Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” er Jacob Grønlykkes nyeste roman, der handler om Peter, der får efterladt sin fars sidste manuskript i sin varetægt. Peter er nemlig søn af den spanske lyriker Anton Garcia Castillo, som altid har drømt om at skrive det store prosaværk, men aldrig lykkedes med det. I sit livs efterår begynder han på manuskriptet og en måned efter forfatterens død, får sønnen manuskriptet udleveret med instruktioner til at gøre med det, hvad han vil. Peter kan ikke helt forholde sig denne byrde hans far har pålagt ham uden videre instruktioner, så han begiver sig på en rejse igennem 70’ernes Europa for at finde sig selv og muligvis den far som han aldrig fik et særligt tæt bånd til. 

Jeg slugte denne bog og jeg kan ikke forstå, at den ikke har fået mere omtale, end den har, for her er en dejligt og behagelig bog, der tager sin læser i hånden og fører dem igennem Europa og det vanvid Peter oplever i løbet af sin rejse. 

Samtidig synes jeg, at bogen er virkelig fascinerende skrevet, for man ved aldrig helt hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. Ligesom man heller ikke ved hvad der er fornuft og hvad der er vanvid. Jeg har googlet Anton Garcia Castillo og jeg kan ikke finde noget på den forfatter. Måske er det mine evner som detektiv, der er mangelfuld, men mens jeg læste bogen, var jeg overbevist om at der her var tale om en slags eksofiktion. Dermed må jeg tage hatten af for Jacob Grønlykke, han formår at skrive fiktion, der virkelig leger med læseren. Det er også derfor jeg får Kafkask vibe, når jeg læser bogen. Ikke blot fordi Peter tager til Zürich for at begrave sin fars manuskript sammen med Kafkas efterladte manuskripter. Men fordi hans indre univers ekspanderer så voldsomt meget. F.eks. sidder Peter på en cafe, hvor han af to gæster får fortalt, at tjeneren er morder. Peter overvejer at efterlade manuskriptet til tjeneren og herfra udfoldes en hel livshistorie, hvor tjeneren begynder at oversætte manuskriptet og bruger hele sit liv på det. Eller senere i bogen, hvor Peter overvejer at smide manuskriptet overbord og skaber en fortælling om en hel kult der opstår omkring hans fars manuskript som de prøver at sammenfatte til et hele. 

Peter har en særlig måde at føre læseren igennem hele bogen og Europa og selvom han forholder sig til verden, mennesker og sin rolle som manuskriptets varetager på en lemfældig og overfladisk måde, så er det svært ikke at holde af ham. Selvom Peter virker overfladisk ved førstehåndsindtryk, så er der en dyb fantasi og fortællestemme i ham, når man graver dybere ind i hans indre. 
Det er fascinerende at opleve, hvordan manuskriptet bliver større og større og til sidst nærmest overtager hele Peters væsen. Selve kuverten bliver større og større i takt med at vi bevæger os igennem Europa, til sidst har det fået ham ud i vanviddets overdrev. 

På den måde viser Grønlykke en stærk litterær stemme, der kan strække sig i forskellige retninger. Ligesom han formår at skrive en bog, hvor objektet bliver så stort, at det nærmest overtager hovedpersonen plads som hovedperson. 

Hvis jeg skal nævne noget, der trækker bogens ned, er det at den aldrig når noget klimas. Den får mig aldrig helt op at ringe. Det er mere en slags diffus drømmerejse man oplever sammen med Peter. Her er ikke store følelsesudbrud, hvilket gør bogen behagelig at læse, men man når aldrig op til et punkt, hvor man frygter for manuskriptet eller for Peters ve og vel. Jeg får næsten lyst til at sammenligne den med en vestjysk fisker, der tager det hele med en slags ophøjet ro. 

Men alt i alt så har Jacob Grønlykke med ”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” skrevet en bog, der bevæger sig dybt og bred, og gør det på en elegant måde, hvor man som læser føler sig draget til at vende den næste side. Her er en intelligent bog, der på en gemytlig måde undersøger mennesket sind, og hvad vores arv kan gøre ved os som mennesker. En bog som jeg simpelthen ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed fra offentligheden og anmeldere. Det er en velskrevet og velkomponeret bog der herfra får  store bolcher.

”Det var tirsdag eftermiddag, og alting bevægede sig som om det var delvist stivnet, glat og sejt som flydende karamel mod slutningen af den lange sommerferie”.

