Titel: ”Drivkraft” (Driving force)
Forfatter: Daniel Tafdrup
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Forlaget Rød Panda
Antal sider: 182 (95)
Målgruppe: Til læsere af dansk samtidslyrik, der søger hverdagsfortællinger fra det indre og ydre liv

Drivkraft er en digtsamling opdelt i fem dele og en outro, der på hver sin måde kredser om livet. Det er en bog om familie, kærlighed, hverdag, tvivl og vilje. Den følger et jeg, der hele tiden forsøger at forstå, hvad der driver ham fremad, og hvad der holder ham tilbage.

Der er noget sart i Tafdrups sprog, som jeg virkelig godt kan lide, særligt fordi det er en mands ord.. For mig hænger det sammen med, at samlingen også læses som et opgør med det, han kommer fra. At være søn af en af Danmarks største digtere, lillebror til en forfatter og søn af en litteraturprofessor er ikke bare en baggrund. Det er en arv, som både giver retning og pres.

Det er tydeligt, at fortælleren gerne vil træde ud af den kasse, han er født ind i, og samtidig ved han godt, at han på mange måder ender tæt på den igen. Den spænding er en af bogens stærkeste drivkræfter, og den gør digtene vedkommende.

Digtene er letlæselige, men ikke lette i indhold. De fortæller små historier om et menneske på jagt efter kærlighed, samhørighed og anerkendelse. Som læser kan man identificere sig med de tanker, der bliver sat ord på i stroferne, fordi de føles genkendelige uden at blive flade. Det er ærligt, men ikke selvmedlidende.

Noget af det, jeg bedst kan lide ved Drivkraft, er blødheden i teksten. Selvom emnerne kan være hårde, har digtene et flow, der gør, at man glider gennem dem. Det føles som at svømme med strømmen i en vild flod. Det er en af de bøger, hvor man lige tager et digt mere, og pludselig er man langt længere, end man troede.

Den danske tekst følges af en engelsk version, og jeg endte faktisk med at læse videre, selvom aftalen med forlaget var kun at forholde mig til den danske version. På den måde er det er lidt som at besøge den samme restaurant på to forskellige årstider. Man får det samme, men oplevelsen ændrer sig, og man bliver nysgerrig på nuancerne.

Samlingen brydes af enkelte prosastykker og digte, der er mere prosaiske end lyriske. Jeg synes, det fungerer godt, fordi det giver en anden form for indsigt i jegfortællerens meninger, frustrationer og refleksioner, samtidig med at den æstetiske nydelse i de lyriske passager stadig er der.

Mit eneste forbehold er, at stemmen indimellem skifter lidt for meget. Der skiftes nemlig mellem jeg, du og man, og det kan føles en anelse uroligt. Overordnet oplever jeg dog, at det stadig hænger sammen, og at skiftene også afspejler den indre bevægelse i et menneske, digtene beskriver.

Jeg savner til tider lidt mere stram struktur i tematikken. Der kan forekomme noget frem og tilbage i motiverne, som om bogen ikke helt vil eller kan vælge én vej. Omvendt kan det også retfærdiggøres, hvis man læser digtene som en form for stream of consciousness. For sådan bevæger tanker sig jo. Fra emne til emne og tilbage igen.

Så spørgsmålet er egentlig måske bare, om det geniale og det gale netop smelter sammen her. Men det må være op til læseren at bedømme.

Det samlede indtryk

Drivkraft handler om at vælge sine drømme og målsætninger til. Tafdrup skriver om, hvad han kommer af, og om hvordan hverdagen med børn, karriere og parforhold kan få ham til at tvivle på sig selv, livet, identiteten m.m.. Samtidig insisterer bogen også på modet til at gribe chancen og blive ved med at finde det, der kan drive én fremad.

Jeg synes, Drivkraft er en vedkommende samling, særligt fordi den er skrevet af en mand i et generationskryds. En mand, der er vokset op med bestemte forventninger til, hvordan man skal være, og som undervejs forsøger at vokse med sin maskulinitet og blive et heltstøbt menneske.

Drivkraft  giver på den måde et godt indblik i et menneskes udvikling og de fleste mennesker kan se sig selv i de forskellige dele af bogen. Det er relevant, smukt og vigtigt. Og derfor får Drivkraft  også 🍬🍬🍬🍬🍬 fem bolcher med på vejen herfra. 











Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *