Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Charlot Roslevs tredje digtsamling ”Jeg har dig” er kort sagt en skildring af moderskab igennem et år: Fra barnet fødes, bevæger vi os med jeg-fortælleren igennem månederne, og følger en moders kærlighed, desperation og angst, der selv for den bedste, kan opstå i en ny og sårbar hverdag. 

Derudover er ”Jeg har dig” også en fortælling om psykisk sygdom og misbrug, og hvordan disse hele tiden lurer bag en facade, der let kan krakelerer, når man konstant bliver udsat for pres fra alle sider, og især fra sig selv. Det at være mor kan være svært for den bedste, for slet ikke at tale om den perfekte østerbromor. 

Man kan let tænke ”Åh nej ikke endnu en moderskabsdigtsamling. Har vi ikke fået nok af dem?” Men Roslevs digte kan noget andet end de andre moderskabsdigte. Der er nemlig noget skønt og dejligt tabunedbrydende over en mor fra Østerbro, der ikke er perfekt. Her står hun nemlig udenfor rækkerne af Marathon-løbende mødre og betragter dem fra en nærmest bitter distance. 

Her en mor, der tæller dage siden hun sidst tømte en vodkaflaske. En moder, der skamfuldt længes, men ikke desto mindre længes, efter en ungdom fyldt med misbrug på Vesterbro. En moder, der hader, fortvivler og tilgiver. En moder, der i bund og grund er udenfor et eller andet fælleskab. 

Jeg er narkoman/en narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman og spædbarnsmor/med posttraumatisk stresssyndrom/der ikke kan sove/jeg er narkoman/det står skrevet i min urolige pande/her er ellers så pænt på Østerbro/det findes lige på den anden side/af mine fedtede vinduer/et liv/dét liv/hvor rododendronen blomstrer/og kvinderne er kønne imens de løber marathon/oh børnenes tøj så bæredygtigt at det kan ædes/ oh hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned/midt på Østerbrogade/ oh begyndte at græde ud over dem alle sammen” (s. 54-55)

Man kunne jo spørge sig selv, hvor mange mødre, der rent faktisk står bag deres fedtede ruder og betragter de andre (perfekte) mennesker på gaden, uden at ane at de døjer med noget. Det jeg især synes er smukt ved denne digtsamling er, at det ikke kun kan eller skal læses af en forældre. Vi kan alle forholde os til den der følelse af ”at være udenfor fælleskabet, hvor alle de andre er perfekte og man selv står tilbage med en følelse af håbløshed. 

Jeg synes generelt, at Charlot Roslev skriver dejligt uperfekt og råt. Jeg elsker, at man som læser møder en masse skarpe kanter, og at intet er pakket ind. Her står alt råt for usødet. Hvilket jeg også møder i denne bog. Jeg savner dog en bedre overgang fra det mørke og dystre i bogens begyndelse  til bogens slutning. I min optik ville det have gjort bogen mere fuldendt. Et enkel eller to tilføjelser kunne have gjort underværker.

Konkluderende kan jeg sige, for dem som kender og elsker Roslevs bøger, så kan man roligt læse med. Her er både blod, lort, desperation, grimhed, angst og alt andet som man kender fra hendes tidligere samlinger.

”Jeg er en kropsvæskemaskine/sekreterne flyder ud af mig/blod/fæces/barselsudflåd/mælk/råmælken er fed og gullig” (s. 13)

Roslev selv er bare blevet ældre, og det kan mærkes på en god måde i denne bog. Det er som om der bliver trukket en lettere og en smule rundere pensel over papiret, i modsætning til de tidligere digtsamlinger. Men det klæder både bogen og Roslev selv. 

Når alt kommer til alt, så kan ”Jeg har dig” være noget for de fleste mennesker. Den er skrevet sådan at man både kan få noget ud af den om man er forældre eller ej, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Charlot Roslevs rå og hudløse billeder gør mig altid dejligt ilde til mode og derfor skal ”Jeg har dig” have   store bolcher og en absolut anbefaling med på vejen. 


Bogen er i øvrigt illustreret af Klaus Albrectsen, hvis naive streg akkompagnerer digtene og stemningsskiftene på fineste vis.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har ladet mig fortælle, at det at blive mor er en kæmpe omvæltning i livet. At blive mor under en pandemi må være trippel-op hårdt. Og det er netop hvad der sker for fortælleren i Irmelin Prehns lyriske samling af moderdigte ”mor spiser rav”. 

