Bedømmelse:
Målgruppe: 14-18-årige piger, der har godt af at få boostet deres selvværd og huske på, at de er dronninger i deres eget univers og herskerinder over egen krop. Evt. kvinder med lavt selvværd, der har behov for at bekræfte sig selv og hinanden i, at de er dronninger. 

For nogle måneder siden læste jeg “the witch doesn’t brun in this one” af Amanda Lovelace. Jeg blev så skuffet og frustreret og indædt og alt muligt andet, som jeg mangler ord på dansk, til at kunne beskrive.
Som den masochist jeg er, valgte jeg efterfølgende at læse Lovelace’ første og sidste bind i den foreløbige trilogi af “Women are Some kind og Magic”. 

Jeg har bevidst valgt at slå anmeldelsen af de to bøger sammen i en anmeldelse, da de på sin vis er fortsættelser af hinanden, men på sin vis også blot en kopi af hinanden. Jeg vil i denne redegørelse først tage “the princess saves herself in this one” og derefter “the mermaid’s voice returns in this one”. Grunden til dette er, at jeg ønsker at følge en form for kronologi. 

“the princes saves herself in this one” er en digtsamling i 5 dele. Den er delt op i 

I. the princess
II. the damsel
III. the queen
IV. you 

Jeg har på fornemmelsen at disse hovedkapitler skulle repræsenterer forskellige aspekter af en helingsproces, problemet er, at strukturen nærmest ikke er eksisterende i selve af de respektive kapitler. Det hele flyder sammen til en lang pærevælling af selvynk over at fortælleren (læs Lovelace) 1. Blev mobbet over at være fed som barn. 2. At moderen på den ene side er monsteret, der var med til at give hende dårligt selvværd over egen krop. 3. Moderen dør og hun endelig føler sig fri… måske, vi ved det ikke helt, for så kommer: 4. Søsteren dør… Måske… Vi ved det ikke helt. 5. En kærester, der knuser fortællerens (Lovelace?) hjerte. 6. Den nye kærester som reder hende. Og sådan fortsætter det igennem hele bogen.

Digtene er middelmådige  og populistiske og jeg får hele tiden associationer til ”instapoesi”. Hvor dele af det kan være interessant og velskrevet, men som i en bog, eller som i det her tilfælde 4 bøger… det kan jeg ikke være med til. 
 

“the mermaid’s voice returns in this one” Er ligesom Amanda Lovelace tidligere digtsamlinger delt op i forskellige dele. Denne består af følgende 4 dele: 

I. the sky
II. the shipwrek
III. the song
IV the surviving 

Derudover er der ligesom i de andre bøger en masse disclaimers, direkte tekster til læseren, ”trigger warnings”, links og andet, så bogen kommer til at minde mere om en selvhjælpsbog end en digtsamling.
Jeg bliver frustreret og kan ikke komme i nærkontakt med poesien. Her er der ikke tale om lyrik perse, men mere om en god håndfuld ”motivations citater” af den slags man støder på, på facebook-profiler i ny og næ.  

Jeg har sværter ved at finde ud af, om der er en mening bag 4-delingen i disse to bøger. Når Lovelace nu tager udgangspunkt i det klassiske eventyr, hvor tallet 3 som oftest er det magiske, er det så fordi hun reelt set har så meget refleksion, at hun så bryder med det klassiske, eller er det bare et tilfælde? Jeg hælder nu mere til det sidste, da man ud fra hendes skrivestil og manglende refleksion i digtene har svært ved at se, at hun kunne udtænke noget så originalt. 

De bedste ved disse to bøger er del IV i ”the mermaid’s voice returns in this one”, hvor hun bruger 35 sider på at sidestille sine digte med andres digte, der umiddelbart handler om vold. Der var bare rart med noget ordentligt poesi efter 350 sider med instapoesi og motivationscitater. 

Når alt det er sagt, så skal jeg ikke være så unfair. Det kan godt være, at Lovelace’ digte mest af alt ligner instapoesi, eller et twitterfreed hos en emo-teenager, men netop denne banale tilgang til kunne måske vække unge menneskers interesse for poesi og dermed åbne vejen op til noget, der er mere indholdsrigt. 

Det er også kun derfor jeg kan give disse digtsamlinger max to bolcher hver. De feministiske projekt er for amerikaniseret og for letkøbt for mig.