Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det. 

”Sultne Hjerter” er Malou Stålmanns debut. Det er en hybridbog, hvor man bevæger sig mellem prosaisk nutid og en lyrisk datid, udover enkelte tilbageblik, der kommer op ind imellem, hvor man lærer hovedpersonen Marie-Louise at kende på godt og ondt. 

Marie-Louise er 17 år og har forladt Fyn og sit barndomshjem. Nu bor hun i København og klarer sig selv, mens hun går i gymnasiet. Hendes bedste veninde Frida er på mange måder hendes forbillede på en, der har en fuldkommen familie. De to piger tilbringer så meget tid sammen, at der næsten vokser et familienært mellem dem, som det kun kan, når man er teenager. 

Dette bånd er det vigtigste ståsted for Marie-Louise; hun har forladt Fyn, fordi hendes familie gør hende ulykkelig. Alt bliver dog vendt på hoved, da Marie-Louises storebror dør, og hun efter hans begravelsen finder sin gamle dagbog fra dengang hun var 12 og livet så noget anderledes ud. 

Stille og roligt åbner posen med ormene sig op, mens man følger Marie-Louise i nutiden og i fortiden. Og langsomt finder man ud af, hvad det er for en ustabil opvækst hun har med sig, som hun nu ihærdigt prøver at sige fra overfor. 

Og det et netop ecsensen af denne bog!

”Sultne Hjerter” tager nemlig tunge emner op, som man i 2022 stadig har svært at tale om. Emner der stadig er et tabu, selv i et vidende og oplyst samfund som Danmark. 

Malou Stålmann tager fat i mistrivsel, psykisk og fysisk vold, alkoholmisbrug og psykiske lidelser, og hvordan disse kan gøre et menneske syg. Hvordan de kan komme udefra og forplante sig i et barns inderste kerne. F.eks. fortæller Marie-Louise på et tidspunkt, at hendes anoreksi ikke kommer udefra, men at den opstår og ligesom vokser inde fra hende, men mod slutningen finder man faktisk ud af, hvad der kan være en af de største faktorer til Marie-Louises voldsomme sygdom. 

Jeg kan ikke sige, at bogen er en page-turner, men der er en stille og underspillet langsomlighed igennem hele fortællingen, der skriver sig under huden på en, og man bliver ét med bogen på en måde. Lidt ligesom det fedt, der møver sig ind på Marie-Louises krop, på side 58, så glider bogen ind under huden og vokser sig stor.

Malou Stålmann har en særlig evne til at beskrive volden på en underspillet måde, så man, ligesom Marie-Louise selv, bliver i tvivl om det rent faktisk er vold eller ej. Men det er vold og det er den værste af slagsen, for den er så forfinet, at det gør ondt at læse. 

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre med det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?” 

Kontrasten hos Marie-Louises far som værende yndlingsvoksne på SFO’en, der altid har overskud til børnene, og denne hændelse viser netop den forfinede vold som så mange af os kan overse i hverdagen. Eller når han fuld begynder at kalde sin kone lunder ”Baete du er en luder, er du”. Man kan næsten mærke ham hvisle det igennem tænderne, når man læser det. Det er også derfor denne bog er vigtigt læsning for yngre mennesker: Så de kan se, at de ikke er alene om det her! At der er andre derude, og at nogen gange, så kan de nærmeste være de værste for en.

Generelt er ”Sultne Hjerter” et virkelig stærkt portræt af en tilsyneladende helt almindelig familie, der under al den pæredanske provinsielle glans med jule- og påskepynt og leverpostejmadder, parcelhus og have, desværre er bunddysfunktionel.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så ville jeg ønske, at bogen havde gennemgået et par redigeringer mere. Der er enkelte steder, hvor jeg som læser føler, at kohærensen ikke helt hænger sammen. Der var nogle overgange fra Marie-Louise og til hendes forældre, der kommer lidt malplaceret. Jeg kan godt se ideen i at dykke ned i forældrenes hverdag, men rent redaktionelt virker det noget rodet. 

Desuden savnede jeg, at man kommer tættere ind på Marie-Louise. Jeg har hele tiden en følelse af, at der er et slør mellem mig som læser og hovedpersonen. Men måske er dette netop meningen, hvilket i så fald giver bogen endnu mere dybde. 

Alt i alt kan jeg sige, at dette er en stærk og rigtig god debut. Den tager fat i flere temaer som er vigtige og samfundsrelevante. Vi møder et menneske oppefra og ned, der tager kampen og ser sig selv og sine dæmoner i øjnene.

Jeg stod og dvælede mellem 3 og 4 bolcher, men ender med at give bogen , fordi det er en bog, der er vigtigt at læse, især for unge læsere, der selv døjer med psykisk sårbarhed og svære familiemønstre. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.

Jeg har længe glædet mig til at læse denne digtsamling, da jeg i sin tid, for en del år siden, læste det første udkast. Der er sket meget siden og endelig er der kommet en bog ud af det. Og sikke en udmærket bog det også er blevet. 

Kort fortalt handler “UD OVER AFGRUNDEN MED ÅBNE ØJNE” om det moderne menneske, der uden at se sig for, følger strømmen ud over afgrunden. Den handler også om teknologi, fremtidsangst og lidt om kærlighed, eller måske mangel på sammen.

Bogens omslag og layout er virkelig lækkert, og som en sjældenhed, for digtsamlinger, er bogen i hadcover. Det giver det en ekstra eksklusiv følelse.

Bogen er delt op i tre dele: ”GULDKALVE MED KEY ACCOUNT”, ”EVA BRAUN YOKO ONO” og ”REDEGØRELSENS UENDELIGE LEG MED SIG SELV” som alle indeholder kortere eller længere digte. Enkelte digte er printet i håndskrift, men det virker lidt tilfældigt spredt og giver dermed et lidt rodet udseende. Det gør i hvert fald ikke noget godt for mit æstetiske øje, og heller ikke rigtig noget for selve historien, og ellers har jeg misset det.

Ligeledes har bogens tre dele tre forskellige emner, men overall behandler digtene mennesket, dennes nutid og fremtid på en dystopisk måde. Der er ikke meget tiltro til menneskeheden hos Solstorm, men det er måske også forståeligt med en bog, der kommer til verden i løbet af en historisk periode, hvor vi går fra pandemi til krig, og hvor de sociale medier får lov til at udstille det værste af os. 

Som han skriver i bogens første digt:

Med sin digtsamling prøver Solstorm at stille et spejl op for læseren og sørge for, at vi ser os selv og vores omverden. F.eks. går digtet ”Når meteoren rammer” lige ind i solar pleksus. Der er så meget på spil i dette digt. Og man føler virkelig den der meteor nærme sig.

Eller på side 15:

Der er flere af denne slags digte i Solstorms digtsamling, og den kunne være et fint punch in face, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af mellemfornøjelse. Ikke fordi Solstorm skriver dårligt, men det er som om digtsamlingen mangler noget i sin helhed. Der er ingen tvivl om, at der er stærke digte i mellem, der får hårene til at rejse sig ned af min rygrad, når jeg læser dem. Men det er som om jeg mangler det sidste store knytnæveslag, for virkelig at føle mig slået omkuld af fortællingen. For det er jo et vigtigt budskab Solstorm kommer med. 

Jeg var faktisk overrasket over min læseoplevelse, da jeg har hørt Solstorm slamme flere gange, og elsker hans performance, men det er som om digtene bliver lidt flade af at blive lagt ned på papir. Og det er virkelig synd, for de er virkelig vigtige, de skal bare lige et spadestik dybere.

Samlingen får også derfor  . Da det er en god bog med et godt udgangspunkt og et vigtigt budskab, men som helhed mangler den bare det sidste, der gør at vi åbner vores øje, og måske stopper op lige før afgrunden.