Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter. 
Tusind tak for det.

Jeg læser egentlig ikke så mange ungdomsromaner, men jeg er begyndt mere på det i takt med, at jeg med jævne mellemrum skal finde værker til mine elever. 

I vinter fik jeg tilsendt ”Ravnekløer”, skrevet af Anette Wilhjelm Jahn som jeg læste på min bryllupsrejse til Vietnam. Og sikke jeg fik slugt den bog. 

I bogen møder vi 14-årige Alba, hvis liv bliver vendt om på hovedet, da hun kommer hjem fra sin livs bedste ferie i Italien. Hendes far har mødt en ny kvinde og forlader familien for at følge kærligheden. 

Synderen er Merete, en ilter, rødhåret og noget dramatisk kvinde, der gør Albas far åh så lykkelig, og det må Alba da kunne forstå, ik? På den anden side er der Albas mor, der er opløst af sorg og dykker længere og længere ned i mørket. Og for at gøre det hele mere dramatisk er der på den tredje side Albas bedste veninde, Rosa, som pludselig er forelsket i Albas barndomsven, Tobias. Midt i alt det her har vi Alba, der på den ene side savner sin far helt afsindigt meget, og på den anden side ikke helt kan finde ud af Merete. For Merte er ret sjov og de to har også gode stunder sammen. Merte tager Alba med på Strøget og shoppeture og til tider er de næsten som veninder. Alligevel er der noget off med Merte. Men hvordan pokker finder man hoved og hale i det, når man er en 14-årig pige, og den eneste man rigtig kan læne sig op af og søge trøst hos er ens hund? 

”Ravleklør” er dramatisk. Meget endda. Nærmest fra start til slut. Vi begynder også midt i et flashback, hvor Merte og Alba sidder i Mertes bil og Merete har mistet besindelsen: Hun truer med selvmord, hvis Albas far forlader hende. 

Igennem hele bogen er der fart over feltet, og når man tænker, at der ikke kan gå mere galt, så skruer Wilhjelm Jahn lige et notch op. Faktisk fandt jeg mig selv siddende i en hængestol på stranden og tude fordi det er helt vildt sørgeligt og selv nu, men jeg tænker tilbage er jeg ved at tude (se note for spoiler*).

Generelt havde jeg dog svært ved at slippe bogen, fordi jeg virkelig havde et behov for at vide, hvad der skulle ske på næste side. 

På den måde er bogen en rigtigt godt ungdomsbasker, da den arbejder rigtigt meget med narrativt begær og på den måde fører sin læser med sig videre i fortællingen. 

Karaktererne er gode og troværdige. Merete er den perfekte evntyrstedmor. Hun opfører sig nærmest som en heks. Hun prøver at manipulere alle omkring sig til at elske sig, og alt er overdrevent ved hende. Hun har store voldsomme røde krøller, går i kun røde gule og orange farver, bruger kun rød læbestift, hun er plastikkirurg og samler på masker, hun er omskiftelig og så er hun grænseløs i sin manipulation. Bl.a. prøver hun at overtale Alba og Abas far om at Alba skal kald hende mor (GYS! Alt kryber på mig igen). Hun er faktisk en helt perfekt arketype. 

Til gengæld de her forældre… åh hvor har jeg lyst til at ryste dem og skælde dem ud og sætte dem over knæet og smække dem til de tager sig sammen. Nøj hvor er de egoistiske, og hvor har de hovedet meget oppe i røven på sig selv. De ser intet andet end sig selv. De overser Alba fuldstændigt og går kun op i hvad de selv har brug for. 

Det er dog helt perfekt for fortællingen, for alt er selvfølgelig beskrevet fra Albas perspektiv og for en 14-årig føles alt langt værre og voldsomme, end det måske gør for mennesker, der er ældre. Det er også derfor personerne virker troværdige, trods de noget groteske karaktertræk. 

Det eneste sted jeg måske stå lidt af er, at det hele bliver lidt for fluffy-amerikansk til tider. Der er lidt for meget søgen om filmpotentiale. Men det er nok fordi jeg læser den som voksen. Jeg tror for unge mennesker er bogen perfekt, fordi den netop taler til deres tempo og verdensbillede. Venskaber bliver romantiseret og skolen er et dejligt sted med en masse fællesskab, så jeg kan ovrleve ”High-School Musical vibe”.  

Jeg kan dog ligeså godt sige det som det er: Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Og den er velegnet til både unge, der er ved at går igennem deres forældres skilsmisse, men måske ligeså meget til deres forældre. For det er så nemt at forsvinde i sin egen sorg, at man kommer til at glemme at man stadig skal være forældre. 

