Jeg levede med den bog ved min side igennem 6-7-8 klasse. Den var min amulet og almanak, og jeg genlæste den om og om igen: Måske fordi jeg var skolen særling, måske fordi den bog gav mig nogle svar og en eller anden slags trøst, virkeligheden bare ikke kunne give mig. Og selvfølgelig, fordi bogen kunne fortælle mig, om ham den søde, jeg godt kunne lide, også var forelsket i mig. 


Jeg ville have købt den af skolebiblioteket ved endt folkeskole, ingen tvivl, for den bog var alt min sutteklud og min bedste ven, hvis det ikke var for den flok tøser, der igennem folkeskolen, levede for at forpeste mit liv og fandt mange kreative måder til det. 

Sagen er, at den bog pludselig forsvandt en dag fra min taske, mens jeg var til gymnastik.
Jeg gennemgik alt, men bogen var væk. 
Bogen var min bibel, koran, og alt i mellem, så jeg ville næppe have smidt den væk. 

Jeg konfronterede disse plageånder, som jeg vidste havde taget bogen; stod de fast på, at de ikke kendte til den og at de slet ikke troede på magi. Jeg måtte give op og betale bøden på de 230 kr., hvilket var mange penge for en 14-årig i 1998.
Det værste var, at jeg savnede den bog igennem mine senere teenager år. Jeg ledte efter bogen igennem årene på nettet, loppemarkeder og antikvariater, men uden held. Problemet var, at jeg ikke kunne huske navnet på forfatteren eller titlen på bogen. Jeg kunne huske hvordan forsidens ud, men det hjalp lige lidt. 

15 år… 15 år søgte jeg efter denne bog, til sidste uge, hvor jeg fik hjælp af nogle søde mennesker, der genkendte min beskrivelse som bogen: “Spådom og Magi – Hvad vil fremtiden bringe?” af Alvin Schwartz, udgivet i 1992 på Gyldendal. (Ja, der var en gang, hvor Gyldendal kastede sig ud i de noget mere skøre projekter).



OG nu sidder jeg og bladrer i den længe savnede bog, og selvfølgelig er den ikke ligeså fantastisk som jeg huskede den, men følelsen af at have den mellem mine hænder er ubeskrivelig. Der er som om jeg har fået åbnet et lille vindue tilbage til mit 14-årige jeg og alle de følelser jeg indeholdt dengang.
Hvilket er en sjældent gave. 


Hvilke bøger har gjort stort indtryk på dig som barn eller ung? 

Kort fortalt handler bogen om en ung kvinde, der bliver ansat som lærerinde på en kostskole i Jylland. Kostskolen synes hjemsøgt af Celestine, der i 1600-tallet blev muret inde i hovedbygningen. Som tiden går bliver den, i forvejen, noget skrøbelig lærerinde mere og mere besat af Celestine, og det er næsten som om hun sluger Celestine under sine natlige vandringer på skolens hovedbygning. Ellers også er det Celestine der sluger hende? Hovedpersonen vandrer igennem skolens gange om natten iført en hvid kjole og støder ind i andre spøgelser. Spørgsmålet er dog om spøgelserne er på skolen, eller er det egentlig inde i hende? 

Celestine er på den måde en gyserhistorier af den klassiske slags, hvor sproget er så poetisk og så symbolsk, at det næsten bliver for voldsomt. Og hvor det der hjemsøger, både er overnaturlige spøgelser, men også spøgelser i overført forstand. En fortid og barndom, der er fyldt med ensomhed og svigt.

"Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed."

I ”Celestine” bliver alt ”så for meget”, at man bliver kvalt, både at sproget og lignelserne, men også af stemningen på denne skole, hvor hovedpersonen befinder sig. Hovedpersonen bliver også kval; i sin kærestes hudflager og Celestines spyt, i regnen og i støvet. Læseren bliver derimod kvalt i ord og symbolik.

Der er så meget klaustrofobi, så mange hinder, så mange lugte, så meget olie og fedt og mayonnaise i denne bog, at jeg flere gange har været nødt til at lægge den fra mig, fordi det blev for meget. 

Men det er netop nødvendigt at skrive bogen på denne måde. Da bogens hovedtema er det at  blive kvalt: i sig selv, i andre, i historien, fortiden og den evige selvmedlidenhed, og på den måde igennem ”døden”, forene sig med sig selv, og komme ud som et helt menneske, skaber Ravn en fantastisk connection mellem hovedperson og læser igennem denne særprægede skrivestil.

Sproget er fortættet og betræder de lyriske genre langt mere, end de prosaiske, hvilket gør bogen utrolig svær at læse, hvis man læser den inde i sig selv, da læseflowet hele tiden bliver afbrudt af lange sætningssekvenser uden reel plot, og billeder uden ende. 

Jeg synes derimod at bogen får en helt andet skær og nyt liv, når man læser den højt. Så kommer poesien, fortvivlelsen, billederne og sorgen for alvor frem. Det er også det lyriske, Ravn mestrer som få andre i dag kan, og denne bog er et levende bevis på det. 

Jeg synes til gengæld det er svært at bedømme ”Celestine”, da den stikker i hver sin retning. På den ene er det et lille højlitterært mesterskab og jeg får lyst til at rose den til skyerne og bedømme dem med 6 bolsje, men på den anden side er bogen utrolig kompleks at læse, at det bliver så svært at komme igennem den.
 At læse Celestine er nærmest som at skulle køre myldertidskørsel i en Porsche; man tror lige man får lov til at give gas og slide igennem og så bliver man bremset. Det er et klogt træt fra Ravn som hun også bruger i sine andre bøger, men det er virkelig også frustrerende for læseren.

Olga Ravn bryder med den klassiske prosaiske skrivestil med ”Celestine” og på den måde gør det bogen til noget ganske særligt og til trods for min frustration, får den  ud af 6, for den kan virkelig noget.