Titel: ”Tropetanker”
Forfatter: Henrik Bodholdt
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Brændpunkt
Antal sider: 77
Målgruppe: Til læsere af mere klassisk lyrik med romantiske og erotiske undertoner. Samt læsere af bekendelseslyrik.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det.
”Tropetanker” er digterisk debut af Henrik Bodholdt. Et dejligt lyrisk og poetisk værk, der bevæger sig igennem en fortællers indre og ydre univers som næsten igennem en drøm. Digtene er meget levende beskrevet, selvom der næsten er et slags magisk slør over hele bogen.
Hele vejen igennem ved jeg som læser ikke om handlingen er minder eller tankespind, og jeg væves ind i bogen af det voluminøse billedsprog, der dog til tider bliver så voldsomt romantisk, at jeg næsten kommer til at kløjes i det. Alligevel kan jeg meget godt lide denne slørede fornemmelse mellem virkelighed og drøm, trods voldsomheden i ordene.
Bogen bevæger sig igennem smukke naturbeskrivelser og vi præsenteres for et væld af kvinder, der på den ene eller den anden måde har påvirket fortælleren. Det hele bliver dog lidt for meget. For de fylder meget, kvinderne. Ligesom erotikken. Faktisk så meget, at jeg får det lidt dårligt, fordi jeg ikke kan ryste denne imperialistiske hvid-mand-skal-besidde-eksotiske-kvinder-fra-troperne-vibe af mig, når jeg læser bogen. Hvilket er ærgerligt, for flere af digtene smukke i sig selv.
Samtidig savner jeg en rød tråd i bogen, og kan ikke helt finde ud af, hvad Bodholdt gerne vil med denne bog. Selvfølgelig ligger det i titlen, at det er forfatterens tanker omkring de ting, der sker omkring ham, der er det bærende element. Men jeg synes ikke helt det kan retfærdiggøre det markante skift, der sker midt i det hele, hvor vi bevæger os fra et erotisk univers, til et univers, hvor en søn pludselig er i centrum. Det forvirrer mig, og ødelægger mit læseflow og den narrative slutlyst, så jeg ender med at stå lidt nå-agtigt tilbage, når bogen er færdig.
I korte træk, så gør bogen det den skal. Den kredser om fortællerens, eller nærmere forfatterens inderste tanker.
”Tropetanker” bliver bare lidt for indadskuende og for navnepillende for min smag. Jeg savner noget, der kan relatere sig til samfundet og nutiden, i stedet for at læse om forfatteren selv. Sagt på en anden måde, så savner jeg noget, jeg som kvindelig læser kan relatere til og holde fast i. Det er også derfor jeg heller ikke kan give bogen mere end 🍬🍬 bolcher.
