I sidste uge fik jeg mulighed for at følge med i Konstantskrift.dk. En online platform, der tilbyder gratis og ikke mindst alternativ form for litteratur, der hele tiden udvikler sig og ændrer sig i takt med forfatterne, der deltager, og emnerne, der bliver taget op. 

Kort fortalt er Konstantskrift.dk en kurateret blog, hvor forfattere får mulighed for at skrive live i et vis antal timer; i dette tilfælde 13 timer. Bloggen er kurateret af Cecilie Lolk Hjort, der som udgangspunkt kun angiver den pågældende skrifts emne og samle forfatterne. Det hænder dog at hun også til tider selv deltager som aktiv forfatter.  

Når skiftens tema er bestemt og forfattere er samlet, får forfatterne frit slag, og så bliver Konstantskrift.dk ellers forvandlet til en summende mark, hvor litterære samtaler bevæger sig på kryds og tværs mellem forfatternes kreative ord. 

Selv præsenterer Konstantskrift sig som: 

” Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.”

Nogle af emnerne, der er blevet vendt i løbet at Konstantskrift.dks levetid, har været alt fra ”weekend”, ”natur” og ”jordforbindelser” til ”primus motor” eller ”blade”. Det vil sige, at man som læser (og deltagende forfatter) kan man komme ud for lidt af hvert. Hvilket er helt igennem fantastisk, men også udfordrende, fordi litteraturen her pludselig bliver til en samtale som man skal følge med i. På en måde bringer Konstantskrift.dk mig tilbage til internettets tidlige dage og den offentlig chat på ”Ofirchatten” hvor det skrevne ord for alvor kom live og blev foranderligt. Her på Konstantskrift.dk er samtalen dog meget mere kreativ og inspirerende, og giver en læseoplevelse som man ellers ikke møder i det klassiske litterære læserum.  


Storkonstantskrift tirsdag d. 14.03.23
Jeg deltog som læser hos Konstantskrift tirsdag d. 14.03.23, hvor i alt ni forfattere var med, deraf titlen ”Storkonstantskrift”. 

Da dette var det første ”storkonstantskrift” var der ikke angivet noget emne, hvilket gav forfatterne helt frie hænder til at skrive løs og lade sig inspirere af hinandens ord og påfund. De blev dog opfordret til at lægge billeder af deres udsigt op i løbet af dagen, S mens de var aktive på Konstantskrift.dk. 

Selv begyndte jeg at følge aktivt med omkring seneftermiddag, og allerede der var der langt ned til første tekst. Jeg var dog inde og tjekke www.konstantskrift.dk løbende igennem hele dagen for at se hvordan denne litterære samtale gik.

Den første forfatter begynder i tekst således: 
”Jeg læste i går, at en skorpion kan smide sin hale, hvis den bliver angrebet og på den måde redde sit liv. Jeg læste også, at dens hale ikke er en rigtig hale. At den er en del af dens fordøjelsessystem, og uden dens hale kan skorpionen ikke komme af med sit lort. Den må derfor leve med forstoppelse resten af sit liv.”

Og så er vi ligesom i gang. Selvfølgelig kommer skorpionen til at gå igen, igennem hele 13 timer. Den dukker op i alle mulige i former, størrelser og afskygninger. Vi møder en der er på størrelse med en labrador og en, der var Henrik Ibsens kæledyr. Vi møder også fænomener, natur, udsigter og en hest, der bliver nævnt flere gange. Ligesom de forskellige forfattere byder ind med forskellige skrivestile, genre- og former. Alt dette udvikler og afvikler sig igennem alle 13 timer, hvilket skaber et koncept, der ikke ligner meget andre koncepter jeg har oplevet før. 

Jeg kan godt lide Konstantskrift.dk. Der er sådan en følelse af 1970’er ånden hele vejen igennem; både i form af den kollektive kreativitet, men også det eksperimenterende ord. Det skaber sådan et særligt fællesskab, når flere forfattere mødes om et ord og arbejder sammen omkring det. 

Selvfølgelig kan der være svingende kvalitet i de enkelte tekster, når man som forfatter skal kunne produceret ”konstant” i 13 timer. Men med Konstantskrift.dk bliver litteraturen levende, og man får lov til at følge med i den rå skriveproces, hvilket jeg synes er helt vildt befriende i en nutid, hvor alt skal være perfekt poleret. 

