Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Vi der er nøgne” er skrevet af Stine Michel, som er uddannet musiker og har nu kastet sig over lyrik. Dette er hendes lyriske debut.

”Vi der er nøgne” er en dyster digtsamling, men alligevel er der et lys forude, en vejviser i form af en due, der kommer forbi om og om igen.

Digtsamlingen handler om psykisk lidelse, accepten og rejsen mod lyset på den anden side. Bogen er sat smukt op, hvor der både er leget med layout, papirvalg og opsætningen af digtene. Digtene er akkompagnieret af fine stregtegninger og så er der et enkelt digt der skiller sig helt ud fra de andre, da det gentager sig om og om i løbet af bogen. 

Morgen-ritual
Se
blinke
ånd ud
ånd ind
tjek hjertet

Hvilket netop falder fint i trit med bogen tema; om det at finde roen i sig selv. På den måde bliver digtene og selve fortællingen mere ægte på en måde. Vi kender det jo alle, den der lille remse vi siger i vores stille sind, for at forsikre os selv om at alt nok skal gå som det skal. Den der trylleformular der får dagen til at hænge sammen. På samme måde får dette digt fortællingen til at hænge sammen.

Digtene er en slags rejse i fortællerens indre, hvor læseren først møder mørket og afmagten. Efterfølgende kommer indlæggelsen, denne monotone og afstumpede lammelse af hele kroppen og sjælen, for til sidst at finde accepten og derigennem også freden inde i sig selv. 

”Vi der er nøgne” er ifølge forfatterens egne ord skrevet over længere tid, hvilket også kan ses i skrivestilen, fortællestemmen og digtene opsætning. Det kan godt genere og distrahere mit læserøje, fordi det gør mig forvirret undervejs og gør fortællerstemmen utroværdig. Men eftersom ”Vi der er nøgne” netop er en digtsamling om psykisk sygdom, så gør det måske ikke så meget, tvært i mod understreger det hele tematikken. 

Jeg synes at ”Vi der er nøgne” er en fin bog, men den rører mig desværre ikke helt ind i hjertekulen, hvor jeg føler jeg mister pusten. Bogen tager fat og aftabuiserer psykisk sygdom og fører læseren ind i en uperfekt verden, hvor man ikke altid magter meget mere andet end at: se, blinke, ånde ud, ånde ind og til tider tjekke hjertet. Det er et vigtigt emne bogen bearbejder og selvom der findes mange bøger om psykisk sygdom derude, så kan ”Vi der er nøgne” godt anbefales. Det er også derfor den får  med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det. 

”Sultne Hjerter” er Malou Stålmanns debut. Det er en hybridbog, hvor man bevæger sig mellem prosaisk nutid og en lyrisk datid, udover enkelte tilbageblik, der kommer op ind imellem, hvor man lærer hovedpersonen Marie-Louise at kende på godt og ondt. 

Marie-Louise er 17 år og har forladt Fyn og sit barndomshjem. Nu bor hun i København og klarer sig selv, mens hun går i gymnasiet. Hendes bedste veninde Frida er på mange måder hendes forbillede på en, der har en fuldkommen familie. De to piger tilbringer så meget tid sammen, at der næsten vokser et familienært mellem dem, som det kun kan, når man er teenager. 

Dette bånd er det vigtigste ståsted for Marie-Louise; hun har forladt Fyn, fordi hendes familie gør hende ulykkelig. Alt bliver dog vendt på hoved, da Marie-Louises storebror dør, og hun efter hans begravelsen finder sin gamle dagbog fra dengang hun var 12 og livet så noget anderledes ud. 

Stille og roligt åbner posen med ormene sig op, mens man følger Marie-Louise i nutiden og i fortiden. Og langsomt finder man ud af, hvad det er for en ustabil opvækst hun har med sig, som hun nu ihærdigt prøver at sige fra overfor. 

Og det et netop ecsensen af denne bog!

”Sultne Hjerter” tager nemlig tunge emner op, som man i 2022 stadig har svært at tale om. Emner der stadig er et tabu, selv i et vidende og oplyst samfund som Danmark. 

Malou Stålmann tager fat i mistrivsel, psykisk og fysisk vold, alkoholmisbrug og psykiske lidelser, og hvordan disse kan gøre et menneske syg. Hvordan de kan komme udefra og forplante sig i et barns inderste kerne. F.eks. fortæller Marie-Louise på et tidspunkt, at hendes anoreksi ikke kommer udefra, men at den opstår og ligesom vokser inde fra hende, men mod slutningen finder man faktisk ud af, hvad der kan være en af de største faktorer til Marie-Louises voldsomme sygdom. 

Jeg kan ikke sige, at bogen er en page-turner, men der er en stille og underspillet langsomlighed igennem hele fortællingen, der skriver sig under huden på en, og man bliver ét med bogen på en måde. Lidt ligesom det fedt, der møver sig ind på Marie-Louises krop, på side 58, så glider bogen ind under huden og vokser sig stor.

