Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Bogen “forholdsvis hverdagsagtig” er lige præcis det titlen antyder, og det på den bedst tænkelige måde. Den beskriver hverdagens små udfordringer på en minimalistisk og humoristisk måde, og disse bliver (høhø) understreget af de streger, forfatteren også tegner. Man kan nærmest høre en lille kuglepen sukke lidt opgivende i baggrunden efter hver side.

Bogen er udgivet under pseudonymet En Blå Streg, og hvis man ikke har fået nok af finurlige ord og små tegninger, kan man finde mere på Instagram: @enblaastreg.

Hvad for en sneg..streg?
Her er en opsamling af hverdagens absurditeter og dilemmaer sat op stramt, men stadig æstetiske. Sådan nogle situationer, hvor man både griner og bliver en smule træt i sjælen på samme tid.

Bogen er læst på cirka fem minutter og består af illustrationer og små visdomsord om hverdagen og alt det, der lige kan ramme os.

Du ved, som når:
man craver cookies, men køber det sunde alternativ, fordi man vil være et voksent menneske og så ender det “voksne valg” med at rådne bagerst i køleskabet, som en passiv-aggressiv agurk.

eller man har travlt (måske fordi man er lidt ADHD, og løber ud ad døren i sidste øjeblik, fordi man lige skulle og lige skulle og lige…) og så rammer man selvfølgelig hvert eneste lyskryds, fordi nogen kører 46 km/t i en 50-zone og tydeligvis har al tid i verden. Inklusiv din.

Bogens tone er humoristisk og lettere sarkastisk hele vejen igennem. Man kan næsten mærke den der hverdagsopgivenhed, som fortællerstemmen bærer rundt på. Ikke sådan “livet er meningsløst”, mere sådan “hvorfor er der altid en sok, der forsvinder, og hvorfor er det altid min”.

Visdomsbog eller lokumsbog eller potato/potato
Jeg har flere gange spurgt mig selv og bogen efter endt læsning: ”Hvordan fanden anmelder jeg dig, uden at du bliver fornærmet over, at jeg kalder dig en lokumsbog?”

Og jeg har stadig ikke fundet det perfekte svar. Så nu siger jeg det bare højt til både forfatter og forlag, i dybeste respekt og kærlige tone:

Det er ment pænt, når jeg kalder den en lokumsbog.

For det er ikke en lokumsbog, som i “lige til at lukke op og skide i”. Tværtimod. Det er en lokumsbog som i: Den står perfekt på toilethylden, og alle kan få glæde af den igen og igen, mens de sidder på tønden og lige skal have bekræftet, at de ikke er alene om at være et menneske.

Bogen er ikke prætentiøs. Den prøver ikke at være dyb kunst eller stor poesi. Og det behøver hverdagen altså heller ikke altid være. Nogle gange har vi bare brug for noget letfordøjeligt, som føles som et lille nik fra én, der også har stået med en “sund snack”, der døde langsomt og alene i køleskabet.

Jeg kan godt lide, at bogen hviler i sig selv og ikke forsøger at være noget, den ikke er. Den bliver ikke bedømt som stor litterært værk, men for det den er, fortjener den at få   bolcher herfra.