Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”i går var jeg fuld
af vin menneskeheden 
og en smule angst”

”Hundrede slag i tiden” er debut af Martin Ryum og som titlen antyder, så finder jeg i dette lille skatkammer 100 fine haikudigte, der adskiller sig fra alt andet haiku jeg har læst til dato. 

Jeg kan ikke sige, jeg har læst meget haiku, men jeg har krydset veje med dem. Jeg kan heller ikke sige, at jeg er stor haiku-fan. Men her fandt jeg altså noget, der virkelig tiltalte mig. For hvor er det dog forfriskende at støde ind i en digtsamling, der tør være modig og tage emner op som er samfundsrelevante og pakke dem ind i noget så flyvsk som haiku. Wow!

Igennem digtsamlingen møder jeg en fortælling, der kredser om emner fra kærlighed til miljøkriser, covid-19 og ej at forglemme queerness, og alligevel formår Ryum at flette naturelementer ind i digtene på en fin måde. Digtene er toprelevante, samfundskritiske og indeholder punches, der virkelig kan få det til at eksplodere inde i en. 
Et eksempel kunne være:

”naturen muterer 
derfor er den tænker jeg 
os overlegen” 

Eller: 

“lad solen brænde 
frygten for et tabt forår 
frygten for at dø”

Av siger jeg bare. Her er foråret 2021 et punch, et slag lige i ansigtet.  

Selvfølgelig er der digte, der rammer mig stærkere end andre, men generelt synes jeg, at Ruym har en fin skrivestil, der forår at fange og fastholde mig. Flere af digtene har stærke puncher, der hægter sig fast på mig, og jeg får en lyst til at vende tilbage til enkelte af dem, for at genlæse dem.

Jeg synes at ”Hundrede slag i tiden” gennemtænkt, men også relevant. Intet er overladt til tilfældighederne, og det synes jeg er så fedt. De gør, at jeg kan grave mig ind i digtsamlingen og finde mange lag (som ikke nødvendigvis er in your face). Martin Ruym kan noget med ord, meninger og billeder. Noget bliver serveret og andet får man selv lov tik at grave frem. Og federe endnu kommer det til at referere endnu mere til læserens egen oplevelse af den tid, der er her og nu. Det gør læseoplevelsen nærværende og håndgribelig. Alt dette danner grobund for en fremragende bog. 

Derfor får den også  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, for det er svært ikke at kunne føle dette helt ind i hjertekulen. 
Så enkelt kan det nemlig sige: 

”inde i længslen 
ligger sorgerne på lur
små bobler popper” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Tropetanker” er digterisk debut af Henrik Bodholdt. Et dejligt lyrisk og poetisk værk, der bevæger sig igennem en fortællers indre og ydre univers som næsten igennem en drøm. Digtene er meget levende beskrevet, selvom der næsten er et slags magisk slør over hele bogen.

Hele vejen igennem ved jeg som læser ikke om handlingen er minder eller tankespind, og jeg væves ind i bogen af det voluminøse billedsprog, der dog til tider bliver så voldsomt romantisk, at jeg næsten kommer til at kløjes i det. Alligevel kan jeg meget godt lide denne slørede fornemmelse mellem virkelighed og drøm, trods voldsomheden i ordene.

Bogen bevæger sig igennem smukke naturbeskrivelser og vi præsenteres for et væld af kvinder, der på den ene eller den anden måde har påvirket fortælleren. Det hele bliver dog lidt for meget. For de fylder meget, kvinderne. Ligesom erotikken. Faktisk så meget, at jeg får det lidt dårligt, fordi jeg ikke kan ryste denne imperialistiske hvid-mand-skal-besidde-eksotiske-kvinder-fra-troperne-vibe af mig, når jeg læser bogen. Hvilket er ærgerligt, for flere af digtene smukke i sig selv. 

Samtidig savner jeg en rød tråd i bogen, og kan ikke helt finde ud af, hvad Bodholdt gerne vil med denne bog. Selvfølgelig ligger det i titlen, at det er forfatterens tanker omkring de ting, der sker omkring ham, der er det bærende element. Men jeg synes ikke helt det kan retfærdiggøre det markante skift, der sker midt i det hele, hvor vi bevæger os fra et erotisk univers, til et univers, hvor en søn pludselig er i centrum. Det forvirrer mig, og ødelægger mit læseflow og den narrative slutlyst, så jeg ender med at stå lidt nå-agtigt tilbage, når bogen er færdig.

I korte træk, så gør bogen det den skal. Den kredser om fortællerens, eller nærmere forfatterens inderste tanker. 

”Tropetanker” bliver bare lidt for indadskuende og for navnepillende for min smag. Jeg savner noget, der kan relatere sig til samfundet og nutiden, i stedet for at læse om forfatteren selv. Sagt på en anden måde, så savner jeg noget, jeg som kvindelig læser kan relatere til og holde fast i. Det er også derfor jeg heller ikke kan give bogen mere end  bolcher. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” er Cecilie Lolk Hjorts nyeste bog på stammen af efterhånden en fin håndfuld bøger, der arbejder med lyrik og kortprosa. Denne bog adskiller sig dog fra stort set alle bøger jeg har læst før, da den ikke tager udgangspunkt i forfatteren selv, eller et opdigtet jeg: Denne bog tager udgangspunkt i virkelige mennesker som Lolk Hjort har brugt fire år på at holde samtaler med, for at kunne skabe et værk. Værket tager fat i de emner, der er svære at tale frit om, fra outsiderens synspunkt. 

I denne samling, der er opdelt i fem dele, møder vi en autist (AUTISTDIGT), en der tilhører en minoritet (MINORITETSDIGT), en mand (MANDEDIGT), en der har haft en dårlig barndom (UOPDRAGENT DIGT) og en der går til terapi (TERAPIDIGT). 

Her får de alle lov til at tale frit fra leveren om de tanker de ikke tør at sige højt i vores samfund og sociale medier (hvor meget af vores liv foregår), hvor det er så let at kritisere andre, uden at tænke på, hvad disse tanker bunder i. 
F.eks. i digtet ”MANDEDIGT (hvor sætter man prisskiltet fast på en solopgang)” 

”· ja det er sandt at der er flest mænd i toppen af samfundet · 
· men der er også flest mænd i bunden ·
· manden er ikke det heldige køn men det ekstreme ·
· overrepræsenteret i de bedste og de værste statistikker ·”  

Forestil at være mand og skrive dette udsagn på de sociale medier, eller sige det til juleforkosten. Forestil dig shitstormen, der ville ramme dig. 

Eller, at møde dette fra ”AUTISTDIGT” (det dobbelte empatiproblem)” om og om igen i sin hverdag. At skulle lære sit svære sind at kende, samtidig med at møde fraser som:

”· autisme ligner ikke autisme for dig · 
· det ligner artens evolution kørt i en grøft · […]
[…] · du ligner ikke en autist, du ligner et røvhul ·
· du ligner ikke en autist, du ligner en der kender reglerne og nægter at følge dem ·” 

Bogen er fyldt med alt det, der er tabu og på den måde er bogen vigtigt for alle at læse. Desuden synes jeg at de forskellige stemmer, som virkelig kan høres i de forskellige digte giver bogen en dybere dimension. For som læser får man virkelig lov til at komme tæt på helt almindelige menneskers tanker. Og her møder man både deres og sin egen, angst, glæde og fordomme. 

Men hvis du tror, at du i denne bog møder et letlæst og hurtigt spist lyrisk hybridværk, fordi den er tæt på mennesket, som så mange hybridværker er for tiden, så tager du grueligt fejl. 

Cecilie Lolk Hjort har med denne bog formået at skabe noget, der er så sprogligt kompakt, at det næsten ikke er til at overskue. Hver gang man møder en sekvens, hvor det er letlæst, bliver man bremset i hastigheden og bliver nødt til at genlæse sekvensen langsommere, for at få detaljerne med. Her er ikke en bog man skøjter over, tværtimod bliver man nødt til at give sig god tid at dykke ned i hver lille linje. Men man bliver også belønnet for sit slidsomme arbejde, for denne bog er et vigtigt stykke samfundskritiks litteratur, der graver sig dybt i én. 

Samtidig vidner det også om Lolk Hjorts skrivekundskaber. For det kræver virkelig, at man mestrer skrivehåndværket, at kunne skrive så kompakt og samtidig holde fast i læseren, hvilket hun gør hele vejen igennem. 

Det er en sælsom bog, som jeg i hvert fald ikke har stødt på magen til før nu. 

Hvis jeg skulle pege på noget, så er jeg lidt uforstående over for dette næsten pjece-agtige omslag og valg af papir, der ikke lever op til bogens indhold. Men måske er tanken bag dette netop, at det skal føles som om man sidder med en “lille tryksag med information om et bestemt emne, ofte af saglig karakter” når man sidder med Cecilie Lolk Hjorts nyeste digtsamling.

Til slut vil jeg blot dele dette citat fra bogen sidste digt, før jeg deler bolcher ud, fordi det er så sigende for vores samfund i dag. 

”· det private er kun politisk for de udsatte ·
· når dine største problemer er kærestesorg og forsinkede busser kan du tale frit om din hverdag uden at ødelægge den gode stemning ·
· men hver gang jeg åbner munden for at dele min uge inviterer nogen til debataften om hvad der skal gøres ved mig ·
· hvorfor er alle mine oplevelser standpunkter at argumentere imod imens dine kun fører til hyggesnak eller kunst · 
· hvis jeg kunne vælge ét privilegium i fødselsdagsgave ville det være retten til følelser jeg ikke skal forsvare ·
· og i julegave vil jeg fortælle min uredigerede livshistorie uden at blive fyret ·
· fra mit job ·
· mine venner ·
· min familie ·”

Jeg husker tilbage i 2009, da en CEO fra Coop ”sprang ud” som kvinde. Der var ramaskrig. Jeg husker en ven, som var medarbejder hos Kirsten Mols. Han kunne ikke acceptere, at hans chef pludselig var ”transvestit”, hvordan han ikke havde mere respekt for ham, og alt det han ”udsatte” sine medarbejdere for. Vi er ikke venner mere. For mennesker skal have lov til at være mennesker. Og hvis man lytter efter, så vil man opdage at for enden af den hånd, der rækker ud, så er der et menneske.

Cecilie Lolk Hjort har med sin bog ”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” taget et stærkt skridt, og skabt et talerør udover de sociale medier, for alle os outsidere og derfor fortjener bogen  fine bolcher. 

Bogen udkom i torsdag, så den er klar til at blive købt.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Vi væskende brødre” er Maleškić’s anden bog og digtsamling, som består af otte langdigte, der fletter sig ind i hinanden og skaber en helhed; en fortælling om to liv. 
Ligesom i hans debutsamling ”I stød finder jeg læ”, så er krigen i Bosnien-Hercegovina bagtæppet, men i modsætning til hans første bog, er krigen Sydøst for Alperne ikke i fokus. Den er nok nærmere en årsag til at vi befinder os hvor vi gør, og til at denne bog netop kan blive til. For ligesom i hans debut, tager Maleškić udangspunkt i sin egen historie, når han skriver ”Vi Væskende Brødre”.

Her er det forholdet til lillebroren der fylder, og det er intet under at forholdet fylder så meget, for her er tale om en kærlighed der bygger på dårlig samvittighed og måske endda en slags frivillig tvang, fordi bogens jeg-person skal fra en tidlig alder tager sig af sin svært udviklingshæmmede bror – efter forældrenes ønske – for selvfølgelig tager man sig af sine nærmeste. 

