Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Laura fortæller min historie uden at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura. Vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” sådan begynder ”Lauras Bog” af Linette Valerie Storm, og det er en smuk, forvirrende, melankolsk og rørende begyndelse. Og ”Lauras Bog” bliver ikke mindre melankolsk jo længere man bevæger sig ind i kaninhullet. Tvært i mod bliver fortællingen en slags rapsodi, der i sidste ende støber et helt menneske, som man som læser bærer i sit hjerte længe efter. 

”Lauras Bog” bevæger sig igennem tid og sted, og vi befinder os både i Vejle, København, Sverige, Norge, villakvartererne i Fredericia og ditto Skanskeparken. Vi befinder os i nutid, i datid og i fremtid. På den måde møder vi en verden, der bliver sammensat af alle samfundslag i Danmark og en fortæller, der ved mere end den fortæller. Og midt i alt det eksisterer Linette og Laura.

Kort fortalt handler bogen om Linette, der møder Laura til en fest. De to kvinder tilbringer en nat sammen, hvor efter Linette får at vide, at Laura er gift. Efter en periode, hvor Linette er en død levende, indleder de to kvinder et forhold, der udvikler sig heftigt og intenst på godt og ondt. 

Samtidig med at Linette og Laura skaber en puppe i Vejle med hinanden, eksisterer Linettes anden verden, som hun ihærdigt forsøger at flygte fra og som hun ikke taler om med andre end sin læser. En verden med en fraværende far, der lever sit bedste liv med en ny familie. En mor, der lever i et voldeligt forhold og føder børn som Linette skal tage sig af, alt i mens Linette skal finde sig selv og finde plads til stormen Laura. Linette flygter fra det hele og drømmer om et liv med Laura. Desværre er dét liv ikke et liv, der viser sig at være trygt. Laura er en eksplosion af lys og mørke og Linette skal være det hul, der skal tage i mod det hele. 

Hele “Lauras Bog” er skrevet i et poetisk sprog, der næsten bliver gyngende og svævende og dansende, når man læser det. Måske er det skrevet som svensk lyder i Linettes ører. Svensk kalder Linette for kærlighedssproget flere gange i bogen, svensk er nemlig det sprog Laura taler. Der er i hvert fald en smuk rytme, og denne rytme bryder rigtig fint med det hårde miljø og de voldsomme scener som Storm beskriver, både i lejligheden i Vejle, men også i Skanseparken, hvor hendes mor bor.

Storm har en fantastisk evne til at beskrive kærligheden, både som hun føler for Laura, men også som hun føler for sine små brødre. ”[…] jeg sætter mig på en bænk og ser ham løbe rundt og skyde med sin skyder og igen kommer jeg til at tænke at vi ligner nogen der hører sammen, ligesom jeg hører sammen med Laura, jeg tror ikke moderskab eller familie kommer med blodet, jeg tror at det kommer med indsatsen, med arbejde, med tiden, tandlægetiderne, med ofrene, og jeg vil ofre mig for Laura, jeg vil ofre mig for Laura hvis det hjælper hende igennem hendes lidelse,” (s. 113(

Ligesom angsten bliver skrevet, så det næsten er et vandfald, der rammer en lige i ansigtet
 ”[…] for nu skal vi igennem det igen, nu skal vi igennem mørket for at komme til lyset, man kan slet ikke se lyset uden mørke eller mørke uden lyset, det er ikke en revne hvor lyset kan slippe igennem, det er enten lys lue eller opslugende mørke, og jeg ser mig om efter en udvej, men jeg er allerede trængt op mod sengens hovedgærde med Laura helt inde over mig. ”Hvad mærker du nu Linette, bliver du bange nu,” siger hun og ser udfordrende på mig og jeg er lige så bange og forventningsfuld som før et frit fald” (s. 115)

Storm en særegen evne til at skrive lange og komplekse sætninger, der snor sig ud i en uendelighed ”[…]men hvor skulle jeg have sat de punktummer og hvilke scenarier skulle jeg have dvælet ved.” 
Storm giver det hele væk netop i denne sætning. Netop her bliver sproget smukt, syngende og poetisk. Jeg synes dog, at det til tider også bliver tungt og kringlet, så det er vigtigt, at denne bog bliver læst, hvor man har fokus, ellers mister man meget af det smukke. Og alligevel er det netop denne fascinerende skrivestil, der gør at Storm kan slippe afsted med at fortælle om både sorg, sex, kærlighed og vold ret udpenslende, uden at det virker malplaceret. 

”Lauras Bog” er en stærk debut, som jeg slet ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed. For det er et debut, der tager fat i mange vigtige emner som vi bør taler meget mere om.

