Titel: ”Vild med Vincent”
Forfatter: Hervé Guibert
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Forlaget Stentor
Antal sider: 80
Målgruppe: Til læsere af fransk litteratur. Til læsere a queer litteratur og særlig til læsere, der tør blive provokeret. 


Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. 
Tusind tak for det.

Jeg fik tilsendt ”Vild med Vincent” for lang tid siden. Jeg slugte den i et go og så slugte jeg den igen, og så måtte jeg holde en lang pause, før jeg kunne sætte mig til tasterne og finde ordene til at anmelde dette lille vidunderværk. 

For godt nok er ”Vild med Vincent” en lille bog på knap 80 sider, men indeni gemmer sig et stort litterært værk, der beskriver et forhold mellem to mænd, der hele tiden bevæger sig på grænsen mellem kærlighed og besættelse. Og så er den en fantastisk og brutal indgangsbille til en tid og en verden, der ikke mere er.

”Vild med Vincent” er en iscenesat selvbiografisk fortælling, hvor forfatteren og fotografen Hervé Guiberg fortæller om sin forelskelse i den unge Vincent, der er dødelig syg. Det bliver aldrig nævnt som sådan, men alt tyder på, at Vincent lider af aids. Fortællingen bevæger sig nemlig igennem det parisiske kunst- og kulturmiljø i 80’erne og strækker sig over flere år. 

Bogen begynder med slutningen og på den måde bliver den en slags retrospektiv fortælling, der bevæger sig mod klokken: Fra det uundgåelig og mod lykken. Og måske er denne retrospektive tilgang netop nødvendig for, at jeg som læser kan magte at læse denne historie til slut. For i 80’ernes homomiljø er der mange ulykkelige slutninger. I en tid, hvor aids er på sit højeste og mennesker over hele Europa dør som fluer på grund af denne nye ukendte sygdom, så er det dybt demotiverende at læse om relationer og deres slutninger. Alligevel er aids nærmest ikke til stede. For det der er altoverskyggende, er forholdet mellem disse to mænd.

Bogen begynder også med at Vincents død. Han springer ud af vinduet fra 3. sal. Han dør ikke med det samme, men dør tre dage efter af sine kvæstelser, fordi han nægter at tage på hospital. Herfra begynder fortælleren at granske sit forhold til Vincent. Men ikke kun det, han gransker også sit forhold til sig selv, til forelskelse, seksualitet, ydmygelse, dominans og forvivelse . Fortælleren er hele tiden i dialog med sig selv, og af flere omgange er han i tvivl om han elsker Vincent eller ej. Måske fordi denne hele tiden tirrer ham og leger med ham. Måske fordi Vincent ikke har noget til overs for livet mere, og selv prøver at undersøge, hvor langt han kan få fortælleren til at gå.  

Der er hele tiden en magtbalance, der forskubber sig mellem de to mænd. Ved første øjekast synes det, at det er fortælleren, der har overhånd, fordi han på mange måder virker mere dominerende, også qua sin alder og status, men flere gange er det Vincent, der leget med fortælleren og efterlader ham sølet ind i sin egen forelskelse og besættelse. 

Der er en slags diffus tåge over hele denne fortælling. Og selvom jeg har læst den flere gange, så er det som om min hjerne ikke ønsker at huske den. For i bund og grund handler bogen ikke om så meget, når man lige kaster et første blik på den. Hovedpersonen udpensler sin forelskelse i Vincent for læseren side op og side ned. Historien er skrevet i en dagsbogsform, så jeg får lov til at komme rigtigt tæt på fortællerens tanker. Men det er en utroværdig fortæller, der hele tiden leget med læseren, og ikke mindst gør læseren usikker på, hvad det er egentlig der foregår. Denne form for fortæller er altid spændende at arbejde med, for det kræver snilde at kunne skrive så læseren hele tiden tror på fortælleren, uden helt at opdage at denne bliver taget ved næsen. 

Alt dette gør bogen til mere end blot triviel (homo)erotik. Der er nemlig noget særligt fint ved bøger, der tør undersøge menneskets inderste følelser og tanker, selv når de er grimme og udstiller os, når vi er længst nede. 


Vild med Vincent er en lille bog, men den er fyldt med så mange nuancer, hvilket gør den exceptionel for mig på mange måder. Med denne bog får man ikke kun lov til at træde ind i et menneskes inderste, man får også lov til at træde ind i en anden tid, i et lukket miljø, hvilket er virkeligt forfriskende for mig som en kvindelig læser.


Der er ingen tvivl om, at dette er en bog, der fortjener store roser, og hvis man kan læse sig igennem de mange homoerotiske (og til tider groteske) scener, så får man en perle, der kan bliver ved med at give; Både sprogligt, tematisk og fortælleteknisk, Det er også derfor, at ”Vild med Vincent” får 🍬🍬🍬🍬🍬 bolcher og en stor anbefaling med fra mig, da det er et smukt og modigt stykke skønlitteratur.


Vild Med Vincent - Hervé Guibert







Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *