Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det. 

”Sultne Hjerter” er Malou Stålmanns debut. Det er en hybridbog, hvor man bevæger sig mellem prosaisk nutid og en lyrisk datid, udover enkelte tilbageblik, der kommer op ind imellem, hvor man lærer hovedpersonen Marie-Louise at kende på godt og ondt. 

Marie-Louise er 17 år og har forladt Fyn og sit barndomshjem. Nu bor hun i København og klarer sig selv, mens hun går i gymnasiet. Hendes bedste veninde Frida er på mange måder hendes forbillede på en, der har en fuldkommen familie. De to piger tilbringer så meget tid sammen, at der næsten vokser et familienært mellem dem, som det kun kan, når man er teenager. 

Dette bånd er det vigtigste ståsted for Marie-Louise; hun har forladt Fyn, fordi hendes familie gør hende ulykkelig. Alt bliver dog vendt på hoved, da Marie-Louises storebror dør, og hun efter hans begravelsen finder sin gamle dagbog fra dengang hun var 12 og livet så noget anderledes ud. 

Stille og roligt åbner posen med ormene sig op, mens man følger Marie-Louise i nutiden og i fortiden. Og langsomt finder man ud af, hvad det er for en ustabil opvækst hun har med sig, som hun nu ihærdigt prøver at sige fra overfor. 

Og det et netop ecsensen af denne bog!

”Sultne Hjerter” tager nemlig tunge emner op, som man i 2022 stadig har svært at tale om. Emner der stadig er et tabu, selv i et vidende og oplyst samfund som Danmark. 

Malou Stålmann tager fat i mistrivsel, psykisk og fysisk vold, alkoholmisbrug og psykiske lidelser, og hvordan disse kan gøre et menneske syg. Hvordan de kan komme udefra og forplante sig i et barns inderste kerne. F.eks. fortæller Marie-Louise på et tidspunkt, at hendes anoreksi ikke kommer udefra, men at den opstår og ligesom vokser inde fra hende, men mod slutningen finder man faktisk ud af, hvad der kan være en af de største faktorer til Marie-Louises voldsomme sygdom. 

Jeg kan ikke sige, at bogen er en page-turner, men der er en stille og underspillet langsomlighed igennem hele fortællingen, der skriver sig under huden på en, og man bliver ét med bogen på en måde. Lidt ligesom det fedt, der møver sig ind på Marie-Louises krop, på side 58, så glider bogen ind under huden og vokser sig stor.

Malou Stålmann har en særlig evne til at beskrive volden på en underspillet måde, så man, ligesom Marie-Louise selv, bliver i tvivl om det rent faktisk er vold eller ej. Men det er vold og det er den værste af slagsen, for den er så forfinet, at det gør ondt at læse. 

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre med det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?” 

Kontrasten hos Marie-Louises far som værende yndlingsvoksne på SFO’en, der altid har overskud til børnene, og denne hændelse viser netop den forfinede vold som så mange af os kan overse i hverdagen. Eller når han fuld begynder at kalde sin kone lunder ”Baete du er en luder, er du”. Man kan næsten mærke ham hvisle det igennem tænderne, når man læser det. Det er også derfor denne bog er vigtigt læsning for yngre mennesker: Så de kan se, at de ikke er alene om det her! At der er andre derude, og at nogen gange, så kan de nærmeste være de værste for en.

Generelt er ”Sultne Hjerter” et virkelig stærkt portræt af en tilsyneladende helt almindelig familie, der under al den pæredanske provinsielle glans med jule- og påskepynt og leverpostejmadder, parcelhus og have, desværre er bunddysfunktionel.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så ville jeg ønske, at bogen havde gennemgået et par redigeringer mere. Der er enkelte steder, hvor jeg som læser føler, at kohærensen ikke helt hænger sammen. Der var nogle overgange fra Marie-Louise og til hendes forældre, der kommer lidt malplaceret. Jeg kan godt se ideen i at dykke ned i forældrenes hverdag, men rent redaktionelt virker det noget rodet. 

Desuden savnede jeg, at man kommer tættere ind på Marie-Louise. Jeg har hele tiden en følelse af, at der er et slør mellem mig som læser og hovedpersonen. Men måske er dette netop meningen, hvilket i så fald giver bogen endnu mere dybde. 

Alt i alt kan jeg sige, at dette er en stærk og rigtig god debut. Den tager fat i flere temaer som er vigtige og samfundsrelevante. Vi møder et menneske oppefra og ned, der tager kampen og ser sig selv og sine dæmoner i øjnene.

Jeg stod og dvælede mellem 3 og 4 bolcher, men ender med at give bogen , fordi det er en bog, der er vigtigt at læse, især for unge læsere, der selv døjer med psykisk sårbarhed og svære familiemønstre. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Emeritus. Tusind tak for det.

”Rejsens farver” er en lyrisk eksplosion, der trykker en helt flad, mens man læser den. Det er en digtsamling, der bevæger sig drømmende igennem tilværelsen og skildrer et “jeg” der vil lave hele verden om, så den kan tilpasse sig denne. Måske, for intet er 100% giver her.
Igennem hele digtsamlingen er der et transparent mælkehvidt skær mellem digtene og læseren. Og jeg får en følelse af et klunkehjem, der lugter af potpourri mens små støvkorn rejser sig i eftermiddagssolens skær. 
På den måde er Poul Lynggaard Damgaard fantastisk til at skabe en stemning af noget, der er nærmere elver-agtigt, snarere end surrealistisk med disse digte. 

Jeg bliver meget fascineret, men også frustreret igennem min læsning, da jeg hele tiden føler at digtene er lige udenfor min rækkevidde. 

Jeg fascineres over sammensætningen af ordene og billederne i hans digte. Som f.eks. i digtet ”Blottet i Modtagelse” hvor der bliver leget med læserens perception af hvad der vil komme efter det næste ord. 

“Jeg råber et andet land/ ind mod en fremmedes/ bopæl men det er ikke/ der hun bor./ Dufte får mig til at glide/i regn/ For enden af vejen/ på kanten af skoven møder/ jeg alt jeg forlod./ ET digt du kan læse på bagsiden/ af en sten/ nær overfladen/ på en planet du selv/ vælger./”

Damgaard fortsætter med at besjæle i denne digtsamling, hvilket han gør rigtig godt, men det kan også blive lidt for meget af det gode, hvilket han kommer til at gøre her. I digtsamlingen er det som om hele besjælingen mister sin fine balance og kommer til at kvæle både digtene og læseren undervejs, fordi det bare bliver ved. Men der er smukke fraser undervejs, som næsten tager pusten fra en, på den gode måde. 

”Jeg slå mig på mit ydre/ og støtter mig til et hus./ I et vindue/ ugenkendeligt/ med det næste/ er bevægeligheden/ en utilnærmelig farve./” 

Når jeg læser ”rejsens farver” kommer jeg hele tiden til at tænke på de store russiske poeter, der er så tunge og støvede, at man næsten kan lugte den kvælende tyngde af alle ordene. Dette minder mig om en varm sommerdag lige før regnen rammer, hvor støvet har rejst sig og hvert lille støvkorn er synligt i luften. Det er også derfor jeg står lidt af på denne digtsamling. Ikke fordi det er dårligt skrevet, men fordi det bare er en lyrisk eksplosion og, jeg vil vove at sige en ”ordgasme”, der bliver lidt for meget. 

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til at læse denne digtsamling færdig. Og jeg lagde den fra mig flere gange, fordi jeg ikke kunne se en ende på den. 130 siders lyrik er for meget af det gode, især når den er så tung som Poul Lynggaard Damgaards er. Jeg må indrømme, at jeg undervejs har savnet en redaktør, der kunne slå nogle darlings ihjel. For 130 siders med så tunge digte bliver bare for meget. Hvis man havde gjort bogen 1/3 kortere, så tror jeg, at den ville have været mere skarp og on point. 
Med denne længde, drukner digtene i hinanden og mister deres fokus, hvilket er virkelig synd, da jeg synes at der er gode og smukke perler imellem. 

Som samlingen er nu, mister jeg fokus og skal læse digtene om og om igen, for at få en mening. For mig bliver dette et irritationsmoment, da jeg foretrækker at læse digte om, fordi jeg selv vælger at svælge i dem, og ikke fordi jeg mister fokus. 

En anden anke jeg har er opsætningen af digtene. Jeg er sikker på, at der er en dybere mening bag tegnsætningen i ”rejsens farver”, men jeg kan ikke se den. Tvært i mod føler jeg at tegnsætningen tilfældige steder i versene og strofer der bliver delt op unaturlige steder forstyrrer mit læse-flow og får digtene til at være stakkerede, hvilket gør, at jeg mister læselysten. 

