Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.

I ”tænder hofter hænder” møder vi en fortæller, der prøver at vise os hvad det vil sige at miste et menneske, man ikke kan, eller har lyst til at undvære i sit liv. Det forfriskende er, at her ikke er tale om en romantisk kærlighed, men om et venindeforhold der er ved at blive afviklet på grund af døden. 

Sorgen gennemsyrer samlingen, og det er netop fra dette udgangspunkt, fortællingens ”jeg” bevæger sig, mest af alt i en slags cirkler. For det er netop hvad sorgen gør ved os mennesker: Den får os til at fare rundt om os selv, den bringer minder op, gode som dårlige, og får os til at falde, om og om igen. 

Igennem fortællingen får læseren lov til at bevæge sig ind og ud af fortælleren. Læseren får lov til at møde både et jeg og et du, og du’et holder sig heller ikke kun til denne veninde, hvis sygdom æder jeg’et op, mindst ligeså meget som den syge. 

Undervejs møder vi også en stedfar, hvis død spiller en stor rolle, og det er som om disse to bliver viklet ind i hinanden hos jeg’et. På den måde får læseren lov til at træde ind i en retrospektiv fortælling, hvor vi får lov til at møde og (gen)opleve andre dødsfald og tab, jeg’et har oplevet i sit liv. 

Jeg synes at ”tænder, hofter, hænder” er en smuk digtsamling, der bevæger sig igennem sproget med smukke og stærke billeder. Fossland har et meget malerisk sprog, der bevæger på flere planer og også kommer dybt i sorgen, og hvad denne kan gøre ved mennesket. 
Sorgen bliver også skildret igennem sproget, således at sproget bliver fragmenteret, netop som et menneske også bliver det. Det bliver tydeligt gjort i undertitlerne, men også i bogens layout.

Der er ingen tvivl om at Fossland mestrer sproget og lyrikken. Men når det er sagt, så er det som om Fossland taber mig undervejs i sin digtsamling. 
Der er en eller anden dybde, der mangler, eller snarer, så savner jeg en nærhed mellem fortæller og læseren. Jeg ender i hvert fald med at blive tabt undervejs og jeg føler ikke, at jeg bliver samlet op af det læste. 
Jeg bliver ikke rørt. 
Jeg forventer ikke at jeg bliver taget i hånden hele vejen igennem, men jeg savner, at der kommer en eller anden form for afrunding – selv psykologisk består sorgen af faser.

Tvært i mod kommer jeg til at rode rundt mellem de mennesker fortælleren beskæftiger sig med, og jeg bliver tvunget til at bladre frem og tilbage flere gange, for at se om jeg er kommet til at læse forkert, hvilket bliver lidt noget rod og forstyrre mit læseflow.

Generelt vil jeg dog sige, at Julia Jayko Fossland skriver godt, og jeg er sikker på, at der kommer flere smukke ord fra hendes hånd. Derfor får ”tænder, hofter, hænder” også   store bolcher med på vejen.