Hvad mere er, så er ”Vi Væskende Brødre” også en undersøgelse af selvet og forholdet til en bror man aldrig har haft mulighed for at opbygge et forhold til.  I bogen prøver Maleškić at besvare spørgsmål som: Hvad gør man, når man som barn eller ungt menneske skal agere værge? Hvad gør man, når man skal oversætte kommunens afgørelse med nattens tømmermænd stadig bankende i baghovedet? Hvad gør man, når man forelsker sig og gerne vil skabe sin egen familie, men hele tiden skal forholde sig til en familie der ønsker mere af en, end man har lyst til at give, fordi man er 20 og bare gerne vil være ung? Og hvad gør dét ved et menneske? 

I Maleškić’s tilfælde vælger han at flygte (igen), om ikke for evigt så for en stund. Men måske er denne distance netop nødvendig for at kunne vende tilbage til sit første udgangspunkt og bevæge sig i en ny retning, hvor man selv vælger (og har overskud til) at påtage sig et ansvar i stedet at få det påduttet. 
Her er der vigtige eksistentielle spørgsmål, der bliver stillet og besvaret på en pinagtig måde som jeg synes er vigtige, og dermed kan alle få glæde af fortællingen. 

Alt dette italesætter Maleškić på den fineste og mest poetiske måde i denne bog, for Maleškić kan virkelig noget med ord og billeder. Han skriver fjerlet og skarpt som en kniv på samme tid. Kontrasterne overrasker og man ved aldrig hvad det næste vers vil bringe med sig. 
Han chokerer læseren og er ikke bange for at bruge groteske billeder, der får læseren til at krympe sig undervejs, hvilket jeg virkelig godt kan lide. 

”jeg kan ikke fordrage når du savler/ om det er juleaften eller børnefødselsdag/ går du bare i gang/ lukker store klatter ud på dit bukseben/ og smører det ud med tommelfingeren/ som var det leverpostej /dit bukseben rugbrød/ når vi holder fødselsdag sidder jeg med hænderne i lommerne/ så jeg kan kradse lårene røde/ så huden stritter og flager/ til jeg tænker på noget andet/ som godt må bide sig fast/ til næste fødselsdag grillaften juleaften / hvor vi igen kan sidde/ vi væskende brødre/ du med dit spyt/jeg med mit blod/” 

Man kunne godt fristes til at synes at ”Vi Væskende Brødre” trækkes lidt i langdrag, og kan have en tendens til at lægge sig lidt for tæt op af Maleškić’s første bog. Men når man skriver om livets pinagtigheder, så er det langtrukkent og pinefuldt. Livet er nemlig ikke en Tivolitur, hvor tiden flyver alt for hurtigt og så er man hjemme i sin varme seng. Livet er langt og fyldt med dilemmaer, foragt og situationer, der gør ondt. Og netop i dette brillierer Maleškić: At vise hvor pinagtigt det kan føles at skulle agere voksen, når man selv er et stort barn. Eller aldrig at kunne udveksle ord med det menneske, der burde være tættest på en. 

”hallo/ HALLO/ jeg har brug for at du siger noget/ og hvordan føles det så at gå gennem livet / uden en eneste ven/ uden en eneste samtale/ ud over den du ved/ der starter og slutter med/ SKAL JEG LAVE KAFFE/ vi er trætte du og jeg/ to små slidte bobler/ to væskende slidsår/ mellem is og klippe/ mellem mor og far/”

Kort sagt så er ”Vi Væskende Brødre” af Elvir Maleškić en bog, der godt kan anbefales, men den kræver en genlæsning eller to før den rigtig åbner sig for læseren, hvilket godt kan skræmme visse læsere væk, men den er det værd og derfor får den også. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Charlot Roslevs tredje digtsamling ”Jeg har dig” er kort sagt en skildring af moderskab igennem et år: Fra barnet fødes, bevæger vi os med jeg-fortælleren igennem månederne, og følger en moders kærlighed, desperation og angst, der selv for den bedste, kan opstå i en ny og sårbar hverdag. 

