Kort fortalt handler bogen om en ung kvinde, der bliver ansat som lærerinde på en kostskole i Jylland. Kostskolen synes hjemsøgt af Celestine, der i 1600-tallet blev muret inde i hovedbygningen. Som tiden går bliver den, i forvejen, noget skrøbelig lærerinde mere og mere besat af Celestine, og det er næsten som om hun sluger Celestine under sine natlige vandringer på skolens hovedbygning. Ellers også er det Celestine der sluger hende? Hovedpersonen vandrer igennem skolens gange om natten iført en hvid kjole og støder ind i andre spøgelser. Spørgsmålet er dog om spøgelserne er på skolen, eller er det egentlig inde i hende? 

Celestine er på den måde en gyserhistorier af den klassiske slags, hvor sproget er så poetisk og så symbolsk, at det næsten bliver for voldsomt. Og hvor det der hjemsøger, både er overnaturlige spøgelser, men også spøgelser i overført forstand. En fortid og barndom, der er fyldt med ensomhed og svigt.

"Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed."

I ”Celestine” bliver alt ”så for meget”, at man bliver kvalt, både at sproget og lignelserne, men også af stemningen på denne skole, hvor hovedpersonen befinder sig. Hovedpersonen bliver også kval; i sin kærestes hudflager og Celestines spyt, i regnen og i støvet. Læseren bliver derimod kvalt i ord og symbolik.

Der er så meget klaustrofobi, så mange hinder, så mange lugte, så meget olie og fedt og mayonnaise i denne bog, at jeg flere gange har været nødt til at lægge den fra mig, fordi det blev for meget. 

Men det er netop nødvendigt at skrive bogen på denne måde. Da bogens hovedtema er det at  blive kvalt: i sig selv, i andre, i historien, fortiden og den evige selvmedlidenhed, og på den måde igennem ”døden”, forene sig med sig selv, og komme ud som et helt menneske, skaber Ravn en fantastisk connection mellem hovedperson og læser igennem denne særprægede skrivestil.

Sproget er fortættet og betræder de lyriske genre langt mere, end de prosaiske, hvilket gør bogen utrolig svær at læse, hvis man læser den inde i sig selv, da læseflowet hele tiden bliver afbrudt af lange sætningssekvenser uden reel plot, og billeder uden ende. 

Jeg synes derimod at bogen får en helt andet skær og nyt liv, når man læser den højt. Så kommer poesien, fortvivlelsen, billederne og sorgen for alvor frem. Det er også det lyriske, Ravn mestrer som få andre i dag kan, og denne bog er et levende bevis på det. 

Jeg synes til gengæld det er svært at bedømme ”Celestine”, da den stikker i hver sin retning. På den ene er det et lille højlitterært mesterskab og jeg får lyst til at rose den til skyerne og bedømme dem med 6 bolsje, men på den anden side er bogen utrolig kompleks at læse, at det bliver så svært at komme igennem den.
 At læse Celestine er nærmest som at skulle køre myldertidskørsel i en Porsche; man tror lige man får lov til at give gas og slide igennem og så bliver man bremset. Det er et klogt træt fra Ravn som hun også bruger i sine andre bøger, men det er virkelig også frustrerende for læseren.

Olga Ravn bryder med den klassiske prosaiske skrivestil med ”Celestine” og på den måde gør det bogen til noget ganske særligt og til trods for min frustration, får den  ud af 6, for den kan virkelig noget.