun at skabe en form for skønhed i sproget, trods denne mentalitets-barriere, der er mellem den danske og amerikanske kultur. 

 ”En mand går ind på en bar og siger:/ Tag nu f.eks. min kone – vil du ikke nok./  Men du tager ham i stedet./ Du tager ham med hjem, og du laver en sandwich med ost til ham,/ og du prøver at få hans sko af, men han sparker dig/ og han bliver ved med at sparke dig./ Du sluger et glas sovepiller, men de virker ikke./ Støvler bliver ved med at falde på gulvet/ i lejligheden over dig./ Du tager på arbejde næste dag og lader som om intet er sket.//”

Mens jeg læste ”Knald” blev jeg ved med at spørge mig selv: Er kærligheden mellem mænd virkelig så brutal? Er det fordi de i virkeligheden ikke kan rumme den ømhed kærlighed fører med sig, at de er nødt til at munde ud i brutalitet for at man kunne være i det? Eller er det desperationen fra tabet, der kunne kaste os alle i selvdestruktionens klør, hvad end man er han, hun eller hen?

”Manden ovenpå dig lærer dig at hade, ser dig/ som et stykke fast ejendom,”
”Uret tikker fra fem til seks. Kys perverteres til bid./ Så får du et slag i nyrerne, lidt blod i din urin./ Det er ikke slut endnu, det er kun begyndt.//” (s. 29) 

Igennem hele digtet følte jeg, at luften blev trykket, eller rettere sparket  ud af mig, mens jeg læste denne digtsamling. Der er en historie i denne bog, men den er så spøgelsesagtigt som keglerne af lyset, som Siken selv nævner flere gange i gennem bogen. Det her er næsten en spøgelseshistorie, eller rettere sagt poesi i sin mest rå form. Når alt er taget fra, så er der kun det destillerede materie tilbage og det rykker en igennem livet, når alt andet er væk. 

Sikens sprog og Lolk Hjorts fortolkning af denne er en kaskade af små eksplosioner, der graver sig dybt i mig og giver mig gåsehud. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.