Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Vi væskende brødre” er Maleškić’s anden bog og digtsamling, som består af otte langdigte, der fletter sig ind i hinanden og skaber en helhed; en fortælling om to liv. 
Ligesom i hans debutsamling ”I stød finder jeg læ”, så er krigen i Bosnien-Hercegovina bagtæppet, men i modsætning til hans første bog, er krigen Sydøst for Alperne ikke i fokus. Den er nok nærmere en årsag til at vi befinder os hvor vi gør, og til at denne bog netop kan blive til. For ligesom i hans debut, tager Maleškić udangspunkt i sin egen historie, når han skriver ”Vi Væskende Brødre”.

Her er det forholdet til lillebroren der fylder, og det er intet under at forholdet fylder så meget, for her er tale om en kærlighed der bygger på dårlig samvittighed og måske endda en slags frivillig tvang, fordi bogens jeg-person skal fra en tidlig alder tager sig af sin svært udviklingshæmmede bror – efter forældrenes ønske – for selvfølgelig tager man sig af sine nærmeste. 

Hvad mere er, så er ”Vi Væskende Brødre” også en undersøgelse af selvet og forholdet til en bror man aldrig har haft mulighed for at opbygge et forhold til.  I bogen prøver Maleškić at besvare spørgsmål som: Hvad gør man, når man som barn eller ungt menneske skal agere værge? Hvad gør man, når man skal oversætte kommunens afgørelse med nattens tømmermænd stadig bankende i baghovedet? Hvad gør man, når man forelsker sig og gerne vil skabe sin egen familie, men hele tiden skal forholde sig til en familie der ønsker mere af en, end man har lyst til at give, fordi man er 20 og bare gerne vil være ung? Og hvad gør dét ved et menneske? 

I Maleškić’s tilfælde vælger han at flygte (igen), om ikke for evigt så for en stund. Men måske er denne distance netop nødvendig for at kunne vende tilbage til sit første udgangspunkt og bevæge sig i en ny retning, hvor man selv vælger (og har overskud til) at påtage sig et ansvar i stedet at få det påduttet. 
Her er der vigtige eksistentielle spørgsmål, der bliver stillet og besvaret på en pinagtig måde som jeg synes er vigtige, og dermed kan alle få glæde af fortællingen. 

Alt dette italesætter Maleškić på den fineste og mest poetiske måde i denne bog, for Maleškić kan virkelig noget med ord og billeder. Han skriver fjerlet og skarpt som en kniv på samme tid. Kontrasterne overrasker og man ved aldrig hvad det næste vers vil bringe med sig. 
Han chokerer læseren og er ikke bange for at bruge groteske billeder, der får læseren til at krympe sig undervejs, hvilket jeg virkelig godt kan lide. 

”jeg kan ikke fordrage når du savler/ om det er juleaften eller børnefødselsdag/ går du bare i gang/ lukker store klatter ud på dit bukseben/ og smører det ud med tommelfingeren/ som var det leverpostej /dit bukseben rugbrød/ når vi holder fødselsdag sidder jeg med hænderne i lommerne/ så jeg kan kradse lårene røde/ så huden stritter og flager/ til jeg tænker på noget andet/ som godt må bide sig fast/ til næste fødselsdag grillaften juleaften / hvor vi igen kan sidde/ vi væskende brødre/ du med dit spyt/jeg med mit blod/” 

Man kunne godt fristes til at synes at ”Vi Væskende Brødre” trækkes lidt i langdrag, og kan have en tendens til at lægge sig lidt for tæt op af Maleškić’s første bog. Men når man skriver om livets pinagtigheder, så er det langtrukkent og pinefuldt. Livet er nemlig ikke en Tivolitur, hvor tiden flyver alt for hurtigt og så er man hjemme i sin varme seng. Livet er langt og fyldt med dilemmaer, foragt og situationer, der gør ondt. Og netop i dette brillierer Maleškić: At vise hvor pinagtigt det kan føles at skulle agere voksen, når man selv er et stort barn. Eller aldrig at kunne udveksle ord med det menneske, der burde være tættest på en. 

