Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg fik tilsendt ”Vild med Vincent” for lang tid siden. Jeg slugte den i et go og så slugte jeg den igen, og så måtte jeg holde en lang pause, før jeg kunne sætte mig til tasterne og finde ordene til at anmelde dette lille vidunderværk. 

For godt nok er ”Vild med Vincent” en lille bog på knap 80 sider, men indeni gemmer sig et stort litterært værk, der beskriver et forhold mellem to mænd, der hele tiden bevæger sig på grænsen mellem kærlighed og besættelse. Og så er den en fantastisk og brutal indgangsbille til en tid og en verden, der ikke mere er.

”Vild med Vincent” er en iscenesat selvbiografisk fortælling, hvor forfatteren og fotografen Hervé Guiberg fortæller om sin forelskelse i den unge Vincent, der er dødelig syg. Det bliver aldrig nævnt som sådan, men alt tyder på, at Vincent lider af aids. Fortællingen bevæger sig nemlig igennem det parisiske kunst- og kulturmiljø i 80’erne og strækker sig over flere år. 

Bogen begynder med slutningen og på den måde bliver den en slags retrospektiv fortælling, der bevæger sig mod klokken: Fra det uundgåelig og mod lykken. Og måske er denne retrospektive tilgang netop nødvendig for, at jeg som læser kan magte at læse denne historie til slut. For i 80’ernes homomiljø er der mange ulykkelige slutninger. I en tid, hvor aids er på sit højeste og mennesker over hele Europa dør som fluer på grund af denne nye ukendte sygdom, så er det dybt demotiverende at læse om relationer og deres slutninger. Alligevel er aids nærmest ikke til stede. For det der er altoverskyggende, er forholdet mellem disse to mænd.

Bogen begynder også med at Vincents død. Han springer ud af vinduet fra 3. sal. Han dør ikke med det samme, men dør tre dage efter af sine kvæstelser, fordi han nægter at tage på hospital. Herfra begynder fortælleren at granske sit forhold til Vincent. Men ikke kun det, han gransker også sit forhold til sig selv, til forelskelse, seksualitet, ydmygelse, dominans og forvivelse . Fortælleren er hele tiden i dialog med sig selv, og af flere omgange er han i tvivl om han elsker Vincent eller ej. Måske fordi denne hele tiden tirrer ham og leger med ham. Måske fordi Vincent ikke har noget til overs for livet mere, og selv prøver at undersøge, hvor langt han kan få fortælleren til at gå.  

Der er hele tiden en magtbalance, der forskubber sig mellem de to mænd. Ved første øjekast synes det, at det er fortælleren, der har overhånd, fordi han på mange måder virker mere dominerende, også qua sin alder og status, men flere gange er det Vincent, der leget med fortælleren og efterlader ham sølet ind i sin egen forelskelse og besættelse. 

Der er en slags diffus tåge over hele denne fortælling. Og selvom jeg har læst den flere gange, så er det som om min hjerne ikke ønsker at huske den. For i bund og grund handler bogen ikke om så meget, når man lige kaster et første blik på den. Hovedpersonen udpensler sin forelskelse i Vincent for læseren side op og side ned. Historien er skrevet i en dagsbogsform, så jeg får lov til at komme rigtigt tæt på fortællerens tanker. Men det er en utroværdig fortæller, der hele tiden leget med læseren, og ikke mindst gør læseren usikker på, hvad det er egentlig der foregår. Denne form for fortæller er altid spændende at arbejde med, for det kræver snilde at kunne skrive så læseren hele tiden tror på fortælleren, uden helt at opdage at denne bliver taget ved næsen. 

Alt dette gør bogen til mere end blot triviel (homo)erotik. Der er nemlig noget særligt fint ved bøger, der tør undersøge menneskets inderste følelser og tanker, selv når de er grimme og udstiller os, når vi er længst nede. 