Her er en bog, der hudløst ærligt fortæller om kærlighed, sorg og hvordan mennesker kan påvirke vores liv i sådan en grad, at næsten intet kan eksistere efterfølgende.  

”Lauras Bog” er også en vigtig bog, der italesætter vold og særligt dét, at vold ikke er kønsbestemt, hvilket jeg synes ikke altid bliver vist i samfundet og litteraturen. Derfor synes jeg at ”Lauras Bog” fortjener  , for ”Lauras Bog” sætter virkelig noget på spidsen og har noget på hjerte som vi alle burde læse. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

I ”Havets Storsind” møder vi to par, Rikke, der er miljøforkæmper, veganer og arbejder i miljøstyrelsen. Hendes kæreste, it-nørden Martin, der skriver ph.d om algoritmer og har opgivet drømmen om en verden med open-source vidensdeling. Vi møder også Jonas som teoretisk set er forfatter, men i det skjule tjener penge på at daytrade til inspirationen rammer, og hans kæreste Line, der arbejder i kultursektoren og lider af mindreværdskomplekser. Ok, faktisk lider alle fire venner af mindreværdskomplekser på hver sin måde og det er netop det som hele fortællingen tager udgangspunkt i. Alle fire venner er nemlig trætte af hverdagens trummerum og drømmer om at give slip på det hele og bestemmer sig for at tage på en jordomsejling. Målet er det sydlige Stillehavet og Polynesien.

Sammen tager de fire venner skridtet ud, de køber en båd og sejler ud for at søge lykken på de syv verdenshave. Problemet er at Rikke, Martin, Jonas og Line er amatørsejlere og allerede da de skal købe båden går det galt, for alle ved jo at man ikke skal købe både af en tysk brugtbilssælger ved navnet Heinz, selvom han byder på kaffe og pilsner. Og man skal i hvert fald heller ikke omdøbe båden. Resten af turen er fyldt med lige så mange (mis)adventures, (knuste) drømme og forestillinger. For bountydrømmen er en ting, men virkeligheden er en anden. Som de fire venner sejler fra havn til havn, bliver skibet tungere og tungere lastet med sidespring, småskænderier og genbrugsaffald. Sydhavsøerne er slet ikke som på reklamerne og det bliver ikke bedre, da vennerne kommer på den russiske mafias radar.

”Havets Storsind” er en satirisk samtidsroman, en moderne Odysse der skriver sig smukt ind i menneskets tanker og problematikker anno 2020’erne. Den arbejder med emner som privilegieblindhed og selvbedrag, aktivisme og eskapisme, karma, tømmermænd, sociale medier og værdier, der ændrer sig efter behov. Med andre ord: med denne bog skaber Philip Tafdrup en roman, der er humoristisk, men stadig kalder til tankevirksomhed; En eventyrfortælling, der aldrig holder op med at give af sig selv. Alt fra falde-på-hale-komik til dybe menneskelige oplevelser med natur og ikke mindst et portræt af den klode som vi langsomt kvæler. 

Der er ingen tvivl om at Tafdrup har ramt pletten med denne roman. Jeg har flere gange grinet højlydt offentlige steder, mens jeg læste denne bog, ligesom at jeg har fældet en tåre over den måde vi behandler vores klode på. Om end jeg synes, at der bliver kørt lige hårdt nok på særligt Rikke.

”Så snart de er i land kommer de indfødte løbende med alt muligt skrammel, de vil sælge. Nej hun må holde op med at tænke det ord. Øboerne dlldf alofinianerne! De er i Alofi, det det er dét, de må hedde. Det er vigtigt at respektere. Alofianerne råber ”Bula! Bula!”. Jonas tænker, at det må være en joke, men Rikke har læst i en guidebog, at det betyder velkommen.” 

Jeg synes det er imponerende, at Philip Tafdrup kunne sætte sig ned og forestille sig hele denne fortælling, for den er på samme tid kompleks og let. Karaktererne fremstår, om end lettere arketypiske, stadig helt lyslevende for læseren, og man lærer dem virkeligt godt at kende undervejs. Vennerne er vidt forskellige med forskellige moralske kompasser og det giver selvfølgelig gnidninger undervejs, men det gør dem også dejligt realistiske og menneskelige. De er fyldte med fejl, dårlige vaner og tanker der har strejfet de fleste af os. Man hader dem, man elsker dem, man forbander dem langt væk men man kommer virkelig til at savne dem, når historien er færdig.