”hallo/ HALLO/ jeg har brug for at du siger noget/ og hvordan føles det så at gå gennem livet / uden en eneste ven/ uden en eneste samtale/ ud over den du ved/ der starter og slutter med/ SKAL JEG LAVE KAFFE/ vi er trætte du og jeg/ to små slidte bobler/ to væskende slidsår/ mellem is og klippe/ mellem mor og far/”

Kort sagt så er ”Vi Væskende Brødre” af Elvir Maleškić en bog, der godt kan anbefales, men den kræver en genlæsning eller to før den rigtig åbner sig for læseren, hvilket godt kan skræmme visse læsere væk, men den er det værd og derfor får den også. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Min rædsel er forankret i jer, mine børn. Min trøst, mit håb forankret i jer.” (s. 84)

”Animal” kunne være endnu en moderskabsfortælling. Men heldigvis er ”Animal” så meget mere. 
Her er tale om en hybridroman, der skiftevis bevæger sig mellem fiktion og poetisk fakta og ikke mindst mellem det indre og nære, og det ydre og verdslige. 
En fortælling, der skrive sig ind i angsten og sorgen over at vi, som beboer denne jord, er ved at æde den op og tage livet af den. ”Animal” er også en fortælling, om et ønske, om at bringe liv ind i denne verden, og angsten for, hvad der skal ske med dette liv, når verdenen som vi kender den ikke er mere. 

Sagt på en anden måde, er ”Animal” bygget op omkring en slags dualisme, for derefter at blive omkranset af en mytologisk fortælling om gudinden Innana. 

Hoveddelen af bogen er skrevet som en fortælling, der bliver fortalt til fortællerens endnu ufødte datter. Igennem bogen reflekterer fortælleren over hvilke muligheder hendes børn kommer til at have, og disse refleksioner bliver drypvis afbrudt af rå facts, der både omhandler flora og fauna på vores klode. Mennesket bliver også sidestillet med de forskellige arter, for at minde os om at vi alle skal leve på denne jord og at menneskets behov ikke kommer før andre levende væsners behov.

“Køerne, svinene, hønsene i fabrikslignende haller. Hvalerne, der ikke kan finde hinanden, der skyller op med høreskader på grund af larmen fra tankskibene, der mister deres sprog. Søerne, køerne der længes efter deres små, der farer og kælver, og hønsene, hybriderne, der lægger æg og æg og æg og slides op på under to år, der mærker brystbenet brække, der bløder, der ikke kan holde deres ikke kan holde deres æggeledere oppe i røve. Uendelige haller med levende væsner, øjne, ører, ivrige ben, der indespærres, opbevares, insemineres, afhentes, gasses, skydes, skæres op.” (s. 48)

Al angsten i denne bog er forankret i fortællerens børn, men børnene og moderskabet er kun en del af denne fortælling, hvilket jeg synes giver ”Animal” særlig litterær, men også filosofisk kvalitet. 
Moderskabet og angsten er til stede igennem hele bogen. Men der hvor Johansen skiller sig ud, er i dualiteten, hvor moderskabet åbner et reflekterende vindue mod en verden i forfald. Og ikke mindst,  hvordan det at skulle sætte et nyt liv i en verden som vores; fyld med pandemier, krig, klimaforandringer m.m, i virkeligheden ikke mest bare er egoistisk? 

Jeg er stor fan af disse brud som Johansen skriver ind i sin bog. Disse kliniske beskrivelser af dyr, planter og mennesker skaber en dynamik, der giver bogen en manifest-agtig karakter. 

“Et næsehorn
Omridset af et næsehorn tegnede sig allerede klart for 35 millioner år siden. Næsehornet er planteædende hovdyr, dets hud er tyk, afhængig af muddebade. Næsehornet lever alene, undtagen npr det har en unge eller vil parre sig. Hvide næsehorn kan dog ses i grupper , de sidste to overlevende af arten – en mor og hendes datter – lever omringet af bevæbnede vagter. De bevæger sig inde i cirklen hen over sletten. Moren har en stor tumor i maven og kan ikke bære de fostre, der skulle redde arten. Næsehornet skaber stier for andre dyr, kolonier af insekter lever af deres afføring, fuglene af insekterne, rovdyrene af fuglene, et næsehorn er en verden.” (s. 68) 

Det er som om man lige zoomer ud fra det nære og næsten selvoptagede og for alvor bevæger sig ud på et makroniveau og betragter nøgternt det vores planet har at bøde på. 

Men av! Disse facts bliver virkelig serveret råt for usødet, og de er en knytnæve lige i solarplexus for læseren. Og alligevel er der så meget poesi imellem alt dette forfald, der bliver beskrevet. Og et eller andet håb fødes da også undervejs i bogen. Ligesom gudinden Inanna, der skal dykke ned i underverdenen for at bringe livet tilbage til overfladen, må fortælleren (mennesket) også drukne for at kunne værdsætte naturen og vores klode. 