“Emma Emma” er en ungdommelig kærlighedshistorie. Ellers også er det en historie om et menneske, der ikke kan holde ud at være i sig selv og derfor smelter og forsvinder i sommervarmen, og “clinger” til andre, for at få indhold i sit liv, uden at det lykkes. På den måde bliver “Emma Emma” mest af alt til en stemningsfuld, men stillestående fortælling om en sommer i en gruppe unge mennesker liv.

Romanen udfolder sig over en enkel sommer og omhandler Agnes, som er fortælleren, Emma som er hovedpersonen i bogen og dennes liv. Den evigt smilende Anton som Agnes’ kæreste, og Linea, eller rettere hendes værelse, som Emma bor i denne tunge sommer, efter at hun er vendt hjem fra sit ophold i London.

Sommeren er drømmenes tid og det er netop, hvad fortælleren Agnes gør. Hun kan ikke sove, så hun dagdrømmer både om natten og dagen, mens hun tilbringer tiden med sin veninde Emma. Hun svæver og det er som om hun aldrig helt har sig selv med i de ting hun gør.

Emma, Emma… Emma kan jeg på ingen måde lide. Måske er det fordi jeg har mødt lidt for mange Emma’er som netop har været typer som bogens Emma også er. I “Emma Emma” er Emma selvoptaget, egoistisk og bruger mennesker omkring sig til at opnå det hun gerne vil have. Hun er nærmest sadistisk og minder mig lidt om et barn, der går sin vej, hvis dette ikke får sin vilje. Eller værre endnu, et barn, der river vinger af fluer, for at se, hvad der vil ske med den. Denne lidt groteske side af Emma kommer frem som små krummer i løbet af historien, men det er nok for mig, som læser, til at fatte dispati mod denne pige, der egentlig kun tænker på sig selv. Emma er udspekuleret og ved, at hun kan køre Agnes om sin lillefinger. Ikke at hun gør det hele tiden, men det hænder. Nogen gange er Agnes ikke klar over dette, andre gange er hun klar over det.

“Hun forventer, at jeg skal rengøre baljen for det lyse slimvand. Den ene gang jeg gjorde det, sad hun og smilede et smil, som jeg ikke brød mig om.”

“Engang da vi var yngre, og vi så “She’s all that” på Emmas værelse, løb jeg på toilettet for at kaste op under scene, hvor en dreng tvinges til at spise et stykke pizza med kønshår på. Da jeg havde kastet op og vendt tilbage til værelset, havde Emma spolet filmen tilbage, så fjernsynet igen viste den samme scene (…) Hun smilede det samme smil nu på Lineas værelse, som hun dengang smilede.”

Emma er ikke et rart menneske. Det er nemt at se. Hun leget med Agnes og lader Agnes skabe en drømmende illusion af et liv, der kunne have været.
Agnes derimod er et apatisk menneske, der både har droppet studiet og klynger sig til en kæreste som hun ikke ved om hun er forelsket i eller ej, fordi hun ikke ønsker at blive forladt. Hun er drømmende og svævende og selvom sommeren er varm og klæbende, så får jeg lyst til at tage fat i hende og ryste hende til hun tager sig sammen.
På sin vis gør Emma det også, altså ryster Agnes, i løbet af fortællingen, men om det hjælper er svært at sige.

Jeg synes at “Emma Emma” er en fin nok bog, men heller ikke meget mere. Det er en letlæselig og hurtig ungdomsberetning, der trækker mig tilbage til min egne 20’ere og nogen af disse målløse, klistrede, solfyldte og lykkelige somre, hvor man aldrig helt nyder dem, fordi man er ængstelig for at miste og spekulerer for meget, i stedet for at være i nu’et.
Sproget er stille, stillestående og sanseligt, men smækfyldt med stemninger og genkendelige billeder fra København. Og hvem elsker ikke København om sommeren?
Jeg synes det lykkes Ida Holmegaard virkelig godt at beskrive denne dovne og lullende sommer, så man næsten kan føle det på sin egen krop, men så er det bare heller ikke mere.
Jeg savner at der er noget på spil, jeg savner at blive rørt, og det gør jeg ikke med denne bog. Den er forudseende og da jeg lukker sidste side tænker jeg “Nå ja… ok”. Det er også derfor at bogen kun får 3 ud af 6 bolcher.