”Mit Hjerte Burde Slå et Andet sted” er en YA-roman, der handler om identitet, de tunge teenageår og den der overvældende følelse af ikke at høre til. At være for lang, for klodset for sær, at have en udelængsel og søge noget andet og mere, end det man er i lige nu. Hvilket er et temaer, der aldrig bliver for gamle. Så længe der er unge mennesker, så længe vil dette tema eksistere. 

Jeg synes at Öström konstruerer en ret så fin fortælling, der går godt i dybden med de følelser, der går igennem en 15-årig, når hun føler, at alt går ad helvedes til. Som f.eks. at vågne ved siden af skolens dummeste dreng efter skoleafslutningen, og værre at have slået skolens populære pige ned aftenen før. 

Bogen er sat op som man ville sætte en filmdrejebog op. Dette er Madeleines liv vi følger med i og det er aktionfyldt. 
Sagen er bare, at Öström bruger som meget tid og plads på at beskrive omgivelserne, at jeg faldt lidt fra og skulle rigtig lege voksen for ikke at give op på denne bog efter de første 30 sider. Bogen er dog ret god og jeg synes den fortjener de  bolsjer den har fået af mig. 

Poesi og andre former for trods er en novellesamling bestående af 16 fortællinger, der alle portrætterer eller rettere sagt, enkelte scener fra enkelte menneskers liv. Der er ikke som sådan nogen form for forbindelse mellem karaktererne, historierne i mellem, omend det kan synes at Djørup tager udgangspunkt i sig selv i visse af historierne.

Bogen repræsenterer både højere og lavere samfundslag og iblandt dem møder man både en morderisk forretningskvinde, en langdistancelastbilchauffør, der har for mange drømme han ikke kan indfrien, en kvinde der gifter sig af trods og selveste Adda Djørups “yngre jeg”, der bliver skuffet i poesiens navn. Denne historie giver en god forklaringen på, at pågældende bog er prosa, i stedet for det vante poesi, fra hendes side.

For mig er netop denne novelle den, der rammer sømmet på hovedet for hvorfor jeg ikke er så tosset med denne bog. Djørups yngre jeg skriver et digt til Clair Connoly efter at have mødt hende, hvorpå Connoly svarer noget så flabet, at hun ikke kan lide digtet, fordi der er for mange ord.

Det er her jeg får svaret på hvorfor jeg i bund og grund ikke kunne blive færdig med denne bog. Jo bevares jeg blev færdig, men det tog for evigt. Til trods for at bogen er så kort og novellerne ganske simple, så kunne jeg ikke komme videre i den. Svaret ligger nemlig i dette svulmende ordoverforbrug. Hvis hendes digte er svulmende, så er hendes noveller ordnanistiske.

Novellerne er ganske interessante. Der er nogen sjove ideer og hver novelle byder på en lille overraskelse, men jeg synes at selve historien drukner i ordene.

Jeg er en ganske ferm læser, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev ved med at snuble over sætningerne i denne bog. Om det er et bevidst valg fra forfatterens side ved jeg ikke helt. Det virker mere som om det er lidt for søgt forsøg på at vise hvor mange ord forfatteren selv kan præstere. Niveauet af nivellerende er også noget svindende, da nogle noveller er tight og lækkert og klart fremført, mens andre bare drukner i sig selv.

Alt i alt er det en bog hvor jeg lander et eller andet sted i midten af skalaen. Den er ikke dårlig som sådan, men heller ikke noget at råbe hurra for

Derfor herfra.

Forfatter: Maren Uthaug

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 304

Forlag: Lindhardt&Ringhof

Maren Uthaug er kendt som kvinden på Politikens bagside, der tegner små sketchens om hverdagens strabadser, hvor man på en komisk måde kan genkende sig selv. Og så er Maren Uthaug kvinden, der overrasker med sine romaner om og om igen.

Jeg har brugt flere dage på at skrive og omskrive udredningen af Uthaugs episke familiefortælling “Hvor der er Fugle”. Og der er god grund til, at jeg ikke kan finde ordene. Den stritter nemlig i så mange retninger og vækker så mange niveauer af foragt, oprørte følelser og wooow’er, at jeg nok skulle bruge 15 sider på at få det hele ned. Og hvordan skal jeg gøre det uden at afsløre for meget?

