Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har længe glædet mig til at læse denne digtsamling, da jeg i sin tid, for en del år siden, læste det første udkast. Der er sket meget siden og endelig er der kommet en bog ud af det. Og sikke en udmærket bog det også er blevet. 

Kort fortalt handler “UD OVER AFGRUNDEN MED ÅBNE ØJNE” om det moderne menneske, der uden at se sig for, følger strømmen ud over afgrunden. Den handler også om teknologi, fremtidsangst og lidt om kærlighed, eller måske mangel på sammen.

Bogens omslag og layout er virkelig lækkert, og som en sjældenhed, for digtsamlinger, er bogen i hadcover. Det giver det en ekstra eksklusiv følelse.

Bogen er delt op i tre dele: ”GULDKALVE MED KEY ACCOUNT”, ”EVA BRAUN YOKO ONO” og ”REDEGØRELSENS UENDELIGE LEG MED SIG SELV” som alle indeholder kortere eller længere digte. Enkelte digte er printet i håndskrift, men det virker lidt tilfældigt spredt og giver dermed et lidt rodet udseende. Det gør i hvert fald ikke noget godt for mit æstetiske øje, og heller ikke rigtig noget for selve historien, og ellers har jeg misset det.

Ligeledes har bogens tre dele tre forskellige emner, men overall behandler digtene mennesket, dennes nutid og fremtid på en dystopisk måde. Der er ikke meget tiltro til menneskeheden hos Solstorm, men det er måske også forståeligt med en bog, der kommer til verden i løbet af en historisk periode, hvor vi går fra pandemi til krig, og hvor de sociale medier får lov til at udstille det værste af os. 

Som han skriver i bogens første digt:

Med sin digtsamling prøver Solstorm at stille et spejl op for læseren og sørge for, at vi ser os selv og vores omverden. F.eks. går digtet ”Når meteoren rammer” lige ind i solar pleksus. Der er så meget på spil i dette digt. Og man føler virkelig den der meteor nærme sig.

Eller på side 15:

Der er flere af denne slags digte i Solstorms digtsamling, og den kunne være et fint punch in face, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af mellemfornøjelse. Ikke fordi Solstorm skriver dårligt, men det er som om digtsamlingen mangler noget i sin helhed. Der er ingen tvivl om, at der er stærke digte i mellem, der får hårene til at rejse sig ned af min rygrad, når jeg læser dem. Men det er som om jeg mangler det sidste store knytnæveslag, for virkelig at føle mig slået omkuld af fortællingen. For det er jo et vigtigt budskab Solstorm kommer med. 

Jeg var faktisk overrasket over min læseoplevelse, da jeg har hørt Solstorm slamme flere gange, og elsker hans performance, men det er som om digtene bliver lidt flade af at blive lagt ned på papir. Og det er virkelig synd, for de er virkelig vigtige, de skal bare lige et spadestik dybere.

Samlingen får også derfor  . Da det er en god bog med et godt udgangspunkt og et vigtigt budskab, men som helhed mangler den bare det sidste, der gør at vi åbner vores øje, og måske stopper op lige før afgrunden. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Kronstork. Tusind tak for det.

”Crush” af Richard Siken udkom i USA allerede i 2004 og jeg forstår faktisk ikke, hvordan der kunne gå 17 år, før nogen oversatte den til dansk. Heldigvis påtog Kronstork og Cecilie Lolk Hjort sig opgaven, og jeg er utrolig taknemmelig for at ”Knald” endelig har set dagens lys på dansk jord. 

Jeg mindes navnet Richard Siken fra mine dage på kønsstudier på KU, men jeg mindes ikke at have læst hele ”Crush” dengang, hvilket jeg er ret glad for i dag, da jeg på den måde får fornøjelsen af at læse den danske udgave, uden at kunne komme til at sammenlign med den originale udgave.
 

Richard Siken er ikke særlig kendt i den danske poesiverden, hvilket er en skam, men til gengæld er han kult på de engelsksprogede poesiscener og på de sociale medier, hvor hans citater både er blevet brugt som memes og som blurps. Det er intet under, at han også er elsket og ofte citeret i LGBT+-kredse, da hans måde at beskrive homoerotik både kryber ind i det klassiske billede, qua generationen han tilhører, men samtidig gør op med myterne, eller rettere fordommene ved homoseksuel kærlighed. 

