Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.

Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).

I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.

Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.

Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.

Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.

”Det var tirsdag eftermiddag, og alting bevægede sig som om det var delvist stivnet, glat og sejt som flydende karamel mod slutningen af den lange sommerferie”.

“Emma Emma” er en ungdommelig kærlighedshistorie. Ellers også er det en historie om et menneske, der ikke kan holde ud at være i sig selv og derfor smelter og forsvinder i sommervarmen, og “clinger” til andre, for at få indhold i sit liv, uden at det lykkes. På den måde bliver “Emma Emma” mest af alt til en stemningsfuld, men stillestående fortælling om en sommer i en gruppe unge mennesker liv.

Romanen udfolder sig over en enkel sommer og omhandler Agnes, som er fortælleren, Emma som er hovedpersonen i bogen og dennes liv. Den evigt smilende Anton som Agnes’ kæreste, og Linea, eller rettere hendes værelse, som Emma bor i denne tunge sommer, efter at hun er vendt hjem fra sit ophold i London.

Sommeren er drømmenes tid og det er netop, hvad fortælleren Agnes gør. Hun kan ikke sove, så hun dagdrømmer både om natten og dagen, mens hun tilbringer tiden med sin veninde Emma. Hun svæver og det er som om hun aldrig helt har sig selv med i de ting hun gør.

Emma, Emma… Emma kan jeg på ingen måde lide. Måske er det fordi jeg har mødt lidt for mange Emma’er som netop har været typer som bogens Emma også er. I “Emma Emma” er Emma selvoptaget, egoistisk og bruger mennesker omkring sig til at opnå det hun gerne vil have. Hun er nærmest sadistisk og minder mig lidt om et barn, der går sin vej, hvis dette ikke får sin vilje. Eller værre endnu, et barn, der river vinger af fluer, for at se, hvad der vil ske med den. Denne lidt groteske side af Emma kommer frem som små krummer i løbet af historien, men det er nok for mig, som læser, til at fatte dispati mod denne pige, der egentlig kun tænker på sig selv. Emma er udspekuleret og ved, at hun kan køre Agnes om sin lillefinger. Ikke at hun gør det hele tiden, men det hænder. Nogen gange er Agnes ikke klar over dette, andre gange er hun klar over det.

“Hun forventer, at jeg skal rengøre baljen for det lyse slimvand. Den ene gang jeg gjorde det, sad hun og smilede et smil, som jeg ikke brød mig om.”

“Engang da vi var yngre, og vi så “She’s all that” på Emmas værelse, løb jeg på toilettet for at kaste op under scene, hvor en dreng tvinges til at spise et stykke pizza med kønshår på. Da jeg havde kastet op og vendt tilbage til værelset, havde Emma spolet filmen tilbage, så fjernsynet igen viste den samme scene (…) Hun smilede det samme smil nu på Lineas værelse, som hun dengang smilede.”

Emma er ikke et rart menneske. Det er nemt at se. Hun leget med Agnes og lader Agnes skabe en drømmende illusion af et liv, der kunne have været.
Agnes derimod er et apatisk menneske, der både har droppet studiet og klynger sig til en kæreste som hun ikke ved om hun er forelsket i eller ej, fordi hun ikke ønsker at blive forladt. Hun er drømmende og svævende og selvom sommeren er varm og klæbende, så får jeg lyst til at tage fat i hende og ryste hende til hun tager sig sammen.
På sin vis gør Emma det også, altså ryster Agnes, i løbet af fortællingen, men om det hjælper er svært at sige.

Jeg synes at “Emma Emma” er en fin nok bog, men heller ikke meget mere. Det er en letlæselig og hurtig ungdomsberetning, der trækker mig tilbage til min egne 20’ere og nogen af disse målløse, klistrede, solfyldte og lykkelige somre, hvor man aldrig helt nyder dem, fordi man er ængstelig for at miste og spekulerer for meget, i stedet for at være i nu’et.
Sproget er stille, stillestående og sanseligt, men smækfyldt med stemninger og genkendelige billeder fra København. Og hvem elsker ikke København om sommeren?
Jeg synes det lykkes Ida Holmegaard virkelig godt at beskrive denne dovne og lullende sommer, så man næsten kan føle det på sin egen krop, men så er det bare heller ikke mere.
Jeg savner at der er noget på spil, jeg savner at blive rørt, og det gør jeg ikke med denne bog. Den er forudseende og da jeg lukker sidste side tænker jeg “Nå ja… ok”. Det er også derfor at bogen kun får 3 ud af 6 bolcher.