Malou Stålmann har en særlig evne til at beskrive volden på en underspillet måde, så man, ligesom Marie-Louise selv, bliver i tvivl om det rent faktisk er vold eller ej. Men det er vold og det er den værste af slagsen, for den er så forfinet, at det gør ondt at læse. 

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre med det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?” 

Kontrasten hos Marie-Louises far som værende yndlingsvoksne på SFO’en, der altid har overskud til børnene, og denne hændelse viser netop den forfinede vold som så mange af os kan overse i hverdagen. Eller når han fuld begynder at kalde sin kone lunder ”Baete du er en luder, er du”. Man kan næsten mærke ham hvisle det igennem tænderne, når man læser det. Det er også derfor denne bog er vigtigt læsning for yngre mennesker: Så de kan se, at de ikke er alene om det her! At der er andre derude, og at nogen gange, så kan de nærmeste være de værste for en.

Generelt er ”Sultne Hjerter” et virkelig stærkt portræt af en tilsyneladende helt almindelig familie, der under al den pæredanske provinsielle glans med jule- og påskepynt og leverpostejmadder, parcelhus og have, desværre er bunddysfunktionel.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så ville jeg ønske, at bogen havde gennemgået et par redigeringer mere. Der er enkelte steder, hvor jeg som læser føler, at kohærensen ikke helt hænger sammen. Der var nogle overgange fra Marie-Louise og til hendes forældre, der kommer lidt malplaceret. Jeg kan godt se ideen i at dykke ned i forældrenes hverdag, men rent redaktionelt virker det noget rodet. 

Desuden savnede jeg, at man kommer tættere ind på Marie-Louise. Jeg har hele tiden en følelse af, at der er et slør mellem mig som læser og hovedpersonen. Men måske er dette netop meningen, hvilket i så fald giver bogen endnu mere dybde. 

Alt i alt kan jeg sige, at dette er en stærk og rigtig god debut. Den tager fat i flere temaer som er vigtige og samfundsrelevante. Vi møder et menneske oppefra og ned, der tager kampen og ser sig selv og sine dæmoner i øjnene.

Jeg stod og dvælede mellem 3 og 4 bolcher, men ender med at give bogen , fordi det er en bog, der er vigtigt at læse, især for unge læsere, der selv døjer med psykisk sårbarhed og svære familiemønstre. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

Charlot Roslevs tredje digtsamling ”Jeg har dig” er kort sagt en skildring af moderskab igennem et år: Fra barnet fødes, bevæger vi os med jeg-fortælleren igennem månederne, og følger en moders kærlighed, desperation og angst, der selv for den bedste, kan opstå i en ny og sårbar hverdag. 

Derudover er ”Jeg har dig” også en fortælling om psykisk sygdom og misbrug, og hvordan disse hele tiden lurer bag en facade, der let kan krakelerer, når man konstant bliver udsat for pres fra alle sider, og især fra sig selv. Det at være mor kan være svært for den bedste, for slet ikke at tale om den perfekte østerbromor. 

Man kan let tænke ”Åh nej ikke endnu en moderskabsdigtsamling. Har vi ikke fået nok af dem?” Men Roslevs digte kan noget andet end de andre moderskabsdigte. Der er nemlig noget skønt og dejligt tabunedbrydende over en mor fra Østerbro, der ikke er perfekt. Her står hun nemlig udenfor rækkerne af Marathon-løbende mødre og betragter dem fra en nærmest bitter distance. 

Her en mor, der tæller dage siden hun sidst tømte en vodkaflaske. En moder, der skamfuldt længes, men ikke desto mindre længes, efter en ungdom fyldt med misbrug på Vesterbro. En moder, der hader, fortvivler og tilgiver. En moder, der i bund og grund er udenfor et eller andet fælleskab. 

Jeg er narkoman/en narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman/der ikke kan sove/en clean narkoman og spædbarnsmor/med posttraumatisk stresssyndrom/der ikke kan sove/jeg er narkoman/det står skrevet i min urolige pande/her er ellers så pænt på Østerbro/det findes lige på den anden side/af mine fedtede vinduer/et liv/dét liv/hvor rododendronen blomstrer/og kvinderne er kønne imens de løber marathon/oh børnenes tøj så bæredygtigt at det kan ædes/ oh hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned/midt på Østerbrogade/ oh begyndte at græde ud over dem alle sammen” (s. 54-55)

Man kunne jo spørge sig selv, hvor mange mødre, der rent faktisk står bag deres fedtede ruder og betragter de andre (perfekte) mennesker på gaden, uden at ane at de døjer med noget. Det jeg især synes er smukt ved denne digtsamling er, at det ikke kun kan eller skal læses af en forældre. Vi kan alle forholde os til den der følelse af ”at være udenfor fælleskabet, hvor alle de andre er perfekte og man selv står tilbage med en følelse af håbløshed. 