I denne digtsamling møder vi en fortæller, der bliver mor for første gang under Coronaens første bølger. 
Vi møder en fortæller, der har tabt sit jeg, idet barnet ankommer, og er blevet forvandlet til en ”mor” – et  moderdyr, der ikke engang kan få lov til at nyde det gode ved oplevelsen. Tvært imod er fortælleren fanget mellem fire vægge som en løvinde i et for lille bur. Vi får indblik i alt det, der sker med en kvinde, når hun overgiver sit jeg, for at kunne blive det man i samfundet stadig ser som det ypperste for en kvinde; nemlig mor. Og alligevel kæmper et ”jeg” sig op til overfladen. Det popper op undervejs. Dette jeg er fortællerens eget jeg, der prøver at kæmpe sig tilbage i fortælleren, hvilket i min optik gør denne digtsamling mere interessant, da man her har en fortæller, der bliver nægtet den totale nedsmeltning i moderrollen. 

Hvad jeg dog studser over, er denne fortællers behov for at vinde sit jeg tilbage igennem de mænd, der har betydet noget i fortællerens liv. Disse ex’ere bliver nævnt løbende igennem bogen, og kun her (ud over førse digt) bevæger fortælleren sig fra 3. person ental “mor” til 1. person entel “jeg”. Dette viser netop, at der stadig findes et jeg under dyngen af mor. Således er det også jeg’et, der åbner bogen op – lige inden barnet og pandemiet kommer.

” jeg er knap nok, jeg er næsten ikke
jeg er banrnevognsskubbende krop
jeg er løftende arme
jeg er gylp i håret
jeg er vuggende favn
jeg er dæmpet sangstemme
jeg er vaskekluden
Jeg er bleskifteren med lort på ærmet”

Det interessante er dog, at jeg’et kun er til i kraft af de mænd, der er noget i fortællerens liv. På den måde er her tale om en bog, der skriver sig ind i en klassiske male-gaze fortælling, hvilket er interessant, da det at bliver mor er et meget kvindeligt univers.

I ”mor spiser rav”  er “”mor åben og direkte, hun skjuler ikke noget. Hun inviterer læseren til at mærke sin fortvivlelse og kroppens forandring. Hun suger os med ind i ensomheden, angsten, længslen og håbet. Noget vi alle oplever i hverdagen, men som må føles endnu mere intenst i en hormonfyldt krop, og i et hermetisk nedlukket samfund, som det var under pandemien. 

Irmelin Prehn skriver uprætentiøst, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Alligevel har hendes digte flere lag. Både morfologisk, men også tematisk. 

Hun tager fat i moderrollen fra et andet perspektiv og gør den ikke poetisk. Tvært i mod er ”mor” hos Prehn en maskine, der arbejder for barnet.  En mor der skal elske sin søn tilpas meget, for hvis hun elsker ham for lidt eller for meget, så går det helt sikkert galt. 

Med ”mor spiser rav” skriver Irmelin Prehn sig ind i to retninger, der er ret fremherskende i denne tid i dansk litteratur. 

Først og fremmest hele moderdigtningens spor, hvor moderen, snarere end mennesket, har hovedrollen. Men hun skriver sig også ind i pandemiens spor. Hvor den der angst svøber sig om læseren og samfundet, når man læser litteraturen. 

Jeg synes modersporet er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke om pandemi-sporet kommer lidt sent, for pandemien er pludseligt forsvundet siden midten af januar og fylder ikke så meget hos den almene læser. Og dog vækker det et minde i mig om det der forår i 2020, hvor jeg gik så mange ture ud i naturen, som jeg aldrig har gjort før i mit liv. Det er også vigtigt at holde fast i den der følelse af afmagt vi alle gik rundt med de sidste to år. For den var en realitet for blot 2 måneder siden. 


Jeg synes at ”mor spiser rav” kan et eller andet. Sproget rører mig og billederne har dybde. Selvom moderdigtning ikke er den type genre jeg foretrækker, så synes jeg, at Irmelin Prehn beskriver følelser så levende, at mennesket virkelig træder frem for læseren. 

Det er også derfor jeg synes at ”mor spiser rav” skal have    velfortjente bolcher.