Jeg har rigtig svært ved at vurdere denne bog. Da jeg rent lyrisk kan se, hvilke kvaliteter og hvilken tyngde den indeholder. Hvis jeg skal følge min egen bolsjevurdering, burde den få 1 bolsje, da jeg synes den var nærmest umulig at komme igennem men det synes jeg ikke den fortjener. Rent fagligt og objektivt ville den få 5 gode bolsjer, så hvis jeg skal give den noget, så må det blive et sted der imellem, og jeg give den  .   


                                                                                                                                

“Akkurat som sælerne” er Valdemar Kjæruffs første solodigtsamling og den bringer en del god potentiale med sig. 

Digtsamlingen tager fat i et altid aktuelt emne; individet i samfundet, og krydrer det med en god portion økokritik, som vinder mere og mere indpas i dansk litteratur de seneste år. Især er der fokus på den dissonantiske økologi, hvor mennesket og naturen er en uundgåelig del af hinanden. Hos Kjærulff er der bare ikke nogen harmonisk natur at vende tilbage til. Det viser sig i flere digte og sekvenser igennem hele bogen, og man må give Kjærulff, at han holder sig stramt til de to emner.  
Bl.a. bogens første digt er værd at fremhæve:

Den svenske modernisme/ hænger sammen med den russiske/ det er mågerne ligeglade med/ de hænger dovent i luften/ og venter på skraldemændene/ der kryber ud i kvarteret ved daggry/

(s. 11)

Jeg er helt vild med dette digt, men det er også det eneste, der virkelig slår benene væk under mig. 
Dette digt viser netop på en meget fin og elegant måde,  hvordan vi alle sammen er i en form for symbiose.
Problemet opstår nok mest, når denne symbiose bliver destruktiv som den er blevet for vores generation. Vi ved egentlig ikke hvad pokker vi skal stille op med det hele. For:

langt borte kan man høre myggene/ synge/ over ligene/ langt borte sættes en uheldig person/ til at spise glasskår/ langt borte er ikke her/ her er jeg/ her er mit udgangspunkt/ her er min elendighed/

(S. 57)

Hele digtsamlingen emmer af en form for ligegyldighed og fortæller-jeg’et indfinder sig i dette ligegyldige bybillede som alle andre også gør. På den måde skaber digtsamlingen et meget fint billede at vores samfund og individet i det både i form og i tematik.

Hvor er her mondent, man kan næsten se Islands Brygge en sommervarm lørdag for sig i disse linjer: 

Vi ligger i parken og griller/ koteletter glaseret i frosthonning/ hvide smil og pæne tatoveringer/ er strøget hen over græsplænen

(s. 51)

Generelt synes jeg, at Kjærulff har fat i en masse fine billeder og emner i denne digtsamling, men det er som om han ikke helt tør give den helt gas. Det hele bliver lidt for hyggeligt, og der er ikke nok, der bliver sat på spidsen. Han stikker ikke, og stormen han varsler, viser sig ikke at være den orkan vi frygter, men en omgang dansk aprilvejr.

Metaforerne er lidt vage, og man har nu hørt så mange gange om solen igennem historien, at det bliver lidt en død metafor, i hvert fald for mig. Hvis man nu tog solen og gjorde den til en dødsstjerne, der griller os mennesker i parken som de koteletter vi er, så ville jeg stoppe lidt hårdere op og tænke “ok”. Ligesom jeg gør i det første digt, hvor mågerne er blevet en del af bybilledet og skraldemændene er blevet til noget, der kravler ud ved morgengry. Her smelter kultur og natur sammen i den eneste natur vores generation kender til. Måger, der æder skrald.

Og her står jeg så, akkurat som sælerne, venter på, at denne digtsamling griber mig, men det er som om ordene bliver hængende i luften og giver mig ikke den mavepuster jeg har brug for.

Jeg synes dog stadig, at Valdemar Kjærulff har et potentiale og det ses i visse af de ordkonstellationer han skaber igennem hele digtsamlingen:

Måske har jeg taget min sidste beslutning der/har substans/ måske er solen i morgen et løg/ der skal vogte sig for/ hyænerne på savanen/

(s. 24)

Træernes rygrade rasler i eftermiddagen/ Smagen af i går hænger fast/ i munden på mig/

(s.37)

Billeder som disse gør, at jeg tror på, at Valdemar Kjærluff sagtens kan meget mere, langt bedre og kun er begyndt sin rejse i lyrikken, og derfor får ”Akkurat som Sælerne”  fine bolsjer herfra.