Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg har haft ”Nine Eyes” med til Meteora i Grækenland i dag.

“Nine Eyes” indleder med at fortælle, at ni lande samarbejder om at holde øje med deres borgere. Heriblandt Danmark og USA. Og i denne novellesamling er det netop almindelige borgere, der må slås med ”Storebror”, der holder øje med dem, ”for deres eget bedste”. 

I ”Nine Eyes” møder vi bl.a. en kvinde, der bliver arresteret på vej til ferie i USA, fordi ”hun er på en liste”. Vi møder en folkeskoleelev, der ”får besøg” af politiet, fordi han som muslim søger på ISIS propaganda, mens han skriver samfundsfagsopgave om terrorisme. Vi møder også en kontanthjælpsmodtager, der møder en rigid jobcenterkonsulent, en fraskilt mor, der får besøg af en kommunemedarbejder, fordi hun glemmer sin datters tandlægetid to gange. Og sidst, men ikke mindst møder vi en fyr, der bliver skudt på vej til en jobsamtale og årsagen bliver udregnet uden menneskelig indblanding. 
Pyh aldrig har jeg skrevet så meget i citationstegn.

Novellerne i ”Nine Eyes” er i bund og grund underholdende og sproget er også ganske fint. De er lige til og kan sagtens gå an som hurtiglæsning. Eller nem underholdning.

Men desværre trækker flere af novellerne ud i langdrag med ligegyldige og langsommelige optrin, der skal føre til klimas, halvdårlige dialoger og beskrivende sekvenser. Som f.eks. i novellen ”Det altseende øje”, hvor flere sider bliver brugt på at forklare, at det ikke er Johan selv, der ville i byen, men at han bliver lokket af sin fætter. På den måde kunne man have skåret en del af hver novelle af og stadig have en skarp fortælling. For de mange ligegyldige detaljer gør ikke meget godt for fortællingerne. Derudover virker flere af plotsene urealistiske, og dette gør at troværdigheden falmer. Sidst men ikke mindst er flere af novellerne er delt op i mange og meget skarpe afsnit. Dette ødelægger mit læseflow og gør, at jeg i sidste ende mister interessen for historien. 

Generelt bliver jeg hverken bevæget eller chokeret mens jeg læser ”Nine Eyes”, da persongalleriet er tyndt, overfladisk og ikke særlig godt udhvilet. Jeg synes ikke novellegenren er opfyldt fyldestgørende, der er ikke nogen dybere fortælling og hverken novellerne eller karaktererne indgyder til, at man forestiller sig mere i de enkelte fortællinger, så de kan leve videre. 

Noveller er ret åbenlyse og overfladiske og tenderer til det banale og konspiratoriske. Men på den anden side, så er ”Nine Eyes” hurtigt læst og er en fin bog til en afslappende dag på stranden og derfor kan den godt få tre små .

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

I ”Havets Storsind” møder vi to par, Rikke, der er miljøforkæmper, veganer og arbejder i miljøstyrelsen. Hendes kæreste, it-nørden Martin, der skriver ph.d om algoritmer og har opgivet drømmen om en verden med open-source vidensdeling. Vi møder også Jonas som teoretisk set er forfatter, men i det skjule tjener penge på at daytrade til inspirationen rammer, og hans kæreste Line, der arbejder i kultursektoren og lider af mindreværdskomplekser. Ok, faktisk lider alle fire venner af mindreværdskomplekser på hver sin måde og det er netop det som hele fortællingen tager udgangspunkt i. Alle fire venner er nemlig trætte af hverdagens trummerum og drømmer om at give slip på det hele og bestemmer sig for at tage på en jordomsejling. Målet er det sydlige Stillehavet og Polynesien.

Sammen tager de fire venner skridtet ud, de køber en båd og sejler ud for at søge lykken på de syv verdenshave. Problemet er at Rikke, Martin, Jonas og Line er amatørsejlere og allerede da de skal købe båden går det galt, for alle ved jo at man ikke skal købe både af en tysk brugtbilssælger ved navnet Heinz, selvom han byder på kaffe og pilsner. Og man skal i hvert fald heller ikke omdøbe båden. Resten af turen er fyldt med lige så mange (mis)adventures, (knuste) drømme og forestillinger. For bountydrømmen er en ting, men virkeligheden er en anden. Som de fire venner sejler fra havn til havn, bliver skibet tungere og tungere lastet med sidespring, småskænderier og genbrugsaffald. Sydhavsøerne er slet ikke som på reklamerne og det bliver ikke bedre, da vennerne kommer på den russiske mafias radar.

