Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

”Hvid, norsk mand” er en digtsamling, der er skrevet af den norsk-koreanske forfatter Brynjulf Jung Tjørn. Tjørn er adopteret fra Korea og i hans digtsamling skelnes der ikke mellem forfatter og fortæller.

I grove træk kan ”Hvid, norsk mand” deles op i tre hovedemner, hvoraf den største del af bogen handler om denne frustration, desperation og ikke mindst sorg, der vækkes i en, når man ikke kender sit ophav, eller følelsen af fremmedgørelse, der opstår, når man ikke kan genkende sit eget ansigt i sine forældres. 
Bogens anden tema er den systematiske racisme og diskrimination, der opstår, når man adskiller sig, f.eks. når man er lav, har smalle øjne og strittende sort hår i en lille by i Norge, hvor alle andre er høje og blonde med blå øjne. Til sidst bevæger bogen sig over i en slags angst og funderen over, hvilken identitet Tjørns børn, børnebørn og oldebørn vil have, når de nu har en (for)fader, der ikke er hvid, norsk mand.
På den måde er der flere emner i denne bog, der lægger op til debat. Hvilket giver bogen kvalitet. 

Igennem hele bogen er vi inde i forfatterens hoved og følelsesliv. Vi møder de forskellige minder, oplevelser, tanker og følelser, der har været og er i forfatteren.  Vi bevæger os fra følelsen af fremmedgørelse, utilstrækkelighed og i den sidste del endda dyb eksistentiel angst, da forfatteren får børn og skal prøve at forstå hvad hans børn så er – ifølge ham selv ”hybridbørn”. Jeg ville dog ønske at han så hybridbørn som noget positivt.

Når jeg læser ”Hvid, norsk mand” sidder jeg lidt splittet tilbage. 

På den ene side synes jeg, at emnet som Tjønn arbejder med er vanvittig vigtigt. Man kan sige at fremmedgørelse og racisme ikke er noget nyt emne, der behandles i litteraturen, men fremmedgørelse og racisme mod adopterede mennesker er ikke behandlet så ofte i litteraturen, i hvert fald mig bekendt. Ligesom de generelle problematikker ved adoption heller ikke er behandlet før. 

Som udefrastående er det min opfattelse, at der har været konsensus om, at adoptivbørn blev set som ”etniske”. Ligesom der var en stiltiende aftale om, at adopterede børn skulle være glade for, at de slap for ”det forfærdelige liv” i deres oprindelsesland og skulle være taknemmelige mod deres adoptivforældre, der tog dem ud af slummen.

Her synes jeg, at Tjønn tager fat i noget, der har ulmet under overfladen de sidste år; At børn ikke nødvendigvis er glade for deres adopterede liv, at deres forældre ikke nødvendigvis har været disse helte, der har givet dem en ny chance, og ikke mindst, at de ønsker sig noget andet og drømmer endda om liv, der kunne have været (i et land, hvor de ikke er mindretal). Og netop derfor er denne bog vigtigt for alle at læse.

På den anden side sidder jeg dog også tilbage med en følelse af, at denne digtsamling er en klagesang. Jeg føler lidt, at den klagesang bliver for ensporet, og kommer til at mangle dybde, lag og andre perspektiver. Når den så også bliver så personlig, grænsende til privat, mister jeg mere eller mindre hele min begejstring. Jeg synes netop, at en bog, der lægger op til debat ikke kan tillade sig at være så ensporet og så personlig som denne er. 

Når det så er sagt, så skriver Tjønn rigtigt fint. Han har en del humor med og der er flere stærke digte i ”Hvid, norsk mand”, der sætter sig fast. Som f.eks.

”jeg får besøg af migrapolis/ nrk.s flerkulturelle magasin /jeg fortæller at jeg aldrig trivedes/ med at bo på en gård/at jeg havde ti tommelfingre og høfeber/ at jeg ikke kunne lide at se døde dyr/ at jeg ikke kunne lide lugten af stald/ at det ikke var så let/at være adopteret/bagefter får jeg en besked fra en slægtning/hun skriver at jeg skal være taknemmelig/ for at være kommet til noget/ at hvis jeg ikke var blevet adopteret/ så havde jeg måske boet på gaden i sydkorea/og levet af at tigge/”

Det er lige netop udsagn som dette, der gør, at adopterede børn bliver nødt til , har behov for, bør at gøre oprør og netop derfor er denne bog vigtigt og burde læses. 

Problemet for mig er dog, at den ikke få mig til at føle særlig meget. Den vækker ikke min vrede eller harme. Den lægger ikke op til, at jeg rejser mig og råber op til kamp.  Jeg sidder mere tilbage med en følelse af, at jeg har læst en personlig elegi, uden nuancer og derfor kan jeg kun give bogen .

For eksemplet Collings måde at beskrive Mount København på som verdens ottende vidunder, eller at New York Times en gang har kåret Hundige Strand som verdens smukkeste, får tårerne og smil frem hos mig, for hvem har ikke hørt nogen sige fraser som “jaja, det kan være vejret er smukt i Thailand, men jeg foretrækker det danske vejr, der har vi årstider”… for alt i Danmark er meget bedre. 
Til sidst vil jeg kun på det varmeste anbefale “Mount København” for den er et lille vidunder i sig selv.