Titel: “rejsens farver”
Forfatter: Poul Lynggaard Damgaard
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Emeritvs
Antal sider: 131
Målgruppe: Poesiinteresserede, der godt kan lide en tungere og klassisk romantisk inspireret poesi.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Emeritus. Tusind tak for det.
”Rejsens farver” er en lyrisk eksplosion, der trykker en helt flad, mens man læser den. Det er en digtsamling, der bevæger sig drømmende igennem tilværelsen og skildrer et “jeg” der vil lave hele verden om, så den kan tilpasse sig denne. Måske, for intet er 100% giver her.
Igennem hele digtsamlingen er der et transparent mælkehvidt skær mellem digtene og læseren. Og jeg får en følelse af et klunkehjem, der lugter af potpourri mens små støvkorn rejser sig i eftermiddagssolens skær.
På den måde er Poul Lynggaard Damgaard fantastisk til at skabe en stemning af noget, der er nærmere elver-agtigt, snarere end surrealistisk med disse digte.
Jeg bliver meget fascineret, men også frustreret igennem min læsning, da jeg hele tiden føler at digtene er lige udenfor min rækkevidde.
Jeg fascineres over sammensætningen af ordene og billederne i hans digte. Som f.eks. i digtet ”Blottet i Modtagelse” hvor der bliver leget med læserens perception af hvad der vil komme efter det næste ord.
“Jeg råber et andet land/ ind mod en fremmedes/ bopæl men det er ikke/ der hun bor./ Dufte får mig til at glide/i regn/ For enden af vejen/ på kanten af skoven møder/ jeg alt jeg forlod./ ET digt du kan læse på bagsiden/ af en sten/ nær overfladen/ på en planet du selv/ vælger./”
Damgaard fortsætter med at besjæle i denne digtsamling, hvilket han gør rigtig godt, men det kan også blive lidt for meget af det gode, hvilket han kommer til at gøre her. I digtsamlingen er det som om hele besjælingen mister sin fine balance og kommer til at kvæle både digtene og læseren undervejs, fordi det bare bliver ved. Men der er smukke fraser undervejs, som næsten tager pusten fra en, på den gode måde.
”Jeg slå mig på mit ydre/ og støtter mig til et hus./ I et vindue/ ugenkendeligt/ med det næste/ er bevægeligheden/ en utilnærmelig farve./”
Når jeg læser ”rejsens farver” kommer jeg hele tiden til at tænke på de store russiske poeter, der er så tunge og støvede, at man næsten kan lugte den kvælende tyngde af alle ordene. Dette minder mig om en varm sommerdag lige før regnen rammer, hvor støvet har rejst sig og hvert lille støvkorn er synligt i luften. Det er også derfor jeg står lidt af på denne digtsamling. Ikke fordi det er dårligt skrevet, men fordi det bare er en lyrisk eksplosion og, jeg vil vove at sige en ”ordgasme”, der bliver lidt for meget.
Jeg skulle virkelig tage mig sammen til at læse denne digtsamling færdig. Og jeg lagde den fra mig flere gange, fordi jeg ikke kunne se en ende på den. 130 siders lyrik er for meget af det gode, især når den er så tung som Poul Lynggaard Damgaards er. Jeg må indrømme, at jeg undervejs har savnet en redaktør, der kunne slå nogle darlings ihjel. For 130 siders med så tunge digte bliver bare for meget. Hvis man havde gjort bogen 1/3 kortere, så tror jeg, at den ville have været mere skarp og on point.
Med denne længde, drukner digtene i hinanden og mister deres fokus, hvilket er virkelig synd, da jeg synes at der er gode og smukke perler imellem.
Som samlingen er nu, mister jeg fokus og skal læse digtene om og om igen, for at få en mening. For mig bliver dette et irritationsmoment, da jeg foretrækker at læse digte om, fordi jeg selv vælger at svælge i dem, og ikke fordi jeg mister fokus.
En anden anke jeg har er opsætningen af digtene. Jeg er sikker på, at der er en dybere mening bag tegnsætningen i ”rejsens farver”, men jeg kan ikke se den. Tvært i mod føler jeg at tegnsætningen tilfældige steder i versene og strofer der bliver delt op unaturlige steder forstyrrer mit læse-flow og får digtene til at være stakkerede, hvilket gør, at jeg mister læselysten.
Jeg har rigtig svært ved at vurdere denne bog. Da jeg rent lyrisk kan se, hvilke kvaliteter og hvilken tyngde den indeholder. Hvis jeg skal følge min egen bolsjevurdering, burde den få 1 bolsje, da jeg synes den var nærmest umulig at komme igennem men det synes jeg ikke den fortjener. Rent fagligt og objektivt ville den få 5 gode bolsjer, så hvis jeg skal give den noget, så må det blive et sted der imellem, og jeg give den 🍬🍬🍬.
