Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg er endelig kommet igennem Kristian Leths anden bog i den nye trilogi han pønser på i disse år: “En tid med mirakler” og jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal begynde med denne bog, for det tog mig så lang tid at komme igennem den, at jeg mistede lyst til at fortsætte så mange gange. 

Jeg er dog kommet igennem den og det er jeg glad for nu. For Kristian Leth har et fantastisk sprog, som fængsler mig hver gang, det kræver bare tid at fordybe sig i sproget gedigen nørklen med hvert lille symbol, billede og fortælling. Jeg har også i denne bog søgt dybere mening, for jeg ved at Leth altid gemmer på dybere lag i sine tekster. Jeg synes bare ikke jeg kunne komme ind til det. Måske kræver det bare at man er en midaldrende mand i en livskrise, for at kunne nå ind til det?

”En tid med mirakler” bliver beskrevet som “et essay i dagbogsform”, hvor fortælleren funderer over livets store og små mirakler, eller blot hændelser og tanker. Intet misser fortællerens øje: Alt fra guderne til kærlighed, fødsel og død. Samtidig bliver der namedroppet den ene store (mandlige) forfatter efter den anden, der også i løbet af historien har funderet over samme emner. 

Det virker lidt på mig som om Leth prøver at skrive sig ind i rækken af dem, men for mig bliver det ikke et succesfuldt skriv. Tvært i mod får det form af lidt for private forfatternoter, der skulle udgives fordi… jah… Her er tale om Kristian Leth.

Jeg når dog at blive fanget af bogen af flere omgange, men det er som om den aldrig rammer mig helt. I modsætning til “En vej ud af tågen” der både har fat i vigtige emner, og bruger et smukt og poetisk sprog til at bringe dem frem, så de virkelig kan mærkes dybt i solarpleksus, så når “En tid med mirakler” mig aldrig helt der. Det bliver hele tiden en lidt flad følelse at læse bogen. Og jeg får aldrig helt fundet ud af, hvad forfatteren egentlig vil med denne bog. Det virker også lidt på mig som om han heller ikke selv ved det. Det gives der i hvert fald flere gange udtryk for i bogen.

Igen lad mig understrege, Leth er en magiker, når det kommer til sprog, han har en fantastisk evne til at vride sproget i de retninger han ønsker sin læser i. Hans viden om mytologi, okkultisme og guddommelighed er fantastisk dyb og bred, men han får det bare ikke udfoldet i denne bog som han f.eks. får gjort i andre af sine værker. Det er derfor jeg får denne feel af ufærdige notater, hvilket kunne være et interessant eksperiment, men det bliver det ikke for mig. 

Måske er det i virkeligheden fordi bogen vil for meget på for lidt plads. Den vil skrive om verden og mirakler og alt det i mellem, men det kan man ikke bare gøre på 130 sider. I stedet ender den med at mangle fokus, og bliver en fortælling, der ender med at føles som en klagesang fra en midaldrende mand, der ikke helt stoler på sit værd som kunstner. 

Bogen bliver for personlig og jeg føler, de gange fortælleren nævner, at han er usikker på hvad denne bog er, så er det faktisk Kristian Leth selv, der bryder igennem og søger bekræftelse hos læseren om, at han er god nok som kunstner. Bogen krymper sig ind i sig selv til den bliver en hård kugle, der kun kan finde ud af at pille i sin egen navle. I stedet for at åbne sig op. Hvilket er ærgerligt for så dygtig en kunstner som Leth er. 

Jeg elsker dog Leths måde at arbejde med sproget og at han fordyber sig i mytologi, hvilket gør, at jeg kan snige ”En tid med mirakler” op på små  hvilket næsten gør ondt på mig, fordi jeg normalvis elsker Kristian Leths ord.




 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.

Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende. 

Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk. 
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. 

Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.  

Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget. 

Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op. 

Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til. 

Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury. 

“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser 

Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.

Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.” 
(s. 46). 

Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen

Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen. 

Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde. 

Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
 

”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)

”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).

Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar. 
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde. 

Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end     velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen.