Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg mødte Tommy Heisz’ ord i forbindelse med Konstantskrift sidste år, hvor jeg anmeldte den første ”Konstantstorskrift”. I den forbindelse var Tommy Heisz en af forfatterne, og jeg blev i hvert fald imponeret af hans ord. Så, da jeg blev kontaktet med en forespørgsel om at anmelde hans nyeste digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø”, var jeg ikke i tvivl om, at det var et ”ja tak”. 

”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en samling af digte, der kredser om erindringen, sorgen og fortiden, men langsomt bevæger sig op til nutiden. Selvom man kan blive i tvivl, om det er en reel digtsamling eller hybrid, så er det i hvert fald en fortælling, der opsøger forskellige steder i livet, sorgen og det, der engang var, naturen og forgængelighed. Det er også en digtsamling, der deles i flere sekvenser. 

Som læser mødes man af både citater af døde poeter, nostalgiske billeder fra en barndom, en poetisk prosafortælling om måger og ikke mindst fotografier af stilheden i naturen. Denne komposition, hvor vi bevæger os fra citater til lyrik til prosa til billeder, er ikke 100% konsekvent, men skaber en form for cirkulær, eller snarere spiral-handling. Hvor man sammen med fortælleren kommer på en rejse.

Vi begynder her: 

”Dreng i vinterskov/cirka otte år/søen dækket af is/frys billedet/lige dér/”

Dette billede er det første ønske om, at noget skal blive som det engang har været. Men der, hvor jeg særligt bliver solgt, er de små fortællinger om mågerne, der bryder lyrikken: 

“Man siger om mågerne, at de ikke smager særlig godt. Men det har ikke afholdt vores forfædre fra at æde dem. De lagde dem i blød om natten over i mælk eller vand. Og flåede dem og kogte dem i en suppe med urter. Fjerene og dunene blev brugt til dyner Men der var én ting, man skulle huske: Hvis en storm rasede, og man havde mågefjer i dynen, kunne man glemme alt om at få sin nattesøvn. Fjerene ville rejse sig. Man ville vende og dreje sig til den lyse morgen. For ingen måge, ikke engang en død måge, lader en god storm gå forbi.” 

Jeg elsker alt ved denne mytefortælling. Jeg synes, det er en virkelig forfinet måde at bevæge sig på fra det realistiske plan til det magiske og sansende plan. Disse korte fortællinger om mågerne vækker en form for længsel inde i mig, der gør, at jeg får lyst til at vide mere. Lyst til at tale med mågerne og høre dem ad, om det er sandt.

Som jeg nævner tidligere, så er der her tale om en slags hybridværk. For bogen indeholder flere forskellige genre. Et af generne er fotografier som forfatteren har tager. Ligesom poesien og prosaen bidrager billederne deres til bogen. Og det er sjældent at jeg har oplevet at fotografier kunne udtrykke stilhed og fravær som disse gør. 

På samme måde er fortælleren også noget særligt i denne bog. Her er en fortæller, der nærmest driver igennem omgivelserne og bliver en del af dem. Hvad enten det er naturen eller byen, der er hans omgivelser, mærker man det igennem ham. Desuden er der noget melankolsk hos fortælleren, noget der vækker læserens sanser, og skaber et billede af et ensomt menneske i natten, mens man bevæger sig igennem teksterne sammen med fortælleren. Det er tydeligt, at fortælleren har et stort savn inde i sig, som han prøver at formidle videre. 

Særligt er jeg imponeret over, hvordan sanserne vækkes i hvert enkelt digt, og hvordan disse sanser bliver koblet sammen med naturen, der har en stor rolle igennem hele bogen, faktisk næsten lige så stor som nostalgien og melankolien.

Overordnet synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en velskrevet og rørende digtsamling, der bevæger sig smukt igennem fortællingen og sørger for at tage læseren med sig. 

Jeg må dog her til sidst også nævne bogens fysiske udtryk. For da jeg pakkede ”telegrammer fra bunden af ørnsø” ud, var det første jeg lagde mærke til den lækre kvalitet bogen er trykt i. Bogens hud er i tykt, lækkert karton, der føles rart, glat og køligt i hænderne, hvilket allerede fra første indtryk bliver særligt for en taktil person som jeg er.
Da jeg bevæger mig videre ind i bogen, bliver det kun bedre. Man har nemlig ikke kun holdt sig til det lækre papir til bogens ydre, siderne indeni er der også kælet for. Hver enkel side er trykt i lækkert, tykt papir, der giver bogen volumen og tyngde. At der så også er fotografier flere steder i bogen, gør denne bog allerede fra begyndelsen til en indtryksbombe på flere planer. 

Alt i alt synes jeg, at ”telegrammer fra bunden af ørnsø” er en smuk bog, der på en tyst og underspillet måde behandler livets store emner.

Dette gør at Tommy Heisz’ digtsamling ”telegrammer fra bunden af ørnsø” får  og en anbefaling med på vejen.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”Lån Mig Vinduet” får vi som læsere adgang til et vindue, der på den ene side peger mod et krigshærget Syrien og på den anden side på hverdagsagtige følelser og tanker i landflygtighed. Her møder vi et menneske, der søger og sørger. Et menneske, der længes tilbage til et Damaskus, der ikke er sønderbombet af tøndebomber. Et menneske, der længes tilbage til et Syrien som det en gang var. På den måde kommer ”Lån Mig Vinduet” til at kredse omkring længsel og de minder, som fortælleren mønstrer at skrabe sammen ude i landflygtigheden – et sted i Europa, som ikke engang ønsker dem. 

Bogen er smuk og særligt den første halvdel, der mest indeholder kortere digte, er præget af stærke og poetiske billeder, der ætser sig dybt ind i mig.  

”Syrien/på dødens hav/ i en båd af papir/af papir/hold fast i halmstrået – så let som du/ holder fast i åndedraget/åndedraget/Hold på hemmeligheden / hold på hemmeligheden/Grib det som ilt griber ild/som ”digtet” griber i vejen,/væren om hinanden/i medgang og modgang/et halmstrå for den druknede./”

Et digt som dette graver sig helt ind i marven på mig, når jeg tænker tilbage på 2015. Billederne af Middelhavet, af den græske grænse og af menneskekroppe i vandkanten vækkes på ny til live or mit indre blik. Mennesker i både af papir, der holder fast i halmstrå. Av mit hjerte! 

Måske er jeg særligt letpåvirkelig, fordi Hala Mohammad og jeg deler den samme skæbne. Fordi jeg kender til den længsel og ønsket om at kunne låne et vindue og på den måde se ind i noget, man har mistet. Måske er det derfor jeg bliver særligt rørt af disse digte. Og dette til trods for, at jeg generelt har den holdning, at oversat lyrik tit mister noget i processen og bliver kun en bleg kopi af det originale. 

Til trods for at ”Lån Mig Vinduet” er en oversættelse, kan jeg kun anbefale ”Hala Mohammads digtsamling.  Den fanger essensen af uroen et menneske på flugt kan indeholde. Derfor kan jeg med god samvittighed give bogen  med på vejen og en kæmpe anbefaling. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”i går var jeg fuld
af vin menneskeheden 
og en smule angst”

”Hundrede slag i tiden” er debut af Martin Ryum og som titlen antyder, så finder jeg i dette lille skatkammer 100 fine haikudigte, der adskiller sig fra alt andet haiku jeg har læst til dato. 

Jeg kan ikke sige, jeg har læst meget haiku, men jeg har krydset veje med dem. Jeg kan heller ikke sige, at jeg er stor haiku-fan. Men her fandt jeg altså noget, der virkelig tiltalte mig. For hvor er det dog forfriskende at støde ind i en digtsamling, der tør være modig og tage emner op som er samfundsrelevante og pakke dem ind i noget så flyvsk som haiku. Wow!

Igennem digtsamlingen møder jeg en fortælling, der kredser om emner fra kærlighed til miljøkriser, covid-19 og ej at forglemme queerness, og alligevel formår Ryum at flette naturelementer ind i digtene på en fin måde. Digtene er toprelevante, samfundskritiske og indeholder punches, der virkelig kan få det til at eksplodere inde i en. 
Et eksempel kunne være:

”naturen muterer 
derfor er den tænker jeg 
os overlegen” 

Eller: 

“lad solen brænde 
frygten for et tabt forår 
frygten for at dø”

Av siger jeg bare. Her er foråret 2021 et punch, et slag lige i ansigtet.  

Selvfølgelig er der digte, der rammer mig stærkere end andre, men generelt synes jeg, at Ruym har en fin skrivestil, der forår at fange og fastholde mig. Flere af digtene har stærke puncher, der hægter sig fast på mig, og jeg får en lyst til at vende tilbage til enkelte af dem, for at genlæse dem.

Jeg synes at ”Hundrede slag i tiden” gennemtænkt, men også relevant. Intet er overladt til tilfældighederne, og det synes jeg er så fedt. De gør, at jeg kan grave mig ind i digtsamlingen og finde mange lag (som ikke nødvendigvis er in your face). Martin Ruym kan noget med ord, meninger og billeder. Noget bliver serveret og andet får man selv lov tik at grave frem. Og federe endnu kommer det til at referere endnu mere til læserens egen oplevelse af den tid, der er her og nu. Det gør læseoplevelsen nærværende og håndgribelig. Alt dette danner grobund for en fremragende bog. 

Derfor får den også  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, for det er svært ikke at kunne føle dette helt ind i hjertekulen. 
Så enkelt kan det nemlig sige: 

”inde i længslen 
ligger sorgerne på lur
små bobler popper” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I sin nye roman leger Camilla Hjørnholm Olsen med autofiktion, hvor man som læser aldrig helt ved om det er forfatteren selv eller blot fortælleren, der er i fokus, i min optik giver det bogen et ekstra fint niveau, og gør både hovedpersonen, men også fortællingen mere levende.

”Miss KØBENHAVN” er nemlig opdelt i to dele: En fortælling om Kamma, der ankommer fra Herning til København, for at studere litteratur på KUA. Derudover består den af små indslag fra forfatteren selv.

Kort fortalt handler fiktionsdelen om Kamma der gerne vil være voksen og hvile i sig selv. Hun vil også gerne stoppe med at ryge hash, for København skal være det nye kapitel i hendes liv. Det kan dog være svært, når man lander på et podie, hvor alt handler om at være den smukkeste, klogeste, mest interessante og attraktive. Og før Kamma overhovedet er kommet ind på sin uddannelse begynder en periode, hvor hverdagen flyder sammen i ”en gråbrun nuance” af hash og aktivering fra jobcentret.

Efter halvandet år som turist på lavindkomst bliver Kamma optaget på dansk på universitetet. Men her passer Kamma heller ikke helt ind. I stedet bliver hun, som altid, den smukke og populære piges, kluntede veninde.

Underviserne på uni er stort set alle mænd, og interesserer sig kun for mandlige forfattere. Det gør livet som en ung kvinde med forfatterdrømme svært, især når man ikke har lært at sige fra og indtage sin plads i rummet.


Den anden del af bogen er korte, løbende, indslag fra forfatteren som Camilla Hjørnholm Olsen kalder ” Log #1- #6. I disse små logs bryder forfatteren fiktionsmuren og indbyder læseren ind i sine egne tanker om bogen, skriveprocessen, Tine Høeg og generel usikkerhed som kun en perfektionist kan have om sig selv.

I løbet af læsningen morede det mig, at Camilla Hjørnholm Olsen blev ved med at sammenligne sig med Tine Høeg og Kamma med Asta* for jeg blev bare ved med at tænke, at jeg til en hver tid hellere ville være venner med Kamma end Asta.


