Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget . Tusind tak for det.

” I STØD FINDER JEG LÆ” er en digtsamling, der beskæftiger sig med flere dimensioner. Der er lag på lag, der gemmer sig i vulgariteten, og det kræver flere genlæsninger, at få det hele med, hvilket i min optik gør en god bog, og giver noget til lyrikken som i den moderne poetry slam-tid har det med at forsvinde i den enkle fortælling.  

Det er nemt at fortabe sig i kønsdele og sexakter, når man læser ”I STØD FINDER JEG LÆ”, for det er der virkelig meget af, især i første halvdel af bogen. Men når du vokser op i en machokultur, hvor du for alt i verden ikke må vise dine følelser, så kan du kun finde læ i de stød du uddeler. Når du er 15 år, og både du og resten af blokkens drenge bliver gråhårede på en sommer, fordi krigen erstatter EM i fodbold, så er det svært at finde læ i andet, end de stød du kan uddele. 

Og hvordan kan man overhoed forstå og fordøje alt dette som en dansk læser? En læser, der ikke kender til den dåse orme, der gemmer i sig i en, efter at have oplevet krig?  
Det kan man nok heller ikke. Det er også derfor utrolig nemt, at misforstå denne digtsamling som en slags macho-misogyni, hvis man ikke ser bag den nødvendige facade. 

Heldigvis kan Elvir noget med ord og billeder, der gør, at man kan se. Det kræver dog, at man ikke kun læser digtsamlingen sansende, men også med hjernen og med et tilbageblik på det, der skete i Bosnien-Hercegovina, Elvir Maleskics hjemland, tilbage i 90’erne. 

Der sker noget med et menneske, når man overlever krig og brutalitet, og det er netop den brutalitet som fortælleren i digtsamlingen skriver ud og prøver at forløse. 

Brutaliteten som Maleskic beskriver i den første del af bogen kan virke meningsløs og unødvendigt, men det hele falder på plads, mens man læser bogen, for den seksuelle brutalitet er nødvendig, for at fortælleren i denne bog kan holde livet og verden ud. For hvordan skal man klare at komme videre fra de nyudsprungne bjerge, som Maleskic beskriver i bogen?  Det kan man kun ved at forløse sig selv, på godt og ondt. 

Da Elvir Maleskic rate ud til mig med forespørgsel om jeg ville læse og anmelde hans debutbog ” I STØD FINDER JEG LÆ”, kunne jeg ikke andet end sige ”JA TAK!”. En ting er at det altid er interessant at læse poesi, men det der især er spændende for mig, er at læse poesi af en bosnier, og så endda mand. Som en, der selv er flygtet fra Bosnien og i dag bor i Danmark, er det interessant for mig at undersøge, hvordan andre af mine landsmænd/kvinder bruger poesien og det danske sprog. Så at få lov til at læse denne fine digtsamling gav mig en særlig glæde. 


Måske er jeg bias, når jeg anmelder denne bog, fordi jeg selv har følelserne med, når jeg læser om krigen i Bosnien-Hercegovina, men sproget og poesien kan man ikke tage fra Elvir Maleskic og derfor skal ”I STØD FINDER JEG LÆ” også have  flotte og store  bolcher.