Desuden er det helt forfriskende at fortællere er alvidende og delvist heterodiegetisk, så man som læser både får lov til at opleve karakterernes ydre og indre tankevirksomhed. Det er skønt som fortælleren bevæger sig fra alle vinkler og selvom fortælleren ved, hvad der kommer til at ske, så afslører han ikke noget. På den måde maler Tafdrup også et smukt billede af den dobbeltmoral, der lever i selv de bedste af os, trods vores bedste forsøg på at være etiske og moralsk korrekte mennesker, der sorterer alt det vi kan.  Kun små hints bliver placeret hist og her, der i sidste ende binder en fin sløjfe på hele fortællingen og rejsen.

Selvom jeg synes, at den første del af bogen er en smule langsommelig, så gør de sidste 220 sider absolut op for de første 70 sider. Så bliv endelig ved med at læse! Belønningen er lige omme på den næste side. Det er nemlig den første del, der er grobunden for hele fortællingen og motivationen bliver netop skabt i de første 70 sider. 

Tafdrup skriver detaljeret, men hver detalje er på sin plads, og der er en mening med galskaben. Derfor elsker jeg denne bog.

I bund og grund er ”Havets Storsind” en helt fantastisk roman. Jeg har siden jeg læste den færdig fanget mig selv i at ønske, at der lige var en historie eller to mere, der kunne klemmes ud af denne bog, hvilket må betyde, at missionen er lykkedes for Philip Tafdrup, og han har skrevet en bog, der er læseværdig. Derfor synes jeg også at ”Havets Storsind” fortjener  med på vejen og en kæmpe anbefaling. Læs den! Du vil ikke fortryde det. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg læser egentlig ikke så mange ungdomsromaner, men jeg er begyndt mere på det i takt med, at jeg med jævne mellemrum skal finde værker til mine elever. 

I vinter fik jeg tilsendt ”Ravnekløer”, skrevet af Anette Wilhjelm Jahn som jeg læste på min bryllupsrejse til Vietnam. Og sikke jeg fik slugt den bog. 

I bogen møder vi 14-årige Alba, hvis liv bliver vendt om på hovedet, da hun kommer hjem fra sin livs bedste ferie i Italien. Hendes far har mødt en ny kvinde og forlader familien for at følge kærligheden. 

Synderen er Merete, en ilter, rødhåret og noget dramatisk kvinde, der gør Albas far åh så lykkelig, og det må Alba da kunne forstå, ik? På den anden side er der Albas mor, der er opløst af sorg og dykker længere og længere ned i mørket. Og for at gøre det hele mere dramatisk er der på den tredje side Albas bedste veninde, Rosa, som pludselig er forelsket i Albas barndomsven, Tobias. Midt i alt det her har vi Alba, der på den ene side savner sin far helt afsindigt meget, og på den anden side ikke helt kan finde ud af Merete. For Merte er ret sjov og de to har også gode stunder sammen. Merte tager Alba med på Strøget og shoppeture og til tider er de næsten som veninder. Alligevel er der noget off med Merte. Men hvordan pokker finder man hoved og hale i det, når man er en 14-årig pige, og den eneste man rigtig kan læne sig op af og søge trøst hos er ens hund? 

”Ravleklør” er dramatisk. Meget endda. Nærmest fra start til slut. Vi begynder også midt i et flashback, hvor Merte og Alba sidder i Mertes bil og Merete har mistet besindelsen: Hun truer med selvmord, hvis Albas far forlader hende. 

Igennem hele bogen er der fart over feltet, og når man tænker, at der ikke kan gå mere galt, så skruer Wilhjelm Jahn lige et notch op. Faktisk fandt jeg mig selv siddende i en hængestol på stranden og tude fordi det er helt vildt sørgeligt og selv nu, men jeg tænker tilbage er jeg ved at tude (se note for spoiler*).

Generelt havde jeg dog svært ved at slippe bogen, fordi jeg virkelig havde et behov for at vide, hvad der skulle ske på næste side. 

På den måde er bogen en rigtigt godt ungdomsbasker, da den arbejder rigtigt meget med narrativt begær og på den måde fører sin læser med sig videre i fortællingen. 

Karaktererne er gode og troværdige. Merete er den perfekte evntyrstedmor. Hun opfører sig nærmest som en heks. Hun prøver at manipulere alle omkring sig til at elske sig, og alt er overdrevent ved hende. Hun har store voldsomme røde krøller, går i kun røde gule og orange farver, bruger kun rød læbestift, hun er plastikkirurg og samler på masker, hun er omskiftelig og så er hun grænseløs i sin manipulation. Bl.a. prøver hun at overtale Alba og Abas far om at Alba skal kald hende mor (GYS! Alt kryber på mig igen). Hun er faktisk en helt perfekt arketype. 