Anyways, i denne fortælling bliver der dog skrevet en smuk historie, der på en underspillet måde tager fat i de vigtige emner som sexisme og manglende ligestilling, der var en almindelig del af hverdagen for mange kvinder i 90’erne og 00’erne. Både de større problemer, hvor man som kvinde bliver antastet på gaden og politiet victim-blamer kvinden. Men også de mindre ting som f.eks. at underviseren nægte at undervise i kvindelitteratur, da det ikke har litterær kvalitet.

For mig er ”Miss København” et fint stilbillede i 90’ernes akademiske københavnerliv.

Den rammer noget særligt i mig, måske fordi jeg i 1996 kun var 12 år gammel og lige præcis den tand for ung til at kunne virkelig opleve dette mærkværdige årti. Måske fordi Kamma netop var den type ung kvinde jeg så op til som barn; Typen med band-T-shirt og Doc Martens. Men også fordi jeg selv, ligesom Kamma, små 10 år efter skulle lytte til lignende mandelige undervisere på KUA, der nægtede at undervise i andre kvindelige forfattere, end Karens Blixen og stoppede sin litteraturhistorieske undervisning engang i 80’erne… og nårh jo, fordi de til en vejledning prøvede at tage på mig og jeg efterfølgende følte, at det var min skyld.

Måske er det netop derfor at Miss København er så levende for mig og rammer noget dybt i mig – fordi jeg selv var en ung ambitiøs kvinde i en tid, hvor man som kvinde stadig skulle kæmpe for at få ordet og for at blive taget alvorligt.


For mig har ”Miss København” en duft af 90’erne over sig; For mig er det duften af de ruskindsbukser min mor købte til mig i Daells Varehus, og en tør københavnersommer fyldt med kultur. For i 1996, hvor bogens hovedperson, Kamma, ankommer til København, var byen Europæisk Kulturhovedsted. Og måske er det fordi jeg er ved at være halvgammel og halvnostalgisk, men bøger der foregår i 90’erne rører noget i mig, til trods for at 90’erne ikke var kun ruskindsbukser og lange sommerdage på Strøget.

Alt i alt er ”Miss KØBENHAVN” velskrevet og dejlig let og hurtig at komme igennem. Det er en fin fortælling og et vigtigt minde om en tid som vi helst skal væk fra i dag. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.      


Bogen udkommer 24.02.2022

*Hovedpersonen i Tine Høegs ”Tour de Chambre” 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

UGLEN
når en ugle/banker på din dør/grav øjeblikkeligt en grav/hvis jeg havde vidst det/hvis jeg bare havde vidst det/begynder tante/han kom /til os den ugle/fortalte abid at han skulle følge med/til politistationen /sammen med omer/måtte kragerne hakke hans øjne i stykker/til mig sagde han /græd ikke kvindemenneske/de kommer tilbage til dig/smukkere end de er nu (s. 98) 

Det skal ikke være noget hemmelighed at ”Slægten” er en bog som kommer mig nær. Jeg er selv krigsbarn og husker krigen i Jugoslavien ganske tydeligt. Det er også derfor, at jeg var meget spændt på at læse denne bog, for det er en serbisk forfatter, der vælger at beskrive en fortælling fra to stridende sider. Det elsker jeg hende for, for krigen hun fortæller om har så mange facetter, at selv vi som har oplevet den, har svært ved at finde hoved og hale i den. 

