Titel: ”En tid med mirakler”
Forfatter: Kristian Leth
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Gladiator
Antal sider: 136
Målgruppe: Til essaylæseren, der godt kan lide at have følelsen af, at de lærer forfatteren bag værket at kende. Samt læsere af eksistentialistisk litteratur.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget og forfatter.
Tusind tak for det.
Jeg er endelig kommet igennem Kristian Leths anden bog i den nye trilogi han pønser på i disse år: “En tid med mirakler” og jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal begynde med denne bog, for det tog mig så lang tid at komme igennem den, at jeg mistede lyst til at fortsætte så mange gange.
Jeg er dog kommet igennem den og det er jeg glad for nu. For Kristian Leth har et fantastisk sprog, som fængsler mig hver gang, det kræver bare tid at fordybe sig i sproget gedigen nørklen med hvert lille symbol, billede og fortælling. Jeg har også i denne bog søgt dybere mening, for jeg ved at Leth altid gemmer på dybere lag i sine tekster. Jeg synes bare ikke jeg kunne komme ind til det. Måske kræver det bare at man er en midaldrende mand i en livskrise, for at kunne nå ind til det?
”En tid med mirakler” bliver beskrevet som “et essay i dagbogsform”, hvor fortælleren funderer over livets store og små mirakler, eller blot hændelser og tanker. Intet misser fortællerens øje: Alt fra guderne til kærlighed, fødsel og død. Samtidig bliver der namedroppet den ene store (mandlige) forfatter efter den anden, der også i løbet af historien har funderet over samme emner.
Det virker lidt på mig som om Leth prøver at skrive sig ind i rækken af dem, men for mig bliver det ikke et succesfuldt skriv. Tvært i mod får det form af lidt for private forfatternoter, der skulle udgives fordi… jah… Her er tale om Kristian Leth.
Jeg når dog at blive fanget af bogen af flere omgange, men det er som om den aldrig rammer mig helt. I modsætning til “En vej ud af tågen” der både har fat i vigtige emner, og bruger et smukt og poetisk sprog til at bringe dem frem, så de virkelig kan mærkes dybt i solarpleksus, så når “En tid med mirakler” mig aldrig helt der. Det bliver hele tiden en lidt flad følelse at læse bogen. Og jeg får aldrig helt fundet ud af, hvad forfatteren egentlig vil med denne bog. Det virker også lidt på mig som om han heller ikke selv ved det. Det gives der i hvert fald flere gange udtryk for i bogen.
Igen lad mig understrege, Leth er en magiker, når det kommer til sprog, han har en fantastisk evne til at vride sproget i de retninger han ønsker sin læser i. Hans viden om mytologi, okkultisme og guddommelighed er fantastisk dyb og bred, men han får det bare ikke udfoldet i denne bog som han f.eks. får gjort i andre af sine værker. Det er derfor jeg får denne feel af ufærdige notater, hvilket kunne være et interessant eksperiment, men det bliver det ikke for mig.
Måske er det i virkeligheden fordi bogen vil for meget på for lidt plads. Den vil skrive om verden og mirakler og alt det i mellem, men det kan man ikke bare gøre på 130 sider. I stedet ender den med at mangle fokus, og bliver en fortælling, der ender med at føles som en klagesang fra en midaldrende mand, der ikke helt stoler på sit værd som kunstner.
Bogen bliver for personlig og jeg føler, de gange fortælleren nævner, at han er usikker på hvad denne bog er, så er det faktisk Kristian Leth selv, der bryder igennem og søger bekræftelse hos læseren om, at han er god nok som kunstner. Bogen krymper sig ind i sig selv til den bliver en hård kugle, der kun kan finde ud af at pille i sin egen navle. I stedet for at åbne sig op. Hvilket er ærgerligt for så dygtig en kunstner som Leth er.
Jeg elsker dog Leths måde at arbejde med sproget og at han fordyber sig i mytologi, hvilket gør, at jeg kan snige ”En tid med mirakler” op på små 🍬🍬🍬 hvilket næsten gør ondt på mig, fordi jeg normalvis elsker Kristian Leths ord.