Til gengæld de her forældre… åh hvor har jeg lyst til at ryste dem og skælde dem ud og sætte dem over knæet og smække dem til de tager sig sammen. Nøj hvor er de egoistiske, og hvor har de hovedet meget oppe i røven på sig selv. De ser intet andet end sig selv. De overser Alba fuldstændigt og går kun op i hvad de selv har brug for. 

Det er dog helt perfekt for fortællingen, for alt er selvfølgelig beskrevet fra Albas perspektiv og for en 14-årig føles alt langt værre og voldsomme, end det måske gør for mennesker, der er ældre. Det er også derfor personerne virker troværdige, trods de noget groteske karaktertræk. 

Det eneste sted jeg måske stå lidt af er, at det hele bliver lidt for fluffy-amerikansk til tider. Der er lidt for meget søgen om filmpotentiale. Men det er nok fordi jeg læser den som voksen. Jeg tror for unge mennesker er bogen perfekt, fordi den netop taler til deres tempo og verdensbillede. Venskaber bliver romantiseret og skolen er et dejligt sted med en masse fællesskab, så jeg kan ovrleve ”High-School Musical vibe”.  

Jeg kan dog ligeså godt sige det som det er: Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Og den er velegnet til både unge, der er ved at går igennem deres forældres skilsmisse, men måske ligeså meget til deres forældre. For det er så nemt at forsvinde i sin egen sorg, at man kommer til at glemme at man stadig skal være forældre. 

Det er også derfor jeg kan, uden at blinke, give denne ungdomsbog  fine bolcher.

*Albas hund bliver kørt over af naboen, og de bliver nødt til aflive den. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” er Jacob Grønlykkes nyeste roman, der handler om Peter, der får efterladt sin fars sidste manuskript i sin varetægt. Peter er nemlig søn af den spanske lyriker Anton Garcia Castillo, som altid har drømt om at skrive det store prosaværk, men aldrig lykkedes med det. I sit livs efterår begynder han på manuskriptet og en måned efter forfatterens død, får sønnen manuskriptet udleveret med instruktioner til at gøre med det, hvad han vil. Peter kan ikke helt forholde sig denne byrde hans far har pålagt ham uden videre instruktioner, så han begiver sig på en rejse igennem 70’ernes Europa for at finde sig selv og muligvis den far som han aldrig fik et særligt tæt bånd til. 

Jeg slugte denne bog og jeg kan ikke forstå, at den ikke har fået mere omtale, end den har, for her er en dejligt og behagelig bog, der tager sin læser i hånden og fører dem igennem Europa og det vanvid Peter oplever i løbet af sin rejse. 

Samtidig synes jeg, at bogen er virkelig fascinerende skrevet, for man ved aldrig helt hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. Ligesom man heller ikke ved hvad der er fornuft og hvad der er vanvid. Jeg har googlet Anton Garcia Castillo og jeg kan ikke finde noget på den forfatter. Måske er det mine evner som detektiv, der er mangelfuld, men mens jeg læste bogen, var jeg overbevist om at der her var tale om en slags eksofiktion. Dermed må jeg tage hatten af for Jacob Grønlykke, han formår at skrive fiktion, der virkelig leger med læseren. Det er også derfor jeg får Kafkask vibe, når jeg læser bogen. Ikke blot fordi Peter tager til Zürich for at begrave sin fars manuskript sammen med Kafkas efterladte manuskripter. Men fordi hans indre univers ekspanderer så voldsomt meget. F.eks. sidder Peter på en cafe, hvor han af to gæster får fortalt, at tjeneren er morder. Peter overvejer at efterlade manuskriptet til tjeneren og herfra udfoldes en hel livshistorie, hvor tjeneren begynder at oversætte manuskriptet og bruger hele sit liv på det. Eller senere i bogen, hvor Peter overvejer at smide manuskriptet overbord og skaber en fortælling om en hel kult der opstår omkring hans fars manuskript som de prøver at sammenfatte til et hele. 

Peter har en særlig måde at føre læseren igennem hele bogen og Europa og selvom han forholder sig til verden, mennesker og sin rolle som manuskriptets varetager på en lemfældig og overfladisk måde, så er det svært ikke at holde af ham. Selvom Peter virker overfladisk ved førstehåndsindtryk, så er der en dyb fantasi og fortællestemme i ham, når man graver dybere ind i hans indre. 
Det er fascinerende at opleve, hvordan manuskriptet bliver større og større og til sidst nærmest overtager hele Peters væsen. Selve kuverten bliver større og større i takt med at vi bevæger os igennem Europa, til sidst har det fået ham ud i vanviddets overdrev. 

På den måde viser Grønlykke en stærk litterær stemme, der kan strække sig i forskellige retninger. Ligesom han formår at skrive en bog, hvor objektet bliver så stort, at det nærmest overtager hovedpersonen plads som hovedperson. 

Hvis jeg skal nævne noget, der trækker bogens ned, er det at den aldrig når noget klimas. Den får mig aldrig helt op at ringe. Det er mere en slags diffus drømmerejse man oplever sammen med Peter. Her er ikke store følelsesudbrud, hvilket gør bogen behagelig at læse, men man når aldrig op til et punkt, hvor man frygter for manuskriptet eller for Peters ve og vel. Jeg får næsten lyst til at sammenligne den med en vestjysk fisker, der tager det hele med en slags ophøjet ro. 

Men alt i alt så har Jacob Grønlykke med ”Anton Garcia Castillos efterladte manuskript” skrevet en bog, der bevæger sig dybt og bred, og gør det på en elegant måde, hvor man som læser føler sig draget til at vende den næste side. Her er en intelligent bog, der på en gemytlig måde undersøger mennesket sind, og hvad vores arv kan gøre ved os som mennesker. En bog som jeg simpelthen ikke kan forstå, ikke har fået mere opmærksomhed fra offentligheden og anmeldere. Det er en velskrevet og velkomponeret bog der herfra får  store bolcher.

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg er endelig kommet igennem Kristian Leths anden bog i den nye trilogi han pønser på i disse år: “En tid med mirakler” og jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal begynde med denne bog, for det tog mig så lang tid at komme igennem den, at jeg mistede lyst til at fortsætte så mange gange. 

Jeg er dog kommet igennem den og det er jeg glad for nu. For Kristian Leth har et fantastisk sprog, som fængsler mig hver gang, det kræver bare tid at fordybe sig i sproget gedigen nørklen med hvert lille symbol, billede og fortælling. Jeg har også i denne bog søgt dybere mening, for jeg ved at Leth altid gemmer på dybere lag i sine tekster. Jeg synes bare ikke jeg kunne komme ind til det. Måske kræver det bare at man er en midaldrende mand i en livskrise, for at kunne nå ind til det?

”En tid med mirakler” bliver beskrevet som “et essay i dagbogsform”, hvor fortælleren funderer over livets store og små mirakler, eller blot hændelser og tanker. Intet misser fortællerens øje: Alt fra guderne til kærlighed, fødsel og død. Samtidig bliver der namedroppet den ene store (mandlige) forfatter efter den anden, der også i løbet af historien har funderet over samme emner. 

Det virker lidt på mig som om Leth prøver at skrive sig ind i rækken af dem, men for mig bliver det ikke et succesfuldt skriv. Tvært i mod får det form af lidt for private forfatternoter, der skulle udgives fordi… jah… Her er tale om Kristian Leth.

Jeg når dog at blive fanget af bogen af flere omgange, men det er som om den aldrig rammer mig helt. I modsætning til “En vej ud af tågen” der både har fat i vigtige emner, og bruger et smukt og poetisk sprog til at bringe dem frem, så de virkelig kan mærkes dybt i solarpleksus, så når “En tid med mirakler” mig aldrig helt der. Det bliver hele tiden en lidt flad følelse at læse bogen. Og jeg får aldrig helt fundet ud af, hvad forfatteren egentlig vil med denne bog. Det virker også lidt på mig som om han heller ikke selv ved det. Det gives der i hvert fald flere gange udtryk for i bogen.

Igen lad mig understrege, Leth er en magiker, når det kommer til sprog, han har en fantastisk evne til at vride sproget i de retninger han ønsker sin læser i. Hans viden om mytologi, okkultisme og guddommelighed er fantastisk dyb og bred, men han får det bare ikke udfoldet i denne bog som han f.eks. får gjort i andre af sine værker. Det er derfor jeg får denne feel af ufærdige notater, hvilket kunne være et interessant eksperiment, men det bliver det ikke for mig. 

Måske er det i virkeligheden fordi bogen vil for meget på for lidt plads. Den vil skrive om verden og mirakler og alt det i mellem, men det kan man ikke bare gøre på 130 sider. I stedet ender den med at mangle fokus, og bliver en fortælling, der ender med at føles som en klagesang fra en midaldrende mand, der ikke helt stoler på sit værd som kunstner. 

Bogen bliver for personlig og jeg føler, de gange fortælleren nævner, at han er usikker på hvad denne bog er, så er det faktisk Kristian Leth selv, der bryder igennem og søger bekræftelse hos læseren om, at han er god nok som kunstner. Bogen krymper sig ind i sig selv til den bliver en hård kugle, der kun kan finde ud af at pille i sin egen navle. I stedet for at åbne sig op. Hvilket er ærgerligt for så dygtig en kunstner som Leth er. 