Til slut vil jeg sige, at Konstantskrift.dk kan være et frisk litterært pust i hverdagen. Da man enten kan dykke ned i det i 13 hele timer, eller man kan vælge at tjekke ind med jævne mellemrum. Teksterne får i øvrigt lov til at stå på www.konstantskrift.dk efterfølgende, og på den måde får de en form for evigt liv, der giver læseren mulighed for at genlæse hele sessioner, eller blot enkelte digte, lige når det passer ind. 

Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.

Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).

I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.

Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.

Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.

Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.

På den ene side kan man jo sige, at tallene taler deres eget klare sprog, på den anden side, så er der også tegn på, at brugen af biblioteker bliver højere i den seneste tid.

Onde tunge siger, at bibliotekerne er passé og at iTunes åbenbart er den nye platform for bøger… Hvem bruger iTunes til noget som helst mere?

Som barn slugte jeg bøger og biblioteket var min bedste ven. I min familie var bøger en dyr luksus som man ikke havde råd til. Så jeg tilbragte mange, mange timer på biblioteket.
Det var den gang man kunne få en 5’er i hånden af mor, til en børnebillet og tage til Christianshavnsbibliotek. Her fik man hjælp fra søde damer, der altid vidste lige præcis hvad er 9-årig ville kunne lide og for at gøre det endnu bedre, havde de også to hylder med børnebøger på serbokroatisk. Jeg elskede det. Så fik damen bogen, stemplede kortet i lommen, som var bagerst i bogen, og så var man ellers klar til at komme hjem på den samme billet og dykke ned i en hel ny verden. Bøder var der heller ikke. Kun hvis damerne var ekstrastrenge, men det var de sjældent mod en pige som var der flere gange om ugen.
Det var en anden tid.

Der var f.eks. den ene gang, jeg havde samlet en hel pose bøger i min pose og da jeg skulle hjem kunne jeg ikke finde min billet. Den var væk og jeg blev så bange. En af bibliotekarerne så mig og trøstede mig. Hun gav mig en 5’er så jeg kunne komme hjem. Det var en stor mønt, en store pose og en stor trøst for mig. Næste gang havde min mor sendt en plade chokolade til hende.

Det var en anden tid.

Men tiden forandrer sig, små piger bliver til voksne kvinder og biblioteksdamer bliver oftere og oftere erstattet af tjekudmaskiner. Hvilker egentlig også er ok, for det betyder at biblioteket har åbnet i langt flere timer.

Jeg holdt selv op med at benytte mig af biblioteker, da gebyrer på for sent afleverede bøger steg til det tredobbelte. Som en der er forfærdelig til at aflevere til tiden, kunne det bedre betale sig for mig at købe bøger i stedet for at låne. Ligeledes begyndte flere lokale biblioteker at lukke, og det blev lidt af et projekt at komme derhen

Systemerne, hvor man skulle logge på for at genlåne bøger var for bevægelig, og et så nemt domæne som bibliotek.dk blev brugt som database over udgivelser, i stedet for et sted, hvor man kunne reservere eller låne bøger.

Efter flere års pause fra bibliotekerne flyttede jeg til Vanløse, hvor biblioteket blev min gode ven. Jeg begyndte atter at låne bøger og med den nye biblioteksapp er det fantastisk nemt at bestille og genlåne bøger.

Jeg bor i dag et stenkast fra Sydhavns bibliotek og jeg besøger det gerne 3-4 gange om ugen, både som en læsesal, som et sted jeg henter bøger, men i høj grad også som en kilde til inspiration og et sted, hvor jeg kan opdage bøger jeg normalt aldrig ville have opdage uden det fysisk rum.

At biblioteket i Sydhavnen endda også er et charmerende og hyggeligt sted, med dejlige bibliotekarer, Karens Mindes cafe, og en skare af unger, der udforsker biblioteket, gør mine besøg kun mere tilfredsstillende.

Her på falderebet kunne jeg også skrive noget om det klima og -miljøvenlige bag biblioteksfilosofien; Det der om at deles om en bog, mange hundrede, eller endda tusinder mennesker, og på spare vores jord for unødvendigt ressourcespild. Men det kan vi tage en anden dag.

Tillykke til biblioteksloven med 100 års fødselsdag. HURRA!… for de danske biblioteker.