Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker noveller, så da jeg fik tilbudt disse to til anmeldelse, takkede jeg meget hurtigt ja. At begge hæfter har omslag med glimmer i, gør kun at jeg bliver forvandlet til et barn og sidder med hæfterne i timevis og beundrer omslaget. 

Anyways… Her er tale om to ud af fire noveller af Camilla Hjørnholm Olsen. 

”Luciabruden” er nummer et ud af fire noveller, og omhandler en pædagog ved navnet Gro, hvis vigtigste mission på arbejdspladsen (og måske også i livet) er at årets Luciaoptog forløber perfekt. Desværre kan alt kollapse på øjeblikke, på grunden en enkel beboer: Puk. 
Her møder vi et lette neurotisk menneske, der på visse måder ser sig lidt som en retfærdighedsgudine, der igennem et Luciaoptog kan genoprette orden i den uret, hun selv blev udsat for som barn, da hun blev forbigået som luciabrud. 

”Fuglekongen” derimod handler om en mand, der får dagene til at gå med at fodre fugle, siden bestyrelsen forbød ham at fodre katte i gårdmiljøet. Her møder vi et menneske, der tager os på en rejse i et indre univers. Vi møder et menneske, der for de fleste ville virke som en sindssyg, men i virkeligheden har dette menneske en mission i livet, og gør alt for at fuldføre denne mission. 

Her er egentlig tale om to selvstændige noveller, der gerne skulle blive til fire selvstændige noveller på sigt. Og hvor jeg dog glæder mig til de sidste to også kommer ud, for jeg vil have flere historier om disse mennesker. 
Selvom de to noveller, er vidt forskellige, så har det de til fælles, at de giver os mulighed for at møde det inderste hos forskellige mennesker. 

For begge noveller gælder det, at de er korte og skåret ind til benet. De er lette og hurtigt læste og sproget tilpasser sig dejligt organisk til den enkelt hovedperson. 
Fortælleren er i øvrigt også personbunden, så man får virkelig lov til at komme tæt på hovedpersonerne og ind i deres kerne. Det gør selvfølgelig, at fortælleren og selve læseoplevelsen er vildt forskellig i de to noveller, men jeg kan virkelig godt lide netop dette, da det er med til at vække mine følelser under læsningen, og gør at jeg lærer personen godt at kende, på meget kort tid. På den måde fatter man hurtigt både sympati og foragt for de forskellige personer i novellen. 

Det kan være ret udfordrende at anmelde enkelte noveller, som er udenfor en samling, hvorfor jeg også vælger at udelade bolcher i denne omgang, men jeg synes at disse to absolut fortjener at blive nævnt og få en anbefaling med på vejen. 

ovell

Petrichor er den duft man kan lugte i sensommeren, når regnen efter en lang hed dag rammer varm asfalt. Vi kender den alle, og den repræsenterer noget særligt for hver er os. For mig er det mine somre hos mine bedsteforældre i Montenegro. Duften der stiger op og et billede af min mormor i sin blomstrede kjole, der kalder mig ind til frokost og rosensaft. For andre kan det være noget helt andet.
Dino Copelj kalder sin bog “Duften af Petrichor”, hvilket er en smuk og poetisk titel, der vækker en masse inde i mig og giver mig lyst til at læse bogen.

Fortællingen kredser om bosnieren Smajo, hans venner og naboer: Balsam-Mogens, Boller-i-Karry-Finn og Amnesty-Bjarne, samt enkelte andre, der har mindre eller større betydning for disse mænd. Her er tale om en skøn samling galgenhumoristiske røverhistorier, der minder mig lidt om de historier jeg selv får fortalt af mine lokale vagabonder. Blide væsner med høje stemmer, dybe historier og skæbner, der ikke bliver hørt, fordi de snakker for højt på solbeskinnede gadehjørner og generer de fine byboere. Det er i hvert fald hvad man får serveret i den første tredjedel af bogen.

Dino indfanger disse sælsomme sjæle på en humoristisk og melankolsk måde. Han viser mennesker som vi i hverdagen overser. Han gør det kort, humoristisk og med lette penselstrøg, der får karaktererne til at stå tydeligt frem.

Der hvor Dino Copelj virkelig brillerer er de små humoristiske skitser fra hverdagens absurditet, der viser at der ikke er meget forskel på Smajo og de andre danskere. Når alt kommer til alt, og når dagens gode gerninger skal fordøjes, så er det i sidste ende lige meget, om det er en god gammeldags dansk håndbajer, eller et lille glas Sljivovica, den gode bosniske hjemmebrændt, der står på bordet. De tre naboer forstår hinanden.

Og denne lille fortælling portrætterer det helt igennem vidunderligt … i den første tredjedel af bogen. Jeg kan ikke understrege dette nok. For derefter sker der noget. Og det er ikke noget godt.
Det er som om luften går af ballonen. Eller måske ikke engang det. Der sker et skift, hvor det for læserens synes, at Copelj nu har fået den ide, at han skal udgives, og så skal det bare gå hurtigt.
For mig virker det som om Copelj prøver for meget. Det bliver for søgt og jeg mister forbindelsen til historien og karaktererne, som jeg ellers så godt kunne lide. Pludselig skal der være et eller andet budskab. Og budskab er godt, men det skal være en naturlig del af historien. Hvis man tager historien som “Amen, CV og konkursramte virkeligheder” eller fortællingen “Digt om Jobsamtalen”. Med al respekt, men et digt skal virkelig være skarpt, hvis det skal være en del af en historie. Her synes det blot påklistret.
Misforstå mig ikke. Der er stadig skønne perler imellem. Som f.eks historien om Smajos ven Edin. Eller Smajos guldkorn som følgende.

Man skulle i hvert fald ikke hade dem eller være ond ved “racisterne”, men forsøge at blive fuld sammen med dem og lade sljivovica, den stærke bosniske brændevin, ordne sagerne. Sljivovica og god mad blandet sammen med det bosniske humør ville kunne udrydde racisme på fem år.

Problemet er, at de sidste to tredjedele virker forhastet, kluntet og rodet. Alt for mange nye karakterer bliver introduceret på må og få, selv en “skribent Dino” kommer ind i billedet, som en sljivovica-fuld Smajo skændes med. Hvilket jeg, med al respekt, synes er usmageligt og en smule selvfedt. For mig synes det at denne karakterer dropper ind fra højre, for at kunne fylde bogen op. Og for at nogle digte, som egentlig ikke passer i historien, lige skal presses ind.
De skæve, skøre karakterer fra fortællingen er også næsten helt væk i den anden halvdel af bogen. Til de pludselig dukker lidt sporadisk op igen hen mod slutningen.
Historien går fra at være en komisk fortælling om almindelige “danske” borgers hverdag i en bydel i Aarhus, der på bedste underspillede måde viser integrationens succes. Til en lidt søgt hyldest til Danmark, og en blandet fortælling om, hvor hårdt det er at være flygtning og hvor fantastisk integrerede Smajos børn (og ham skribenten Dino) er.

Og så var der jo den der duft af petrichor. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvilken forbindelse titlen har til resten af bogen og hvad duften af petrichor repræsenterer for Copeljs karakterer. Jo, bevares, hvis jeg anstrenger mig, så kan jeg nok komme frem til, noget med sammenhold, nostalgi, lykke osv. Det bliver bare ikke malet for mig. Det bliver forsøgt beskrevet i novellen af samme navn, men det kommer ikke frem. Poesien og nostalgien bliver pakket ind i et kluntet forsøg på en kærlighedshistorie mellem Samjos søn Amel og Balsam-Mogens’ datter Sophie. Historien hopper frem og tilbage i tid, man ved ikke hvem fortælleren egentlig er og det hele munder ud i et mislykkedes forsøg på en erotisk fortælling om første gang de to mødte, der mest af alt får mig til at krumme tær.

Jeg bliver frustreret, og egentlig ked af det på Dinos Copeljs vegne, for dybest set kan han godt skrive, og skriver også hæderligt. Problemet opstår, når det skal gå for hurtigt og man skal udgives for enhver pris. Jeg ville ønske der var en redaktør og korrekturlæser, der havde været mere efter ham, for der er for mange småfejl, der generer min læseflow. Resultatet bliver et rodet og halvfærdigt produkt, der ikke kan give mere end 2 bolcher i min bog.
Ideen er god. Men en god ide er kun god, hvis den bliver tænkt til ende og udført derefter.

Poesi og andre former for trods er en novellesamling bestående af 16 fortællinger, der alle portrætterer eller rettere sagt, enkelte scener fra enkelte menneskers liv. Der er ikke som sådan nogen form for forbindelse mellem karaktererne, historierne i mellem, omend det kan synes at Djørup tager udgangspunkt i sig selv i visse af historierne.

Bogen repræsenterer både højere og lavere samfundslag og iblandt dem møder man både en morderisk forretningskvinde, en langdistancelastbilchauffør, der har for mange drømme han ikke kan indfrien, en kvinde der gifter sig af trods og selveste Adda Djørups “yngre jeg”, der bliver skuffet i poesiens navn. Denne historie giver en god forklaringen på, at pågældende bog er prosa, i stedet for det vante poesi, fra hendes side.

For mig er netop denne novelle den, der rammer sømmet på hovedet for hvorfor jeg ikke er så tosset med denne bog. Djørups yngre jeg skriver et digt til Clair Connoly efter at have mødt hende, hvorpå Connoly svarer noget så flabet, at hun ikke kan lide digtet, fordi der er for mange ord.

Det er her jeg får svaret på hvorfor jeg i bund og grund ikke kunne blive færdig med denne bog. Jo bevares jeg blev færdig, men det tog for evigt. Til trods for at bogen er så kort og novellerne ganske simple, så kunne jeg ikke komme videre i den. Svaret ligger nemlig i dette svulmende ordoverforbrug. Hvis hendes digte er svulmende, så er hendes noveller ordnanistiske.

Novellerne er ganske interessante. Der er nogen sjove ideer og hver novelle byder på en lille overraskelse, men jeg synes at selve historien drukner i ordene.

Jeg er en ganske ferm læser, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg blev ved med at snuble over sætningerne i denne bog. Om det er et bevidst valg fra forfatterens side ved jeg ikke helt. Det virker mere som om det er lidt for søgt forsøg på at vise hvor mange ord forfatteren selv kan præstere. Niveauet af nivellerende er også noget svindende, da nogle noveller er tight og lækkert og klart fremført, mens andre bare drukner i sig selv.

Alt i alt er det en bog hvor jeg lander et eller andet sted i midten af skalaen. Den er ikke dårlig som sådan, men heller ikke noget at råbe hurra for

Derfor herfra.