Romanen er lige dele skønne naturobservationer og lige dele drama, ja nærmest sæbeoperaesk drama, hvor mord, incest, bedrag og hór går så fint hånd i hånd i det lille lukkede landsbysamfund i begyndelsen af det 20. århundrede.

Ved det Norske Ørland i landsbyen Uthaug følger vi den unge Johans vej til at blive fyrtårnsvogter. Et ægteskabet er nødvendigt til dette job, da man af bitter erfaring har lært, at et arbejde i ensomhed i fyrtårnet ikke fører noget godt med sig.

For at skåne sin gigtplagede enkemor, gifter Johan sig med præstedatteren Marie som en nødløsning, i stedet for sin store kærlighed, den vilde og lidenskabelige Hannah.

Johan og Marie får da sig også skabt en tilværelse i fyrtårnet, med deres to børn, Darling, der er besat af mænd og Valdemar, der tror han er en ko. Men Johan magter ikke tilværelsen, foragter sin kone og børn og føler at Gud straffer ham og det er i øvrigt også bare de andres skyld det hele. Han sidder bitter tilbage i sit tårn og drømmer om et liv, der kunne have været, mens han onanerer til indre billeder af Hannah.

Johans lange og bitre vej til bogens begyndelse er tung, også a læse, men der er små hints, der vækker læserens nysgerrighed og får en til at læse bogen videre og tak for det!

Bogen får nemlig en hel anden dybde og perspektiv, da Darling overtager fortællingen. Det samme gælder når Marie overtager fortællerrollen. Historien får en ny drejning og de sidste brikker falder på plads.

Bogens morale klør jeg mig stadig i nakken over.
Og mere kan jeg ikke sige om handlingen, hvis jeg ikke skal spoile noget.

Den barske natur og omskiftelige vejr, landsbyen og fyrtårnet er scenen for fortællingen og denne afspejler da også karakterernes moral, liv og indre følelsesliv.

Maren beskriver fantastisk smukt Ørlandets natur og man kan næsten lugte tangen og føle vinden på sine kinder. Karaktererne er levende og runde og skræmmende menneskelige på godt og ondt.

Jeg elsker dog, at Karen som de alle har et eller andet forhold til, evigt forbliver en fastfrosset og nærmest flad karakter af moderlig godhed. På den måde føler man som læser en eller anden form for håb, men mærker også denne stilstand alle disse mennesker er i. De lærer bare aldrig af deres fejl.

Bogens komposition er opdelt i forskellige kapitler, hvor læseren er delvist blændet, da denne er i øjenhøjde med karaktererne, fortælleren er delvist altvidende, men driller læseren og gemmer på en masse hemmeligheder. På den måde får man kun indblik i den ene persons virkelighed og viden, hvilket gør at man som læser kommer til at opdigte små historier om de små krummer Uthaug strør’ ud som hints.

Som sagt så er bogen groft delt op i tre dele, hvor man får perspektivet fra hver af de hovedkarakter. Dermed kan man også sige at det engelske udtryk “in the eye of the beholder” passer fantastisk godt ind her og beskriver essencen af fortællingen.

Læseren lærer dem nemlig at kende fra alle led og kanter ved at man ser dem ud fra de forskellige karakterers perspektiv og man indser at her er ingen skurke og helte. Her er alle lige meget selviske og fortabte.

Med denne bog synes jeg at Maren Uthaug skriver sig ind i en stribe nordiske “Nordic Noir” forfattere, der ynder at beskrive det groteske og det morbide, der går helt tilbage til Ibsen, hvor skeletterne lurer i skabet (fysisk og metafysisk); En klassisk fortælling, der er bragt frem til det 21. århundrede, hvor det groteske og skeletterne bliver serveret for én råt for usødet.
Jeg vil absolut anbefale bogen. Dog vil jeg mene at den ikke er for de sarte sjælen, da flere af scenerne er ret voldsomme. Jeg fik den i hånden af en veninde, der kaldte den for “en gyser”. Jeg synes mere den er en væmmelig menneskeskildring, der viser hvad hemmeligheder og skam kan føre med sig.

Det er dog et anbefalelsesværdigt digtsamling som jeg kommer til at læse igen, da jeg tror dette kan åbne op for andre elementer i bogen.