Det er også derfor jeg kan, uden at blinke, give denne ungdomsbog  fine bolcher.

*Albas hund bliver kørt over af naboen, og de bliver nødt til aflive den. 

”Mit Hjerte Burde Slå et Andet sted” er en YA-roman, der handler om identitet, de tunge teenageår og den der overvældende følelse af ikke at høre til. At være for lang, for klodset for sær, at have en udelængsel og søge noget andet og mere, end det man er i lige nu. Hvilket er et temaer, der aldrig bliver for gamle. Så længe der er unge mennesker, så længe vil dette tema eksistere. 

Jeg synes at Öström konstruerer en ret så fin fortælling, der går godt i dybden med de følelser, der går igennem en 15-årig, når hun føler, at alt går ad helvedes til. Som f.eks. at vågne ved siden af skolens dummeste dreng efter skoleafslutningen, og værre at have slået skolens populære pige ned aftenen før. 

Bogen er sat op som man ville sætte en filmdrejebog op. Dette er Madeleines liv vi følger med i og det er aktionfyldt. 
Sagen er bare, at Öström bruger som meget tid og plads på at beskrive omgivelserne, at jeg faldt lidt fra og skulle rigtig lege voksen for ikke at give op på denne bog efter de første 30 sider. Bogen er dog ret god og jeg synes den fortjener de  bolsjer den har fået af mig. 

“Når Hjertet er en Elpisker” er en ungdomsroman, der på en underspillet og let måde beskriver noget så tungt som angst hos dagens teenagere. Her er tale om en vigtig bog, der fortæller om unge mennesker sind, når dette er “koger over” over for meget pres. Bogen graver sig godt og grundt i angsten, der kan vokse sig så stor, at selv en pige på 16 år skal sygemeldes på ubestemt tid; fordi tanken og synet af klassekammerater og klasens hestesko får hele kroppen til at gennemleve samtlige symptomer på angstanfald.
Bogen er også et opgør med dagens præstationssind, hvor vi alle, altid skal være perfekte og performe vores bedste. Det er her bogen for mig virkelig bliver stærk. Og skiller sig ud fra mange andre ungdomsbøger, der gerne stadig i dag hylder den stærke, performative protagonist.

Bogen handler kort fortalt om Pi, der går i 1.B. Hun er omgivet af mennesker, der synes perfekte og sorgfrie og egentlig ser hende værende på samme måde. Hendes klassekammerater kommer fra velstående familier og ser Pi som en af deres egne.

En dag bliver det hele for meget, og Pi besvimer i en engelsktime, hvor præstationsangsten tager overhånd. Her begynder historien.
Pi’s forældre (ja, både Pi og jeg ved, at apostrof ikke er korrekt her, men uden bliver hun til Pis) er højtuddannede mennesker og broderen er deres stolthed. Pi er den lidt sarte og kreative sjæl.
Efter “vinylgulvshændelsen, som hun selv kalder det (tal om distancering) bliver Pi diagnosticeret med angst, og begynder en lidt hemmelig tilværelse som handikaphjælper, for opgangens udviklingshæmmede pige Vicky, hvis mor Bianca har brækket benet. Den ældre engelske nabo Gilligan er også en del af klikken og denne lille Goonie-gruppe får det til at lysne for Pi. De tre giver Pi trygge rammer og et bånd opstår mellem dem.
Pi’s forældre er på alle måder menneskelige, og som forældre til teenagere er flest. De er rådvilde (Pi’s egen observation) og prøver med velmenende, dog håbløse floskler at opmuntre Pi og få hende på fode igen. Der er både tale om farve- og kropsterapeuter, psykologer og psykiatere. Det som forældrene ikke forstå er, at Pi bare har brug for at føle sig accepteret som hun er, uden at skulle præstere. Det er her opgangens beboere kommer ind og får Pi til at “rette radaren udad og væk fra sig selv.”

Vadsø skriver på en fin og underspillet måde, hvor man som læser lever sig ind i et ungt menneskes sind, hvor perfektionismen er fjenden.
Bogen er velegnet til unge mennesker, men også deres forældre, hvis de skal forstå hvilke mekanismer der udspiller sig i hoved på en angstramt teenager anno 2019. Jeg synes dog, at andre voksne også kan læse bogen, da den er humoristisk fortalt og vi har alle prøvet at være teenagere, eller ramt af præstationsagt på et eller andet tidspunkt i vores liv.