Kort fortalt er bogen delt op i tre dele: Første del, anden del og tredje del. 
I den første del møder vi en familie, der tager imod en mand. Han bor hos familien, men der skabes stridigheder om hvorvidt han er et godt menneske eller en slange. Der er også flere hentydninger, der peger i begge retninger f.eks. på side 21er der hentydninger i dette digt ”uden en lyd kom han ind /på mit værelse /lugtede af sæbe /***”/
Eller i slutningen af første del, hvor det bliver mere end hentydet at tiodor er en ”slange”: ”da tiodor for to uger siden /kiggede ind i køkkenet /blev vileta bleg som et lig/i samme øjeblik stillede hun koppen fra sig /og gik mod/udgangen /jeg hørte mor /sige i døren/at tiodor var/en sød mand/men fra trappen /råbte vileta /at vi havde lukket en slange/ind i huset/og at mor/godt vidste det/hun kunne ikke længere/lyve for os/og gik sin vej” (s. 43) 

Den første del er generelt lyrisk og smukt komponeret, men der er visse steder, hvor jeg bliver i tvivl om, hvem der er fortælleren, for vi møder både en Sara og en Mila. Det gør desværre at jeg undervejs taber tråden og mister det lyriske læseflow, da jeg flere gange er nødt til at bladre frem og tilbage for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. 

Anden del af bogen ligner mest et interview med en som anmelder Tiodor, og spreder sig kun over få sider. Umiddelbart virker det som en god overgang, der viser at det ikke er alle serbere, der var de monstre som medierne ønskede at fremstille dem som. I den anden del er det nemlig en serber ved navnet živorad der anmelder tiodor. Her får vi nemlig også opklaret, at tiodor var en general (under krigen). 

Hele fortællingen bliver dog udfoldet og gjort meget mere tydelig i løbet af den sidste del. 

For her møder vi den bosniske side af krigen og kun én fortæller. En jeg-fortæller får sin tante på besøg i Holland. Tanten har mistet sin søn og mand, som mere end bliver hentydet i digtet der hedder ”UGLEN” og skal overvære retssagen. 
Den sidste del adskiller sig også fra første del, hvor første del har tal som titler, så har tredje del rigtige titler. 

Her får vi indsigt i hvad der skete under krigen. Det er næsten som om den kristne (serbiske) familie ikke anede, hvem de havde lukket ind i deres hjem. Det viser en form for naivitet hos familien, især da Tiodor tilsyneladende forgriber sig på en af døtrene, og hun fortæller at hun er gravid, så nægter familien at erkende det, men medicinerer hende til stilhed. Hvad Mladenović her prøver at vise er, at sandheden er for hård og brutal til at blive erkendt. 

Ligesom hun på en meget elegant og dog in your face afslutter bogen med at afsløre netop de forbrydelser Tiodor var med til at skabe: 
”[…] burde jeg sige nabo/burde jeg sige den herre/burde jeg sige tiodor […[ spørg ikke/hvad der skete bagefter/ydmygelsen/smerten/spørg mig heller ikke/hvordan jeg kom hjem/og hvad jeg så gjorde/hvad jeg tænkte på/jeg snakkede med vægge/fablede blodig forneden/spørg mig ikke/[…] hun vil komme tilbage igen/når de fanger tiodor/hvis hun ikke er til besvær/siger hun vil tage/sin søn med/(hendes søn er død/har hun mistet forstanden)/hvad for en søn/tante hvad for en søn/min egen siger hun og griner/han er femten/ jeg fordrer ham for/ at han skal se /sin far /forbryderen/tage et ordentligt kig på ham/ (s. 104-105+108).

Der er ingen tvivl om, at Mladenović har skrevet en stærk bog, der tager fat i tunge emner. Jeg elsker at hun forholder sig kritisk og at hun prøver at beskrive krigen på Balkan fra flere sider. Det er virkelig en styrke. Bogen kravler under huden på en og får det til at gyse, for tænk, at mennesker kan være så grusomme. Tænk at dette skete i Europa og nu sker det faktisk igen mellem Ukraine og Rusland. 

