Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Vi væskende brødre” er Maleškić’s anden bog og digtsamling, som består af otte langdigte, der fletter sig ind i hinanden og skaber en helhed; en fortælling om to liv. 
Ligesom i hans debutsamling ”I stød finder jeg læ”, så er krigen i Bosnien-Hercegovina bagtæppet, men i modsætning til hans første bog, er krigen Sydøst for Alperne ikke i fokus. Den er nok nærmere en årsag til at vi befinder os hvor vi gør, og til at denne bog netop kan blive til. For ligesom i hans debut, tager Maleškić udangspunkt i sin egen historie, når han skriver ”Vi Væskende Brødre”.

Her er det forholdet til lillebroren der fylder, og det er intet under at forholdet fylder så meget, for her er tale om en kærlighed der bygger på dårlig samvittighed og måske endda en slags frivillig tvang, fordi bogens jeg-person skal fra en tidlig alder tager sig af sin svært udviklingshæmmede bror – efter forældrenes ønske – for selvfølgelig tager man sig af sine nærmeste. 

Hvad mere er, så er ”Vi Væskende Brødre” også en undersøgelse af selvet og forholdet til en bror man aldrig har haft mulighed for at opbygge et forhold til.  I bogen prøver Maleškić at besvare spørgsmål som: Hvad gør man, når man som barn eller ungt menneske skal agere værge? Hvad gør man, når man skal oversætte kommunens afgørelse med nattens tømmermænd stadig bankende i baghovedet? Hvad gør man, når man forelsker sig og gerne vil skabe sin egen familie, men hele tiden skal forholde sig til en familie der ønsker mere af en, end man har lyst til at give, fordi man er 20 og bare gerne vil være ung? Og hvad gør dét ved et menneske? 

I Maleškić’s tilfælde vælger han at flygte (igen), om ikke for evigt så for en stund. Men måske er denne distance netop nødvendig for at kunne vende tilbage til sit første udgangspunkt og bevæge sig i en ny retning, hvor man selv vælger (og har overskud til) at påtage sig et ansvar i stedet at få det påduttet. 
Her er der vigtige eksistentielle spørgsmål, der bliver stillet og besvaret på en pinagtig måde som jeg synes er vigtige, og dermed kan alle få glæde af fortællingen. 

Alt dette italesætter Maleškić på den fineste og mest poetiske måde i denne bog, for Maleškić kan virkelig noget med ord og billeder. Han skriver fjerlet og skarpt som en kniv på samme tid. Kontrasterne overrasker og man ved aldrig hvad det næste vers vil bringe med sig. 
Han chokerer læseren og er ikke bange for at bruge groteske billeder, der får læseren til at krympe sig undervejs, hvilket jeg virkelig godt kan lide. 

”jeg kan ikke fordrage når du savler/ om det er juleaften eller børnefødselsdag/ går du bare i gang/ lukker store klatter ud på dit bukseben/ og smører det ud med tommelfingeren/ som var det leverpostej /dit bukseben rugbrød/ når vi holder fødselsdag sidder jeg med hænderne i lommerne/ så jeg kan kradse lårene røde/ så huden stritter og flager/ til jeg tænker på noget andet/ som godt må bide sig fast/ til næste fødselsdag grillaften juleaften / hvor vi igen kan sidde/ vi væskende brødre/ du med dit spyt/jeg med mit blod/” 

Man kunne godt fristes til at synes at ”Vi Væskende Brødre” trækkes lidt i langdrag, og kan have en tendens til at lægge sig lidt for tæt op af Maleškić’s første bog. Men når man skriver om livets pinagtigheder, så er det langtrukkent og pinefuldt. Livet er nemlig ikke en Tivolitur, hvor tiden flyver alt for hurtigt og så er man hjemme i sin varme seng. Livet er langt og fyldt med dilemmaer, foragt og situationer, der gør ondt. Og netop i dette brillierer Maleškić: At vise hvor pinagtigt det kan føles at skulle agere voksen, når man selv er et stort barn. Eller aldrig at kunne udveksle ord med det menneske, der burde være tættest på en. 

”hallo/ HALLO/ jeg har brug for at du siger noget/ og hvordan føles det så at gå gennem livet / uden en eneste ven/ uden en eneste samtale/ ud over den du ved/ der starter og slutter med/ SKAL JEG LAVE KAFFE/ vi er trætte du og jeg/ to små slidte bobler/ to væskende slidsår/ mellem is og klippe/ mellem mor og far/”

Kort sagt så er ”Vi Væskende Brødre” af Elvir Maleškić en bog, der godt kan anbefales, men den kræver en genlæsning eller to før den rigtig åbner sig for læseren, hvilket godt kan skræmme visse læsere væk, men den er det værd og derfor får den også.