Åh jeg har lige slugt den sidste side af “Og sådan Blev det” af Maren Uthaug og for pokker hvor er den en fin og rivende historie om hvor meget smerte mennesker kan påføre dem de elsker mest i troen på at de gør det bedste for de selvsamme mennesker. “Og sådan blev det” er en fortælling der strækker sig fra “Toppen af Norge” til “Bunden af Danmark” og lidt til København. Den handler om Risten (Kirsten) der er halv samer halv nordmand, som bliver flyttet til Sønderjylland da hendes norske far møder en ny dansk kvinde – Grethe. Og hvor hader man Grethe hele vejen igennem, selvom man ved at Ristens mor ikke er en meget bedre mor. Grethe er lykkelig fordi hun endelig har et barn, hun kan pylre om. Hun vil det bedste for Risten og både adopterer hende og omdøber hende. Grethe har også fem Vietnamesiske bådflygtninge boende i kælderen og en af dem en en dreng på 12 år, som hun kalder for Vietnermeser-Niels, da hans vietnamesiske navn er for svært at udtale hende. Vietnermeser-Niels er den eneste trøst og lyspunkt i Ristens nye tilværelse i Sønderjylland, hvor de sammen væbner sig med sølv og fælder mod “De underjordiske” som Ristens mormor har fortalt Risten om mens hun boede i Nordnorge. Absolut en hjertelig og smuk fortælling.
Der er ikke tale om stor litterær kunst, men det gør skam heller ikke noget. Her er tale om en bog man kan forholde til og som nærer ens libido til at læse mere og finde ud af om Risten finder ud af det hun skal finde ud af og derigennem også sig selv. Tak Maren for at have skrevet dette lille eventyr om livet