Jeg mener at ”Animal” er en vigtigt og nødvendig bog, som man bør læse. Men det er også en barsk bog at skulle igennem. Det gør ondt helt ind i hjertehulen og får maven til at vende sig i sorg.  Og det er svært at vurdere, om passager som denne er værst, hvor vi er nået til et punkt, at mennesket ikke burde reproducere sig selv:

“Jeg fortæller Dina, at jeg håber, regeringen vil opføre sterilisationsklinikker, hvor vi kan gå ind med jer. Hun fniser, men jeg mener det, jeg håber virkelig, at I vidunderlige, kærlige og generøse børn vil blive de sidste i verden.” (s. 84)

Eller om man mere skal græde over følgende beskrivelser, hvor menneskets manglende moral og ligegyldigt kommer til udtryk:

“Svinene forstod ikke hvorfor ingen hjalp dem. Det måtte være derfor, de skreg; de håbede, at nogen ville høre dem. […] de vidste jo ikke, at de bare var svin, de vidste jo ikke, at de ingenting betød. De stod der som børn og råbte på deres mor”. (s. 76)

Ligegyldigt hvad, så er dette ikke en opbyggelig fortælling, men derimod er den en øjenåbner for læseren, en nødvendig fortælling. Her får vi virkeligheden og konsekvenserne af vores handlinger serveret, og vi kan enten lære noget af ”Animal”, eller vælge at leve i uvidenhed. Spørgsmålet er om vi kan lukke øjnene for virkeligheden efter at have læst denne bog. 

”Animal” er en stærk bog, en rystende bog, en bog der burde være obligatorisk læsning for alle. Jeg sad lammet tilbage, da jeg var færdig med bogen og var også nødt til at bruge flere dage på at ryste den af mig, før jeg kunne skrive en anmeldelse af den. Jeg har efterfølgende læst den igen og det er en absolut læseværdig bog, ikke kun på grund af sin stærke fortælling, men også det smukke sprog som Alexandra Moltke Johansen formår at skrive. Det er også derfor at  ”Animal ” får  fuldt hus, altså     og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget . Tusind tak for det.

” I STØD FINDER JEG LÆ” er en digtsamling, der beskæftiger sig med flere dimensioner. Der er lag på lag, der gemmer sig i vulgariteten, og det kræver flere genlæsninger, at få det hele med, hvilket i min optik gør en god bog, og giver noget til lyrikken som i den moderne poetry slam-tid har det med at forsvinde i den enkle fortælling.  

Det er nemt at fortabe sig i kønsdele og sexakter, når man læser ”I STØD FINDER JEG LÆ”, for det er der virkelig meget af, især i første halvdel af bogen. Men når du vokser op i en machokultur, hvor du for alt i verden ikke må vise dine følelser, så kan du kun finde læ i de stød du uddeler. Når du er 15 år, og både du og resten af blokkens drenge bliver gråhårede på en sommer, fordi krigen erstatter EM i fodbold, så er det svært at finde læ i andet, end de stød du kan uddele. 

Og hvordan kan man overhoed forstå og fordøje alt dette som en dansk læser? En læser, der ikke kender til den dåse orme, der gemmer i sig i en, efter at have oplevet krig?  
Det kan man nok heller ikke. Det er også derfor utrolig nemt, at misforstå denne digtsamling som en slags macho-misogyni, hvis man ikke ser bag den nødvendige facade. 

Heldigvis kan Elvir noget med ord og billeder, der gør, at man kan se. Det kræver dog, at man ikke kun læser digtsamlingen sansende, men også med hjernen og med et tilbageblik på det, der skete i Bosnien-Hercegovina, Elvir Maleskics hjemland, tilbage i 90’erne. 

Der sker noget med et menneske, når man overlever krig og brutalitet, og det er netop den brutalitet som fortælleren i digtsamlingen skriver ud og prøver at forløse. 

Brutaliteten som Maleskic beskriver i den første del af bogen kan virke meningsløs og unødvendigt, men det hele falder på plads, mens man læser bogen, for den seksuelle brutalitet er nødvendig, for at fortælleren i denne bog kan holde livet og verden ud. For hvordan skal man klare at komme videre fra de nyudsprungne bjerge, som Maleskic beskriver i bogen?  Det kan man kun ved at forløse sig selv, på godt og ondt. 

Da Elvir Maleskic rate ud til mig med forespørgsel om jeg ville læse og anmelde hans debutbog ” I STØD FINDER JEG LÆ”, kunne jeg ikke andet end sige ”JA TAK!”. En ting er at det altid er interessant at læse poesi, men det der især er spændende for mig, er at læse poesi af en bosnier, og så endda mand. Som en, der selv er flygtet fra Bosnien og i dag bor i Danmark, er det interessant for mig at undersøge, hvordan andre af mine landsmænd/kvinder bruger poesien og det danske sprog. Så at få lov til at læse denne fine digtsamling gav mig en særlig glæde. 


