Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har længe glædet mig til at læse denne digtsamling, da jeg i sin tid, for en del år siden, læste det første udkast. Der er sket meget siden og endelig er der kommet en bog ud af det. Og sikke en udmærket bog det også er blevet. 

Kort fortalt handler “UD OVER AFGRUNDEN MED ÅBNE ØJNE” om det moderne menneske, der uden at se sig for, følger strømmen ud over afgrunden. Den handler også om teknologi, fremtidsangst og lidt om kærlighed, eller måske mangel på sammen.

Bogens omslag og layout er virkelig lækkert, og som en sjældenhed, for digtsamlinger, er bogen i hadcover. Det giver det en ekstra eksklusiv følelse.

Bogen er delt op i tre dele: ”GULDKALVE MED KEY ACCOUNT”, ”EVA BRAUN YOKO ONO” og ”REDEGØRELSENS UENDELIGE LEG MED SIG SELV” som alle indeholder kortere eller længere digte. Enkelte digte er printet i håndskrift, men det virker lidt tilfældigt spredt og giver dermed et lidt rodet udseende. Det gør i hvert fald ikke noget godt for mit æstetiske øje, og heller ikke rigtig noget for selve historien, og ellers har jeg misset det.

Ligeledes har bogens tre dele tre forskellige emner, men overall behandler digtene mennesket, dennes nutid og fremtid på en dystopisk måde. Der er ikke meget tiltro til menneskeheden hos Solstorm, men det er måske også forståeligt med en bog, der kommer til verden i løbet af en historisk periode, hvor vi går fra pandemi til krig, og hvor de sociale medier får lov til at udstille det værste af os. 

Som han skriver i bogens første digt:

Med sin digtsamling prøver Solstorm at stille et spejl op for læseren og sørge for, at vi ser os selv og vores omverden. F.eks. går digtet ”Når meteoren rammer” lige ind i solar pleksus. Der er så meget på spil i dette digt. Og man føler virkelig den der meteor nærme sig.

Eller på side 15:

Der er flere af denne slags digte i Solstorms digtsamling, og den kunne være et fint punch in face, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af mellemfornøjelse. Ikke fordi Solstorm skriver dårligt, men det er som om digtsamlingen mangler noget i sin helhed. Der er ingen tvivl om, at der er stærke digte i mellem, der får hårene til at rejse sig ned af min rygrad, når jeg læser dem. Men det er som om jeg mangler det sidste store knytnæveslag, for virkelig at føle mig slået omkuld af fortællingen. For det er jo et vigtigt budskab Solstorm kommer med. 

Jeg var faktisk overrasket over min læseoplevelse, da jeg har hørt Solstorm slamme flere gange, og elsker hans performance, men det er som om digtene bliver lidt flade af at blive lagt ned på papir. Og det er virkelig synd, for de er virkelig vigtige, de skal bare lige et spadestik dybere.

Samlingen får også derfor  . Da det er en god bog med et godt udgangspunkt og et vigtigt budskab, men som helhed mangler den bare det sidste, der gør at vi åbner vores øje, og måske stopper op lige før afgrunden.