Jeg elsker dog Leths måde at arbejde med sproget og at han fordyber sig i mytologi, hvilket gør, at jeg kan snige ”En tid med mirakler” op på små  hvilket næsten gør ondt på mig, fordi jeg normalvis elsker Kristian Leths ord.




 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det. 

”Sultne Hjerter” er Malou Stålmanns debut. Det er en hybridbog, hvor man bevæger sig mellem prosaisk nutid og en lyrisk datid, udover enkelte tilbageblik, der kommer op ind imellem, hvor man lærer hovedpersonen Marie-Louise at kende på godt og ondt. 

Marie-Louise er 17 år og har forladt Fyn og sit barndomshjem. Nu bor hun i København og klarer sig selv, mens hun går i gymnasiet. Hendes bedste veninde Frida er på mange måder hendes forbillede på en, der har en fuldkommen familie. De to piger tilbringer så meget tid sammen, at der næsten vokser et familienært mellem dem, som det kun kan, når man er teenager. 

Dette bånd er det vigtigste ståsted for Marie-Louise; hun har forladt Fyn, fordi hendes familie gør hende ulykkelig. Alt bliver dog vendt på hoved, da Marie-Louises storebror dør, og hun efter hans begravelsen finder sin gamle dagbog fra dengang hun var 12 og livet så noget anderledes ud. 

Stille og roligt åbner posen med ormene sig op, mens man følger Marie-Louise i nutiden og i fortiden. Og langsomt finder man ud af, hvad det er for en ustabil opvækst hun har med sig, som hun nu ihærdigt prøver at sige fra overfor. 

Og det et netop ecsensen af denne bog!

”Sultne Hjerter” tager nemlig tunge emner op, som man i 2022 stadig har svært at tale om. Emner der stadig er et tabu, selv i et vidende og oplyst samfund som Danmark. 

Malou Stålmann tager fat i mistrivsel, psykisk og fysisk vold, alkoholmisbrug og psykiske lidelser, og hvordan disse kan gøre et menneske syg. Hvordan de kan komme udefra og forplante sig i et barns inderste kerne. F.eks. fortæller Marie-Louise på et tidspunkt, at hendes anoreksi ikke kommer udefra, men at den opstår og ligesom vokser inde fra hende, men mod slutningen finder man faktisk ud af, hvad der kan være en af de største faktorer til Marie-Louises voldsomme sygdom. 

Jeg kan ikke sige, at bogen er en page-turner, men der er en stille og underspillet langsomlighed igennem hele fortællingen, der skriver sig under huden på en, og man bliver ét med bogen på en måde. Lidt ligesom det fedt, der møver sig ind på Marie-Louises krop, på side 58, så glider bogen ind under huden og vokser sig stor.

Malou Stålmann har en særlig evne til at beskrive volden på en underspillet måde, så man, ligesom Marie-Louise selv, bliver i tvivl om det rent faktisk er vold eller ej. Men det er vold og det er den værste af slagsen, for den er så forfinet, at det gør ondt at læse. 

”Jeg husker, at far trak ud i min trøje, at han triumferende vrissede, HA! Det er slet ikke rigtige bryster du har. Så render jeg rundt der som en lille luder med puder under tøjet, tror jeg, han er idiot eller hvad, og jeg sagde til ham, at han skulle blande sig udenom, jeg rev bådudskæringen ud af hans knyttede hånd, og far lo bare videre. Hvad havde jeg tænkt mig at gøre med det, hvad? Hvis han fortalte hele byen om mine snydebryster, hvad ville jeg sige til det?” 

Kontrasten hos Marie-Louises far som værende yndlingsvoksne på SFO’en, der altid har overskud til børnene, og denne hændelse viser netop den forfinede vold som så mange af os kan overse i hverdagen. Eller når han fuld begynder at kalde sin kone lunder ”Baete du er en luder, er du”. Man kan næsten mærke ham hvisle det igennem tænderne, når man læser det. Det er også derfor denne bog er vigtigt læsning for yngre mennesker: Så de kan se, at de ikke er alene om det her! At der er andre derude, og at nogen gange, så kan de nærmeste være de værste for en.