Vild med Vincent er en lille bog, men den er fyldt med så mange nuancer, hvilket gør den exceptionel for mig på mange måder. Med denne bog får man ikke kun lov til at træde ind i et menneskes inderste, man får også lov til at træde ind i en anden tid, i et lukket miljø, hvilket er virkeligt forfriskende for mig som en kvindelig læser.

Der er ingen tvivl om, at dette er en bog, der fortjener store roser, og hvis man kan læse sig igennem de mange homoerotiske (og til tider groteske) scener, så får man en perle, der kan bliver ved med at give; Både sprogligt, tematisk og fortælleteknisk, Det er også derfor, at ”Vild med Vincent” får  bolcher og en stor anbefaling med fra mig, da det er et smukt og modigt stykke skønlitteratur.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” er Cecilie Lolk Hjorts nyeste bog på stammen af efterhånden en fin håndfuld bøger, der arbejder med lyrik og kortprosa. Denne bog adskiller sig dog fra stort set alle bøger jeg har læst før, da den ikke tager udgangspunkt i forfatteren selv, eller et opdigtet jeg: Denne bog tager udgangspunkt i virkelige mennesker som Lolk Hjort har brugt fire år på at holde samtaler med, for at kunne skabe et værk. Værket tager fat i de emner, der er svære at tale frit om, fra outsiderens synspunkt. 

I denne samling, der er opdelt i fem dele, møder vi en autist (AUTISTDIGT), en der tilhører en minoritet (MINORITETSDIGT), en mand (MANDEDIGT), en der har haft en dårlig barndom (UOPDRAGENT DIGT) og en der går til terapi (TERAPIDIGT). 

Her får de alle lov til at tale frit fra leveren om de tanker de ikke tør at sige højt i vores samfund og sociale medier (hvor meget af vores liv foregår), hvor det er så let at kritisere andre, uden at tænke på, hvad disse tanker bunder i. 
F.eks. i digtet ”MANDEDIGT (hvor sætter man prisskiltet fast på en solopgang)” 

”· ja det er sandt at der er flest mænd i toppen af samfundet · 
· men der er også flest mænd i bunden ·
· manden er ikke det heldige køn men det ekstreme ·
· overrepræsenteret i de bedste og de værste statistikker ·”  

Forestil at være mand og skrive dette udsagn på de sociale medier, eller sige det til juleforkosten. Forestil dig shitstormen, der ville ramme dig. 

Eller, at møde dette fra ”AUTISTDIGT” (det dobbelte empatiproblem)” om og om igen i sin hverdag. At skulle lære sit svære sind at kende, samtidig med at møde fraser som:

”· autisme ligner ikke autisme for dig · 
· det ligner artens evolution kørt i en grøft · […]
[…] · du ligner ikke en autist, du ligner et røvhul ·
· du ligner ikke en autist, du ligner en der kender reglerne og nægter at følge dem ·” 

Bogen er fyldt med alt det, der er tabu og på den måde er bogen vigtigt for alle at læse. Desuden synes jeg at de forskellige stemmer, som virkelig kan høres i de forskellige digte giver bogen en dybere dimension. For som læser får man virkelig lov til at komme tæt på helt almindelige menneskers tanker. Og her møder man både deres og sin egen, angst, glæde og fordomme. 

Men hvis du tror, at du i denne bog møder et letlæst og hurtigt spist lyrisk hybridværk, fordi den er tæt på mennesket, som så mange hybridværker er for tiden, så tager du grueligt fejl. 

Cecilie Lolk Hjort har med denne bog formået at skabe noget, der er så sprogligt kompakt, at det næsten ikke er til at overskue. Hver gang man møder en sekvens, hvor det er letlæst, bliver man bremset i hastigheden og bliver nødt til at genlæse sekvensen langsommere, for at få detaljerne med. Her er ikke en bog man skøjter over, tværtimod bliver man nødt til at give sig god tid at dykke ned i hver lille linje. Men man bliver også belønnet for sit slidsomme arbejde, for denne bog er et vigtigt stykke samfundskritiks litteratur, der graver sig dybt i én. 

Samtidig vidner det også om Lolk Hjorts skrivekundskaber. For det kræver virkelig, at man mestrer skrivehåndværket, at kunne skrive så kompakt og samtidig holde fast i læseren, hvilket hun gør hele vejen igennem. 

Det er en sælsom bog, som jeg i hvert fald ikke har stødt på magen til før nu. 

Hvis jeg skulle pege på noget, så er jeg lidt uforstående over for dette næsten pjece-agtige omslag og valg af papir, der ikke lever op til bogens indhold. Men måske er tanken bag dette netop, at det skal føles som om man sidder med en “lille tryksag med information om et bestemt emne, ofte af saglig karakter” når man sidder med Cecilie Lolk Hjorts nyeste digtsamling.

Til slut vil jeg blot dele dette citat fra bogen sidste digt, før jeg deler bolcher ud, fordi det er så sigende for vores samfund i dag. 

”· det private er kun politisk for de udsatte ·
· når dine største problemer er kærestesorg og forsinkede busser kan du tale frit om din hverdag uden at ødelægge den gode stemning ·
· men hver gang jeg åbner munden for at dele min uge inviterer nogen til debataften om hvad der skal gøres ved mig ·
· hvorfor er alle mine oplevelser standpunkter at argumentere imod imens dine kun fører til hyggesnak eller kunst · 
· hvis jeg kunne vælge ét privilegium i fødselsdagsgave ville det være retten til følelser jeg ikke skal forsvare ·
· og i julegave vil jeg fortælle min uredigerede livshistorie uden at blive fyret ·
· fra mit job ·
· mine venner ·
· min familie ·”

Jeg husker tilbage i 2009, da en CEO fra Coop ”sprang ud” som kvinde. Der var ramaskrig. Jeg husker en ven, som var medarbejder hos Kirsten Mols. Han kunne ikke acceptere, at hans chef pludselig var ”transvestit”, hvordan han ikke havde mere respekt for ham, og alt det han ”udsatte” sine medarbejdere for. Vi er ikke venner mere. For mennesker skal have lov til at være mennesker. Og hvis man lytter efter, så vil man opdage at for enden af den hånd, der rækker ud, så er der et menneske.

Cecilie Lolk Hjort har med sin bog ”Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?” taget et stærkt skridt, og skabt et talerør udover de sociale medier, for alle os outsidere og derfor fortjener bogen  fine bolcher. 

Bogen udkom i torsdag, så den er klar til at blive købt.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Kronstork. Tusind tak for det.

”Crush” af Richard Siken udkom i USA allerede i 2004 og jeg forstår faktisk ikke, hvordan der kunne gå 17 år, før nogen oversatte den til dansk. Heldigvis påtog Kronstork og Cecilie Lolk Hjort sig opgaven, og jeg er utrolig taknemmelig for at ”Knald” endelig har set dagens lys på dansk jord. 

Jeg mindes navnet Richard Siken fra mine dage på kønsstudier på KU, men jeg mindes ikke at have læst hele ”Crush” dengang, hvilket jeg er ret glad for i dag, da jeg på den måde får fornøjelsen af at læse den danske udgave, uden at kunne komme til at sammenlign med den originale udgave.
 

Richard Siken er ikke særlig kendt i den danske poesiverden, hvilket er en skam, men til gengæld er han kult på de engelsksprogede poesiscener og på de sociale medier, hvor hans citater både er blevet brugt som memes og som blurps. Det er intet under, at han også er elsket og ofte citeret i LGBT+-kredse, da hans måde at beskrive homoerotik både kryber ind i det klassiske billede, qua generationen han tilhører, men samtidig gør op med myterne, eller rettere fordommene ved homoseksuel kærlighed. 