”Havets Storsind” er en satirisk samtidsroman, en moderne Odysse der skriver sig smukt ind i menneskets tanker og problematikker anno 2020’erne. Den arbejder med emner som privilegieblindhed og selvbedrag, aktivisme og eskapisme, karma, tømmermænd, sociale medier og værdier, der ændrer sig efter behov. Med andre ord: med denne bog skaber Philip Tafdrup en roman, der er humoristisk, men stadig kalder til tankevirksomhed; En eventyrfortælling, der aldrig holder op med at give af sig selv. Alt fra falde-på-hale-komik til dybe menneskelige oplevelser med natur og ikke mindst et portræt af den klode som vi langsomt kvæler. 

Der er ingen tvivl om at Tafdrup har ramt pletten med denne roman. Jeg har flere gange grinet højlydt offentlige steder, mens jeg læste denne bog, ligesom at jeg har fældet en tåre over den måde vi behandler vores klode på. Om end jeg synes, at der bliver kørt lige hårdt nok på særligt Rikke.

”Så snart de er i land kommer de indfødte løbende med alt muligt skrammel, de vil sælge. Nej hun må holde op med at tænke det ord. Øboerne dlldf alofinianerne! De er i Alofi, det det er dét, de må hedde. Det er vigtigt at respektere. Alofianerne råber ”Bula! Bula!”. Jonas tænker, at det må være en joke, men Rikke har læst i en guidebog, at det betyder velkommen.” 

Jeg synes det er imponerende, at Philip Tafdrup kunne sætte sig ned og forestille sig hele denne fortælling, for den er på samme tid kompleks og let. Karaktererne fremstår, om end lettere arketypiske, stadig helt lyslevende for læseren, og man lærer dem virkeligt godt at kende undervejs. Vennerne er vidt forskellige med forskellige moralske kompasser og det giver selvfølgelig gnidninger undervejs, men det gør dem også dejligt realistiske og menneskelige. De er fyldte med fejl, dårlige vaner og tanker der har strejfet de fleste af os. Man hader dem, man elsker dem, man forbander dem langt væk men man kommer virkelig til at savne dem, når historien er færdig.

Desuden er det helt forfriskende at fortællere er alvidende og delvist heterodiegetisk, så man som læser både får lov til at opleve karakterernes ydre og indre tankevirksomhed. Det er skønt som fortælleren bevæger sig fra alle vinkler og selvom fortælleren ved, hvad der kommer til at ske, så afslører han ikke noget. På den måde maler Tafdrup også et smukt billede af den dobbeltmoral, der lever i selv de bedste af os, trods vores bedste forsøg på at være etiske og moralsk korrekte mennesker, der sorterer alt det vi kan.  Kun små hints bliver placeret hist og her, der i sidste ende binder en fin sløjfe på hele fortællingen og rejsen.

Selvom jeg synes, at den første del af bogen er en smule langsommelig, så gør de sidste 220 sider absolut op for de første 70 sider. Så bliv endelig ved med at læse! Belønningen er lige omme på den næste side. Det er nemlig den første del, der er grobunden for hele fortællingen og motivationen bliver netop skabt i de første 70 sider. 

Tafdrup skriver detaljeret, men hver detalje er på sin plads, og der er en mening med galskaben. Derfor elsker jeg denne bog.

I bund og grund er ”Havets Storsind” en helt fantastisk roman. Jeg har siden jeg læste den færdig fanget mig selv i at ønske, at der lige var en historie eller to mere, der kunne klemmes ud af denne bog, hvilket må betyde, at missionen er lykkedes for Philip Tafdrup, og han har skrevet en bog, der er læseværdig. Derfor synes jeg også at ”Havets Storsind” fortjener  med på vejen og en kæmpe anbefaling. Læs den! Du vil ikke fortryde det. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

I sidste uge fik jeg mulighed for at følge med i Konstantskrift.dk. En online platform, der tilbyder gratis og ikke mindst alternativ form for litteratur, der hele tiden udvikler sig og ændrer sig i takt med forfatterne, der deltager, og emnerne, der bliver taget op. 

Kort fortalt er Konstantskrift.dk en kurateret blog, hvor forfattere får mulighed for at skrive live i et vis antal timer; i dette tilfælde 13 timer. Bloggen er kurateret af Cecilie Lolk Hjort, der som udgangspunkt kun angiver den pågældende skrifts emne og samle forfatterne. Det hænder dog at hun også til tider selv deltager som aktiv forfatter.  

Når skiftens tema er bestemt og forfattere er samlet, får forfatterne frit slag, og så bliver Konstantskrift.dk ellers forvandlet til en summende mark, hvor litterære samtaler bevæger sig på kryds og tværs mellem forfatternes kreative ord. 

Selv præsenterer Konstantskrift sig som: 

” Konstantskrift kan både foregå som reel fællesskrift – altså med mulighed for at redigere i hinandens tekster – og som en slags litterær tennismatch, hvor hver forfatter publicerer sine digte separat, og fællesskrift-aspektet ligger i, hvordan forfatternes tekster forholder sig til hinanden. Det er også muligt at liveskrive alene.”

Nogle af emnerne, der er blevet vendt i løbet at Konstantskrift.dks levetid, har været alt fra ”weekend”, ”natur” og ”jordforbindelser” til ”primus motor” eller ”blade”. Det vil sige, at man som læser (og deltagende forfatter) kan man komme ud for lidt af hvert. Hvilket er helt igennem fantastisk, men også udfordrende, fordi litteraturen her pludselig bliver til en samtale som man skal følge med i. På en måde bringer Konstantskrift.dk mig tilbage til internettets tidlige dage og den offentlig chat på ”Ofirchatten” hvor det skrevne ord for alvor kom live og blev foranderligt. Her på Konstantskrift.dk er samtalen dog meget mere kreativ og inspirerende, og giver en læseoplevelse som man ellers ikke møder i det klassiske litterære læserum.  


Storkonstantskrift tirsdag d. 14.03.23
Jeg deltog som læser hos Konstantskrift tirsdag d. 14.03.23, hvor i alt ni forfattere var med, deraf titlen ”Storkonstantskrift”. 

Da dette var det første ”storkonstantskrift” var der ikke angivet noget emne, hvilket gav forfatterne helt frie hænder til at skrive løs og lade sig inspirere af hinandens ord og påfund. De blev dog opfordret til at lægge billeder af deres udsigt op i løbet af dagen, S mens de var aktive på Konstantskrift.dk. 

Selv begyndte jeg at følge aktivt med omkring seneftermiddag, og allerede der var der langt ned til første tekst. Jeg var dog inde og tjekke www.konstantskrift.dk løbende igennem hele dagen for at se hvordan denne litterære samtale gik.

Den første forfatter begynder i tekst således: 
”Jeg læste i går, at en skorpion kan smide sin hale, hvis den bliver angrebet og på den måde redde sit liv. Jeg læste også, at dens hale ikke er en rigtig hale. At den er en del af dens fordøjelsessystem, og uden dens hale kan skorpionen ikke komme af med sit lort. Den må derfor leve med forstoppelse resten af sit liv.”

Og så er vi ligesom i gang. Selvfølgelig kommer skorpionen til at gå igen, igennem hele 13 timer. Den dukker op i alle mulige i former, størrelser og afskygninger. Vi møder en der er på størrelse med en labrador og en, der var Henrik Ibsens kæledyr. Vi møder også fænomener, natur, udsigter og en hest, der bliver nævnt flere gange. Ligesom de forskellige forfattere byder ind med forskellige skrivestile, genre- og former. Alt dette udvikler og afvikler sig igennem alle 13 timer, hvilket skaber et koncept, der ikke ligner meget andre koncepter jeg har oplevet før. 

Jeg kan godt lide Konstantskrift.dk. Der er sådan en følelse af 1970’er ånden hele vejen igennem; både i form af den kollektive kreativitet, men også det eksperimenterende ord. Det skaber sådan et særligt fællesskab, når flere forfattere mødes om et ord og arbejder sammen omkring det. 

Selvfølgelig kan der være svingende kvalitet i de enkelte tekster, når man som forfatter skal kunne produceret ”konstant” i 13 timer. Men med Konstantskrift.dk bliver litteraturen levende, og man får lov til at følge med i den rå skriveproces, hvilket jeg synes er helt vildt befriende i en nutid, hvor alt skal være perfekt poleret. 

Til slut vil jeg sige, at Konstantskrift.dk kan være et frisk litterært pust i hverdagen. Da man enten kan dykke ned i det i 13 hele timer, eller man kan vælge at tjekke ind med jævne mellemrum. Teksterne får i øvrigt lov til at stå på www.konstantskrift.dk efterfølgende, og på den måde får de en form for evigt liv, der giver læseren mulighed for at genlæse hele sessioner, eller blot enkelte digte, lige når det passer ind. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”i går var jeg fuld
af vin menneskeheden 
og en smule angst”

”Hundrede slag i tiden” er debut af Martin Ryum og som titlen antyder, så finder jeg i dette lille skatkammer 100 fine haikudigte, der adskiller sig fra alt andet haiku jeg har læst til dato. 

Jeg kan ikke sige, jeg har læst meget haiku, men jeg har krydset veje med dem. Jeg kan heller ikke sige, at jeg er stor haiku-fan. Men her fandt jeg altså noget, der virkelig tiltalte mig. For hvor er det dog forfriskende at støde ind i en digtsamling, der tør være modig og tage emner op som er samfundsrelevante og pakke dem ind i noget så flyvsk som haiku. Wow!

Igennem digtsamlingen møder jeg en fortælling, der kredser om emner fra kærlighed til miljøkriser, covid-19 og ej at forglemme queerness, og alligevel formår Ryum at flette naturelementer ind i digtene på en fin måde. Digtene er toprelevante, samfundskritiske og indeholder punches, der virkelig kan få det til at eksplodere inde i en. 
Et eksempel kunne være:

”naturen muterer 
derfor er den tænker jeg 
os overlegen” 

Eller: 

“lad solen brænde 
frygten for et tabt forår 
frygten for at dø”

Av siger jeg bare. Her er foråret 2021 et punch, et slag lige i ansigtet.  

Selvfølgelig er der digte, der rammer mig stærkere end andre, men generelt synes jeg, at Ruym har en fin skrivestil, der forår at fange og fastholde mig. Flere af digtene har stærke puncher, der hægter sig fast på mig, og jeg får en lyst til at vende tilbage til enkelte af dem, for at genlæse dem.

Jeg synes at ”Hundrede slag i tiden” gennemtænkt, men også relevant. Intet er overladt til tilfældighederne, og det synes jeg er så fedt. De gør, at jeg kan grave mig ind i digtsamlingen og finde mange lag (som ikke nødvendigvis er in your face). Martin Ruym kan noget med ord, meninger og billeder. Noget bliver serveret og andet får man selv lov tik at grave frem. Og federe endnu kommer det til at referere endnu mere til læserens egen oplevelse af den tid, der er her og nu. Det gør læseoplevelsen nærværende og håndgribelig. Alt dette danner grobund for en fremragende bog. 

Derfor får den også  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, for det er svært ikke at kunne føle dette helt ind i hjertekulen. 
Så enkelt kan det nemlig sige: 

”inde i længslen 
ligger sorgerne på lur
små bobler popper” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I sin nye roman leger Camilla Hjørnholm Olsen med autofiktion, hvor man som læser aldrig helt ved om det er forfatteren selv eller blot fortælleren, der er i fokus, i min optik giver det bogen et ekstra fint niveau, og gør både hovedpersonen, men også fortællingen mere levende.

”Miss KØBENHAVN” er nemlig opdelt i to dele: En fortælling om Kamma, der ankommer fra Herning til København, for at studere litteratur på KUA. Derudover består den af små indslag fra forfatteren selv.

Kort fortalt handler fiktionsdelen om Kamma der gerne vil være voksen og hvile i sig selv. Hun vil også gerne stoppe med at ryge hash, for København skal være det nye kapitel i hendes liv. Det kan dog være svært, når man lander på et podie, hvor alt handler om at være den smukkeste, klogeste, mest interessante og attraktive. Og før Kamma overhovedet er kommet ind på sin uddannelse begynder en periode, hvor hverdagen flyder sammen i ”en gråbrun nuance” af hash og aktivering fra jobcentret.

Efter halvandet år som turist på lavindkomst bliver Kamma optaget på dansk på universitetet. Men her passer Kamma heller ikke helt ind. I stedet bliver hun, som altid, den smukke og populære piges, kluntede veninde.

Underviserne på uni er stort set alle mænd, og interesserer sig kun for mandlige forfattere. Det gør livet som en ung kvinde med forfatterdrømme svært, især når man ikke har lært at sige fra og indtage sin plads i rummet.


Den anden del af bogen er korte, løbende, indslag fra forfatteren som Camilla Hjørnholm Olsen kalder ” Log #1- #6. I disse små logs bryder forfatteren fiktionsmuren og indbyder læseren ind i sine egne tanker om bogen, skriveprocessen, Tine Høeg og generel usikkerhed som kun en perfektionist kan have om sig selv.

I løbet af læsningen morede det mig, at Camilla Hjørnholm Olsen blev ved med at sammenligne sig med Tine Høeg og Kamma med Asta* for jeg blev bare ved med at tænke, at jeg til en hver tid hellere ville være venner med Kamma end Asta.


Anyways, i denne fortælling bliver der dog skrevet en smuk historie, der på en underspillet måde tager fat i de vigtige emner som sexisme og manglende ligestilling, der var en almindelig del af hverdagen for mange kvinder i 90’erne og 00’erne. Både de større problemer, hvor man som kvinde bliver antastet på gaden og politiet victim-blamer kvinden. Men også de mindre ting som f.eks. at underviseren nægte at undervise i kvindelitteratur, da det ikke har litterær kvalitet.

For mig er ”Miss København” et fint stilbillede i 90’ernes akademiske københavnerliv.

Den rammer noget særligt i mig, måske fordi jeg i 1996 kun var 12 år gammel og lige præcis den tand for ung til at kunne virkelig opleve dette mærkværdige årti. Måske fordi Kamma netop var den type ung kvinde jeg så op til som barn; Typen med band-T-shirt og Doc Martens. Men også fordi jeg selv, ligesom Kamma, små 10 år efter skulle lytte til lignende mandelige undervisere på KUA, der nægtede at undervise i andre kvindelige forfattere, end Karens Blixen og stoppede sin litteraturhistorieske undervisning engang i 80’erne… og nårh jo, fordi de til en vejledning prøvede at tage på mig og jeg efterfølgende følte, at det var min skyld.

Måske er det netop derfor at Miss København er så levende for mig og rammer noget dybt i mig – fordi jeg selv var en ung ambitiøs kvinde i en tid, hvor man som kvinde stadig skulle kæmpe for at få ordet og for at blive taget alvorligt.


For mig har ”Miss København” en duft af 90’erne over sig; For mig er det duften af de ruskindsbukser min mor købte til mig i Daells Varehus, og en tør københavnersommer fyldt med kultur. For i 1996, hvor bogens hovedperson, Kamma, ankommer til København, var byen Europæisk Kulturhovedsted. Og måske er det fordi jeg er ved at være halvgammel og halvnostalgisk, men bøger der foregår i 90’erne rører noget i mig, til trods for at 90’erne ikke var kun ruskindsbukser og lange sommerdage på Strøget.

Alt i alt er ”Miss KØBENHAVN” velskrevet og dejlig let og hurtig at komme igennem. Det er en fin fortælling og et vigtigt minde om en tid som vi helst skal væk fra i dag. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      


Bogen udkommer 24.02.2022

*Hovedpersonen i Tine Høegs ”Tour de Chambre” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg læser egentlig ikke så mange ungdomsromaner, men jeg er begyndt mere på det i takt med, at jeg med jævne mellemrum skal finde værker til mine elever. 

I vinter fik jeg tilsendt ”Ravnekløer”, skrevet af Anette Wilhjelm Jahn som jeg læste på min bryllupsrejse til Vietnam. Og sikke jeg fik slugt den bog. 

I bogen møder vi 14-årige Alba, hvis liv bliver vendt om på hovedet, da hun kommer hjem fra sin livs bedste ferie i Italien. Hendes far har mødt en ny kvinde og forlader familien for at følge kærligheden. 