”Slægten” er uden tvivl en vigtig bog og burde læses af alle, om muligt på originalsprog. For der hvor jeg står lidt af på denne bog, er oversættelsen. Jeg ville ønske at man havde valgt en digter til at oversætte bogen. Når jeg læser bogen, så virker det som om man har valgt en professionel oversætter til at oversætte. Det virker som om teksten er oversat ordret, og dermed virker det, at der ikke er blevet taget hensyn til det lyriske aspekt af teksten. Der er flere steder, hvor symboler og metaforer ikke giver menig. F.eks. i digtet ”UGLEN”. Jeg er sikker på at der er et ordsprog i dette digt på serbisk, men på dansk giver det ikke mening. Og når der heller ikke er nogen referencer, så mister man bare en del af fortællingen, når man bare er ”almindelig” dansk læser, hvilket er ærgerligt, for denne bog har mget på hjerte. 

Dermed er det også virkelig svært at give bolcher til denne bog, for bogen fortjener fuld plade, men oversættelsen trækker den desværre ned, hvorfor jeg ender på  store bolcher til ”Slægten” af Dragana Mladenović

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Som Hilde Danser” handler om en ung kvinde, der forsøger at finde rodfæste i sig selv ved at knytte bånd til mænd, der ikke kan rumme hende. Bogen handler om en ung kvinde, der står splittet mellem det normative og det fantastiske, og ikke mindst så handler den om en ung kvinde, der skal finde sin egen vej i livet. 
Her møder vi Hilde. Hilde, som bruger aftener på at sidde i sin ekskærestes hønsehus og drømme om den familie de skulle have haft sammen. 
Vi møder Hilde, der voksede op med en fraværende og alkoholiseret far.
Vi møder Hilde, der danser i natten med lyskæder i håret til musik, kun hun selv kan høre.
Og ikke mindst, så møder vi Hilde, der digter en historie, når virkeligheden bliver for smattet. For Hilde er et barn af en tid, hvor børn skulle skabe deres egen fortælling, for at lukke det grimme og brune ud. 

Her er tale om en fortælling, hvor svigt er altoverdøvende, ja altoverdøvende – den runger i Hilde og læseren. Og Hilde må bryde mange mønstre, for at kunne finde ind til en vej, der kan føre hende væk fra alt det grimme og det brune. 

”Som Hilde Danser” er Anja Nielsens debutroman, hvilket godt kan skinne en smulle igenne, til tider i sproget. Men når det er sagt, så har fortællingen så mange lag og er så smukt poetisk komponeret, at man hurtigt glemmer de få, små skønhedsfejl. 
Sproget er glidende, det bevæger sig i strømmen som en dans; Nogle gange stakkeret, andre gange er det som en flok fugle, der flyver om hinanden. Hvilket viser Hildes sindsstemning ganske godt.

I begyndelsen af bogen kunne man mistænke Anja Nielsen for at skabe en stemme, der har en slags romantiseret melankoli over for mennesker i forfald, men hurtigt finder man ud af, at Anja Nielsens fortællerstemme ikke har meget romantik til overs her. 
Tvært imod bliver forfaldet beskidt og ildelugtende, det er fortvivlet og søger for, at man farer vild i det. Og alligevel er der sol efter regn hos Hilde, ligesom hos de fleste, almindelige mennesker. Netop derfor er denne fortælling lige tilpas og bliver aldrig for meget, til trods for Hildes til tider noget barnlige og flyvske person. 
Tværtimod har denne romantiserede melankoli tendens til at skabe et poetisk univers, som rent sprogligt tiltaler mig. 
Anja Nielsen har et stærkt billedsprog, og flere gange under min læsning var jeg både nødt til at tørre en tåre væk, men også understrege sætninger, som gik lige ind i marven på mig, og bliver inde i mig.

Som f.eks.:

S. 14 ” ligemeget hvor stor en kærlighed end er, så bliver den aldrig større end den uro, under hvis skygge hendes hjerte bor.”

S. 19 ”Johns liv udviklede sig til et klistret spind af flugt, skam og had, hvor han selv sad fanget i midten.”

S. 48 ”Det er længe siden nu, at der har været vind i Hildes hår og regn på hendes øjenlåg.”

”Som Hilde Danser” er en hjertevarm fortælling, der rammer alle de rigtige steder. Og selvom jeg godt kan blive irriteret på Hilde, fordi visse ting er lidt for gode til at være sande, så kan man godt relatere til hende. For til trods hendes flyvskhed, grimme dans og fantastiske påfund, så har vi alle en del af hende i os selv. Hvilket gør Hilde menneskelig og dermed også til et godt bekendtskab. 

Bogen er kort og i øvrigt hurtigt læst, hvis man ønsker kun at komme igennem den som en slags sommerlæsning. Men den egner sig også til genlæsninger og som en slags opslagsværk over poetiske billeder, hvilket giver bogen større litterær kvalitet.

Det er også derfor at Anja Nielsens roman ”Som Hilde Danser” får      og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker noveller, så da jeg fik tilbudt disse to til anmeldelse, takkede jeg meget hurtigt ja. At begge hæfter har omslag med glimmer i, gør kun at jeg bliver forvandlet til et barn og sidder med hæfterne i timevis og beundrer omslaget. 

Anyways… Her er tale om to ud af fire noveller af Camilla Hjørnholm Olsen. 

”Luciabruden” er nummer et ud af fire noveller, og omhandler en pædagog ved navnet Gro, hvis vigtigste mission på arbejdspladsen (og måske også i livet) er at årets Luciaoptog forløber perfekt. Desværre kan alt kollapse på øjeblikke, på grunden en enkel beboer: Puk. 
Her møder vi et lette neurotisk menneske, der på visse måder ser sig lidt som en retfærdighedsgudine, der igennem et Luciaoptog kan genoprette orden i den uret, hun selv blev udsat for som barn, da hun blev forbigået som luciabrud. 

”Fuglekongen” derimod handler om en mand, der får dagene til at gå med at fodre fugle, siden bestyrelsen forbød ham at fodre katte i gårdmiljøet. Her møder vi et menneske, der tager os på en rejse i et indre univers. Vi møder et menneske, der for de fleste ville virke som en sindssyg, men i virkeligheden har dette menneske en mission i livet, og gør alt for at fuldføre denne mission. 

Her er egentlig tale om to selvstændige noveller, der gerne skulle blive til fire selvstændige noveller på sigt. Og hvor jeg dog glæder mig til de sidste to også kommer ud, for jeg vil have flere historier om disse mennesker. 
Selvom de to noveller, er vidt forskellige, så har det de til fælles, at de giver os mulighed for at møde det inderste hos forskellige mennesker. 

For begge noveller gælder det, at de er korte og skåret ind til benet. De er lette og hurtigt læste og sproget tilpasser sig dejligt organisk til den enkelt hovedperson. 
Fortælleren er i øvrigt også personbunden, så man får virkelig lov til at komme tæt på hovedpersonerne og ind i deres kerne. Det gør selvfølgelig, at fortælleren og selve læseoplevelsen er vildt forskellig i de to noveller, men jeg kan virkelig godt lide netop dette, da det er med til at vække mine følelser under læsningen, og gør at jeg lærer personen godt at kende, på meget kort tid. På den måde fatter man hurtigt både sympati og foragt for de forskellige personer i novellen. 

Det kan være ret udfordrende at anmelde enkelte noveller, som er udenfor en samling, hvorfor jeg også vælger at udelade bolcher i denne omgang, men jeg synes at disse to absolut fortjener at blive nævnt og få en anbefaling med på vejen. 

ovell

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har ladet mig fortælle, at det at blive mor er en kæmpe omvæltning i livet. At blive mor under en pandemi må være trippel-op hårdt. Og det er netop hvad der sker for fortælleren i Irmelin Prehns lyriske samling af moderdigte ”mor spiser rav”. 

I denne digtsamling møder vi en fortæller, der bliver mor for første gang under Coronaens første bølger. 
Vi møder en fortæller, der har tabt sit jeg, idet barnet ankommer, og er blevet forvandlet til en ”mor” – et  moderdyr, der ikke engang kan få lov til at nyde det gode ved oplevelsen. Tvært imod er fortælleren fanget mellem fire vægge som en løvinde i et for lille bur. Vi får indblik i alt det, der sker med en kvinde, når hun overgiver sit jeg, for at kunne blive det man i samfundet stadig ser som det ypperste for en kvinde; nemlig mor. Og alligevel kæmper et ”jeg” sig op til overfladen. Det popper op undervejs. Dette jeg er fortællerens eget jeg, der prøver at kæmpe sig tilbage i fortælleren, hvilket i min optik gør denne digtsamling mere interessant, da man her har en fortæller, der bliver nægtet den totale nedsmeltning i moderrollen. 

Hvad jeg dog studser over, er denne fortællers behov for at vinde sit jeg tilbage igennem de mænd, der har betydet noget i fortællerens liv. Disse ex’ere bliver nævnt løbende igennem bogen, og kun her (ud over førse digt) bevæger fortælleren sig fra 3. person ental “mor” til 1. person entel “jeg”. Dette viser netop, at der stadig findes et jeg under dyngen af mor. Således er det også jeg’et, der åbner bogen op – lige inden barnet og pandemiet kommer.

” jeg er knap nok, jeg er næsten ikke
jeg er banrnevognsskubbende krop
jeg er løftende arme
jeg er gylp i håret
jeg er vuggende favn
jeg er dæmpet sangstemme
jeg er vaskekluden
Jeg er bleskifteren med lort på ærmet”

Det interessante er dog, at jeg’et kun er til i kraft af de mænd, der er noget i fortællerens liv. På den måde er her tale om en bog, der skriver sig ind i en klassiske male-gaze fortælling, hvilket er interessant, da det at bliver mor er et meget kvindeligt univers.

I ”mor spiser rav”  er “”mor åben og direkte, hun skjuler ikke noget. Hun inviterer læseren til at mærke sin fortvivlelse og kroppens forandring. Hun suger os med ind i ensomheden, angsten, længslen og håbet. Noget vi alle oplever i hverdagen, men som må føles endnu mere intenst i en hormonfyldt krop, og i et hermetisk nedlukket samfund, som det var under pandemien. 

Irmelin Prehn skriver uprætentiøst, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Alligevel har hendes digte flere lag. Både morfologisk, men også tematisk. 

Hun tager fat i moderrollen fra et andet perspektiv og gør den ikke poetisk. Tvært i mod er ”mor” hos Prehn en maskine, der arbejder for barnet.  En mor der skal elske sin søn tilpas meget, for hvis hun elsker ham for lidt eller for meget, så går det helt sikkert galt. 

Med ”mor spiser rav” skriver Irmelin Prehn sig ind i to retninger, der er ret fremherskende i denne tid i dansk litteratur. 

Først og fremmest hele moderdigtningens spor, hvor moderen, snarere end mennesket, har hovedrollen. Men hun skriver sig også ind i pandemiens spor. Hvor den der angst svøber sig om læseren og samfundet, når man læser litteraturen. 

Jeg synes modersporet er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke om pandemi-sporet kommer lidt sent, for pandemien er pludseligt forsvundet siden midten af januar og fylder ikke så meget hos den almene læser. Og dog vækker det et minde i mig om det der forår i 2020, hvor jeg gik så mange ture ud i naturen, som jeg aldrig har gjort før i mit liv. Det er også vigtigt at holde fast i den der følelse af afmagt vi alle gik rundt med de sidste to år. For den var en realitet for blot 2 måneder siden. 


Jeg synes at ”mor spiser rav” kan et eller andet. Sproget rører mig og billederne har dybde. Selvom moderdigtning ikke er den type genre jeg foretrækker, så synes jeg, at Irmelin Prehn beskriver følelser så levende, at mennesket virkelig træder frem for læseren. 

Det er også derfor jeg synes at ”mor spiser rav” skal have    velfortjente bolcher.