Titel: ”Den smukkeste afsked”
Forfatter: Alen Mešković
Udgivelsesår: 2026
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 315
Målgruppe: Til læsere af dystopisk og samfundskritiks sci-fi-litteratur
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget.
Tusind tak for det.
Der er noget særligt urovækkende ved fortællinger, hvor det mest uforudsigelige i livet bliver gjort målbart og overskueligt og sat i system. Ikke kun fordi det skaber et dystopisk univers, men fordi det prikker til en meget genkendelig menneskelig drift: ønsket om at skabe orden i det, vi i virkeligheden ikke kan styre. I “Den smukkeste afsked” skriver Alen Mešković et alternativt Danmark anno 2041 frem, hvor døden ikke længere kommer som ubuden gæst, men som en oplysning, man lever sit liv efter fra begyndelsen til den dag alt ender. Og pludselig bliver det mest uforudsigelige i vores liv til et tal. En oplysning. Et faktum.
I romanen møder vi Kim og hans kone Rebekka. Selvom der er 21 år mellem deres dødsdage, vælger de hinanden til og skaber et godt liv med to børn og hus i Valby. De drømmer ovenikøbet om noget endnu større, endnu mere velordnet: Et hus nord for København, i en bedre sektor. Med andre ord en endnu tydeligere udgave af det vellykkede liv. Som afskedskonsulent er Kim samtidig en del af en branche i et samfund, hvor alle kender tidspunktet for deres egen død, og hvor hele samfundsstrukturen er bygget op omkring netop den viden. Men dér, hvor systemet lover ro og forudsigelighed, begynder sprækkerne at vise sig i Kims liv og verdensbillede. For helt uplanlagt bliver Rebekka gravid med tvillinger blot 12 år før sin egen død.
Romanens styrke ligger dog ikke kun i dens præmis, men i dens blik for, hvad et sådant samfund gør ved det enkelte menneske. For Mešković er mindre optaget af systemet som idé end af de revner, der opstår, når et menneske har bygget sit liv på en forestilling om sikkerhed, og den forestilling begynder at slå sprækker. Det er i denne bevægelse, romanen bliver mere end en dystopi, og i stedet bliver en fortælling om eksistentialisme, usikkerhed, tab og erkendelse.
Det er nemlig her, romanen for alvor bliver vedkommende.
For man kan selvfølgelig godt læse ”Den smukkeste afsked” som en fremtidsfortælling, men jeg synes egentlig ikke, det er som sci-fi, at den står stærkest. Det er ikke det teknologiske eller spekulative, der bærer romanen. Det er nemlig mennesket. Eksistentielle, familiære og samfundsmæssige spændinger flettes sammen, så romanen hele tiden bevæger sig mellem det nære mikrounivers og det større systemiske makrounivers.
Romanen bæres af en kølig og trykkende stemning, hvor orden og forudsigelighed hele tiden står i spænd med noget langt mere uroligt og menneskeligt. Der hviler en slags orwellsk dysterhed over romanen. Ikke i den forstand, at Mešković skriver kopi af en klassisk dystopi, men fordi bogen undersøger, hvad der sker, når et samfund gør orden til højeste dyd og uforudsigelighed til en trussel. Når smerte ikke længere er noget, man må leve sig igennem, men noget man forsøger at neutralisere administrativt. Og som altid, når systemerne bliver for tætte, begynder noget menneskeligt at gøre modstand. Følelserne vil ikke makke ret. Sorgen nægter at opføre sig rationelt. Kærligheden lader sig ikke registrere, planlægge eller tæmme. Og måske heller ikke døden.
Samtidig er der også noget sært dragende og let forskudt over det univers, Mešković bygger op. Noget næsten syret. Noget, der får mig til at tænke på den særlige litterære tradition, i næsten Svend Åge Madsensk-forstand, hvor virkeligheden lige skubbes en anelse ud af led, så den både virker genkendelig og fremmed på samme tid. Jeg holder meget af den måde, romanen bruger København og de kendte omgivelser som resonansbund for noget andet, noget mere usikkert og mere ildevarslende. Den der oplevelse af at læse sig rundt i noget, man næsten kender, men ikke helt, skaber et stærkt narrativt begær, der fører mig med. Man vil nemlig hele tiden videre. Ikke bare for at finde ud af hvad der sker, men for at forstå hvilken verden man egentlig befinder sig i.
Det, der især klæder romanen er, at den hele tiden lader de store spørgsmål få menneskelige konsekvenser. Mešković nøjes ikke med at opstille et samfundskritisk scenarie, men viser, hvordan forestillinger om orden, tryghed og kontrol sætter sig i kærligheden, familielivet og den måde, mennesker forstår sig selv på. Derfor bliver “Den smukkeste afsked” ikke bare en fortælling om et tænkt fremtidssamfund, men også en roman om, hvad der sker, når vores forestillinger om det gode og velordnede liv begynder at falde fra hinanden.
Alen Mešković skriver sig ind i et felt, hvor grundlæggende menneskelige spørgsmål møder et tydeligt samfundskritisk spor. Han fletter ideologi, eksistentialisme med reel uro og verdensproblematikker. Det gør han med en skarphed og overbevisning, der får romanen til at fremstå både gennemtænkt og sanset. Der er tyngde bag dens spørgsmål, og romanen bliver heldigvis mere end blot en god idé.
Det klæder romanen, at Mešković ikke nøjes med at opstille en interessant præmis. Han insisterer også på at lade den få konsekvenser. Ikke kun samfundsmæssigt, men menneskeligt. Hvad sker der med et ægteskab, når troen på det fælles system begynder at vakle? Hvad sker der med et menneskes identitet, når det opdager, at den orden, det har bygget sit liv op omkring, ikke længere holder? Og hvad gør vi egentlig, når det verdensbillede, vi læner os op ad, begynder at slå revner?
Det er spørgsmål som disse, der løber under hele romanen, og som gør, at ”Den smukkeste afsked” bliver mere end en velfungerende dystopi. Den bliver en roman om desillusion og om den smerte, der opstår, når virkeligheden ikke længere passer ind i det system, man havde forestillet sig. Men den handler også om modstand og om at mennesket ikke kan reduceres til funktion og forudsigelighed. Eller i hvert fald nogen af os.
Sprogligt er romanen desuden en fornøjelse. Mešković skriver flydende og med en sikker rytme, der gør, at man glider gennem romanen, selv når den beskæftiger sig med tunge spørgsmål. Der er både fremdrift og præcision i sproget, og han har blik for at dosere drama, politik, konspirationer og intime brudflader, så læseoplevelsen hele tiden holdes i bevægelse. Man mærker personerne. Man mærker deres uro. Og man mærker den stille katastrofe, der kan opstår, når troen på systemet falmer.
”Den smukkeste afsked” er en overbevisende roman, fordi den ikke nøjes med at opstille en interessant dystopisk præmis, men insisterer på at undersøge, hvad den gør ved mennesket. Det er netop i spændet mellem system og følelse, orden og sammenbrud, at romanen står stærkest. Alen Mešković skriver med både skarphed og fortællelyst, og resultatet er en bog, der ikke blot er tankevækkende, men også oprigtigt medrivende. Det er en roman, der bliver ved med at rumstere, fordi den rammer noget genkendeligt i vores egen trang til at skabe orden i det, der i bund og grund ikke lader sig kontrollere.
Og det gør den. Og det er også derfor, den får fem 🍬🍬🍬🍬🍬 store og flotte bolcher herfra.