Jeg synes generelt, at Charlot Roslev skriver dejligt uperfekt og råt. Jeg elsker, at man som læser møder en masse skarpe kanter, og at intet er pakket ind. Her står alt råt for usødet. Hvilket jeg også møder i denne bog. Jeg savner dog en bedre overgang fra det mørke og dystre i bogens begyndelse  til bogens slutning. I min optik ville det have gjort bogen mere fuldendt. Et enkel eller to tilføjelser kunne have gjort underværker.

Konkluderende kan jeg sige, for dem som kender og elsker Roslevs bøger, så kan man roligt læse med. Her er både blod, lort, desperation, grimhed, angst og alt andet som man kender fra hendes tidligere samlinger.

”Jeg er en kropsvæskemaskine/sekreterne flyder ud af mig/blod/fæces/barselsudflåd/mælk/råmælken er fed og gullig” (s. 13)

Roslev selv er bare blevet ældre, og det kan mærkes på en god måde i denne bog. Det er som om der bliver trukket en lettere og en smule rundere pensel over papiret, i modsætning til de tidligere digtsamlinger. Men det klæder både bogen og Roslev selv. 

Når alt kommer til alt, så kan ”Jeg har dig” være noget for de fleste mennesker. Den er skrevet sådan at man både kan få noget ud af den om man er forældre eller ej, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Charlot Roslevs rå og hudløse billeder gør mig altid dejligt ilde til mode og derfor skal ”Jeg har dig” have   store bolcher og en absolut anbefaling med på vejen. 


Bogen er i øvrigt illustreret af Klaus Albrectsen, hvis naive streg akkompagnerer digtene og stemningsskiftene på fineste vis.

“Når Hjertet er en Elpisker” er en ungdomsroman, der på en underspillet og let måde beskriver noget så tungt som angst hos dagens teenagere. Her er tale om en vigtig bog, der fortæller om unge mennesker sind, når dette er “koger over” over for meget pres. Bogen graver sig godt og grundt i angsten, der kan vokse sig så stor, at selv en pige på 16 år skal sygemeldes på ubestemt tid; fordi tanken og synet af klassekammerater og klasens hestesko får hele kroppen til at gennemleve samtlige symptomer på angstanfald.
Bogen er også et opgør med dagens præstationssind, hvor vi alle, altid skal være perfekte og performe vores bedste. Det er her bogen for mig virkelig bliver stærk. Og skiller sig ud fra mange andre ungdomsbøger, der gerne stadig i dag hylder den stærke, performative protagonist.

Bogen handler kort fortalt om Pi, der går i 1.B. Hun er omgivet af mennesker, der synes perfekte og sorgfrie og egentlig ser hende værende på samme måde. Hendes klassekammerater kommer fra velstående familier og ser Pi som en af deres egne.

En dag bliver det hele for meget, og Pi besvimer i en engelsktime, hvor præstationsangsten tager overhånd. Her begynder historien.
Pi’s forældre (ja, både Pi og jeg ved, at apostrof ikke er korrekt her, men uden bliver hun til Pis) er højtuddannede mennesker og broderen er deres stolthed. Pi er den lidt sarte og kreative sjæl.
Efter “vinylgulvshændelsen, som hun selv kalder det (tal om distancering) bliver Pi diagnosticeret med angst, og begynder en lidt hemmelig tilværelse som handikaphjælper, for opgangens udviklingshæmmede pige Vicky, hvis mor Bianca har brækket benet. Den ældre engelske nabo Gilligan er også en del af klikken og denne lille Goonie-gruppe får det til at lysne for Pi. De tre giver Pi trygge rammer og et bånd opstår mellem dem.
Pi’s forældre er på alle måder menneskelige, og som forældre til teenagere er flest. De er rådvilde (Pi’s egen observation) og prøver med velmenende, dog håbløse floskler at opmuntre Pi og få hende på fode igen. Der er både tale om farve- og kropsterapeuter, psykologer og psykiatere. Det som forældrene ikke forstå er, at Pi bare har brug for at føle sig accepteret som hun er, uden at skulle præstere. Det er her opgangens beboere kommer ind og får Pi til at “rette radaren udad og væk fra sig selv.”

Vadsø skriver på en fin og underspillet måde, hvor man som læser lever sig ind i et ungt menneskes sind, hvor perfektionismen er fjenden.
Bogen er velegnet til unge mennesker, men også deres forældre, hvis de skal forstå hvilke mekanismer der udspiller sig i hoved på en angstramt teenager anno 2019. Jeg synes dog, at andre voksne også kan læse bogen, da den er humoristisk fortalt og vi har alle prøvet at være teenagere, eller ramt af præstationsagt på et eller andet tidspunkt i vores liv.

“Når Hjertet er en Elpisker” er utrolig letlæselig, men jeg synes det er absolut et vellykket stykke ungdomslitteratur, der tager et tungt emne op og gør det letfordøjeligt, uden at blive trivielt. Den minder læseren om, at det er de små ting der gælder, og at det er så pokkers vigtigt, at alle mennesker har værdi, blot ved at være til

.

herfra, og en absolut varm anbefaling