”Knald” som bogen hedder på dansk er inspireret af Sikens kærestes død i 1991, og er da også både bevæget og bevægende, drømmende og ekstremt in-your-face-nærværende. Denne blanding af manisk aggression og søgen efter et eller andet, noget som helst, gør at man som læser hele tiden bliver revet med i forskellige retninger og ved ikke helt, hvad der kommer til at ske i næste digt. 

Digtsamlingen er opdelt i tre dele, der alle fortæller en indre og ydre rejse, som hovedpersonen går igennem, på jagt efter denne indre ro, eller nærmere accept af sig selv, omgivelserne og tabet. 

Den første del fortæller ikke tydeligt, hvad digtsamlingen gerne vil sige. Der bliver derimod skabt en masse bevægelse, og som læser ved man ikke, hvem hovedpersonen er eller ønsker at være. 

Det er nemt for mig at forstå, hvorfor denne bog kan blive kult i et land som USA. At en homoseksuel mand fortæller om kærlighed er modigt og vovet, provokerende, alt det som amerikanere godt kan lide. For en dansk læser er det nok noget andet, der driver værket. For en dansk læser tror jeg det er længslen efter kærlighed, der gør digtene nære og genkendelige. Der gør dem sørgmodige og til at føle på. Og naturligvis kontrasten mellem selvdestruktionen og søgen efter sindsro, der rykker ved følelserne. 

Jeg synes at Cecilie Lolk Hjort virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at indfange denne søgen, der bedst manifesterer sig som en insisterende sørgmodighed igennem hele digtsamlingen. 
 
”I nat, ved motorvejen, spiser en mand frugttærte med en jagtkniv/ og snitter en gengivelse af sin elskers ansigt i motelvæggen. Jeg kan lide ham/ og jeg vil være ligesom ham, med hænder der ikke længere er en eftertanke.//”

Og selv i grusomme digte som ”Støvleteori” (s. 26-27) formår hun at skabe en form for skønhed i sproget, trods denne mentalitets-barriere, der er mellem den danske og amerikanske kultur. 

 ”En mand går ind på en bar og siger:/ Tag nu f.eks. min kone – vil du ikke nok./  Men du tager ham i stedet./ Du tager ham med hjem, og du laver en sandwich med ost til ham,/ og du prøver at få hans sko af, men han sparker dig/ og han bliver ved med at sparke dig./ Du sluger et glas sovepiller, men de virker ikke./ Støvler bliver ved med at falde på gulvet/ i lejligheden over dig./ Du tager på arbejde næste dag og lader som om intet er sket.//”

Mens jeg læste ”Knald” blev jeg ved med at spørge mig selv: Er kærligheden mellem mænd virkelig så brutal? Er det fordi de i virkeligheden ikke kan rumme den ømhed kærlighed fører med sig, at de er nødt til at munde ud i brutalitet for at man kunne være i det? Eller er det desperationen fra tabet, der kunne kaste os alle i selvdestruktionens klør, hvad end man er han, hun eller hen?

”Manden ovenpå dig lærer dig at hade, ser dig/ som et stykke fast ejendom,”
”Uret tikker fra fem til seks. Kys perverteres til bid./ Så får du et slag i nyrerne, lidt blod i din urin./ Det er ikke slut endnu, det er kun begyndt.//” (s. 29) 

Igennem hele digtet følte jeg, at luften blev trykket, eller rettere sparket  ud af mig, mens jeg læste denne digtsamling. Der er en historie i denne bog, men den er så spøgelsesagtigt som keglerne af lyset, som Siken selv nævner flere gange i gennem bogen. Det her er næsten en spøgelseshistorie, eller rettere sagt poesi i sin mest rå form. Når alt er taget fra, så er der kun det destillerede materie tilbage og det rykker en igennem livet, når alt andet er væk. 

Sikens sprog og Lolk Hjorts fortolkning af denne er en kaskade af små eksplosioner, der graver sig dybt i mig og giver mig gåsehud. 

Derfor skal den også have  ud af 6 bolcher.