Derudover er ”Jeg har dig” også en fortælling om psykisk sygdom og misbrug, og hvordan disse hele tiden lurer bag en facade, der let kan krakelerer, når man konstant bliver udsat for pres fra alle sider, og især fra sig selv. Det at være mor kan være svært for den bedste, for slet ikke at tale om den perfekte østerbromor. 

Man kan let tænke ”Åh nej ikke endnu en moderskabsdigtsamling. Har vi ikke fået nok af dem?” Men Roslevs digte kan noget andet end de andre moderskabsdigte. Der er nemlig noget skønt og dejligt tabunedbrydende over en mor fra Østerbro, der ikke er perfekt. Her står hun nemlig udenfor rækkerne af Marathon-løbende mødre og betragter dem fra en nærmest bitter distance. 

Her en mor, der tæller dage siden hun sidst tømte en vodkaflaske. En moder, der skamfuldt længes, men ikke desto mindre længes, efter en ungdom fyldt med misbrug på Vesterbro. En moder, der hader, fortvivler og tilgiver. En moder, der i bund og grund er udenfor et eller andet fælleskab. 

Jeg er narkoman/en narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman og spædbarnsmor/med posttraumatisk stresssyndrom/der ikke kan sove/jeg er narkoman/det står skrevet i min urolige pande/her er ellers så pænt på Østerbro/det findes lige på den anden side/af mine fedtede vinduer/et liv/dét liv/hvor rododendronen blomstrer/og kvinderne er kønne imens de løber marathon/oh børnenes tøj så bæredygtigt at det kan ædes/ oh hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned/midt på Østerbrogade/ oh begyndte at græde ud over dem alle sammen” (s. 54-55)

Man kunne jo spørge sig selv, hvor mange mødre, der rent faktisk står bag deres fedtede ruder og betragter de andre (perfekte) mennesker på gaden, uden at ane at de døjer med noget. Det jeg især synes er smukt ved denne digtsamling er, at det ikke kun kan eller skal læses af en forældre. Vi kan alle forholde os til den der følelse af ”at være udenfor fælleskabet, hvor alle de andre er perfekte og man selv står tilbage med en følelse af håbløshed. 

Jeg synes generelt, at Charlot Roslev skriver dejligt uperfekt og råt. Jeg elsker, at man som læser møder en masse skarpe kanter, og at intet er pakket ind. Her står alt råt for usødet. Hvilket jeg også møder i denne bog. Jeg savner dog en bedre overgang fra det mørke og dystre i bogens begyndelse  til bogens slutning. I min optik ville det have gjort bogen mere fuldendt. Et enkel eller to tilføjelser kunne have gjort underværker.

Konkluderende kan jeg sige, for dem som kender og elsker Roslevs bøger, så kan man roligt læse med. Her er både blod, lort, desperation, grimhed, angst og alt andet som man kender fra hendes tidligere samlinger.

”Jeg er en kropsvæskemaskine/sekreterne flyder ud af mig/blod/fæces/barselsudflåd/mælk/råmælken er fed og gullig” (s. 13)

Roslev selv er bare blevet ældre, og det kan mærkes på en god måde i denne bog. Det er som om der bliver trukket en lettere og en smule rundere pensel over papiret, i modsætning til de tidligere digtsamlinger. Men det klæder både bogen og Roslev selv. 

Når alt kommer til alt, så kan ”Jeg har dig” være noget for de fleste mennesker. Den er skrevet sådan at man både kan få noget ud af den om man er forældre eller ej, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Charlot Roslevs rå og hudløse billeder gør mig altid dejligt ilde til mode og derfor skal ”Jeg har dig” have   store bolcher og en absolut anbefaling med på vejen. 


Bogen er i øvrigt illustreret af Klaus Albrectsen, hvis naive streg akkompagnerer digtene og stemningsskiftene på fineste vis.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen.