Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget . Tusind tak for det.

” I STØD FINDER JEG LÆ” er en digtsamling, der beskæftiger sig med flere dimensioner. Der er lag på lag, der gemmer sig i vulgariteten, og det kræver flere genlæsninger, at få det hele med, hvilket i min optik gør en god bog, og giver noget til lyrikken som i den moderne poetry slam-tid har det med at forsvinde i den enkle fortælling.  

Det er nemt at fortabe sig i kønsdele og sexakter, når man læser ”I STØD FINDER JEG LÆ”, for det er der virkelig meget af, især i første halvdel af bogen. Men når du vokser op i en machokultur, hvor du for alt i verden ikke må vise dine følelser, så kan du kun finde læ i de stød du uddeler. Når du er 15 år, og både du og resten af blokkens drenge bliver gråhårede på en sommer, fordi krigen erstatter EM i fodbold, så er det svært at finde læ i andet, end de stød du kan uddele. 

Og hvordan kan man overhoed forstå og fordøje alt dette som en dansk læser? En læser, der ikke kender til den dåse orme, der gemmer i sig i en, efter at have oplevet krig?  
Det kan man nok heller ikke. Det er også derfor utrolig nemt, at misforstå denne digtsamling som en slags macho-misogyni, hvis man ikke ser bag den nødvendige facade. 

Heldigvis kan Elvir noget med ord og billeder, der gør, at man kan se. Det kræver dog, at man ikke kun læser digtsamlingen sansende, men også med hjernen og med et tilbageblik på det, der skete i Bosnien-Hercegovina, Elvir Maleskics hjemland, tilbage i 90’erne. 

Der sker noget med et menneske, når man overlever krig og brutalitet, og det er netop den brutalitet som fortælleren i digtsamlingen skriver ud og prøver at forløse. 

Brutaliteten som Maleskic beskriver i den første del af bogen kan virke meningsløs og unødvendigt, men det hele falder på plads, mens man læser bogen, for den seksuelle brutalitet er nødvendig, for at fortælleren i denne bog kan holde livet og verden ud. For hvordan skal man klare at komme videre fra de nyudsprungne bjerge, som Maleskic beskriver i bogen?  Det kan man kun ved at forløse sig selv, på godt og ondt. 

Da Elvir Maleskic rate ud til mig med forespørgsel om jeg ville læse og anmelde hans debutbog ” I STØD FINDER JEG LÆ”, kunne jeg ikke andet end sige ”JA TAK!”. En ting er at det altid er interessant at læse poesi, men det der især er spændende for mig, er at læse poesi af en bosnier, og så endda mand. Som en, der selv er flygtet fra Bosnien og i dag bor i Danmark, er det interessant for mig at undersøge, hvordan andre af mine landsmænd/kvinder bruger poesien og det danske sprog. Så at få lov til at læse denne fine digtsamling gav mig en særlig glæde. 


Måske er jeg bias, når jeg anmelder denne bog, fordi jeg selv har følelserne med, når jeg læser om krigen i Bosnien-Hercegovina, men sproget og poesien kan man ikke tage fra Elvir Maleskic og derfor skal ”I STØD FINDER JEG LÆ” også have  flotte og store  bolcher.