Måske er jeg bias, når jeg anmelder denne bog, fordi jeg selv har følelserne med, når jeg læser om krigen i Bosnien-Hercegovina, men sproget og poesien kan man ikke tage fra Elvir Maleskic og derfor skal ”I STØD FINDER JEG LÆ” også have  flotte og store  bolcher.      

”Det var tirsdag eftermiddag, og alting bevægede sig som om det var delvist stivnet, glat og sejt som flydende karamel mod slutningen af den lange sommerferie”.

“Emma Emma” er en ungdommelig kærlighedshistorie. Ellers også er det en historie om et menneske, der ikke kan holde ud at være i sig selv og derfor smelter og forsvinder i sommervarmen, og “clinger” til andre, for at få indhold i sit liv, uden at det lykkes. På den måde bliver “Emma Emma” mest af alt til en stemningsfuld, men stillestående fortælling om en sommer i en gruppe unge mennesker liv.

Romanen udfolder sig over en enkel sommer og omhandler Agnes, som er fortælleren, Emma som er hovedpersonen i bogen og dennes liv. Den evigt smilende Anton som Agnes’ kæreste, og Linea, eller rettere hendes værelse, som Emma bor i denne tunge sommer, efter at hun er vendt hjem fra sit ophold i London.

Sommeren er drømmenes tid og det er netop, hvad fortælleren Agnes gør. Hun kan ikke sove, så hun dagdrømmer både om natten og dagen, mens hun tilbringer tiden med sin veninde Emma. Hun svæver og det er som om hun aldrig helt har sig selv med i de ting hun gør.

Emma, Emma… Emma kan jeg på ingen måde lide. Måske er det fordi jeg har mødt lidt for mange Emma’er som netop har været typer som bogens Emma også er. I “Emma Emma” er Emma selvoptaget, egoistisk og bruger mennesker omkring sig til at opnå det hun gerne vil have. Hun er nærmest sadistisk og minder mig lidt om et barn, der går sin vej, hvis dette ikke får sin vilje. Eller værre endnu, et barn, der river vinger af fluer, for at se, hvad der vil ske med den. Denne lidt groteske side af Emma kommer frem som små krummer i løbet af historien, men det er nok for mig, som læser, til at fatte dispati mod denne pige, der egentlig kun tænker på sig selv. Emma er udspekuleret og ved, at hun kan køre Agnes om sin lillefinger. Ikke at hun gør det hele tiden, men det hænder. Nogen gange er Agnes ikke klar over dette, andre gange er hun klar over det.

“Hun forventer, at jeg skal rengøre baljen for det lyse slimvand. Den ene gang jeg gjorde det, sad hun og smilede et smil, som jeg ikke brød mig om.”

“Engang da vi var yngre, og vi så “She’s all that” på Emmas værelse, løb jeg på toilettet for at kaste op under scene, hvor en dreng tvinges til at spise et stykke pizza med kønshår på. Da jeg havde kastet op og vendt tilbage til værelset, havde Emma spolet filmen tilbage, så fjernsynet igen viste den samme scene (…) Hun smilede det samme smil nu på Lineas værelse, som hun dengang smilede.”

Emma er ikke et rart menneske. Det er nemt at se. Hun leget med Agnes og lader Agnes skabe en drømmende illusion af et liv, der kunne have været.
Agnes derimod er et apatisk menneske, der både har droppet studiet og klynger sig til en kæreste som hun ikke ved om hun er forelsket i eller ej, fordi hun ikke ønsker at blive forladt. Hun er drømmende og svævende og selvom sommeren er varm og klæbende, så får jeg lyst til at tage fat i hende og ryste hende til hun tager sig sammen.
På sin vis gør Emma det også, altså ryster Agnes, i løbet af fortællingen, men om det hjælper er svært at sige.

Jeg synes at “Emma Emma” er en fin nok bog, men heller ikke meget mere. Det er en letlæselig og hurtig ungdomsberetning, der trækker mig tilbage til min egne 20’ere og nogen af disse målløse, klistrede, solfyldte og lykkelige somre, hvor man aldrig helt nyder dem, fordi man er ængstelig for at miste og spekulerer for meget, i stedet for at være i nu’et.
Sproget er stille, stillestående og sanseligt, men smækfyldt med stemninger og genkendelige billeder fra København. Og hvem elsker ikke København om sommeren?
Jeg synes det lykkes Ida Holmegaard virkelig godt at beskrive denne dovne og lullende sommer, så man næsten kan føle det på sin egen krop, men så er det bare heller ikke mere.
Jeg savner at der er noget på spil, jeg savner at blive rørt, og det gør jeg ikke med denne bog. Den er forudseende og da jeg lukker sidste side tænker jeg “Nå ja… ok”. Det er også derfor at bogen kun får 3 ud af 6 bolcher.