Titel: “Emma Emma
Forfatter: Ida Holmegaard
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Gladiator
Antal sider: 115
Målgruppe: En roman for unge mennesker, der skal ud og opleve livet og sig selv. Og for dem som er knap så unge mere, men ønsker at mindes den der sommer vi alle har oplevet mindst en gang i vores 20’ere.
”Det var tirsdag eftermiddag, og alting bevægede sig som om det var delvist stivnet, glat og sejt som flydende karamel mod slutningen af den lange sommerferie”.
“Emma Emma” er en ungdommelig kærlighedshistorie. Ellers også er det en historie om et menneske, der ikke kan holde ud at være i sig selv og derfor smelter og forsvinder i sommervarmen, og “clinger” til andre, for at få indhold i sit liv, uden at det lykkes. På den måde bliver “Emma Emma” mest af alt til en stemningsfuld, men stillestående fortælling om en sommer i en gruppe unge mennesker liv.
Romanen udfolder sig over en enkel sommer og omhandler Agnes, som er fortælleren, Emma som er hovedpersonen i bogen og dennes liv. Den evigt smilende Anton som Agnes’ kæreste, og Linea, eller rettere hendes værelse, som Emma bor i denne tunge sommer, efter at hun er vendt hjem fra sit ophold i London.
Sommeren er drømmenes tid og det er netop, hvad fortælleren Agnes gør. Hun kan ikke sove, så hun dagdrømmer både om natten og dagen, mens hun tilbringer tiden med sin veninde Emma. Hun svæver og det er som om hun aldrig helt har sig selv med i de ting hun gør.
Emma, Emma… Emma kan jeg på ingen måde lide. Måske er det fordi jeg har mødt lidt for mange Emma’er som netop har været typer som bogens Emma også er. I “Emma Emma” er Emma selvoptaget, egoistisk og bruger mennesker omkring sig til at opnå det hun gerne vil have. Hun er nærmest sadistisk og minder mig lidt om et barn, der går sin vej, hvis dette ikke får sin vilje. Eller værre endnu, et barn, der river vinger af fluer, for at se, hvad der vil ske med den. Denne lidt groteske side af Emma kommer frem som små krummer i løbet af historien, men det er nok for mig, som læser, til at fatte dispati mod denne pige, der egentlig kun tænker på sig selv. Emma er udspekuleret og ved, at hun kan køre Agnes om sin lillefinger. Ikke at hun gør det hele tiden, men det hænder. Nogen gange er Agnes ikke klar over dette, andre gange er hun klar over det.
“Hun forventer, at jeg skal rengøre baljen for det lyse slimvand. Den ene gang jeg gjorde det, sad hun og smilede et smil, som jeg ikke brød mig om.”
“Engang da vi var yngre, og vi så “She’s all that” på Emmas værelse, løb jeg på toilettet for at kaste op under scene, hvor en dreng tvinges til at spise et stykke pizza med kønshår på. Da jeg havde kastet op og vendt tilbage til værelset, havde Emma spolet filmen tilbage, så fjernsynet igen viste den samme scene (…) Hun smilede det samme smil nu på Lineas værelse, som hun dengang smilede.”
Emma er ikke et rart menneske. Det er nemt at se. Hun leget med Agnes og lader Agnes skabe en drømmende illusion af et liv, der kunne have været.
Agnes derimod er et apatisk menneske, der både har droppet studiet og klynger sig til en kæreste som hun ikke ved om hun er forelsket i eller ej, fordi hun ikke ønsker at blive forladt. Hun er drømmende og svævende og selvom sommeren er varm og klæbende, så får jeg lyst til at tage fat i hende og ryste hende til hun tager sig sammen.
På sin vis gør Emma det også, altså ryster Agnes, i løbet af fortællingen, men om det hjælper er svært at sige.
Jeg synes at “Emma Emma” er en fin nok bog, men heller ikke meget mere. Det er en letlæselig og hurtig ungdomsberetning, der trækker mig tilbage til min egne 20’ere og nogen af disse målløse, klistrede, solfyldte og lykkelige somre, hvor man aldrig helt nyder dem, fordi man er ængstelig for at miste og spekulerer for meget, i stedet for at være i nu’et.
Sproget er stille, stillestående og sanseligt, men smækfyldt med stemninger og genkendelige billeder fra København. Og hvem elsker ikke København om sommeren?
Jeg synes det lykkes Ida Holmegaard virkelig godt at beskrive denne dovne og lullende sommer, så man næsten kan føle det på sin egen krop, men så er det bare heller ikke mere.
Jeg savner at der er noget på spil, jeg savner at blive rørt, og det gør jeg ikke med denne bog. Den er forudseende og da jeg lukker sidste side tænker jeg “Nå ja… ok”. Det er også derfor at bogen kun får 3 ud af 6 bolcher.