Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har længe glædet mig til at læse denne digtsamling, da jeg i sin tid, for en del år siden, læste det første udkast. Der er sket meget siden og endelig er der kommet en bog ud af det. Og sikke en udmærket bog det også er blevet. 

Kort fortalt handler “UD OVER AFGRUNDEN MED ÅBNE ØJNE” om det moderne menneske, der uden at se sig for, følger strømmen ud over afgrunden. Den handler også om teknologi, fremtidsangst og lidt om kærlighed, eller måske mangel på sammen.

Bogens omslag og layout er virkelig lækkert, og som en sjældenhed, for digtsamlinger, er bogen i hadcover. Det giver det en ekstra eksklusiv følelse.

Bogen er delt op i tre dele: ”GULDKALVE MED KEY ACCOUNT”, ”EVA BRAUN YOKO ONO” og ”REDEGØRELSENS UENDELIGE LEG MED SIG SELV” som alle indeholder kortere eller længere digte. Enkelte digte er printet i håndskrift, men det virker lidt tilfældigt spredt og giver dermed et lidt rodet udseende. Det gør i hvert fald ikke noget godt for mit æstetiske øje, og heller ikke rigtig noget for selve historien, og ellers har jeg misset det.

Ligeledes har bogens tre dele tre forskellige emner, men overall behandler digtene mennesket, dennes nutid og fremtid på en dystopisk måde. Der er ikke meget tiltro til menneskeheden hos Solstorm, men det er måske også forståeligt med en bog, der kommer til verden i løbet af en historisk periode, hvor vi går fra pandemi til krig, og hvor de sociale medier får lov til at udstille det værste af os. 

Som han skriver i bogens første digt:

Med sin digtsamling prøver Solstorm at stille et spejl op for læseren og sørge for, at vi ser os selv og vores omverden. F.eks. går digtet ”Når meteoren rammer” lige ind i solar pleksus. Der er så meget på spil i dette digt. Og man føler virkelig den der meteor nærme sig.

Eller på side 15:

Der er flere af denne slags digte i Solstorms digtsamling, og den kunne være et fint punch in face, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af mellemfornøjelse. Ikke fordi Solstorm skriver dårligt, men det er som om digtsamlingen mangler noget i sin helhed. Der er ingen tvivl om, at der er stærke digte i mellem, der får hårene til at rejse sig ned af min rygrad, når jeg læser dem. Men det er som om jeg mangler det sidste store knytnæveslag, for virkelig at føle mig slået omkuld af fortællingen. For det er jo et vigtigt budskab Solstorm kommer med. 

Jeg var faktisk overrasket over min læseoplevelse, da jeg har hørt Solstorm slamme flere gange, og elsker hans performance, men det er som om digtene bliver lidt flade af at blive lagt ned på papir. Og det er virkelig synd, for de er virkelig vigtige, de skal bare lige et spadestik dybere.

Samlingen får også derfor  . Da det er en god bog med et godt udgangspunkt og et vigtigt budskab, men som helhed mangler den bare det sidste, der gør at vi åbner vores øje, og måske stopper op lige før afgrunden. 

Åh… Gid jeg kunne være 14 år gammel, mens jeg læste denne bog. For den minder mig om de bøger af Danielle Steele, jeg slugte som en kærlighedsstruck teenger, der drømte om at blive grebet og redet af den store helt, mens jeg dåner over den farlige verden, jeg har kastet mig ud i, og tager i stiv arm fordi jeg er en selvstændig kvinde, der ikke behøver en mand. Lige bortset fra denne Adonis med 190-cm-hæjde-og-brede-skulde-der-kan-slå-benene-under-mig.

 Lavendelhaven handler om to kvinder og deres skæbner ved vinslottet, der i generationer er ejet af familien de la Martiniére i Sydfrankrig. Den lidt skrøbelige Emelie de la Martiniére, der er enearving til slottet i 90’erne, og den britiske  Constance, der ved et tilfælde ender hos familien de La Martiniére under 2. verdens krig. 

Emilie de la Martinière, som er enearvingen til grevindetilen og vinslottet i Sydfrankrig er den egentlige hovedperson. Hun er knust over at være efterladt alene i denne verden, da hendes mor dør, og over at  hun aldrig rigtigt har passet ind i sin aristokratiske familie. Som enearving og knust 30-årig kvinde løber hun selvfølgelig lige i armene på den charmerende og (lidt for) hjælpsomme engelske kunsthandler Sebastian. 