”Knald” som bogen hedder på dansk er inspireret af Sikens kærestes død i 1991, og er da også både bevæget og bevægende, drømmende og ekstremt in-your-face-nærværende. Denne blanding af manisk aggression og søgen efter et eller andet, noget som helst, gør at man som læser hele tiden bliver revet med i forskellige retninger og ved ikke helt, hvad der kommer til at ske i næste digt. 

Digtsamlingen er opdelt i tre dele, der alle fortæller en indre og ydre rejse, som hovedpersonen går igennem, på jagt efter denne indre ro, eller nærmere accept af sig selv, omgivelserne og tabet. 

Den første del fortæller ikke tydeligt, hvad digtsamlingen gerne vil sige. Der bliver derimod skabt en masse bevægelse, og som læser ved man ikke, hvem hovedpersonen er eller ønsker at være. 

Det er nemt for mig at forstå, hvorfor denne bog kan blive kult i et land som USA. At en homoseksuel mand fortæller om kærlighed er modigt og vovet, provokerende, alt det som amerikanere godt kan lide. For en dansk læser er det nok noget andet, der driver værket. For en dansk læser tror jeg det er længslen efter kærlighed, der gør digtene nære og genkendelige. Der gør dem sørgmodige og til at føle på. Og naturligvis kontrasten mellem selvdestruktionen og søgen efter sindsro, der rykker ved følelserne. 

Jeg synes at Cecilie Lolk Hjort virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at indfange denne søgen, der bedst manifesterer sig som en insisterende sørgmodighed igennem hele digtsamlingen. 
 
”I nat, ved motorvejen, spiser en mand frugttærte med en jagtkniv/ og snitter en gengivelse af sin elskers ansigt i motelvæggen. Jeg kan lide ham/ og jeg vil være ligesom ham, med hænder der ikke længere er en eftertanke.//”

Og selv i grusomme digte som ”Støvleteori” (s. 26-27) formår hun at skabe en form for skønhed i sproget, trods denne mentalitets-barriere, der er mellem den danske og amerikanske kultur. 

 ”En mand går ind på en bar og siger:/ Tag nu f.eks. min kone – vil du ikke nok./  Men du tager ham i stedet./ Du tager ham med hjem, og du laver en sandwich med ost til ham,/ og du prøver at få hans sko af, men han sparker dig/ og han bliver ved med at sparke dig./ Du sluger et glas sovepiller, men de virker ikke./ Støvler bliver ved med at falde på gulvet/ i lejligheden over dig./ Du tager på arbejde næste dag og lader som om intet er sket.//”

Mens jeg læste ”Knald” blev jeg ved med at spørge mig selv: Er kærligheden mellem mænd virkelig så brutal? Er det fordi de i virkeligheden ikke kan rumme den ømhed kærlighed fører med sig, at de er nødt til at munde ud i brutalitet for at man kunne være i det? Eller er det desperationen fra tabet, der kunne kaste os alle i selvdestruktionens klør, hvad end man er han, hun eller hen?

”Manden ovenpå dig lærer dig at hade, ser dig/ som et stykke fast ejendom,”
”Uret tikker fra fem til seks. Kys perverteres til bid./ Så får du et slag i nyrerne, lidt blod i din urin./ Det er ikke slut endnu, det er kun begyndt.//” (s. 29) 

Igennem hele digtet følte jeg, at luften blev trykket, eller rettere sparket  ud af mig, mens jeg læste denne digtsamling. Der er en historie i denne bog, men den er så spøgelsesagtigt som keglerne af lyset, som Siken selv nævner flere gange i gennem bogen. Det her er næsten en spøgelseshistorie, eller rettere sagt poesi i sin mest rå form. Når alt er taget fra, så er der kun det destillerede materie tilbage og det rykker en igennem livet, når alt andet er væk. 

Sikens sprog og Lolk Hjorts fortolkning af denne er en kaskade af små eksplosioner, der graver sig dybt i mig og giver mig gåsehud. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      

Det er dog et anbefalelsesværdigt digtsamling som jeg kommer til at læse igen, da jeg tror dette kan åbne op for andre elementer i bogen.