Synderen er Merete, en ilter, rødhåret og noget dramatisk kvinde, der gør Albas far åh så lykkelig, og det må Alba da kunne forstå, ik? På den anden side er der Albas mor, der er opløst af sorg og dykker længere og længere ned i mørket. Og for at gøre det hele mere dramatisk er der på den tredje side Albas bedste veninde, Rosa, som pludselig er forelsket i Albas barndomsven, Tobias. Midt i alt det her har vi Alba, der på den ene side savner sin far helt afsindigt meget, og på den anden side ikke helt kan finde ud af Merete. For Merte er ret sjov og de to har også gode stunder sammen. Merte tager Alba med på Strøget og shoppeture og til tider er de næsten som veninder. Alligevel er der noget off med Merte. Men hvordan pokker finder man hoved og hale i det, når man er en 14-årig pige, og den eneste man rigtig kan læne sig op af og søge trøst hos er ens hund? 

”Ravleklør” er dramatisk. Meget endda. Nærmest fra start til slut. Vi begynder også midt i et flashback, hvor Merte og Alba sidder i Mertes bil og Merete har mistet besindelsen: Hun truer med selvmord, hvis Albas far forlader hende. 

Igennem hele bogen er der fart over feltet, og når man tænker, at der ikke kan gå mere galt, så skruer Wilhjelm Jahn lige et notch op. Faktisk fandt jeg mig selv siddende i en hængestol på stranden og tude fordi det er helt vildt sørgeligt og selv nu, men jeg tænker tilbage er jeg ved at tude (se note for spoiler*).

Generelt havde jeg dog svært ved at slippe bogen, fordi jeg virkelig havde et behov for at vide, hvad der skulle ske på næste side. 

På den måde er bogen en rigtigt godt ungdomsbasker, da den arbejder rigtigt meget med narrativt begær og på den måde fører sin læser med sig videre i fortællingen. 

Karaktererne er gode og troværdige. Merete er den perfekte evntyrstedmor. Hun opfører sig nærmest som en heks. Hun prøver at manipulere alle omkring sig til at elske sig, og alt er overdrevent ved hende. Hun har store voldsomme røde krøller, går i kun røde gule og orange farver, bruger kun rød læbestift, hun er plastikkirurg og samler på masker, hun er omskiftelig og så er hun grænseløs i sin manipulation. Bl.a. prøver hun at overtale Alba og Abas far om at Alba skal kald hende mor (GYS! Alt kryber på mig igen). Hun er faktisk en helt perfekt arketype. 

Til gengæld de her forældre… åh hvor har jeg lyst til at ryste dem og skælde dem ud og sætte dem over knæet og smække dem til de tager sig sammen. Nøj hvor er de egoistiske, og hvor har de hovedet meget oppe i røven på sig selv. De ser intet andet end sig selv. De overser Alba fuldstændigt og går kun op i hvad de selv har brug for. 

Det er dog helt perfekt for fortællingen, for alt er selvfølgelig beskrevet fra Albas perspektiv og for en 14-årig føles alt langt værre og voldsomme, end det måske gør for mennesker, der er ældre. Det er også derfor personerne virker troværdige, trods de noget groteske karaktertræk. 

Det eneste sted jeg måske stå lidt af er, at det hele bliver lidt for fluffy-amerikansk til tider. Der er lidt for meget søgen om filmpotentiale. Men det er nok fordi jeg læser den som voksen. Jeg tror for unge mennesker er bogen perfekt, fordi den netop taler til deres tempo og verdensbillede. Venskaber bliver romantiseret og skolen er et dejligt sted med en masse fællesskab, så jeg kan ovrleve ”High-School Musical vibe”.  

Jeg kan dog ligeså godt sige det som det er: Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Og den er velegnet til både unge, der er ved at går igennem deres forældres skilsmisse, men måske ligeså meget til deres forældre. For det er så nemt at forsvinde i sin egen sorg, at man kommer til at glemme at man stadig skal være forældre. 

Det er også derfor jeg kan, uden at blinke, give denne ungdomsbog  fine bolcher.

*Albas hund bliver kørt over af naboen, og de bliver nødt til aflive den.