Ved skæbnens ironi, (for den er altid til stedet i sådanne fortællinger) viser det sig, at Sebastians og Emiliés familiefortællinger har rødder, der fletter sig sammen tilbage til 2. verdenskrig og Sebastians mormor Constance, der opholdt sig på slottet i de sidste år af krigen. 

Emilié, der altid har distanceret sig fra sin familie, men nu fortryder det, begynder at grave i sin historie og igennem sorgen og de fælles rødder forelsker og gifter hun sig med Sebastian. Det er ikke det store detektivarbejde læseren skal lave for at finde ud af, at Sebastian selvfølgelig ikke har rent mel i posen, men det er dog noget mere kompliceret, viser det sig som historien skrider frem. 

Historien er egentlig ganske fin, den bevæger sig godt og flydende i tid og sted mellem slut-90’erne og tiden under 2. verdens krig i henholdsvis England og Sydfrankrig. Man må give Riley at hun laver gode og naturlige breaks, der giver mening i forhold til fortællingen. Jeg synes dog ikke, at Riley formår at bringe slut-90’ernes særlige sfære ind i bogens fortælling. Eller det letsindige liv det rygtes mange levede under i det krigsramte Frankrig.  Det føles lidt som hurtige strejf, der ikke får mig helt til at tro på det. Det gør bogen og omgivelserne lidt anonyme for mig og historiens moderne dele ligeså godt have foregået i 2013, som er udgivelsesåret for originaludgaven. 

 Plottet er noget simpelt og selvom forfatteren prøver at skabe forviklinger og introducerer nye karakterer hen ad vejen, så blive det bare lidt for fladt, plat og brugt. Ved første øjekast minder historien mig lidt om Danielle Steels ”Zoya”, en bog der episk fortæller om stærke kvinder og udfordringer de overvinder i løbet af et helt liv. Men kvinderne her er ikke stærke. Og dem som er stærke, får ikke lov til at udøve eller vise deres styrke. Der er en overvægt af mandlige karakterer i denne bog og selvfølgelig er det flere forskellige mænd, der hjælper hovedpersonen videre i hendes færden. Her er et typisk klassisk kvinde, der om og om bliver mansplainet igennem hele historien.

Det frustrer mig også virkelig meget, at man skal benytte sig af voldtægt for at understrege en pointe om hvor forfærdelig en mand er og hvor svag/selvopofrende en kvinde er. Eller at grådighed er et motiv for bedrag. Det er gamle døde metaforer og gør bogen til en efterligning af lignende bøger. Dvs her er ikke meget nyt under solen. 

Karaktererne er forudsigelige og så arketypiske, at intet overrasker. De er urealistiske til et punkt, hvor jeg næsten synes det er grotesk og hovedpersonen er absolut ikke troværdig. At Emelie bevæger sig fra at være en selvstændig kvinde, der har valgt at vende det aristokratiske liv ryggen og er blevet dyrlæge, til hun er et hjælpeløst offer, fordi hun forelsker sig i en mand, synes mig absolut utroværdigt. 

 Bevares, hovedpersonen er rund og udvikler sig undervejs, men når man skaber en udviklingsbar fra at være et rystende skrøbeligt vrag, der bliver så udmattet, at hun skal sove livet væk, hver gang noget nyt sker, så skal der heller ikke meget til, før det føles som en form for udvikling. På et tidspunkt får hovedpersonen angstanfald og får lov til at puste i en papirspose… Hej kliche.

Konkuluderende vil jeg sige, at ”Lvandelhaven” er endnu en række af masseproduceret triviallitteratur, der skal få pulsen op hos, især kvinder, der måske mangler noget hæsblæsende romantik og spænding i hverdagen.  Det kan også ses på den mængde bøger Riley har udgivet. Men der er åbenbart et publikum for det, hvilket er rigtig fedt for både læsere og forfatteren. Steels bøger hænger stadig ved hos mig, selvom det efterhånden er 20 år siden, jeg har haft en af hendes bøger mellem hænderne. Så der er måske meget godt med noget nyt blod i genren.
For mig bliver ”Lavendelhaven” dog ligegyldig, og jeg står tilbage med en uforløst følelse i maven, når den sidste side er vendt.