Jeg har vitterligt svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om Mimosa. Jeg blev fanget af titlen forrige vinter fordi jeg tænkte på min veninde, som beskriver sig selv som en mimosa (altså blomsten, ikke drinken) måske skulle have den i fødselsdagsgave. Jeg ville dog lige læse den først, men kom aldrig så langt og nu hvor jeg har læst den er jeg lidt glad for at jeg ikke købte den til hende. Jeg synes Mimosa er lidt ligesom mange andre lyriske værker, der kommer ud af de store forlag, i dag: lidt for letkøbt. Det virker som om man siger “hvis 10% af værket er ok, så udgiver vi det. Jeg synes denne bog har nogle lækre billeder i mellem og især første og sidste del af bogen er sprogligt interessant , men historien er ikke noget der rører mig på nogen måde. Jeg sidder tilbage med en følelse af “nå” i kroppe. Måske er det bare fordi jeg er for gammel og ikke forstår de unges følelser mere. Selv det der behov for moderskabet rører mig ikke, omend jeg selv er i processen af at blive mor. Men den kærlighed og forelskelse der bliver udtrykt og det had der burde blive udtrykt i teksten virker for mig mere ynk(eligt) end kærligt og hadefuldt og det gør mig lidt indifferent overfor fortæller og fortælling.
Ét skal Storr-Hansen dog have. Hun kan noget med sproget. Der er nogen finurligheder der popper op som f.eks digtet på side 24.
Lever man længere/
forstår man dagene bedre/
hvis man sidder lidt hver dag/
med øjnene åbne mod solen/
jeg vil fotografere alt/
Her formår hun at skabe en lækker sproglighed hvor hvor sætning har sin egen betydning, men samtidig skaber betydning med den næstkommende sætning og hele digtet samlet. Dvs. afhængigt af hvordan man læser digtet, så får man forskellige fortællinger fortalt.