“Når Hjertet er en Elpisker” er utrolig letlæselig, men jeg synes det er absolut et vellykket stykke ungdomslitteratur, der tager et tungt emne op og gør det letfordøjeligt, uden at blive trivielt. Den minder læseren om, at det er de små ting der gælder, og at det er så pokkers vigtigt, at alle mennesker har værdi, blot ved at være til

.

herfra, og en absolut varm anbefaling

”Det var tirsdag eftermiddag, og alting bevægede sig som om det var delvist stivnet, glat og sejt som flydende karamel mod slutningen af den lange sommerferie”.

“Emma Emma” er en ungdommelig kærlighedshistorie. Ellers også er det en historie om et menneske, der ikke kan holde ud at være i sig selv og derfor smelter og forsvinder i sommervarmen, og “clinger” til andre, for at få indhold i sit liv, uden at det lykkes. På den måde bliver “Emma Emma” mest af alt til en stemningsfuld, men stillestående fortælling om en sommer i en gruppe unge mennesker liv.

Romanen udfolder sig over en enkel sommer og omhandler Agnes, som er fortælleren, Emma som er hovedpersonen i bogen og dennes liv. Den evigt smilende Anton som Agnes’ kæreste, og Linea, eller rettere hendes værelse, som Emma bor i denne tunge sommer, efter at hun er vendt hjem fra sit ophold i London.

Sommeren er drømmenes tid og det er netop, hvad fortælleren Agnes gør. Hun kan ikke sove, så hun dagdrømmer både om natten og dagen, mens hun tilbringer tiden med sin veninde Emma. Hun svæver og det er som om hun aldrig helt har sig selv med i de ting hun gør.

Emma, Emma… Emma kan jeg på ingen måde lide. Måske er det fordi jeg har mødt lidt for mange Emma’er som netop har været typer som bogens Emma også er. I “Emma Emma” er Emma selvoptaget, egoistisk og bruger mennesker omkring sig til at opnå det hun gerne vil have. Hun er nærmest sadistisk og minder mig lidt om et barn, der går sin vej, hvis dette ikke får sin vilje. Eller værre endnu, et barn, der river vinger af fluer, for at se, hvad der vil ske med den. Denne lidt groteske side af Emma kommer frem som små krummer i løbet af historien, men det er nok for mig, som læser, til at fatte dispati mod denne pige, der egentlig kun tænker på sig selv. Emma er udspekuleret og ved, at hun kan køre Agnes om sin lillefinger. Ikke at hun gør det hele tiden, men det hænder. Nogen gange er Agnes ikke klar over dette, andre gange er hun klar over det.

“Hun forventer, at jeg skal rengøre baljen for det lyse slimvand. Den ene gang jeg gjorde det, sad hun og smilede et smil, som jeg ikke brød mig om.”

“Engang da vi var yngre, og vi så “She’s all that” på Emmas værelse, løb jeg på toilettet for at kaste op under scene, hvor en dreng tvinges til at spise et stykke pizza med kønshår på. Da jeg havde kastet op og vendt tilbage til værelset, havde Emma spolet filmen tilbage, så fjernsynet igen viste den samme scene (…) Hun smilede det samme smil nu på Lineas værelse, som hun dengang smilede.”

Emma er ikke et rart menneske. Det er nemt at se. Hun leget med Agnes og lader Agnes skabe en drømmende illusion af et liv, der kunne have været.
Agnes derimod er et apatisk menneske, der både har droppet studiet og klynger sig til en kæreste som hun ikke ved om hun er forelsket i eller ej, fordi hun ikke ønsker at blive forladt. Hun er drømmende og svævende og selvom sommeren er varm og klæbende, så får jeg lyst til at tage fat i hende og ryste hende til hun tager sig sammen.
På sin vis gør Emma det også, altså ryster Agnes, i løbet af fortællingen, men om det hjælper er svært at sige.

Jeg synes at “Emma Emma” er en fin nok bog, men heller ikke meget mere. Det er en letlæselig og hurtig ungdomsberetning, der trækker mig tilbage til min egne 20’ere og nogen af disse målløse, klistrede, solfyldte og lykkelige somre, hvor man aldrig helt nyder dem, fordi man er ængstelig for at miste og spekulerer for meget, i stedet for at være i nu’et.
Sproget er stille, stillestående og sanseligt, men smækfyldt med stemninger og genkendelige billeder fra København. Og hvem elsker ikke København om sommeren?
Jeg synes det lykkes Ida Holmegaard virkelig godt at beskrive denne dovne og lullende sommer, så man næsten kan føle det på sin egen krop, men så er det bare heller ikke mere.
Jeg savner at der er noget på spil, jeg savner at blive rørt, og det gør jeg ikke med denne bog. Den er forudseende og da jeg lukker sidste side tænker jeg “Nå ja… ok”. Det er også derfor at bogen kun får 3 ud af 6 bolcher.