Generelt er ”Sultne Hjerter” et virkelig stærkt portræt af en tilsyneladende helt almindelig familie, der under al den pæredanske provinsielle glans med jule- og påskepynt og leverpostejmadder, parcelhus og have, desværre er bunddysfunktionel.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så ville jeg ønske, at bogen havde gennemgået et par redigeringer mere. Der er enkelte steder, hvor jeg som læser føler, at kohærensen ikke helt hænger sammen. Der var nogle overgange fra Marie-Louise og til hendes forældre, der kommer lidt malplaceret. Jeg kan godt se ideen i at dykke ned i forældrenes hverdag, men rent redaktionelt virker det noget rodet. 

Desuden savnede jeg, at man kommer tættere ind på Marie-Louise. Jeg har hele tiden en følelse af, at der er et slør mellem mig som læser og hovedpersonen. Men måske er dette netop meningen, hvilket i så fald giver bogen endnu mere dybde. 

Alt i alt kan jeg sige, at dette er en stærk og rigtig god debut. Den tager fat i flere temaer som er vigtige og samfundsrelevante. Vi møder et menneske oppefra og ned, der tager kampen og ser sig selv og sine dæmoner i øjnene.

Jeg stod og dvælede mellem 3 og 4 bolcher, men ender med at give bogen , fordi det er en bog, der er vigtigt at læse, især for unge læsere, der selv døjer med psykisk sårbarhed og svære familiemønstre. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

”Som Hilde Danser” handler om en ung kvinde, der forsøger at finde rodfæste i sig selv ved at knytte bånd til mænd, der ikke kan rumme hende. Bogen handler om en ung kvinde, der står splittet mellem det normative og det fantastiske, og ikke mindst så handler den om en ung kvinde, der skal finde sin egen vej i livet. 
Her møder vi Hilde. Hilde, som bruger aftener på at sidde i sin ekskærestes hønsehus og drømme om den familie de skulle have haft sammen. 
Vi møder Hilde, der voksede op med en fraværende og alkoholiseret far.
Vi møder Hilde, der danser i natten med lyskæder i håret til musik, kun hun selv kan høre.
Og ikke mindst, så møder vi Hilde, der digter en historie, når virkeligheden bliver for smattet. For Hilde er et barn af en tid, hvor børn skulle skabe deres egen fortælling, for at lukke det grimme og brune ud. 

Her er tale om en fortælling, hvor svigt er altoverdøvende, ja altoverdøvende – den runger i Hilde og læseren. Og Hilde må bryde mange mønstre, for at kunne finde ind til en vej, der kan føre hende væk fra alt det grimme og det brune. 

”Som Hilde Danser” er Anja Nielsens debutroman, hvilket godt kan skinne en smulle igenne, til tider i sproget. Men når det er sagt, så har fortællingen så mange lag og er så smukt poetisk komponeret, at man hurtigt glemmer de få, små skønhedsfejl. 
Sproget er glidende, det bevæger sig i strømmen som en dans; Nogle gange stakkeret, andre gange er det som en flok fugle, der flyver om hinanden. Hvilket viser Hildes sindsstemning ganske godt.

I begyndelsen af bogen kunne man mistænke Anja Nielsen for at skabe en stemme, der har en slags romantiseret melankoli over for mennesker i forfald, men hurtigt finder man ud af, at Anja Nielsens fortællerstemme ikke har meget romantik til overs her. 
Tvært imod bliver forfaldet beskidt og ildelugtende, det er fortvivlet og søger for, at man farer vild i det. Og alligevel er der sol efter regn hos Hilde, ligesom hos de fleste, almindelige mennesker. Netop derfor er denne fortælling lige tilpas og bliver aldrig for meget, til trods for Hildes til tider noget barnlige og flyvske person. 
Tværtimod har denne romantiserede melankoli tendens til at skabe et poetisk univers, som rent sprogligt tiltaler mig. 
Anja Nielsen har et stærkt billedsprog, og flere gange under min læsning var jeg både nødt til at tørre en tåre væk, men også understrege sætninger, som gik lige ind i marven på mig, og bliver inde i mig.

Som f.eks.:

S. 14 ” ligemeget hvor stor en kærlighed end er, så bliver den aldrig større end den uro, under hvis skygge hendes hjerte bor.”

S. 19 ”Johns liv udviklede sig til et klistret spind af flugt, skam og had, hvor han selv sad fanget i midten.”

S. 48 ”Det er længe siden nu, at der har været vind i Hildes hår og regn på hendes øjenlåg.”

”Som Hilde Danser” er en hjertevarm fortælling, der rammer alle de rigtige steder. Og selvom jeg godt kan blive irriteret på Hilde, fordi visse ting er lidt for gode til at være sande, så kan man godt relatere til hende. For til trods hendes flyvskhed, grimme dans og fantastiske påfund, så har vi alle en del af hende i os selv. Hvilket gør Hilde menneskelig og dermed også til et godt bekendtskab. 

Bogen er kort og i øvrigt hurtigt læst, hvis man ønsker kun at komme igennem den som en slags sommerlæsning. Men den egner sig også til genlæsninger og som en slags opslagsværk over poetiske billeder, hvilket giver bogen større litterær kvalitet.

Det er også derfor at Anja Nielsens roman ”Som Hilde Danser” får      og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.

Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende. 

Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk. 
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. 

Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.  

Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget. 

Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op. 

Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til. 

Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury. 

“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser 

Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.

Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.” 
(s. 46). 

Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen

Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen. 

Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde. 

Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
 

”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)

”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).

Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar. 
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde. 

Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end     velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen. 

Kort fortalt handler bogen om en ung kvinde, der bliver ansat som lærerinde på en kostskole i Jylland. Kostskolen synes hjemsøgt af Celestine, der i 1600-tallet blev muret inde i hovedbygningen. Som tiden går bliver den, i forvejen, noget skrøbelig lærerinde mere og mere besat af Celestine, og det er næsten som om hun sluger Celestine under sine natlige vandringer på skolens hovedbygning. Ellers også er det Celestine der sluger hende? Hovedpersonen vandrer igennem skolens gange om natten iført en hvid kjole og støder ind i andre spøgelser. Spørgsmålet er dog om spøgelserne er på skolen, eller er det egentlig inde i hende? 

Celestine er på den måde en gyserhistorier af den klassiske slags, hvor sproget er så poetisk og så symbolsk, at det næsten bliver for voldsomt. Og hvor det der hjemsøger, både er overnaturlige spøgelser, men også spøgelser i overført forstand. En fortid og barndom, der er fyldt med ensomhed og svigt.

"Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed."

I ”Celestine” bliver alt ”så for meget”, at man bliver kvalt, både at sproget og lignelserne, men også af stemningen på denne skole, hvor hovedpersonen befinder sig. Hovedpersonen bliver også kval; i sin kærestes hudflager og Celestines spyt, i regnen og i støvet. Læseren bliver derimod kvalt i ord og symbolik.

Der er så meget klaustrofobi, så mange hinder, så mange lugte, så meget olie og fedt og mayonnaise i denne bog, at jeg flere gange har været nødt til at lægge den fra mig, fordi det blev for meget. 

Men det er netop nødvendigt at skrive bogen på denne måde. Da bogens hovedtema er det at  blive kvalt: i sig selv, i andre, i historien, fortiden og den evige selvmedlidenhed, og på den måde igennem ”døden”, forene sig med sig selv, og komme ud som et helt menneske, skaber Ravn en fantastisk connection mellem hovedperson og læser igennem denne særprægede skrivestil.

Sproget er fortættet og betræder de lyriske genre langt mere, end de prosaiske, hvilket gør bogen utrolig svær at læse, hvis man læser den inde i sig selv, da læseflowet hele tiden bliver afbrudt af lange sætningssekvenser uden reel plot, og billeder uden ende. 

Jeg synes derimod at bogen får en helt andet skær og nyt liv, når man læser den højt. Så kommer poesien, fortvivlelsen, billederne og sorgen for alvor frem. Det er også det lyriske, Ravn mestrer som få andre i dag kan, og denne bog er et levende bevis på det. 

Jeg synes til gengæld det er svært at bedømme ”Celestine”, da den stikker i hver sin retning. På den ene er det et lille højlitterært mesterskab og jeg får lyst til at rose den til skyerne og bedømme dem med 6 bolsje, men på den anden side er bogen utrolig kompleks at læse, at det bliver så svært at komme igennem den.
 At læse Celestine er nærmest som at skulle køre myldertidskørsel i en Porsche; man tror lige man får lov til at give gas og slide igennem og så bliver man bremset. Det er et klogt træt fra Ravn som hun også bruger i sine andre bøger, men det er virkelig også frustrerende for læseren.

Olga Ravn bryder med den klassiske prosaiske skrivestil med ”Celestine” og på den måde gør det bogen til noget ganske særligt og til trods for min frustration, får den  ud af 6, for den kan virkelig noget.

For eksemplet Collings måde at beskrive Mount København på som verdens ottende vidunder, eller at New York Times en gang har kåret Hundige Strand som verdens smukkeste, får tårerne og smil frem hos mig, for hvem har ikke hørt nogen sige fraser som “jaja, det kan være vejret er smukt i Thailand, men jeg foretrækker det danske vejr, der har vi årstider”… for alt i Danmark er meget bedre. 
Til sidst vil jeg kun på det varmeste anbefale “Mount København” for den er et lille vidunder i sig selv.